Der var gedigen storfilm på plakaten forleden, da Cinemateket i København havde valgt at vise Fritz Langs monumentale ”Die Nibelungen” fra 1924. De to film, som der rettelig er tale om, varer samlet omkring 5 timer med ca. 2½ time til hver, ”Siegfried” og ”Kriemhilds Rache”. Der er ikke tale om en filmatisering af Wagners Nibelungens Ring, men Fritz Lang trækker på samme tyske helteepos ”Das Nibelungenlied” fra omkring 1200, men adskiller sig dog noget fra Wagners version; og Lang har filmatiseret det tyske sagn uafhængigt af Wagners operatetralogi,
I grove træk handler filmen om den de omstændigheder, der ifølge sagnet førte til Burgunderrigets undergang (omkring 435 e.kr.), men mere generelt forsøger Lang at søge efter en idealiseret, tysk fortid midt i Weimarrepublikkens kaos.
Da Siegfried omsider ankommer til Worms, har han vundet hæder og ære, og alle har hørt sange om hans bedrifter og heltegerninger. For at Siegfried kan få Kriemhild, er han dog nødt til at indgå alliance med hendes slapsvans af en bror, den burgundiske kong Gunther. Han er ugift, men vil gerne ægte den islandske dronning Brünhild, der er ubeskriveligt smuk, men som kun er bestemt for den stærkeste af alle, og som bestemt ikke vil lade sig nøje med mindre. Hvor hun hos Wagner er en valkyrie, der har mistet sin guddommelighed og blevet sårbart menneske, er hun i Fritz Lang en regulær amazone. Gunther har derfor brug for en germansk Herakles til at besejre den kvindelige vildskab, og hermed er kortene lagt op til det næste store eventyr!
”Ich kann Euch nicht berichten, was dort noch geschehen ist, nur dass man Ritter, Damen und auch die edlen Knappen den Tod ihrer lieben Freude beweinen sah. Hier hat die Geschichte ein Ende. Dies ist »Der Nibelungen Not«.”
Kriemhilds forvandling er egentlig meget sigende for filmens karakterer, der sjældent er helt entydige. Alle har de ”gode” grunde til at gøre ”dårlige” handlinger; og de fleste handlinger kan forklares og forsvares ud fra datidens moral og æresbegreber, der faktisk ikke forekommer helt så fjerne som den fortid, det hele foregår i. Ganske meget virker meget almenmenneskeligt, og den store fortælling om et folks storhed, selvtilstrækkelighed, korrumpering og fald bliver derfor så meget desto mere nærværende.
Fritz Lang er vel mest kendt for science-fiction-filmen Metropolis fra 1927; og Die Nibelungen er stilistisk meget magen til. Den er lavet i samme kæmpeformat, hvor der bruges tusindvis af statister til de gigantiske kulisser og rekvisitter, som filmen flyder over med. Mest imponerende er hans evne til at filme alt i et perspektiv, der får selv de mindste værelser til at virke som de største katedraler; og overalt er æstetikken massiv og monumental i en grad jeg ikke mindes at have set hverken før eller siden. Noget nær det samme kan siges om musikken, der ligesom musikken til Metropolis er komponeret af Gottfried Huppertz i fornem senromantisk stil, og sammen med den enestående billedside skabes der et helhedsindtryk, der er intet mindre end overvældende.
Man ærgrer sig derfor heller ikke et øjeblik over, at der er tale om en stumfilm. Snarer tværtimod, når historien fortælles så effektivt udelukkende via billeder og musik, er det nærmest ved at flytte historien uden for en specifik historisk kontekst, hvormed mytens kraft som almenmenneskelig fortælling kommer effektivt til udtryk.
Derimod kunne jeg godt et par gange have ønsket, at de tyske mellemtekster, der var skrevet med gotisk skrift, blev stående et par sekunder mere. Undertiden kunne det være svært at nå at læse det hele. 10/10
Referencer
Das Nibelungenlied. Mittelhochdeutsch/Neuhochdeutsch. Nach der Handschrift B herausgegeben von Ursula Schulze. Ins Neuhochdeutsche übersetzt und kommentiert von Siegfried Grosse (2010)