Når Europa-Parlamentet omfavner identitetspolitikken

EU flag Foto: Amio Cajander

Morten Jarlbæk Pedersen

De fleste folk har en nogenlunde fornemmelse af, hvad et parlament foretager sig: Det er en forsamling af mennesker, der er uenige, men som alligevel på den ene eller anden måde skal tage beslutninger, der binder borgerne.

Sådan fungerer det altid ikke helt i Europa-Parlamentet. Her er nemlig tale om en forsamling af mennesker, hvoraf langt størstedelen i hvert fald når det kommer til EU-spørgsmål ikke nødvendigvis er synderligt uenige, og som langt fra altid beskæftiger sig med beslutninger, der binder borgerne.

Ny rapport illustrer Europa-Parlamentets selvforståelse

En glimrende illustration herpå er indholdet og behandlingen af en nylig rapport om fremtiden for valgene til Europa-Parlamentet – en rapport, som netop er blevet behandlet og vedtaget i selvsamme parlamentet.

Rapporten illustrerer, at uenigheden på tværs af parlamentets partigrupper ikke er voldsom, når det kommer til forfatningsmæssige spørgsmål, når den trods sit vidtgående indhold bliver vedtaget med overvældende flertal.

Og rapporten illustrerer, at parlamentet udover den rene lovgivning også har temmelig travlt med føre forfatnings- og identitetskamp, når den samler flertallets perspektiver på, hvordan parlamentet kan gøres stærkere, hvordan de nationale grænser kan eroderes yderligere, og hvordan Europa-Parlamentet i endnu højere grad kan påvirke opstillingslister og valg af især minoriteter – herunder bl.a. unge, romaer, kvinder, hjemløse og folk med et handicap.

Der er naturligvis ikke tale om nogen form for bindende lovgivning, men alene en rapport, der skal påvirke debatten – hvis 16-årige faktisk fik stemmeret, sådan som parlamentet foreslår, så havde vi jo nok hørt lidt mere om det. Derfor har den heller ikke fået den store opmærksomhed i medierne – med undtagelse af de altid årvågne folk på Altinget, der havde en fin, lille artikel om emnet.

Europa-Parlamentets tanker påvirker kursen for resten af systemet

Men hvis der bare er tale om, at nogle føderalister forsamler sig i et glaspalads i Belgien og vedtager en ligegyldig tekst, hvorfor så overhovedet beskæftige sig med det? Jo, det er der et par gode grunde til.

For det første fordi Europa-Parlamentets resolutioner, rapporter og gode idéer har det med at forplante sig. Tag f.eks. den såkaldte ”Spitzenkandidat”-procedure. Det er en faktisk ganske nylig ide, som er fostret i netop parlamentet med det entydige formål at give parlamentet magt til at bestemme hvem, der ender som formand for Europa-Kommissionen.

Det er ellers en magt, som medlemslandene formelt set sidder entydigt på. Men i dag har proceduren få kritikere – ikke mindst fordi den jo kommer fra det, der i EU-systemet opfattes som det eneste organ, der er ægte demokratisk: parlamentet. Så selvom mange af parlamentets tanker til tider kan synes tågede, bliver der altså lyttet. Så det gør der nok også denne gang.

For det andet fordi Europa-Parlamentets medlemmer vist ikke nødvendigvis fuldkommen afspejler befolkningens holdninger, når det kommer til forfatnings- og identitetsspørgsmål. Og denne kombination er – skal vi sige: tankevækkende – og derfor er det i øvrigt også værd ganske nøje at overveje hvem, man stemmer på til disse valg.

Hele Europa som en valgkreds

Men hvad ønsker de sig så, de ihærdige parlamentarikere? Jo, listen er lang, så her er der alene plads til at fremhæve et par eksempler. Og jeg har – for polemikkens skyld, naturligvis – med nidkærhed plukket de værste tidsler: Man ønsker f.eks. at spidskandidaterne skal kunne stille op i alle lande. Man ønsker en egentlig parlamentarisme, hvor Europa-Kommissionens formand udpeges af parlamentet. Man ønsker, at hele EU gøres til én valgkreds, så man kan stemme på tværs af grænser. Man ønsker at valgretsalderen sænkes til 16 år. For nu at nævne et par stykker.

Men disse konkrete forslag er faktisk ikke det væsentligste. Det skyldes både, at der i rapporten ikke er særlig mange konkrete forslag, men også at det vigtigste at bemærke at begrundelserne, der ligger til grund.

Man bør med andre ord dvæle lidt ved forudsætningerne for øvelsen. Her slår Europa-Parlamentet f.eks. fast, den højere valgdeltagelse primært kom ”pro-European parties” til gavn – hvilket er godt, forstås – men man skal stadig holde sig for øje, at ”the results of Eurosceptics, populists and nationalist movements, which threaten the EU integration project, should be taken as a warning”.

fühlt man Absicht, und man ist verstimmt

Hermed, kan jeg godt afsløre, vedkender Europa-Parlamentet sig i øvrigt åbent den noget ekskluderende tilgang til sine kritikere, som Morten Messerschmidt sin nye bog kritiserer og grundlæggende dømmer udemokratisk.

Og dermed har man måske essensen af argumentet for, hvorfor Europa-Parlamentet ønsker sig en bredere valgdeltagelse af andre grupper end i dag: En forventning om, at disse grupper næppe stemmer på ”Eurosceptics, populists and nationalists movements”. Dette hensyn nævnes i al fald før, man når til at fremhæve, at kvinder kun udgør 41 procent af medlemmer af Europa-Parlamentet, eller at hjemløse, romaer og folk med handicap har svært ved at komme til at stemme.

Og det pakkes ind i en mængde overvejelser om, hvorfor proceduren med spidskandidater ikke fungerede helt efter hensigten (den nuværende formand for kommissionen – Ursula von der Leyen – var f.eks. ikke spidskandidat) og dermed ikke gav parlamentet den indflydelse, det ønskede.

So fühlt man Absicht, und man ist verstimmt, som man siger i kommissionsformandens hjemland.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.