Det danske børnehavedemokrati kvæler os i dialog

Christiansborg politik

Under indflydelse af bl.a. Grundtvig og Hal Koch er Danmark blevet et konsensusdemokrati, hvor samtalen og dialogen har iboende værdi. Men vores demokrati martres af manglende evne til at skelne individ og idé, skriver Anne-Marie Vestergaard. Samtidig har det multikulturelle samfund i vid udstrækning fjernet forudsætningerne for den frugtbare samtale.

Af Anne-Marie Vestergaard

Det vakte opsigt i oktober 2019 da en undersøgelse lavet af udlændinge- og integrationsministeriet viste at ca. 20 procent af danskerne gik ind for et forbud mod religionskritik. Blandt danskere med indvandrerbaggrund var tallet mere end dobbelt så stort. Berlingske lavede i den anledning en vox pop på Nørrebro.

En af de udspurgte er 24-årige Erica, der mener at folk må have den tro de vil. Angående kritik af andres religion siger hun:

Man skal have lov til at udtrykke sig på en sober og menneskelig måde. Det giver noget at tænke over, når man møder mennesker der er uenige med os. Men når man møder modstand eller er kritisk om noget, skal man lige pege fingeren mod én selv, før man peger på andre, før du udtaler dig.

Hun er med andre ord et såre velopdragent menneske… Hun mener at hvis mange er som Rasmus Paludan og bare vil provokere, kan man gøre det ulovligt at lave religionskritik, og hun foreslår endda indførelse af dummebøder:

Ligesom at man burde få en bøde for at diskriminere køn, folk med tørklæde eller anden etnisk herkomst (…). Det kan vel også give folk lidt eftertanke til, hvordan vi skal behandle hinanden.

Besynderligt at hun ikke er bekendt med racismeparagraffen… For Erica handler det tydeligvis om fredelig sameksistens (på Nørrebro og andre steder) snarere end om en grundpille i vores demokrati. Ordet ”dummebøde” leder tankerne hen på rockere og andre kriminelle der afpresser folk med uudtalte trusler om vold. Har Erica mon internaliseret mange rettroende muslimers voldsparathed? Skal det så modsvares af systemets voldsparathed (ikke at forveksle med voldsmonopol)?

Resultatet ville i sidste instans være et meget ufrit (lokal)samfund med en masse ad hoc-restriktioner. Er det voldsmandens veto der er på færde i hendes ræsonnement, ligesom det skete under Muhammedkrisen, men nu accentueret af Rasmus Paludans aktioner?

Behovet for kritik

Det er interessant at hun og to andre unge adspurgte i artiklen hele tiden befinder sig på relationsniveau: De tænker i hvordan man møder og taler med religiøse mennesker (læs: muslimer).

De ser ikke forskellen mellem at tale ordentligt og respektfuldt med andre, og måske have en dialog, hvilket man kunne kalde basale regler for en civiliseret samtale, på den ene side – og så kritik af religion og dogmer som et afgørende vigtigt fundament i et demokratisk samfund på den anden side. Erica og de andre unge skelner ikke mellem individniveau og idéniveau, mellem mennesker med en bestemt religion og religionen i sig selv.

Nøjagtig den samme kategorifejl gjorde sig som bekendt gældende for de mange danskere som mente at Muhammedtegningerne var en hån imod en minoritetsgruppe snarere end religions- og magtkritik i satirisk form. Jeg spørger mig selv om Danmark egentlig er et ”relationsdemokrati” (mit eget udtryk).

Samtalen som demokratiets fundament

Teologen og kirkehistorikeren Hal Koch har med sine tanker om demokrati haft stor indflydelse på udviklingen af demokratiopfattelsen i Danmark efter 2. verdenskrig. Han mener som bekendt at demokrati er en livsform, snarere end blot en styreform. Samtalen og dialogen der udfolder sig med henblik på en fælles forståelse, er fundamentet for ethvert velfungerende demokrati. Vi er som mennesker forpligtede i forhold til hinanden. Det gælder i alle sammenhænge, også de nære.

Den Hal Kochske opfattelse har gennemsyret det danske velfærdssamfund og dets institutioner. Således skal den danske folkeskole opdrage børnene til demokrati, gennem undervisning i fag og udvikling af selvstændig tænkning. Denne dannelse til demokrati sker også gennem udlevelse af en demokratisk kultur i skoleklassen, med klasselokalet som en art minisamfund hvor børnene ytrer sig og lytter til hinanden.

En skoleklasse udarbejder ligeledes klasseregler, som en form for mini-lovgivning. Denne sociale dimension er uhyre vigtig i folkeskolen. Eleverne har desuden indflydelse på undervisningen, i modsætning til i Frankrig og andre lande hvor læreren er og bliver autoriteten. ”Demokratisocialiseringen” starter dog allerede i børnehaven, hvor fællesskab og ligeværdighed spiller en stor rolle.

Pænhedsideologien

Antropologen og skribenten Anne Knudsen har for nogle år siden beskrevet hvordan de unge der er vokset op i daginstitutioner og i folkeskolen, er blevet hjernevasket med fællesskabsværdierne i velfærdssamfundet: Hensyn, høflighed, lighed og enshed. Der er stadig noget om snakken.

Historikeren Uffe Østergaard har analyseret kulturradikalismens indflydelse på det danske samfund og dets velfærdsinstitutioner. Således betegnede han idéernes institutionalisering som et resultat af ”avantgarden i andegården” i et interview i Weekendavisen tilbage i 2003. Hans opsummering ramte plet: ”…denne nedbrydning af det gamle samfund (bliver) sat i system i skolerne, hvorved de avantgardistiske ideer, som findes i alle vestlige lande, institutionaliseres, sættes i system og kommer ind i lærebøgerne.

Alle konflikter skal klares i rundkreds, drenge må ikke slås, krigslegetøj er dårligt og alt det der.” Østergaard kalder denne proces for ”FN-ideologien omsat til børnehavehøjde”. Dengang mente han at de ideer stod for fald, på grund af det systemskifte som Anders Fogh-regeringen og dens opgør med smagsdommere og eksperter repræsenterede.

Men de ideer virker stadig i mange danske institutioner og do. sjæle, og hvis så stor en del af danskerne i dag er imod religionskritik, må det også indirekte være et resultat af en sejlivet dansk demokratiopfattelse og demokratisk kultur. Ikke kun Hal Koch på den ene side og kulturradikalismen på den anden, men længere tilbage Grundtvig har givet næring til denne kultur.

Det levende ord og samtalen er på sæt og vis en national tradition som vi alle er rundet af, og som jeg selv finder utrolig smuk, båret som den er af værdier som ligeværdighed og gensidig inspiration. Et henrivende højskoleophold forrige sommer mindede mig da også om det. Men højskolen er for pokker også en boble, en virkeliggjort, provisorisk miniutopi, og man behøver bare læse avis i opholdsstuen for at blive kaldt tilbage til den kaotiske, multikulturelle virkelighed.

Den danske konsensusmentalitet

Det danske samfund er gennemsyret af en konsensusmentalitet: ”Vi må da kunne tale os til rette, for i grunden er vi jo enige… Jeg respekterer din muslimske religion, for er jeg ikke selv lidt skabskristen? Jeg er i hvert fald medlem af folkekirken…” Samtalen formodes at have en dannende karakter, alle de som deltager i den, bliver forandret til det bedre. Det er en skøn, men ofte illusorisk drøm som de unge hipstere på Nørrebro nærer… De glemmer at den gode samtale ofte udspiller sig mellem folk der ligner hinanden kulturelt og værdimæssigt. Apropos højskolen…

Den multikulturelle virkelighed i dagens Danmark fortæller os at ikke alt kan løses i en dialog, den fælles forståelse kan ikke komme i stand når visse befolkningsgrupper holder fast i religiøse dogmer og et antimoderne menneske- og samfundssyn. Man vil aldrig kunne have en dialog med mennesker der hylder det monologiske, Sandheden med stort s.

Desuden er demokrati først og fremmest en styreform, komplet med forfatning og repræsentativitet. De danskere der er så forhippede på tonen i debatten og alle mulige hensyn, burde også interessere sig for det politiske niveau og regeringsførelsen. Hvordan kan et demokratisk og åbent samfund beskytte de tolerante imod de intolerante? Hvordan kan universalistiske værdier fremmes og gøres mere synlige i minoritetsmiljøer? Først da vil man kunne have en samtale.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.