Søren Krarup og Det Store Ja

Søren Krarups teologi og tænkning munder ud i hvad månedens kronikør benævner Det Store Ja: Vær din konkrete sammenhæng tro. Men det forudsætter hos Krarup en tanke om kristendommens negering af mennesket, og Frederik Lind Køppen spørger, om dette virkelig er nødvendigt? Behøver vi kristendommen som grundlag for Det Store Ja?

Af Frederik Lind Køppen 

Kristendommens egentlige aksiom er dens forkyndelse af Jesus og dennes betydning for menneskeheden. Med Jesu død på korset og efterfølgende opstandelse skete der noget nyt: Menneskene blev forsonet med Gud. Bag dette aksiom gemmer der sig dog en antagelse. For den, der har brug for forsoning, må have gjort sig skyldig i en overtrædelse, som fordrer en udefrakommende instans for at bringes i orden. Det er kristendommens andet aksiom: menneskets faldenhed og fejlagtighed overfor Gud, verdens skaber og ultimative realitet. Styrken af denne syndighed er bestemt som absolut. Mennesket kan ikke vikle sig ud af den og er underlagt en fremmed nåde. Kun gennem Kristus, der ved sin korsfæstelse, død og opstandelse har muliggjort en genoprettelse af båndet mellem Gud og mennesket, kan det istandsættes. Kristendommen er således en negering af det enkelte menneske, dets bestræbelser og dets hele væsen. Det kan ikke give sit liv indhold – frelse det selv – eller medvirke til, at det sker. Kristendommens er en afvisning af alle ideer om mennesket som middel til dets egen redning. Kristendommen er Det Store Nej til det hele menneske.

Ja og nej

Søren Krarup er fast forankret i den teologiske tradition, der forkynder Det Store Nej, hvis han ikke ligefrem kan kaldes dets hovedfortaler i Danmark siden 1960’erne. Udgangspunktet for Krarups forfatterskab er altid det samme, nemlig forkyndelsen. Krarup er aldrig politiker, ideolog eller kritiker, men præst, aldrig national eller konservativ, men derimod kristen.

Hvad er imidlertid karakteren af denne forkyndelse? Forfatterskabets fortegn er ideen om, at selvhævdelse, selvopretholdelse, viljen til sig selv og sit eget er godt. ”Selv” må forstås i bred forstand: Til tider tænkes på en konkret enkelt, der, stillet overfor en given udefrakommende instans (”systemet”, ideologiske statsapparater, massen af pøbel), der ønsker at lægge beslag på den og dennes inderste, står fast på sig selv og hævder sit eget. Under ”selv” kan også henregnes den etniske gruppe, fx danskerne, der hævder deres eget (det konkrete danske land, dansk kultur, national selvstændighed) overfor grupperinger, der vil fravriste dem det. Det Store Ja er en form for vilje til magt, hvor magt ikke er en stræben efter at få overhånden over andre, men en drivkraft med henblik på sig selv og sit, en stræben efter bestandighed med henblik på sig selv og sit. Krarup ønsker at vække det personlige ansvar hos den enkelte, så at denne indser, at han skal tage vare på sit eget, på sin egen eksistens og stå ved det, også når det trues i det ydre. Dette er Det Store Ja, en sigen ja til sig selv og sit, en ikke-laden-sig-kue. Det ejendommelige er nu, at Det Store Ja af Krarup funderes i kristendommens Store Nej. Det er Det Store Nej, men brugt bejaende, Det Store Nej forvandlet.

Hovedpræmissen

Krarup gør altid dette på samme vis. Mikael Jalving har i Søren Krarup og hans tid (2014) med rette påpeget, at Krarups forfatterskab er ganske ensidigt. Det er ikke ensidigt i kraft af dets modstandere, for fronterne har skiftet mange gange. I samme bog opregner Jalving ”[…] så forskellige idéstrømninger som kulturradikalisme, humanisme, socialdemokratisme, marxisme, universalisme, føderalisme og islam.” Hertil kan tilføjes adfærdsvidenskaberne og psykologien. Disse strømninger og ideer ønsker altid at ændre menneskets grundlæggende eksistensvilkår og hævde deres ideologier, der tager afsæt i det ikke-givne, på bekostning af den enkelte givne selv og eksistens. Ideerne presses ned over hovedet på det selvhævende, ja-sigende individ, hvad enten det sker gennem Gulag eller ”blød” magt.

Den fundamentale indvending mod denne mangfoldighed af verdensanskuelser er som sagt altid ensartet. Hovedpræmissen er, at for Krarup er alle lige for Gud, men denne lighed for Gud bruges aldrig i retningen af en retfærdiggørelse af egalitarisme eller i den forstand, at alle holdninger er lige værd at høre på. For Krarup er ligheden for Gud nemlig negativ og det vil sige, at alle er lige syndige og lige meget i løgnen. I fortalen til Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene (1969) skriver Krarup om Luthers teologi, at den udtrykker, at ”[…] det er utilstedeligt at give en menneskelig tanke ud for at være en guddommelig sandhed. Luther satte skel mellem gud og mennesket derved, at han […] vendte tilbage til evangeliets ord om, at gud er udenfor […]. Intet menneske er en gud […]. For Luther betød det, at vi alle er uden for sandheden”. Dette er Det Store Nej i kondenseret form og uanset hvor i Krarups forfatterskab man slår ned, er det altid dette han mobiliserer og spiller ud mod sine modstandere.

To argumenter

Et argument går således: Hvis mennesket og alle dets bestræbelser er i løgnen og Gud ikke er i verden, så vil evighedslivet og paradis ikke kunne realiseres på jorden. Forholdet til det relative må være relativt, og forholdet til det absolutte må være absolut. Kategorierne må ikke sammenblandes. Mennesket må ikke bygge luftkasteller, som det baserer sit eget eller andres liv på, for disse drømmerier er udtryk for dets syndige og egenmægtige natur, der misforstår sit eget grundforhold som faldent. Det er babelstårne, det er flugten fra nutiden og verden ind i ideen.

Luftkasteller er for Krarup altid ideologi og idealisme. I essayet ”Det sidste slægtleds Danmark” (1988) skriver Krarup: ”Ulykkerne og forløjetheden i dagens Danmark kommer af, at den kristelige børnelærdom, der sætter mennesket som synderen og dermed viser mennesket hen til synderens givne og begrænsede konkrete virkelighed, er blevet afløst af en human idealisme, der vil dyrke mennesket i stedet for at tro på Gud og som vil sætte dette selvforgudende menneske til at frelse sig selv og verden […]”.

Et andet argument tager afsats i ideen om mennesket som skabt og dermed sat. Det passive participium indikerer, at det enkelte menneskes grundlæggende eksistensvilkår ikke er et resultat af dets egen indsats, men er givet af Gud. I et essay i bogen Det tavse flertal (1987) skriver Krarup: ”Men måske var menneskets begrænsede tilværelse givet af Gud? Måske er det […] ethvert menneskes opgave at overtage sit givne liv og være glad ved det?”. Den enkelte er sat i en kontekst og tilværelse, den ikke selv har valgt og her skal det blive, for i begrænsningen er dets og andre menneskers muligheder og egentlighed. Begge argumenter er facetter af Det Store Nej, for de negerer på den ene eller anden måde menneskets bestræbelser og drømmerier, og sætter en begrænsning på dets formåen.

Livet tro

Her sker Det Store Nejs forvandling så. For hvis man, i kraft af sin grundlæggende syndighed og ”sathed”, ikke skal forsøge at flygte fra sin og andres umiddelbare livsverden, hvis man ikke skal bygge luftkasteller eller skabe sig selv eller sit eget, da står man tilbage med det, der er én givet, den umiddelbare, afgrænsede livsverden, som man skal overtage og tage ansvar for, også hvis den trues udenfor én selv. Ved at henvise til menneskets syndige hovmod negeres ideologier eller abstrakte verdensanskuelser, der tror at sidde inde med en objektiv viden om mennesket og dermed har en ret til at nedvurdere den enkeltes selv og givne livsverden og tage ansvaret fra det. Om marxismen, men implicit om alle humanistiske ideologier, skriver Krarup i Den hellige hensigt (1968): ”Der er en uoverstigelig modsætning imellem marxisme og kristendom, fordi marxismen tror på det sande menneske og derfor på mennesket som sandheden, medens kristendommen tror på en sandhed, der er uden for mennesket, og som dømmer mennesket som usandt”.

Det er et nej med henblik på et ja. Gennem dette nej undsiger Krarup ideologer, behandlerholdningen, umyndiggørelsen, sandhedsbesiddelsen og ”omsorgsfuld dominans” og åbner for Det Store Jas mulighed. Da afviser man disse menneskehedens forbedrere til fordel for sig selv og står fast. Så skal man, som der står i Den kristne tro (1995) værne om det givne, ”[…] det gamle konkrete, historiske liv, hvor der er en far og en mor, fædreland og modersmål, nabo og næste og dagligt brød”.

Så skal jeg hævde mit konkrete selv og være glad ved det, thi det er min egentlighed: amor fati! Tag dit liv og alle dets facetter op i glæde og ansvarsfuldhed! Det er en positivitet udledt af en negativitet. Denne strenge og konkrete virkelighed, dette begrænsede og bestemte liv er mig givet af Gud, og det er min pligt at være den tro og forsvare den. I Den danske nødvendighed (1993) skriver Krarup: ”At være menneske er at være en historisk skabning. Ind i denne virkelighed skal Guds ord lyde. Og således kalder Guds ord folket til at være tro mod sig selv og holde sit modersmål og fædreland højt i ære. At svigte sit folk er da at foragte Guds ord.”

Fra et nej til et ja

Førnævnte fortale til Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene har overskriften ”At være jorden og næsten tro”. Hvad vil det sige ”at være jorden og næsten tro” ifølge Krarup? ”Jorden” er altid dette konkrete stykke jord, hvorpå man står, hvor rødderne er rodfæstet, hvor man har hjemme og hvorfra ens verden, historie og muligheder går. ”Næsten” er de konkrete folk, som man umiddelbart står og er sat med på dette stykke jord. ”Jorden” og ”næsten” er altså mig selv i min konkrete egenhed, med alle dets facetter, ikke en ide(ologi), som først skal undfanges ved den abstrakte tanke. At være denne ”jord” og denne ”næste” ”tro” vil da sige, at jeg anerkender dette som mit, disse som mine, varetager det og dem og hævder og kæmper for det og dem. Dette er, med Krarup, ikke et spørgsmål om en privat tilbøjelighed eller tilhørsforhold, men simpelthen ad majorem Dei gloriam: Gud vil det. Dette selvforsvar er hverdagens gudstjeneste, som jeg skal gøre med munterhed: ”[…] virkeligheden er altid stedet – det sted i det nærværende øjeblik, hvor et menneske har fået sit liv med sin næste givet af Gud. […] At glæde sig ved livet i øjeblikket er troens væsen eller ligger i evangeliets befaling om at tro.”, skriver Krarup i essayet ”Den plantede utilfredshed” (1987). Jeg skal sige ja til dette i og omkring mig, og værne om det, for jeg er, på trods af min syndighed, frelst af Gud: ”Og hvor et dansk menneske er frelst af Guds ord, skal danskeren ved godt mod tage sin danske tilværelse op og være den tro”, står der i Den danske nødvendighed (1993).

Sådan bliver et nej til et ja. Jeg har aldrig kunnet se Krarup som denne sorte, reaktionære præstemand. Han er simpelthen for opbyggelig, for munter, for ja-sigende, hele hans projekts fortegn er et plus. Når han endelig er negativ, er det fordi, at udgangspunktet er positivt, fordi han siger ja med et nej, for er der noget mere positivt og opbyggeligt end at høre en forkyndelse, der forkynder eksistensen som noget allerede eksisterende, der tilhører én og er ens ansvarsområde? At blive kaldt tilbage til dette simple forhold? Er der noget mere opbyggeligt end allerede at være givet et liv med muligheder og begrænsninger, som man kan handle indenfor? Så er man jo netop fri til at leve. Så venter dette liv jo blot på at blive overtaget i munterhed og ansvar. Nietzsches kritik af det kristne gudsbegreb (Gud som livets modsigelse, i stedet for et evigt ja) preller totalt af på Krarups, der nærmest må siges at være en apoteose og teologisk forankring af selv-opholdelse, selvbejaelse og selvhævdelsen.

Hvirvel og ansvarsløshed

Jeg selv var engang, troede jeg i hvert fald, kristen, og det skyldtes i høj grad at jeg havde beskæftiget mig meget med Søren Krarup. På hver side af forfatterskabets bøger fandt jeg fænomener og problemer belyst, berørt og behandlet på en sådan måde, at det ræsonnerede med mit indre. Samtidigt blev der her vist mig et grundlag, nemlig gennem den af Krarup forkyndte kristendom, hvorpå jeg kunne fundere mine domme og overbevisninger.

I mange år, også før jeg læste Krarup, mærkede jeg en heftig antipati mod min samtid. Jeg så den manglende glæde, pietet og kærlighed til det givne, som jeg selv havde og har. Denne mangel, mener jeg, udspringer af en manglende forståelse for, at det givne tilhører én, er ens ansvarsområde og at det må overtages i ansvarsfuld munterhed. Af denne manglende selvforståelse og ansvarlighed er der opstået en refleks-forkærlighed for alt, der ikke har med én selv at gøre, og en lignende refleks-apati, mistænkeliggørelse og nedvurdering af det, der tilhører én. Alt af ælde og traditioner, der har stået tidens test, nedvurderes per automatik til fordel for en guddommeliggørelse af ”det nye” og ”det andet” i sig selv. Vor samtids voksende hedonisme og trang til at eksperimentere med sig selv og andre, der i dag er udbredt i mange forskellige afskygninger, er begge størrelser, der vokser ud af mennesker, der mangler noget internt. De mangler noget at være og dermed at værne om, og derfor må de konstant i krampagtighed handle eksternt, på og i sit ydre, skabe sig selv.

Deraf, af dette indre intet, kommer vores tids stakåndede og anstrengte travlhed, den konstante kroning og detronisering af nye afguder og derfor er folk i dag så letpåvirkelige. Jeg lærte af Kierkegaard (medieret gennem Krarup), at hvis man byder sømanden at sejle uden ballast, så kuldsejler han, at uden et udgangspunkt, en afsats, et selv, så bliver alt hvirvel og ansvarsløshed, eller, som Krarup skriver om marxismens menneskesyn (til forskel fra det kristne) i Det moderne sammenbrud (1984): ”Alt [er] dyster selvoptagethed og manieret skaberi, for selvets realisering og evighedens etablering står og falder med menneskets egne præstationer, eftersom jo mennesket ved sit arbejde skal blive ét med sin art og bestemmelse, og således er ingen humor mulig, endsige tilladt. I det første tilfælde lever mennesket i tak til Gud og gør sit arbejde, glad ved at skulle. I det sidste tilfælde er mennesket sin egen Gud og arbejder sig selv og sin verden til døde i sammenknyttet fortvivlelse”. Her er ingen glæde, ingen sigen-ja til sine givne omstændigheder og historie.

Cementering

Men at jeg ville Det Store Ja kunne aldrig være grund nok. Der meldte sig altid den radikale spørgen, dette ”hvorfor?” og ”hvordan?”, den indre inkvisitor, der krævede svar og argumenter. Der fordredes et syn på mig sig selv og verden, som det kunne bero på. Jeg manglede noget til at cementere mit Store Ja.

Det fandt jeg hos Krarup. Her læste jeg jo, at ”[…] tilværelsen er skabt! Mennesket er skabning! Således er menneskets magt og mulighed begrænset, mens dets ansvar er ubegrænset, og et menneskes ansvar gælder altid den nærværende tid og den nærmeste, nuværende næste. Det er ubetinget. Der er dermed tale om en opgave, stillet af Gud, som lyder på at glæde sig ved livet […]” (Det tavse flertal). Hvis jeg kunne forstå mig selv som skabt og syndig for Gud, men dog retfærdiggjort ved tro på Kristus, så kunne jeg, som jeg allerede ønskede, overtage mit givne liv, som det allerede var, leve i det, og bejae det i glæde og ansvar, for ”Hvor eksistensens fuldbyrdelse eller frelse er Guds gave, ikke menneskets egen opgave, skal et menneske ikke hengive sig til den rastløse geskæftighed. […] Her, i dette bestemte liv og på dette bestemte sted, er frelsen. […] Ven, vær frimodig! Du har Guds nåde! – det er Vorherres ord til et menneske, og så skal menneske forsage enhver idealismes fortravlede og fortvivlede paradis-søgen […] Vi har hver vores plads eller vores ståsted, og dér skal vi være ved godt mod blive stående, for dér er vi kaldet til at være Guds børn […]”, som der står i Den danske nødvendighed.

Samtidig fik jeg en nøgle til at forstå min tid. Ansvarsløsheden, kosmopolitismen, forkærligheden for det rodsløse og ”den anden”, udsprang af den manglende selvforståelse af at være sat, af at være syndig, men dog retfærdiggjort, så man dermed kunne overtage sit konkrete liv i ansvarlighed og bejae det. Alle nutidens ideer og systemer (og deres forgængere) udgik af dette: ”Er mennesket ikke gjort rodfæstet af kristendommen, så bliver han eller hun i længden rodløs, fordi mennesket da er uden den instans, der afviser ismernes lokkende sirenesang som løgn og virkelighedsforfalskning.”, skriver Krarup i essayet ”Det nationale” (1990).

Objektivt og subjektivt

Men som jeg i det forudgående har forsøgt at vise, så er Krarups Store Ja afhængigt af Det Store Nej, som bestemtes som kristendommens negering af mennesket overfor dets skaber og ultimative virkelighed, Gud. Og netop dette aspekt fik jeg gradvist sværere ved. Ikke fordi at det er ”forargeligt” eller et kors for menneskets hovmod, som visse folk kan lide at fremføre. Det forekom mig nærmere som en irriterende, men dog, for at tanken skulle gå op, nødvendig mellemregning, for at jeg kunne leve Det Store Ja. Men i længden blev det anstrengende og forceret. Kan man virkelig fundere en tro på dette behov for Det Store Jas fundament?

Jeg mener det ikke, for det er kristendommen brugt som et blot middel til et mål. Det bærer præg af noget sekundært og udledt. Gud og Kristus bliver en ansporende idé, teologien bliver en ancilla. Men fordrer credoet ”jorden og næsten tro” og Det Store Ja virkelig en grund ud over sig selv? Kan dette ikke gøres uden Gud og Kristus og Det Store Nej som dets forudsætning? Er Gud virkelig det sine qua non der ikke kan være et selv og Det Store Ja?

Det burde være klart, at vi er kastet ind i en sammenhæng, som vi ikke selv har valgt. Med vor blotte eksistens er der allerede udstukket os et selv, ophav, loyaliteter, modersmål, arv og tradition, muligheder og begrænsninger. Vi er altså allerede ”sat” af eksistensen, vi har ikke selv valgt vores grund, men må dog leve ud af og på denne grund. Denne kendsgerning kræver ikke ”hypotesen Gud”. Det eneste spørgsmål er, om vi ønsker at anerkende den, værne om den og elske vores skæbne, også når det negative moment ikke blot er en indre anfægtelse, men en konkret ydre magt, der ønsker at lægge beslag på os, fordi den tror den kender os selv, virkeligheden og det gode i sig selv bedre, end vi selv gør.

Men er Gud den eneste instans, der kan forpligte på og vække hævdelse af det givne? Det mener Krarup i hvert fald. Jeg tror, at ligeså objektiv som vor ”sathed” er, ligeså subjektiv må en overtagelse, hævdelse og bejaelse af den være. Vor liv er objektivitet og subjektivitet, væren og vorden. Og for at vække denne subjektivitet og vorden må en forkyndelse til. Jeg mener ikke, at det kan være den kristne, men hvad den præcis skal være, er jeg stadigvæk i tvivl om. Måske en forkyndelse, der udgår fra livets perspektiv selv?

Frederik Lind Køppen er stud.theol.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!