Asyl: En ret eller en gave?

sørlander

Vestlig populisme er et resultat af kollisionen mellem befolkningers lokale moralperspektiv, som skelner mellem ’os’ og ’dem’, og en herskende retsorden, som er baseret på en universel menneskerettighedstænkning. Sidstnævnte anser asyl som et juridisk spørgsmål om rettigheder – men det er, ifølge Kai Sørlander, irrationelt.

Af Kai Sørlander 

For tiden gøres der mange forsøg på at diagnosticere, hvad der er galt med Vesten generelt – og specielt med Europa. Hvorfor ser vi et populistisk oprør imod den herskende orden – hvad enten det giver sig udtryk i valget af Trump, i Brexit eller i Frankrigs ”gule veste”? Blandt de, der forsøger at give et svar, er også Michael Ignatieff, tidligere leder af det Liberale Parti i Canada og nuværende rektor for det Centraleuropæiske Universitet.

Os og dem

I sin seneste bog, The ordinary virtues – Moral order in a divided world(2017), foretager Ignatieff en empirisk undersøgelse af, hvorledes den almindelige befolkning forskellige steder i verden opfatter deres moralske virkelighed. Hans rejser fører ham fra USA over Brasilien og Bosnien til Myanmar, Japan og Sydafrika. Alle steder kan han konstatere, at almindelige mennesker føler sig mere forpligtet til at hjælpe dem, som hører til deres eget samfund, end til at hjælpe fremmede. Han må erkende, at overalt hylder almindelige mennesker en moral, som er lokal, og som gør forskel mellem dem, som hører til, og dem, som er fremmede – altså mellem ’os’ og ’dem’.

 

Dette lokale moralperspektiv stiller Ignatieff så i kontrast til det universelle moralperspektiv, som er indbygget i FN’s menneskerettighedserklæring, og som ikke anerkender nogen acceptabel forskel mellem os og dem. De lokale moralopfattelser er ens i deres lokale loyalitet – i deres skelnen mellem medlemmer og fremmede – og de er derfor også ens i deres modsætning til den universelle menneskerettighedstænkning.

Denne modsætning mellem den reelt eksisterende lokale moral og den universelle menneskerettighedstænkning ser Ignatieff nu også slå igennem i de vestlige demokratier. Det giver sig udslag i, at ”demokratisk suverænitet overalt kommer på kollisionskurs med menneskerettighedernes moralske universalisme” (s. 207). Ignatieff påpeger, at ”demokratiske flertal har forkastet universalistiske krav – et sted retten til asyl, et andet sted fremmedes ret til nationalt borgerskab – med begrundelse i demokratisk forsvar for lokale værdier” (sst.).

Asyl som ret eller gave?

Det stærkeste udtryk for modsætningen mellem det universelle menneskerettighedsperspektiv og det lokale moralperspektiv får vi således i synet på asyl. I det universelle menneskerettighedsperspektiv er asyl en ret. I det lokale moralperspektiv er asyl en gave. Ignatieff præciserer sagen således: ”Mens menneskerettighederne ser asyl som en ret, som enhver fremmed med en velbegrundet påstand om at være forfulgt kan forlange opfyldt af en borger, så ser det lokale moralperspektiv asyl som en gave, som en borger giver ud fra sin egen suveræne vurdering” (s. 210).

Set fra menneskerettighedsperspektivet er der således ingen øvre grænse for, hvor mange fremmede borgerne i et land kan være påkrævet at skulle give asyl. Men set fra det lokale moralperspektiv må borgernes egne fordringer trumfe de fremmedes fordringer, hvis demokratisk selvbestemmelse overhovedet skal have mening.

På denne måde gør Ignatieff klart rede for den radikale modsætning mellem det syn på asylretten, som findes i henholdsvis det universelle menneskerettighedsperspektiv og i det lokale moralperspektiv. Og han gør dermed rede for en indre konflikt i de vestlige demokratier. For her ser vi, at den herskende retsorden – igennem politiske vedtagelser af overstatslige konventioner – er bestemt af det universelle menneskerettighedsperspektiv; mens der i befolkningen er en betydelig – og voksende – opslutning om det lokale moralperspektiv, som giver sig udslag i det, som man fra det herskende menneskerettighedsperspektivs side kalder et populistisk oprør.

Løsningen?

Mens Ignatieff klart diagnosticerer den indre konflikt i de vestlige demokratier mellem det universelle menneskerettighedsperspektiv og det lokale moralperspektiv, så er han mere ulden, når det kommer til spørgsmålet om, hvorledes man som borger i et vestligt demokrati bør forholde sig til konflikten. Hvorledes bør man finde sit moralpolitiske ståsted i forhold til konflikten?

Selv forholder Ignatieff sig pragmatisk til dette spørgsmål. Efter hans mening forstås menneskerettighedsperspektivet bedst som et rationelt tankeeksperiment, hvis formål er at tvinge det lokale moralperspektiv til at udvide kredsen for den moralske omsorg (s. 214). Han opfatter således menneskerettighedsperspektivet som et korrektiv til det snæversyn – den skelnen mellem ”os” og ”dem” – som ligger i det lokale moralperspektiv. Han erkender, at det ikke er realistisk helt at ville undertrykke det lokale moralperspektiv, og han slutter derfor, at man bør bygge på dette, men at man samtidig bør fastholde menneskerettighedsuniversalismen som et ideal, der tvinger os til at se ud over den lokale skelnen mellem ’os’ og ’dem’.

Er asyl som rettighed rationelt?

Dermed forsøger Ignatieff at opstille et pragmatisk kompromis. Men teoretisk set er det en uholdbar position, som kræver yderligere gennemtænkning. Ignatieff har ikke givet noget klart svar på, om vi bør betragte asyl som en gave eller som en rettighed. Når vi betænker dette spørgsmål, så må vi holde os for øje, at det primært er det universelle menneskerettighedsperspektiv, som er udfordringen. Er dette perspektiv rationelt? Er det rationelt at skærpe asyl fra at være en gave til at blive en rettighed?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi som udgangspunkt have et rationelt grundkrav. Og i denne sammenhæng må grundkravet være, at vi som personer bør betragte hinanden som ligeværdige. Dette universelle etiske ligeværdighedskrav har som konsekvens, at vi bør indrette vor lokale samfundsorden demokratisk. Det vil sige, at vi bør sørge for, at politiske beslutninger tages på basis af en proces, som bygger på, at vi som borgere er ligeværdige, og at det derfor bør være flertallet, som er udslagsgivende. Men skal denne beslutningsproces være rationel, så må den give mulighed for, at alle argumenter kan komme til debat i befolkningen som helhed. Ligesom den må forudsætte, at alle borgere har gennemgået en dannelsesproces, så de så godt som muligt får de nødvendige kvalifikationer for at kunne deltage rationelt i den demokratiske beslutningsproces.

Grænser er nødvendige

En sådan demokratisk samfundsorden kommer ikke af sig selv. Den må opbygges gennem en form for social selvopdragelse foretaget af konkrete personer i en konkret historisk sammenhæng og over flere generationer. Derfor må en demokratisk samfundsorden have grænser. Den må vide, hvem der er med, og hvem der ikke er med. Ellers kan man ikke sikre sig, at alle kan få de nødvendige forudsætninger for på rationel vis at kunne deltage i den demokratiske beslutningsproces.

Dette indebærer, at der må kunne skelnes mellem borgere og udlændinge – mellem ’os’ og ’dem’. Og da det må være en politisk – og demokratisk – opgave at fremtidssikre den demokratiske samfundsorden, så må spørgsmålet om, hvorvidt fremmede skal have asyl, også grundlæggende skulle afgøres i den demokratiske proces. Det må være et spørgsmål om, hvad samfundet konkret kan overkomme. Og det må altså ikke primært – og slet ikke kun – være et spørgsmål om hvad asylansøgeren har ret til.

Politik – ikke jura

Når vi begrunder det demokratiske samfundsideal på basis af princippet om personers elementære etiske ligeværdighed, så må vi altså slutte, at asylspørgsmålet dybest set er politisk og ikke juridisk. Dybest set bør asyl derfor også opfattes som en gave og ikke som en rettighed.

På den baggrund er det i Vesten nu herskende menneskerettighedsperspektiv – som gør asyl til en ret – altså en irrationel udvidelse af det etiske ligeværdighedsperspektiv. Det overser, at ligeværdighedsperspektivet implicerer et demokratisk ideal, som nødvendiggør en skelnen mellem borgere og fremmede. De fremmede har etisk ligeværdighed, men de har ikke politisk ligeværdighed. Deres etiske ligeværdighed består i, at de har deres egen selvstændige ret til at opbygge deres egen demokratiske orden på deres eget område. Og kan de ikke det, men bryder deres samfundsorden sammen i sociale konflikter, så er det irrationelt uden videre at forudsætte, at andre – vellykkede – demokratier skal være i stand til at bære konsekvenserne af de mulige flygtningeproblemer. Enhver sådan situation kræver et politisk – og ikke et juridisk – svar.

Samlet set er det vigtigt at forstå to ting. For det første, at en rationel demokratisk orden ikke retfærdiggøres på en lokal etik, men på et universelt ligeværdighedskrav. Og for det andet, at dette universelle ligeværdighedskrav implicerer, at en konkret, funktionsduelig demokratisk orden må være lokal. Så selvom etikken siger, at alle personer er ligeværdige, så siger den politiske konsekvens af etikken, at der må skelnes mellem borgere og fremmede – og at asyl derfor er en gave og ikke en rettighed.

Michael Ignatieff: The ordinary virtues: Moral order in a divided world. Harvard University Press, 2017.

Kai Sørlander er forfatter og filosof.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!