For 40 år siden blev den første, samlede udlændingelov vedtaget. Der er næppe meget at fejre, bortset fra, at loven i vid udstrækning er afskaffet. Månedens kronikør var med fra begyndelsen – og fortæller historien om, hvor vigtigt det var at tage kampen mod Udlændingeloven af 1983.

Der findes begivenheder, som i det store hele bliver overset af samtiden. Begivenheder, som måske er små paragraffer skrevet med småt, men som får vidtrækkende og meget alvorlige konsekvenser for fremtidens generationer.

Hvis politikerne kunne rulle historien tilbage, tror jeg ikke, at udlændingeloven fra 1983 var blevet vedtaget. Især er jeg sikker på, at et parti, som Socialdemokratiet ærgrer sig den dag i dag. Erkendelsen kom sent – alt for sent. Men uden den var Mette Frederiksen aldrig blevet statsminister.

Forvandlingen af Danmark

Det er i grunden småt med omtale af loven her 40 år efter vedtagelsen. Det er, som om ingen af de ”skyldige” længere vil kende ved, hvad deres partier gjorde. Det forstår man godt. 1983-udlændingeloven forvandlede det Danmark, vi kendte. Den ændrede ikke alene befolkningssammensætningen, men satte også indbyrdes splid mellem mennesker. Ja, helt ind i den enkelte familie.

Jeg sad ikke i Folketinget, da den blev vedtaget. Men jeg kom ind i 1984, og de følgende mange år af mit politiske arbejde kom næsten udelukkende til at stå i udlændingelovens tegn. Ja, man kan gå så langt som til at sige, at stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995 var en direkte konsekvens af udlændingeloven.

Vægelsindede socialdemokrater

Men hvad gik udlændingeloven ud på, og hvad var baggrunden? Scenen blev sat det første år med Poul Schlüter som statsminister i en firkløverregering, som foruden Konservative bestod af Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Socialdemokratiet havde en vægelsindet indstilling til indvandring på baggrund af erfaringerne med de første gæstearbejdere, som allerede på baggrund af den første oliekrise i begyndelsen af 1970’erne ikke som forventet rejste hjem igen, da de mistede deres arbejde.

Man gjorde heller ikke noget aktivt for at repatriere dem. Socialdemokratiet vendte i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne på en tallerken i forhold til tidligere holdninger. Det skete for alvor, efter at Anker Jørgensen opgav ævred som statsminister i 1982 og overlod det til Poul Schlüter at danne regering.

Fodnotepolitikken i forhold til NATO er et klassisk eksempel på Socialdemokratiets forvandling, og det samme blev den tættere og tættere dans med Det Radikale Venstre omkring udlændingepolitikken. Hertil kommer, at firkløverregeringen var i mindretal.

De to partier blev svejset sammen og foregreb allerede her regeringssamarbejdet under Poul Nyrup Rasmussen godt et årti senere. Kunne Fremskridtspartiet have ageret anderledes? Ja, desværre. Men Mogens Glistrup havde siden 1973 gjort sig politisk komplet umulig.

 Naturligvis er det spekulativt, men der var skeptiske kræfter hos både Konservative og Venstre, som Fremskridtspartiet kunne have rakt en hjælpende hånd. Men som de rådende politiske forhold var, talte man slet ikke Fremskridtspartiets stemmer med.

Denne sørgelige erfaring blev helt afgørende for Dansk Folkepartis politiske kurs efter 1995, hvor målet var reel politisk indflydelse og troværdighed som parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. Vi ønskede ikke en gentagelse af 1980’ernes kaos og forspildte chancer.

Frontalopgør med hidtidig praksis

Men hvad var det så for en lov, som 155 folketingsmedlemmer stemte for, mens kun Fremskridtspartiets 12 medlemmer stemte mod? Den var kort sagt et frontalt opgør med al hidtidig praksis omkring udlændinges ophold i Danmark.

For det første fik såkaldte ”de facto”-flygtninge adgang til asyl – det vil sige flygtninge, som ikke var omfattet af Genéve-konventionen fra 1951, men som kunne komme med en god forklaring på, hvorfor de ikke kunne sendes tilbage.

Dernæst blev familiesammenføringer for flygtninge gjort til et retskrav, mens afvisninger kunne ankes til et nyoprettet flygtningenævn. Endelig skal det påpeges, at flygtninge var sikret en mulighed for spontan indrejse, idet ingen efterspurgte personlige dokumenter som pas eller visum.

Det siger sig selv, at rygtet om verdens mest liberale udlændingelovgivning spredte sig som en løbeild i Mellemøsten og Nordafrika. Tilstrømningen de følgende år var enorm. Allerede 11 år efter – i 1994 – havde Nordgårdsskolen i Gellerupparken ved Aarhus en andel af ikke-vestlige elever på 97 procent. Og 35 år efter lovens vedtagelse var antallet af indvandrere og efterkommere oppe på over 476.000 personer. Den økonomiske byrde kender vi: Et sted over 30 milliarder kroner om året i udgifter til ikke-vestlige indvandrere.

Kvælende dyne af politisk korrekthed

De menneskelige omkostninger kender vi: Ghettoer, parallelsamfund, kvindeundertrykkelse, tørklæder, omfattende kriminalitet, stormoskeer, afvisning af vestlige værdier, prioritering af Koranen og sharia på bekostning af demokrati blandt et flertal af muslimer.

Vi kan også se om få årtier skimte en generel befolkningsudskiftning, fordi herboende muslimer i gennemsnit får flere børn end danskere. De opremsede forhold er det helt konkrete resultat af udlændingeloven og de efterfølgende næsten to årtiers totale passivitet.

Men ligeså alvorlig var den kvælende dyne af politisk korrekthed og politisk intolerance, som indfandt sig. Den mærkede jeg til, da jeg blev folketingsmedlem blot et år efter lovens vedtagelse. Enhver kritik blev mødt med hysteriske reaktioner og marginalisering. Vi havde i debatmæssig henseende i sandhed ”svenske tilstande”. Fremragende personligheder som Søren Krarup, som direkte opfordrede til boykot af Dansk Flygtningehjælps landsindsamling i 1986 blev dæmoniseret på det groveste og i bedste fald fremstillet som dybt usympatisk, i værste fald som nazist eller fanden selv.

Selv oplevede jeg, at jeg i Roald Als karakteristiske satiretegninger konsekvent blev fremstillet som stående med begge ben i en stinkende mudderpøl med et kronisk mopset og fornærmet udtryk. Denne visuelle fremstilling prægede også tiden efter ”systemskiftet” i 2001.

Betændt debatklima

Internt i Socialdemokratiet blussede der en krig op. På Københavns Vestegn kunne borgmestre i kommuner som Albertslund og Ishøj sagtens se, at udlændingeloven ville få alvorlige konsekvenser for nogle af de svagest stillede borgere i samfundet.

Det samme kunne daværende amtsborgmester i Københavns Amt, Vibeke Storm Rasmussen, hvis indvandringsrapport i 1987 blev begravet af blandt andet Socialdemokratiets formand Svend Auken. I de år fjernede Socialdemokratiet sig langsomt men sikkert fra partiets naturlige vælgerfundament.

Men ikke kun borgmestrene forsøgte man at intimidere og gøre tavse. Det gik også ud over Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti. Jeg husker debat efter debat, hvor personer som Ebba Strange (SF), Helle Degn (S), Dorte Bennedsen (S) eller Bernhard Baunsgaard (RV) ganske enkelt udvandrede fra folketingssalen, når jeg havde ordet. Sådan var det betændte debatklima.

Samtidig gik indvandringens gennemgribende konsekvenser op for helt almindelige danskere. I løbet af 1990’erne brast illusionen om, at anden generation ville være bedre integreret end første generation. Unge indvandrere drog hærgende gennem byerne. Vi lærte bandeuvæsenet at kende. Vi hørte om overfald, gaderøverier og massevoldtægter.

Vores ordforråd blev udvidet i takt med væksten i antallet af kiosker, kebabbarer, grønthandlere og basarer. Ja, gadebilledet ændrede sig også. Et ærkekøbenhavnsk bydel som Nørrebro fik et klart mellemøstligt præg. Det samme var virkeligheden i Vollsmose, Gellerupparken, Ishøj og en lang række andre steder.

18 år med forspildte chancer

Men realiteterne havde svært ved at trænge gennem Christiansborgs tykke mure, hvor tonedøve politikere talte om mangfoldighed, tolerance, humanisme og det multikulturelle samfunds berigelser. Ja, faktisk måtte vi forstå, at vi ville uddø eller i bedste fald ”indavle os tilbage til stenalderen, hvis vi ikke hilste Danmarkshistoriens største eksperiment velkommen og omfavnede det.

Hele 18 år skulle der gå fra vedtagelsen af udlændingeloven og indtil systemskiftet i 2001. 18 år, hvor debatten stort set stod i stampe og kørte i samme rille, mens antallet af asylansøgere hvert år steg eksplosivt. Da VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti overtog magten, forestod der et gigantisk oprydningsarbejde – et arbejde, som vi desværre langt fra fik afsluttet.

Stramningerne var tiltrængte, og i dag er de velkendte. Vi indførte 24 års-reglen, som alle i dag må erkende, var en succes. Vi gjorde det med en lavere integrationsydelse økonomisk mindre attraktivt at komme til Danmark. Vi skærpede kravene for opnåelse af indfødsret, vi indførte grænsekontrol og meget andet.

Samtidig vidste vi i Dansk Folkeparti godt, at det langt fra var nok. Vi vidste allerede dengang, at vi ikke kommer uden om at fjerne selve den spændetrøje, som vi med f.eks. flygtningekonventionen og menneskerettighedskonventionen har udstyret os selv med. Men her ophørte lydhørheden fra de øvrige partier – også de borgerlige. Jeg brugte dengang vendingen, at vi skulle ”lukke for vandhanen, før vi kunne tørre op”.

Nødvendigt opgør med konventionerne

En tid faldt antallet af asylansøgere da også drastisk. Men vandhanen dryppede stadig, og begivenheder langt borte fik vandet til at fosse ud igen. I 2015 kulminerede det hele med flygtninge på motorvejen. Lukket ind og ”pålagt os” af en tysk kansler, som ikke alene regerede henover hovedet på tyskerne, men alle befolkninger i Europa.

Dette pres truer os nu igen. Migrationspresset over Middelhavet er eksploderet og har fået blandt andet Italien til at indføre undtagelsestilstand. Og ministeriet Mette Frederiksen står reelt magtesløst og ser på. Man har lempet grænsekontrollen, og man nærer forhåbninger til en EU-migrationspagt, som skal fordele migranter i EU.

Den nuværende situation er der blot et svar på: At Danmark udtræder af de forældede konventioner med mere end et halvt århundrede på bagen. Konventioner, der sigtede på internt fordrevne og på midlertidigheden af at være flygtning. Det har aldrig handlet om flugt. Det har handlet om migration – lige fra begyndelsen.

Overordnet er tidsrejsen tilbage til 1983 en trist affære. Det er mit håb, at de næste 40 år må blive præget af sund realisme. Og en reel vilje til at rydde op. Vi må aldrig træffe en så katastrofal beslutning igen. Danmark har igen en mulighed for at blive foregangsland for andre i EU – på den gode måde.