Derfor er gyserfilm konservative: De viser menneskets iboende mørke

11. september 2018
6 minutters læsetid

Af Kasper Haunstrup Madsen

I 1991 tog Silence of the Lambs Oscarprisen som bedste film. Indtil dette års Oscars, hvor Get Out vandt prisen for bedste originale manuskript, synes gysergenren at have ligget i dvale. Enkelte ikke-engelsksprogede film gjorde sig bemærket, som f.eks. det mørke drama om den spanske borgerkrigs efterspil, El laberinto del fauno (Pans labyrint), hvorimod film som El orfanato (Børnehjemmet) fuldstændig blev overset af Oscarkomiteen. De sidste tre årtier synes at have begravet den klassiske gyserfilm til fordel for ’Thrillers’, der til gengæld henter inspiration i gysergenrens æstetiske udtryk og spænding. David Finchers Seven tjener måske som det bedste eksempel herpå.

Der findes faktisk gode, nyere gyserfilm

Men før vi slår det sidste søm i kisten på en genre, der som en mat skygge af tidligere storhed tilsyneladende kun kan producere meningsløs splatter og billige chokeffekter, må vi gøre to indvendinger. Den første er naturligvis den, at Oscarfestivalen aldrig har haft et godt øje til gysergenren, hvor klassikere som eksempelvis Psycho og The Shining er blevet ignoreret. Dertil bør tilføjes, at prisen til Get Out indikerer, at festivalen efterhånden handler mere om identitetspolitik end det gode filmiske håndværk.

Den anden indvending, der vil få enhver fan af uhyggen til at ånde lettet op, er, at der faktisk er blevet produceret gode gyserfilm de sidste tre årtier. I det følgende vil jeg fremhæve tre af de nyeste, hvoraf i hvert fald den ene må betragtes som en moderne klassiker. Det drejer som om It Follows (2014), The Babadook (2014) og The Witch (2015).

It follows (2014)

Modsat tidstypiske gyserfilm, der jagter klimaks og splatter, hvor promiskuøse teenagere ofte udgør hovedrollerne, er de tre ovenstående gyserfilm opbygget med udgangspunkt i interessante tematikker. It Follows følger en ung kvinde, der tilsyneladende uden grund jagtes af en ukendt entitet umiddelbart efter hendes seksuelle debut.

Fortællingen er simpel. Hvor end hovedpersonen flygter hen, følger monsteret efter. Monsteret, kan påtage sig forskellige skikkelser, men vil altid gå i en direkte linje mod offeret. En af filmens bedste greb er, at det kun er hovedpersonen – og seeren – der kan se monsteret som følger efter. Således vil man som seer straks føle hovedpersonens fortvivlende situation ved, at ingen udover en selv kan se monsteret, der langsomt, men sikkert, er på vej. I sin grundvold er det fortællingen om det unge liv i en moderne verden, hvor man hele tiden er på, og hvor ansvaret for ens handlinger altid forfølger en.

I filmverdenen henvises der ofte til ’don’t show the monster’ reglen, der dikterer, at det du ikke kan se, er mere uhyggeligt end det, du faktisk ser. Alien er måske det bedste eksempel herpå. It Follows vender reglen på hovedet og lader kun hovedrollen og seeren se monsteret. Monsteret er til gengæld ikke en uhyggelig overnaturlig skabning, men skiftende personer gennem filmen. It Follows ’shows the monster’ næsten fra starten af, men uhyggen består i, at seeren ikke nødvendigvis kan skelne det fra normale mennesker.

The Babadook (2014)

The Babadook er ved første øjekast blot endnu en fortælling om et besat hus, hvor en enlig mor (ja, måske er filmen endda instrueret af en skribent her fra tidsskriftet?), der kæmper med at overbevise sin søn om, at der ikke lurer monstre under sengen.

Sideløbende med at moderen bliver mere og mere søvnberøvet, begynder hun dog at genkende de overnaturlige ting, som sønnen hele tiden har advaret imod. Filmen har et monster, hvis design man enten vil grine af eller forfærdes over, men det træder i baggrunden af, hvad der viser sig at være en fængende fortælling om udfordringerne ved det enlige forældreskab.

The Witch (2015)

Slutteligt skal The Witch fremhæves og her udnævnes som en moderne klassiker. Robert Eggers debutfilm omhandler en puritansk familie, der grundet deres ekstremt dogmatiske tilgang til troen eksileres fra et byfællesskab i 1630’ernes New England. Familien søger ud i naturen for at starte et nyt liv, der gradvist udvikler sig til at være kolonial udgave af Jobs bog.

Indledningsvis må filmen ses alene for sit vellykkede forsøg på af afbillede samtiden, og det massive kildearbejdet, der ligger til grund for filmens dialoger. Hver eneste scene i denne film bærer en sådan vægt og alvor, at man fra start til slut vil sidde med åben mund.

Seeren kunne vel frygte, at det var endnu et Hollywoods forsøg på at karikere og latterliggøre kristendommen, men den alvor, hvormed materialet og tematikken om troen behandles, må alligevel imponere selv den mest skeptiske betragter. Uden at afsløre for meget, kan filmen koges ned til at være den film, som Lars von Triers Antichrist er blæst op til at være.

Det usete og det uforløste

Udover tematikkerne bør disse film også hyldes for at søge tilbage til rødderne i genren. Rødder der gjorde gyserfilm som Psycho og The Shining til klassikere. Blandt mange ting kunne scenografi, musik og handlingsforløb fremhæves, men jeg vil nøjes med kameraarbejdet.

Særligt The Witch og It Follows underbygger den nærmest ulidelige, uhyggelige stemning ved at mindske klipningen og holde kameraet fokuseret i lange sekvenser. Mange nyere gyserfilm forfalder ofte til masser af klipning, hvis der skal opbygges en intens stemning. Vi kan alle forestille os den unge heltinde, der forvildet løber fra en maskeret morder. Kameraet flyver rundt og skifter perspektiv. Hvor er morderen? Bag døren? På trappen? Ved vinduet? Det gøres for at oversætte hovedpersonens følelse af stress til seeren.

Det kan afføde intense scener, men i sidste ende er det en uhygge, der er flygtig og som oftest når et kedeligt klimaks, når kameraet klipper til skurken, der står lige bag vores stakkels offer. Holder kameraet derimod fokus på et bestemt sted samtidig med, at scenen trækkes ud, så opbygges en helt anden form for ulidelig spænding. Seerens lokkes til at tro, at der er noget i lige præcis denne ’frame’, der skal undersøges. Scenen kan afsluttes med at give en ledetråd eller bare klippe væk, hvorved seeren medbringer følelsen af spænding og ubehag over det usete og uforløste. I It Follows er det de langstrakte scener, hvor seeren febrilsk forsøger at finde entiteten, der forfølger hovedpersonen, og i The Witch er det den mørke natur, der altid lurer i baggrunden af familiens drama.

Tematikkerne er almindelige, ja til tider banale, men det er netop det genkendelige i alle tre film, der gør, at uhyggen, udfordringerne og spørgsmålene følger seeren med efter, at rulleteksterne har løbet over skærmen. Fælles for de tre film er ikke de onde monstre, der jagter hovedpersonerne, men hvordan familiens, eksistensens og troens spørgsmål og udfordringer – det almindelige og genkendelige – i sig selv kan være meget mere skræmmende end en hockeymaskebærende psykopat.

Gyset som reaktionær genre

I sit essay Why We Crave Horror Movies beskrev Steven King gyseren som værende “innately conservative, even reactionary” (1984: s, 547). Gyserfilmen bliver først rigtig uhyggelig, når den verden vi kender, den naturlige orden, bliver forstyrret. I de fleste tilfælde er forstyrrelsen forårsaget af et individ eller en gruppe, der aktivt forbryder sig på samfundets status quo eller civilsamfundets sæder og skikke. Seeren vil længes efter den virkelige verden, i takt med at fiktionens verden forvrænges til det ukendelige.

Gyseren repræsenterer således en dosis sund skepsis ift. progressionen og eksperimenterne. Denne karakterisering kan forekomme en anelse overfladisk. Er Land of the Dead (2005) virkelig ”the Citizen Kane of flesh-eating zombie films”, som den konservative Michael Medved erklærede, fordi den karikerede den økonomiske udvikling ift. ejendomsmarkedet? Er Dawn of the Dead (1978) et mesterværk fordi den karikerer materialismen og overforbrug? Er de utallige fortællinger om besatte huse et forsvar for den private ejendomsret, der mod alle udfordringer skal beskyttes? Argumentet kan sagtens føres, men genren har – mener jeg – meget mere at byde på.

Gyserfilmen kan, hvis udført korrekt, spejle det mørke og den konflikt, der findes i mennesket, og tillader os dermed at anskue alvorlige dilemmaer og tematikker i et mere ærligt lys. Disse tre ovenstående film giver i hvert fald deres bud på nogle interessante temaer, der langt overgår, hvad der i de seneste år er kommet fra det socialrealistiske navlepilleri i Cannes og den identitetspolitiske Oscar festival.


Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd.  Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside