Er dit modersmål okay?

Dansk sprogpolitik er præget af nihilisme. Sproget normeres efter laveste fællesnævner, hvorved det faktisk bliver sværere at skrive korrekt. Samtidig dæmmes der ikke det mindste op for den tiltagende anglicering og kommercialisering. Er det ”okay”, spørger månedens kronikør.

Af Lise Bostrup 

Siden 1955 har dansk sprogpolitik været styret ud fra et deskriptivt princip. Vi ser sproget som en selvstændig størrelse, der udvikler sig efter sine egne love, og det statslige sproglige organ, Dansk Sprognævns, vigtigste opgave er ”at følge sprogets udvikling f.eks. ved at registrere nye ord”. Herudover skal Sprognævnet rådgive om sprogbrugen, ”fastlægge den danske retskrivning og redigere og udgive den officielle danske retskrivningsordbog”.

 

Faktisk står der ikke i bestemmelserne for Sprognævnet, at fastlæggelsen af den officielle danske retskrivning udelukkende skal fastlægges ud fra den eksisterende sprogpraksis, men det præsenteres sådan i Sprognævnets publikationer. I og med at man fastlægger retskrivningen, normerer man den også, for den danske retskrivning skal følges af alle offentlige institutioner, herunder naturligvis ministerier og uddannelsesinstitutioner.

Hvem normeres sproget i forhold til?

Sagen er den, at dansk sprogvidenskab de seneste 50 år har været præget af et sprogsyn, der sætter fokus på den svage sprogbruger, som man ønsker at beskytte mod skrappe lærere og sproglige krakilere, og for at gøre det sværere at begå fejl udvider man feltet af korrekte muligheder. Hver gang, Retskrivningsordbogenudkommer, er der tilføjet en række nye former, der nu også er helt okay.

En af de seneste tilføjelser er f.eks., at der nu er valgfrihed mellem at skrive forbindelser som ”inden for murene” i to eller tre ord, da mange angiveligt har svært ved at holde denne kombination af adverbial og præposition ude fra adverbialet i konstruktionen i f.eks. ”det er koldt udenfor, men dejlig varmt indenfor”. At man ved denne tilføjelse bryder systematikken i ordklasserne, idet man så burde optage ”indenfor” i ordklassen præpositioner, betyder ikke noget for Dansk Sprognævn, der også bryder princippet om at angive ordklasser ved alle opslagsord i Retskrivningsordbogenog simpelthen opfører ordet indenfor uden at angive ordklasse.

Samtidig med at man gør det sværere for den usikre sprogbruger at lave fejl, gør man det imidlertid sværere for den professionelle sprogbruger at skrive korrekt. De mange dobbeltformer kan jo ikke anvendes, som vinden blafrer. Hvis man skriver en artikel til en avis, må man forvente, at man er konsekvent og ikke f.eks. skriver ”et matematikstudium” i første linje, ”et danskstudie” i anden, osv.

Med en sådan nihilistisk tilgang til sproget, er det ikke så svært at forstå, at det bliver et udtryk for ”videnskabelighed” at afvise enhver idealforestilling om et smukt, korrekt og kommunikativt velfungerende dansk.

Det kan man måske godt holde styr på for sit eget vedkommende, men det bliver sværere, når mange mennesker skriver på samme hjemmeside, udarbejder et videnskabeligt værk sammen eller formidler nyheder i et større medie. I disse tilfælde er vi nået så langt ud, at professionelle institutioner og firmaer bliver nødt til at definere deres egen retskrivning. Det kræver tid, ressourcer og burde slet ikke være nødvendigt.

Den engelske udfordring

Forestillingen om sproget som en selvstændig organisme, der udvikler sig frit og ikke kan styres, er stort set enerådende  blandt danske lingvister, men mange almindelige danskere er uenige.

De bryder sig ikke om, at de ikke kan gå rundt i København uden at støde på det engelske sprog. ”Sale” står der med store bogstaver på Magasins vinduer på Kongens Nytorv, lige ved siden af ligger Burger King, ”Home of the Whopper”, der sælger burgere, drinks og dips, og på turen ned ad Strøget kommer vi forbi Royal Skin, Out of Juice’s og Sam’s Bar, og vi kan købe nogle ”shots”, ”smoothies” eller ”frozen margarithas”, mens vi ”chiller” lidt og lytter til et ”awesomt hit” fra ”the sixties”. Det er da bare helt okay, er det ikke?

Ja, ja, vil nogle måske indvende, København er en international by, og så må man finde sig i de engelske navne, men så enkelt er det ikke. Også provinsen er blevet danglificeret. Kjeldsen Småkager i Nørre Snede hedder i dag Kjeldsen Cookies, Skandinavisk Tobakskompagni kalder sig House of Prince, og Mejeriselskabet Danmark har valgt det internationale, men uforståelige MD Foods, der siden er fusioneret og har skiftet navn til det mindst ligeså uforståelige Arla Foods.

Den danske stat og de danske kommuner konkurrerer nærmest med det private erhvervsliv om at følge med den engelske strøm. Århus har erstattet det gamle, sympatiske “smilets by” med “Danish for Progress”, og helt galt går det, når vi nærmer os uddannelsesområdet.

Her kalder Handelshøjskolen i København sig nu CBS, som står for Copenhagen Business School, den tilsvarende skole i Aarhus har taget navnet Aarhus School of Business, erhvervsuddannelserne i Aalborg og Nørresundby er blevet samlet i Techcollege, og alle de sjællandske erhvervsskoler er har fået navnet Zealand Business College. Lærerseminariet i Hjørring hedder nu UCN, der står for University College Nordjylland, og i Hobro kan vi både finde VIA University College og Learnmark.

Det danske svar

Der er ret beset tale om en ganske betydelig anglicering af det danske sprog. De bekymrede danskere bliver imidlertid ikke mødt med forståelse af de mennesker, der forsker og underviser i dansk sprog:

Mit budskab til krakilerne er, at om vi så hopper eller springer, så ændrer sproget sig alligevel. De mekanismer, der får sproget til at ændre sig, har været de samme, siden vi sprang ned fra træerne. (Sprogforskeren Ole Lauridsen, lektor på Aarhus School of Business and Social Sciences, kendt fra DRs ”Sproghjørnet” i Berlingske Tidendeden 25. juli 2013).

Det danske sprog er ikke ved at uddø. Langtfra faktisk. Dansk er tværtimod et af verdens stærkeste sprog. (Sprogforsker Adam Hyllested fra Københavns Universitet i BTden 27. oktober 2014).

40 procent af verdens sprog er truet af udryddelse. Men hvis nogen går rundt og frygter, at danskere med tiden skifter goddag ud med et hello, kan de hermed ånde lettet op. For dansk er slet, slet ikke et truet sprog. (Silke Bock i Kristeligt Dagbladden 29. juni 2011).

Skråsikkerheden er til at få øje på, og der er ingen grund til at argumentere for påstandene, for det er jo det, man skal mene, hvis man ikke vil kaldes en konservativ krakiler. At vi, som Silke Bock skriver, ikke har skiftet ”goddag” ud med ”hello”, men faktisk i langt højere grad siger ”hej” i formelle og uformelle situationer, og at mange unge spørger ”Er du okay?” i stedet for ”Hvordan går det?”, er en detalje, som ikke kan rokke ved den vedtagne holdning.

Ingen andre steder end i Danmark tager man så let på at udskifte vores sprog i uddannelsessystemet til engelsk.

Underteksten er ret klar: De bekymrede er simpelthen ikke med på ”beatet”. De har sandsynligvis ikke studeret dansk på universiteterne og har derfor aldrig lært, at de fleste ord, som de tror er danske, i virkeligheden er kommet ind i sproget fra middelnedertysk, plattysk, latin, græsk og fransk gennem årene, og de har ikke forstået, at det, de synes lyder godt og korrekt, i virkeligheden blot er et udtryk for, at de har internaliseret den sprognorm, der tilfældigvis var herskende, da de var i den modtagelige alder.

Med en sådan nihilistisk tilgang til sproget, er det ikke så svært at forstå, at det bliver et udtryk for ”videnskabelighed” at afvise enhver idealforestilling om et smukt, korrekt og kommunikativt velfungerende dansk.

Internationale perspektiver

Vender vi blikket væk fra Danmark, oplever vi helt andre tilgange til sproget. Hvor mange i Danmark straks associerer ordet ”sproglov” med undertrykkelse af de svage, ser vi i menneskerettighedernes artikel 2 seriøse bestræbelser på at støtte de mindre sprog og sikre alles ret til at bevare deres kulturelle identitet, og vi ser, at en række lande på nationalt plan har indført love, der skal regulere de sprog, der tales i landene.

Ingen andre steder end i Danmark ser man et ideal i at skabe et vildnis af konkurrerende stave- og bøjningsformer. Ingen andre steder end i Danmark lukker man så systematisk øjnene for en kommercialisering af sproget, så multinationale firmaer kan få held til at snige deres ”brands” ind i vort sprog.

Når vi ”googler” noget i stedet for at lave en søgning, når vi sidder ved ”mac’en”, ”skyper”, ”twitter”, ”photoshopper” de billeder, vi har ”snappet”, før vi ”dropper” dem i Dropboxen, og må tage en ”kleenex”, huske at købe ”tampax”, før vi drikker ”cola”, steger bøfferne på ”teflonpanden”, pakker resterne ind i ”cellofan”, før vi tager en ”taxa” hen i ”jacuzzien”, så jubler firmaerne, for vi nævner jo deres varemærke – uden at de behøver at ofre en dollar på det.

Ingen andre steder end i Danmark tager man så let på at udskifte vores sprog i uddannelsessystemet til engelsk, selv om al sprogvidenskab viser, at et sprog ikke blot er en farve, der skal skiftes, men også afspejler betydningskategorier, religion, historie og kultur – og derudover er der vist ikke andre end danskere, der tror, at et folkeskoleforløb efterfulgt af 3 år i et gymnasium, giver en kompetence i skriftligt og mundtligt engelsk, der bare nærmer sig en modersmålskomptence eller resultatet af målrettet undervisning i privatskoler.

Det er svært at stille noget op mod kommercialiseringen og dermed ofte også angliceringen af sprogene, men der gøres seriøse forsøg på at dæmme op for udviklingen i så forskellige lande som Frankrig, Rusland, Litauen, Island og Ungarn, og her er der langt større opbakning om initiativerne hos såvel akademikere som almindelige, sproginteresserede.

Når man har en indstilling til, at det kan nytte noget at føre sprogpolitik, er der også andre emner, der kan tages op. Et aktuelt emne i flere lande er forholdet til brugen af feminine endelser som f.eks. i ”sanger”/”sangerinde” og overvejelser om indførelse af et kønsneutralt personligt pronomen til afløsning for eller supplement til ”han”/”hun”/”man”.

Tilgangene til sprogpolitik og de sproglige idealer er meget forskellige i de europæiske lande, og de prioriteringer, der vælges varierer meget, men ved at samle dem og vise dem i deres modsætningsfyldthed håber jeg at kunne tilføre den hjemlige sprogdebat nogle nye perspektiver.

Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og tysk, lærebogsforfatter, forlægger og formand for Den Danske Sprogkreds.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!