Sørine Gotfredsen: Kunsten at føre en kultur videre

Vi har talt og taler stadig meget om danskhed. Grundet tiltagende sekularisering og individualisme bliver vi dog, ifølge månedens kronikør, forhindret i at se værdien i vores fælles kultur – og dermed bliver vi også forhindret i at føre den videre.

Af Sørine Gotfredsen

Vi har længe i Danmark talt om begrebet danskhed. Det har især stået på siden 2001, hvor Dansk Folkeparti blev regeringens støtteparti, og indvandrerpolitikken blev det store tema. Det er det stadig, og kombinationen af debatten om danskhed og de mange problemstillinger i kraft af indvandring og muslimsk kultur blotlægger en mentalitet i tankegangen, som vi må tænke nøjere over. Idet man nemlig kan spørge, om en stor del af danskerne for alvor forstår, hvad det vil sige at føre en kultur videre.

Når individualismen overtager

Den aktuelle diskussion om omskæring af drenge er i den sammenhæng god at tage ved lære af. En stor del af befolkningen mener, at denne tradition blandt jøder og muslimer skal forbydes, da man vil beskytte barnet mod overgreb og henholder sig til tanken om, at den enkelte selv skal afgøre sit religiøse ståsted. Det er blank dansk logik anno 2018, det er sekularisering, der er gået til hjertet, og det er vidnesbyrd om en bekymrende mangel på sans for, hvor definerende det religiøse og kulturelle kan være for mennesker.

 

Samtidig åbenbares dyrkelsen af det frie individ, der er i færd med at blive en decideret destruktiv kraft i vor tid. Vi ser flere eksempler på det. Ønsket om forbud mod omskæring af drenge er ét, og et massivt folkeligt ønske om lovliggørelse af aktiv dødshjælp er et andet. I begge tilfælde er det hævdelsen af den enkeltes ukrænkelige selvbestemmelse, der trumfer alt, og spørgsmålet er, om vi med en sådan mentalitet som moderne grundsten i vor tænkning i længden kan føre en kultur videre.

Åndelig samhørighed

Tænk blot på det oplagte næste stridspunkt. Det kan blive den kristne dåb. Den involverer ikke som omskæringen et fysisk indgreb, men også dén placerer mennesket i en tradition, som det ikke selv har valgt. For at forstå dybden af dette at indgå i en given større sammenhæng kan man række tilbage til den gammeltestamentlige mytologi og tanken om et defineret fællesskab, idet Abraham her får at vide, at han skal blive stamfader til efterkommere så talrige som himlens stjerner.

Det er beskrivelsen af en åndelig samhørighed, der skal rækkes videre gennem generationer, og med kristendommen bliver dåben tegnet på denne dybeste samhørighed, der gør os i stand til på tværs af alle personlige forskelle at have blikket rettet den samme vej. Mod selve livets kilde. Når bekymrede stemmer i Europa for tiden taler om, at den vestlige kristne kultur mangler ånd at stå imod med, har det at gøre med følelsen af, at noget grundlæggende ikke længere bliver bevaret og givet videre. Kilden kan udtørre i vore hjerter, og med kilden mener jeg i sidste ende troen på overfor livets skaber at være sat i ansvar for stedet, hvor man er sat.

Når kilden udtørrer, sker der gradvist noget med begrebet fællesskab, og udviklingen tager til i en intens individorienteret tidsalder. Mere og mere har man i den vestlige verden vænnet sig til fremfor at ære den store samhørighed at dyrke en individuel identitet i definerede grupper. Vor tids identitetspolitiske tænkning, der ikke mindst kredser om køn og seksualitet, er med til at udhule bevidstheden om det, vi grundlæggende har til fælles. Vi lever altså i en blanding af massiv sekulær tænkning og en ret brændende optagethed af det unikke individ, og det er ikke mærkeligt, hvis det kan knibe med at bevare berøringen med den fælles kilde, der strømmer under det hele.

Man skaber ikke sit eget fundament

Grundtvig kunne ikke i 1800-tallet forudse denne udvikling, men måske var det alligevel en lille anelse om noget i den stil, der fik ham til at fastholde, at et menneske fra begyndelsen skal indgå i et fællesskab, der overtrumfer alt andet. Derfor fastholdt Grundtvig, at et menneske skal skånes mod en skæbne i det værdineutrale rum og døbes som lille, hvormed det er blevet givet sin blivende åndelige identitet.

Mange vil mene, at forældrenes kærlighed og det øvrige samfundsliv burde udgøre en tilstrækkelig ramme at blive formet og dannet i, men denne tanke er overfladisk og i øvrigt i sidste ende hensynsløs overfor det skrøbelige menneske, der har svært ved at finde sin plads.

Vi risikerer at miste forståelsen af den styrke, der ligger i at være del af et fællesskab, der stikker meget dybere end det, vi selv kan præstere, og tidens argumentation mod omskæring af drenge viser det tydeligt. Den vil sætte den enkelte fri til at skabe sit eget fundament, alt imens man overser, at en sådan tænkning først og fremmest tilgodeser det menneske, der har tilstrækkelig styrke og selvstændighed til selv at finde vej. Tilhængerne af et forbud ønsker ud fra et humant og individkredsende sindelag at skåne den enkelte for at blive underlagt tvang, men det er netop denne blanke danske logik, der baner vej for opløsning af bevidstheden om det mest værdifulde fællesskab, vi har.

Man indser ikke, at dette at være del af en overleveret kultur i sig selv er en styrke. Vi er nødt til at genvinde denne gamle indsigt, hvis debatten om danskhed og fællesskab skal blive for alvor interessant. Og hvis vi skal være i stand til at føre kulturen videre.

Sørine Gotfredsen er cand.theol., journalist og sognepræst ved Jesuskirken i Valby.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!