Selvom Putin er national, bliver han aldrig vores allierede

Af Marianne Wagner

En af mine yndlingshistorier fra barndommen er Den gode gamle rævebog, der fortæller om, hvordan kong Løve kalder Mikkel ræv til rettergang i Lemvig, fordi Mikkel har flere mord og forbrydelser på samvittigheden. Særligt Isegrim ulv er ude efter Mikkel, fordi denne har bragt ham i fedtefadet flere gange.

Mikkels fætter, grævlingen, føler, at han p.g.a. slægtskabet er nødt til at forsvare Mikkel, og det gør han på den begavede måde, at han hele tiden påviser, at f.eks. Isegrim ulv ikke selv er for fin i kanten, og at Mikkel flere gange har forsøgt at hjælpe ham. Ingen har – ifølge fætter Grævling – noget at lade hinanden høre moralsk set.

Mikkel, som egentlig var dømt til at blive hængt, ender da også med at klare frisag. I stedet må Isegrim og bjørnen gå i fængsel, de mange liv, den charmerende Mikkel har på samvittigheden, glemmes behændigt, og Mikkel selv får en fin stilling hos en politiker – som ræven bag øret.

Historien er helt uden morale, og det er vistnok det fine ved den. Dermed er alt imidlertid ikke sagt, for det er jo rigtigt, at hvis man fører politik på moral, så kan man hurtigt få rodet sig ud i det værste hykleri, men dermed kan man ikke ganske afskrive moral, for så er ingen i stand til at indgå holdbare aftaler, og i hvert fald lærer fablen om Mikkel os, at man skal tage et menneskes natur alvorligt og handle derefter.

Vladimir Putin er oprigtigt national

Jeg har netop set Oliver Stones interview med Vladimir Putin, og jeg kom uvægerligt til at tænke på Mikkel, her blot med Putin i rollen som Mikkel, Stone som fætter grævling og USA som Isegrim ulv.

Oliver Stone lader til at have lavet disse interview ud fra ønsket om at skabe forståelse og fred i verden, og så er det tydeligt, at Stone selv er meget kritisk overfor sin egen regering, og han lader i det store hele Putins udlægning af storpolitikken og sin egen rolle i den stå for sig selv. De kritiske spørgsmål var til at overse. Det skal Stone nu have tak for, for det gav en indsigt i Putins tænkemåde og væsen, som gør det muligt at handle rationelt overfor ham.

Putin viste sig som en humoristisk og til tider charmerende fyr, af og til ligefrem ærlig, som når han sagde, at det russiske folk efter kommunismens endeligt havde brug for at fylde hullet efter ideologien ud med noget andet. Derfor var de begyndt vendt tilbage til den kristne tro, og det har han – pragmatisk – taget til efterretning. Han var også meget ærlig i forhold til islam, som der skal være plads til i Rusland, fordi denne religion har en lang historie i landet.

hvis man fører politik på moral, så kan man hurtigt få rodet sig ud i det værste hykleri, men dermed kan man ikke ganske afskrive moral, for så er ingen i stand til at indgå holdbare aftaler,

Han efterlod heller ingen tvivl om, at Rusland var hans altoverskyggende interesse, og at han ønskede at blive taget alvorligt på den storpolitiske scene. Hans nationale sindelag virkede oprigtigt og ikke skrydende, og jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, han for tiden taler til så mange i de vestlige lande. Vi sukker efter politikere, der tager deres egne lande alvorligt og taler hjerteligt om dem.

Men det betyder ikke, at han er vores ven…

Nuvel, det er jo ikke sikkert, at Putin eller for den sags skyld Rusland af den grund er vores ven; Morten hare skulle f.eks. aldrig accepteret Mikkel rævs invitation og taget sin kone og familie med til middag i rævehøjen, for ræve har nu deres natur.

Det har Putin også, og derfor vil jeg her fremdrage nogle ting, som jeg fandt var kendetegnende for ham, og som ethvert ædrueligt menneske er nødt til at forholde sig til i det uundgåelige samkvem med ham.

Putins forståelse af historien viste sig bl.a. i hans vage udsagn om Stalin, som ifølge ham er at sammenligne med Cromwell eller Napoleon, og om Churchill som den, der begyndte den kolde krig.

Hertil er der at bemærke, at hvis det at holde en tale, hvor man giver udtryk for sin mening om en stormagts aggression bliver anset for at være en krigserklæring, så bliver det vanskeligt at komme til en fælles forståelse.

I mine øjne burde han jo så kalde sit folk hjem fra udlændigheden, men det gør han altså ikke, og det kunne være fordi, han stadig ser det gamle Sovjetunionen som èt land, eller fordi han har en fordel af den russiske diaspora.

For Putin syntes det mest problematiske ved sovjettiden at være, at det kommunistiske system ikke havde fungeret, og så beklagede han Sovjetunionens fald, fordi det bevirkede, at millioner af russere nu boede uden for Ruslands grænser.

Før havde de boet i èt land, nu var de pludselig blevet hjemløse. Og det russiske folk kan ifølge Putin ikke eksistere udenfor rammerne af en suveræn stat. I mine øjne burde han jo så kalde sit folk hjem fra udlændigheden, men det gør han altså ikke, og det kunne være fordi, han stadig ser det gamle Sovjetunionen som èt land, eller fordi han har en fordel af den russiske diaspora.

Den politiske brug af den russiske diaspora

Ruslands vestlige tilhængere bliver i hvert fald aldrig trætte af at påpege, hvor dårligt de etniske russere bliver behandlet i de tidligere sovjetlande, og Putin kender jo menneskerettighedernes religiøse status i vesten. Den viden udnytter han selvfølgelig, og han bliver aldrig træt af at påpege vestens dobbeltmoral. At der måske kunne være grunde til at etniske russere ikke er så velsete – som f.eks. at de var og opførte sig som herrefolk overfor de lokale – blev ikke nævnt i nogen af fire udsendelser.

Og dog – et glimt af indsigt viste Putin dog, da han sagde, at de østeuropæiske lande i dag forsøger at modarbejde den tidligere dominerende magt, nemlig Sovjetunionen, som nu er afspejlet i Rusland, ved at søge om optagelse i NATO. Men – hævdede han også – den imperialistiske arv, sovjetarven er fortid, så de behøver ikke at være bange.

Om Putin mener, at Rusland kun var imperialistisk i sovjettiden, eller om han medtænker den lange tid forud for revolutionen, stod hen i det uvisse. I hvert fald virkede det som om, at han mente, at Ukraine hører til Rusland. Den nuværende konflikt var således orkestreret af »højreradikale nationalister« støttet af vesten.

Russisk imperialisme har altid haft et horn i siden på Ukraine

Mig bekendt har den ukrainske »nationalisme« været en torn i øjet på skiftende russiske ledelser også før revolutionen; således så indenrigsminister Valujev i 1863 sig nødsaget til at udarbejde et cirkulære, hvor han fastslog, at »et ukrainsk sprog har aldrig eksisteret, ikke eksisterer, og ikke kan eksistere.«

Samme år måtte ukrainsk kun bruges i skønlitterære værker, fra 1876 var det totalt forbudt som litteratur- og undervisningssprog. Så måske er ukrainsk nationalfølelse kommet for at blive, og dermed kan konflikten nok ikke alene tilskrives, at USA puster til ilden for at få andre lande til at betragte Rusland som mulig aggressor, hvilket var Putins udlægning af sagen.

Og så er vi ved Putins forståelse af NATO, som han ikke kan tro er en forsvarsalliance af frie stater. Han betragter NATO som USA’s udemokratiske, forlængede arm i Europa.

NATO – Putins fjendebillede

Putin har set, at vesten er under enorm indflydelse – kulturelt, politisk og militært – fra USA, og han ser det som indoktrinering. Her kommer hans konspirative tankegang frem, og den finder støtte i vesten på både højre- og venstrefløj.

USA’s troskab mod sine NATO-partnere har derimod vist sig at være nærmest ubrydelig.

Man kan sige meget dårligt om USA og den enorme indflydelse, det har på det meste af verden. Men det er nu næppe noget, den amerikanske regering sidder og planlægger, for så havde de vel ikke ladet Oliver Stone drage frit til Rusland, hvor han kunne bagtale den hjemlige administration, endsige tilladt ham at lave film om Snowdonaffæren.

Der er mange penge i USA, ikke mindst i underholdningsindustrien, og i en kapitalistisk, globaliseret verden sætter det sine tydelige spor. USA’s regering behøver ikke bekymre sig om at udbrede deres tankesæt, for det sker ganske af sig selv, ligesom den hårde kritik af selvsamme ledelse samt diverse sære ligestillingsdagsordner også udgår fra både underholdnings- og uddannelsesbranchen »over there«.

Vi kan regne med USA men ikke med Rusland

At alle skøre ideer modtages nærmest kritikløst i vore lande kan kun tilskrives os selv. At være medlem af NATO med et stærkt USA er derimod fornuftigt, og for små lande er det en bydende nødvendighed, for det er de fleste små landes pinefulde erfaring, at indgåede aftaler med stormagter om hjælp i krigssituationer (som er den model, Putin ønsker for de øst- og centraleuropæiske lande) holder, indtil stormagternes interesse skifter.

USA’s troskab mod sine NATO-partnere har derimod vist sig at være nærmest ubrydelig.

Derfor blev Putin nok heller aldrig træt af at nævne USA’s enorme forsvarsbudget på 460 milliarder dollars i forhold til Ruslands beskedne budget på sølle 40 milliarder dollars.

Hvordan kunne vi dog på denne baggrund tro, at Rusland er vor fjende? Således spørger hjemlige apologeter, bl.a. Danmarks ambassadør i Rusland også, men så er det, man skal tænke sig om og spørge til rævens natur, den har – sin ydmyge bolig til trods – ofte flere udgange, og Putin har vist sig enormt dygtig til at bruge sit  »beskedne« forsvar.

Det er vesten nødt til at reagere på, og derfor er oprustningen i østersøområdet begyndt igen. Det øgede forsvarsbudget er et udslag af sund fornuft.

Konsekvensen af Putin er et stærkere EU

Som nævnt slutter Den gode gamle rævebog med, at Mikkel slipper fri, medens andre må bøde og ofrene for hans grusomhed glemmes. Hvordan historien om Rusland, dets naboer og vesten ender, ved vi endnu ikke.

Personligt ønsker jeg, at Danmark forlader EU sammen med England, at vi knytter os til EFTA, udvider vort nordiske og baltiske samarbejde og forbliver i et stærkt NATO, for kun sådan kan vi være en ligeværdig partner overfor Rusland og andre stormagter.

EU viste især sin store svaghed, da immigrationsbølgen skyllede ind over os, for da havde et enkelt lands beslutning om at lukke dem alle ind katastrofale konsekvenser for de fleste af os, ligesom Merkels beslutning om at nedlægge Tysklands atomkraftværker har givet de fleste lande i EU en gevaldig hovedpine, fordi Tyskland nu er afhængig af russisk gas.

Desværre er jeg bange for, at angsten for Rusland og Putin gør mange bekymrede for at skulle stå udenfor EU. Det er måske forståeligt nok, og derfor kunne man jo ønske, at de meningsdannere herhjemme, som bruger megen tid og mange kræfter på at promovere Rusland som en kommende allieret, brugte tid på kæmpe for Danmarks interesser i stedet. Jeg tror, at de færreste danskere har noget imod russere, men man er jo nødt til at forholde sig til deres leder, hans tankesæt og hans handlinger.

Putins interesse er Rusland, han har interesse i at bekæmpe terrorisme, for p.g.a. Tjetjenien har han den indenfor sine grænser og i Syrien, men han ser ikke islam som en trussel i sig selv, og hans forhold og holdning til sine naboer står hen i det dunkle, men det er svært at tro, at han helt har lagt imperialismen på køl.

Man kan handle med Putin, hvis man er klar over hans interesser, men en allieret bliver han aldrig. Man allierer sig ikke med Mikkel ræv.


Marianne Wagner er sognepræst og fhv. redaktør for Nyt fra Dansk Samling. Hun skriver fast på hjemmesiden altsomharmæle.com, hvor også denne artikel først er publiceret

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!