Trump er en katastrofe for demokratiet – og for højrefløjen

David Frum

Det liberale demokratis institutioner er ikke stærkere end dets mænd. Derfor udgør Donald Trump en trussel mod demokratiet i Amerika. Det er en af hovedpointerne i den konservative skribent David Frums bog Trumpocracy. Den anmeldes her af Bård Larsen fra den norske tænketank Civita. Artiklen er tidligere bragt i Minerva og genoptrykkes her med Minervas og forfatterens tilladelse.

Af Bård Larsen

At udgive en bog om Trump er risikabelt. Vi kan sige meget om det forhold, at han er præsident, men kedeligt er det ikke. Tingene sker i et halsbrækkende tempo, og manden er patologisk uforudsigelig. Dermed kan bogen også hurtigt blive sejlet agterud.

Den amerikanske skribent, redaktør og tidligere republikanske politiker David Frum er en af de mange, som dette til trods har begivet sig ud i tryksværtens kamp mod uret. Men bogen, Trumpocracy: The Corruption of The American Republic, gør det godt.

Trumpocracy er hovedsageligt en samling artikler, Frum har skrevet for det tidsskrift, han er redaktør på, The Atlantic. Den har dermed kunnet udgives relativt hurtigt.

Frums bog udmærker sig ved, at den kan læses som et slags gravskrift over den (organiserede) amerikanske konservatisme. Som titlen antyder, er Frum ikke en af Trumps mest hengivne.

De konservatives moralske svaghed

Der er mange, som har lagt mærke til David Frums rimelig langvarige aversion mod Donald Trump. Sammen med en anden konservativ, historikeren Robert Kagan, har Frum stået som en klippe og en lettelse for os, som læner til den konservative side, men samtidig anser Trump for at være en politisk ådselæder, som ligger langt fra enhver rimelig forestilling om et konservativt etos.

Trumps apologeter var fuldstændig klar over det fravær af konservativ ånd, den absurde personlighed og den totale mangel på demokratisk intuition, der præger Trump

Både Kagan og Frum har tidligt skrevet voldsomme og dystopiske long reads om Trump som en overhængende fare for det amerikanske demokrati – artikler, som er blevet læst af ufatteligt mange: Henholdsvis How fascism comes to America i Washington Post og How to Build an Autocracy i The Atlantic.

For Frum fremstår det absurd, at flertallet i den republikanske partiledelse efterhånden (eller rettere: så snart det blev opportunt) gav fanden i principper og bakkede op om Trump. En konservativ uden moral og uden besindighed, er ingen konservativ, mener Frum.

Tilfældet Paul Ryan

Trumps apologeter var fuldstændig klar over det fravær af konservativ ånd, den absurde personlighed og den totale mangel på demokratisk intuition, der præger Trump. Det samme gjaldt partiets sponsorer. De bestemte sig for at følge ham – i forventning (eller i ynkeligt håb) om store frynsegoder, skriver Frum.

For mange er Paul Ryan selve inkarnationen af republikansk opportunisme under Trump. Ryan er gået fra at være stærkt kritisk over for Trump over at blive intimideret af Trump til at blive en af Trumps loyale undersåtter. Frums forklaring på Ryans fald er delvis baseret på en forestilling blandt mange republikanere: At den økonomiske situation i USA var blevet et ”At være eller ikke være” for nationen – et tipping point – altså ved så prekær en korsvej, at man var villig til at sluge de største kameler med hud, hår og saddel. Selv Trump… and beyond?

Fra konservatisme til nihilisme

Men det er værre end som så. Frum er ikke nådig i sin analyse af den republikanske organisation. I kølvandet på Trump har de degenereret til radikale, ofte nihilistiske, opportunister, som taler til hævngerrigheden og følelserne.

”hvad er der efter Trump tilbage af den filosofien, vi hidtil har omtalt som konservatisme, udover ”fuck you, leftists’?”

Hvad er for eksempel formålet med at benåde Arizona-sheriffen Joe Arpaio, der har ry for at være en reaktionær bølle, som bl.a. har tilladt umenneskelig behandling af straffedømte i sit embedsområde? Arpaio var kendt for at drive såkaldt raceprofilering, hvor politikontrollens standsning af mistænkte blev baseret på race eller hudfarve.

Arpaio fik gentagne pålæg fra domstolen om at følge amerikansk lov, hvilket han gav pokker i. I 2015 blev han kendt skyldig for ”foragt for retten”. Arpaio blev dermed martyr for det racistiske USA og udråbt som helt langt ind i det republikanske parti. Og før strafudmålingens færdiggørelse blev Arpaio altså så benådet af Trump. Det medførte naturligvis begejstring i skaren omkring ham. En skribent for et større konservativt netsted (Townhall.com) skrev på Twitter:

“The main reason for President Trump to pardon Sheriff Jow was fuck you, leftists. The new rules, bitches.”

Ifølge Frum er dette desværre symptomatisk. ”For hvad er der efter Trump tilbage af den filosofien, vi hidtil har omtalt som konservatisme, udover ”fuck you, leftists’?”

Kritikken af Newt Gingrich

Frum bærer på et utilsløret nag mod Newt Gingrich, selve chefbrøndpisseren hos Republikanerne. Gingrich er måske den fremmeste indpisker for ”fuck you”-linjen i partiet. Det var også Gingrich, som tidligere opfordrede Trump til at nægte mainstream-mediet CNN adgang til presselokalet i Det Hvide Hus. Det var Gingrich og Sean Hannity fra Fox News, som omtalte republikanske modstandere som ”små snottede og sarte kujoner”, som ikke fortjener opmærksomhed: ”Lad dem forsvinde i historiens afgrund, mens vi andre indleder et samarbejde med Donald Trump, Det Hvide Hus og Republikanerne i Senatet om at skabe en dramatisk ny fremtid.”

Men det republikanske parti har med tiden skabt et monster. Jeg synes ikke, at Frum evner at se tilstrækkeligt godt tilbage i tiden – noget, som dog måske ikke er så mærkeligt. Det er tungt at måtte erkende, at man har deponeret så meget personlig kapital i et projekt, der nu er havareret. Frum var selv en del af den hårde kerne i det republikanske parti, som blandt andet tog en række militære beslutninger, som utvivlsomt har bidraget til trumpismen. Frum var således en af bidragyderne til George W. Bush’ ”Axis of evil”-tale.

Trump har som en fornuftens stemme kunnet gribe kølvandet på flere mislykkede interventioner i Mellemøsten, og Trump gjorde ved valget næsten rent bord blandt krigsveteranerne.

Trumps rødder ligger i 90’erne

Men tilbage til Gingrich: Han var en af arkitekterne bag det berømte memorandum GOPAC så langt tilbage som i 1990. Kort fortalt gik memorandummet ud på, at Republikanerne skulle sætte alle sejl i et manikæisk, men også fjendtligt sprogbrug mod Demokraterne. Undertonen hos Gingrich var rent had og ønsket om et brud med den tillid, som hidtil havde eksisteret mellem demokrater og republikanere om helt grundlæggende forhold. The winner takes it all, skulle være det nye evangelium.

Det republikanske parti skulle promovere kerneværdier som flag, familie, børn, arbejde – mens deres demokratiske rivaler skulle karakteriseres som antagonister (forrædere og upatriotiske), der var imod alle disse værdier.

Frums skrækscenarie er, at trumpisternes bevidste pyromanvirksomhed fører til en næsten komplet radikalisering af den amerikanske offentlighed.

Enkelte mener, at memorandummet gjorde både populisme, eliteforagt og ikke mindst det, som på engelsk kaldes ”partisanship”, til standarden, som indebærer en ekstrem polarisering mellem partierne. Under Trump har dette udviklet sig til et samlet parti, som gør alt, det kan, for at så mistillid til det amerikanske system og retsstaten. Donald Trumps mange udfald på Twitter er i stor grad rettet mod pressefriheden, domstolene og den afhængige efterretningstjeneste FBI.

Konspirationer og løgneindustri

Tillidsbruddet har slået en kile tværs gennem befolkningen. Det republikanske parti har kolporteret rene konspirationsteorier (rigged system, deep state, fake news) og løgnindustri for at søge næring i denne form for perversion af del- og herskpolitik.

Frum fremhæver Michael Flynns tale på det republikanske konvent i Cleveland som et skrækeksempel. Her messede Flynn som bekendt ”lock her up, lock her up” for et jublende publikum under valgkampen: ”You know why we’re saying that? We’re saying that because if I, a guy who knows this business, if I did a tenth, a tenth of what she (Clinton) did, I would be in jail today (oh the irony.)”

Frums skrækscenarie er, at trumpisternes bevidste pyromanvirksomhed fører til en næsten komplet radikalisering af den amerikanske offentlighed.

Undervejs i Trumpocracy fremstår Frum så skuffet over Trump og Republikanerne, at det næsten nærmer sig det patetiske. Det skulle også bare mangle andet. Svigefuldheden set fra en hæderlig amerikansk konservativs ståsted må fremstå som næsten komplet: Et republikansk parti som vil undergrave institutioner, og som tilsviner traditioner og sædvane uden et minimum af respekt for almen dannelse. Ønsket om kaos frem for stabilitet (helligbrøde!).

Det er i beskrivelsen af konservatismens moralske fallit, at Frum brillerer. Det er ægtefølte sager. Da Frum i The Atlantic før valget skrev, at han ville stemme på Clinton, fik kan selvsagt massiv kritik. ”Jeg stemte ikke på Clinton,” svarede Frum: ”Jeg stemte på det amerikanske system”. Som en ægte amerikansk konservativ burde gøre, kunne Frum have tilføjet. I valget mellem en liberal demokrat og en republikansk ikke-demokrat burde en sådan problemstilling være på dagsordenen, mener Frum.

Det demokratiske system er ikke stærkere end dets mænd

Trumpocracy er Frum mindre optaget af at forklare Trumps ageren med idioti, som mange andre gør (en enkel opgave, se f.eks. Keith Olbermans hysteriske ”Trump is F*cking Crazy: This is Not a Joke”), selvom karakteristikaene ikke mangler: Ondskab, hævngerrighed, egoisme, uvidenhed, ladhed, manglende generøsitet og svigefuldhed. De er alle på sin plads.

Det er systemet og systemets sårbarhed, som er Frums hovedanliggende: Alt kan gå i stykker.

”Det, vi kan frygte fra Trumps præsidentperiode er ikke, at forfatningen kastes over bord, men en stille og gradvis lammelse af styreformen; ikke regelret lovløshed, men en akkumulerende forkastelse af normer; ikke statslig forfølgelse af dissidenter, men opfordringen til privat vold for at radikalisere tilhængere.”

Altså: Not with a bang, but a whimper.

Frum advarer tidligt mod en udvikling, hvor de fornuftige folk, der stadig er i Trump-administrationen, efterhånden vil blive udslidt og truet væk. Advarslen har vist sig at være mere end berettiget.

Hele kapitler i bogen er tilegnet charlataner og middelmådigheder, som længe har gået og ventet på en anledning til at stikke en finger i øjet på de liberale med alle tænkelige midler eller bare mele sin egen kage. Det er i det hele taget en skræmmende tanke, at så mange konservative lever i en forestillingsverden, hvor en konservativ kan være fuldstændig antiliberal. På den vis er Trumps tale fra den konservative landskonference CPAC illustrerende, hvor han lirede et stykke racistisk demagogi af sig (migranter som giftige slanger) og blev mødt med stående ovationer.

Trump er ikke demokrat

Trump er naturligvis ingen demokrat. Trump taler praktisk talt aldrig om demokrati. Demokrati sidder ikke på hans rygmarv. Men Frum ser ikke Trump for sig som en fremtidig diktator af den gamle skole. Trump er en ”con man” og en businessman uden nogen anden særlig substans. Trump er uden ideologi, skriver Frum: ”De kom for at plyndre. Hvis regler står i vejen, kan reglerne smadres.” Trups beundring for autokrater er heller ikke ideologisk, men må forstås praktisk. Putin (og nu Xi Jinping) er folk, som ikke må gå ad omveje for at få tingene gjort, men først og fremmest er de kleptokrater.

Frum er i sin bog inde på mange af de centrale pointer, som mange andre har skrevet om, f.eks. gabet mellem eliterne og jævne folk, og at Hillary Clintons katastrofale valgkamp også bidrog til Trumps valgsejr. Men Frum er ikke entydig pessimist. Han sætter fortsat sin lid til de amerikanske institutioner. Det er en borgerpligt at afværge skadevirkningerne under Trump, men med respekt for institutionerne og traditionerne. Amerikanerne har en pligt til ikke at dale til det samme niveau som den siddende præsident og hans medløbere.

Trumpismen har fået det værste frem i højrefløjen

Måske er det der, fantasterne i Republikanerne håber, vi er på vej hen: At også oppositionen tager fløjlshandskerne af, så samfundet revner; så at radikale løsninger fremstår som det eneste mulige. Der ligger meget potent magt i at forebygge kaos. Men først og fremmest mener Frum, at den eneste langsigtede redning for det amerikanske demokrati består i at gøre noget ved de dybereliggende omstændigheder, ikke mindst den store økonomiske og kulturelle kløft, der er opstået mellem indtægtsgrupperne (alle bør læse Hillbilly Elegy af J.D. Vance) og middelklassens fald.

Det er først og fremmest som konservativ, at Frum er interessant. Ikke mindst når han nærmer sig det konservative svigt fra et moralsk standpunkt. Det er ikke bare i USA, at trumpismen har fået det værste frem på højrefløjen. Der er mange måder at forklare, hvorfor en del af højrefløjen er gået fra vid og sans, men til syvende og sidst er det moralske fald den mest tydelige.

Oversat fra norsk af redaktør Jens Wendel-Hansen


Bård Larsen er historiker og projektleder ved den borgerlige, norske tænketank Civita. Han er forfatter til flere bøger og bidrager fast til en række norske aviser og tidsskrifter.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!