Prædiken: Nåden er, at vi skal

21. januar 2018
7 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Hvis man et øjeblik betænker Jesus’ situation, er det voldsomme ord, han taler i dagens evangelietekst. For når han er død, og Gud har ophøjet ham fra denne jord, siger han, vil han drage alle til sig.

Disse ord kunne man måske til nøds forstå, hvis de blev talt af en stor og magtfuld mand med et væld af ressourcer, kontakter og evner: Jeg vil drage alle til mig. Men det er Jesus jo netop ikke på dette tidspunkt. Han er tværtimod fattig og endda magtesløs, her hvor han står overfor sin korsfæstelse og død. Han taler med andre ord i sin fornedrede skikkelse. Han taler uden magt og drager ikke folk til sig, men jager dem tværtimod væk med sin absurde påstand om at være Guds søn. Han drager hjemløs rundt i verden og antages ikke af nogen. Og denne lille mand vil drage alle til sig, siger han.

Denne lille mand er nemlig Guds eget ord, som er blevet til menneske. Men sådan – som den ophøjede, himmelske Kristus – kender vi ham bare ikke, og sådan kendte datiden ham heller ikke, for på dette tidspunkt er han endnu ikke død og heller ikke blevet herliggjort. Jesus har kun levet på denne jord i én skikkelse, og derfor kender vi ham ikke i anden end denne skikkelse, nemlig den fornedrede: Som manden, der skal korsfæstes, men som på trods deraf påstår, at han selv er løsningen på alle vores problemer.

Med andre ord er det i Jesus skjult for os, at han faktisk er den almægtige Guds ord. Gud er inkognito i Jesus, han har skjult sig i ham, åbenbaret sig i den fornedrede skikkelse. Ja, han har skjult sig så godt og grundigt, at han endda lader ophøjelsen gå igennem den ultimative fornedrelse og ydmygelse: korsfæstelsen og døden!

Netop derfor kan vi heller aldrig vide os sikre på, at Jesus rent faktisk er Guds ord. Det er udelukkende noget, vi kan tro på. Det gør tilhørerne i dagens tekst imidlertid ikke. De tror ikke Guds ord, end ikke når de bliver talt direkte fra oven af Gud selv, som vi hører det i dagens evangelium. ”Da lød der en røst fra himmelen”, lyder det. Og hvordan reagerer tilhørerne på denne himmelrøst, for hvilken de burde falde på knæ og lovprise Herren? De reagerer med bortforklaringer.

Guds rige betyder, at mennesket ingen fremtid har, fordi Gud helt gør krav på mennesket og dets fremtid.

Nogle af de omkringstående forsøger at forklare det naturvidenskabeligt, kunne vi nærmest kalde det, og hitter på en meteorologisk forklaring om, at det må have været torden. Andre, derimod, kommer med en mytologisk forklaring og siger, at det nok har været en engel.

Himmelrøsten, derimod, Guds ord, den vil de ikke kendes ved. Og det er et billede på, at de heller ikke vil kendes ved Kristus, som jo netop er Guds ord, han er himmelrøsten! Men de vil simpelthen ikke tro det, og derfor kommer de med alle deres bortforklaringer.

Derfor kan Jesus også sige, at ”nu fældes der dom over denne verden”. Det kan vi nok høre som om, at det betyder, at det sker lige om et øjeblik, at dommen er lige om hjørnet, så vi har bare at være klar. Men faktisk er dommen over dem allerede, idet Jesus taler disse ord, fældet. For tilhørerne har dømt sig selv ved deres vantro, de har afsløret deres hjertes inderste tanker i mødet med Jesus. Derfor siger Jesus også, at ”den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld”. Røsten var nemlig dom over de vantro mennesker.

Idet tilhørerne står overfor Jesus er de altså allerede stillet i en afgørelse, ja, i afgørelsen: Vil de tro, at denne mand er selveste Guds søn, eller vi de afvise det? Det er afsløringen af deres hjerters tanker, som de står midt i, om de er retfærdige eller syndere, tro eller vantro. Og med deres bortforklaringer dømmer de dem selv som vantro syndere. Nu fældes der dom, dvs. dommen er nu blevet fældet.

På afstand er det naturligvis ganske nemt at skose tilhørerne for deres mange bortforklaringer. Vi sidder jo trods alt her i kirken en søndag morgen, og mener måske dermed at bekende Jesus som Guds søn, som himmelrøsten. Vi mener måske i en eller anden grad at være de retfærdige, der faktisk tror på Kristus. Men sådan kan vi udelukkende tænke, fordi vi har skubbet det hele på sikker afstand, og derfor heller ikke forstår alvoren af denne himmelrøst.

Jesus forkynder nemlig, at Guds rige er nær. Det er dét, himmelrøsten indebærer. Forkyndelsen af gudsriget har man misforstået mange gange i kirkens historie. Nogle har f.eks. udlagt det, når det eksempelvis hos Lukas hedder, at ”Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17,21), som at Guds rige skulle være noget vi mere eller mindre selv frembringer, idet vi skaber en god og retfærdig verden eller behandler hinanden godt. Men i den forståelse er Guds rige opfyldelsen af vore egne ønsker og behov. Og intet kunne være mere forkert.

Guds rige betyder ikke menneskets lykkelige fremtid, dér, hvor alle vores ønsker er gået i opfyldelse, enten de er jordiske eller himmelske. Guds rige er netop afskaffelsen af menneskets fremtid og dermed også tilsidesættelsen af alle vores ønsker og idéer, til gengæld for Guds fremtid. Guds rige betyder, at mennesket ingen fremtid har, fordi Gud helt gør krav på mennesket og dets fremtid.

Det er Guds nåde, at han på trods af vores ulydighed og vantro fastholder, at vi skal, at Han fastholder sit krav på os.

Netop begrebet Guds rige finder vi særligt i de tre synoptiske evangelier – hos Matthæus, Markus og Lukas – imens Johannesevangeliet sjældent benytter sig af begrebet. Men det centrale i Jesu prædiken er det samme i alle fire evangelier, nemlig at tiden er inde: Nu fældes der dom, og derfor er mennesket stillet i afgørelsen: Vil det vælge sin egen vilje eller Guds vilje? Sin egen fremtid eller Guds fremtid? Menneskets rige eller Guds rige? Eller, med ordene fra dagens evangelietekst: Vil det elske sit liv og miste det, eller hade sit liv og bevare det til evigt liv? Det er denne afgørelse, tilhørerne med deres bortforklaringer vil undgå.

Vores stilling overfor Gud er den samme i dag. Det er nu, at dommen fældes, nu, at denne verdens fyrste jages ud, det vil sige: Det er lige nu, i mødet med Guds ord, at også vores synd og vantro dømmes.

Men det er Guds nåde, at han på trods af vores ulydighed og vantro fastholder, at vi skal, at Han altså fastholder sit krav på os. Gud tager ikke vores bortforklaringer eller forsøg på at retfærdiggøre os selv for gode varer, men stiller os alligevel gang på gang i afgørelsen med sit skal. Vi skal hade vores eget liv for at arve evigt liv, altså vi skal have alt vort håb og hele vores fremtid i Gud og ikke i os selv.

At stå i denne afgørelse betyder, at vi gang på gang dømmer os selv, enten fordi vi undskylder os, bortforklarer og ikke vil stå i afgørelsen, eller fordi vi tror selv at kunne stå i afgørelsen og opfylde Guds krav, uden at modtage alt af Ham.

Og nåden er, at vi ved syndernes forladelse får lov til at stå der igen, for Jesus har selv sagt, at ”når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”. Gud har herliggjort sit navn på korset. Han har gjort korsfæstelsens ydmygelse til ophøjelse. Jesu lidenhed til storhed. Afmagten til almægtighed. Og derfor gør han også synderen til retfærdig igennem sin egen søn, Jesus Kristus, som har opfyldt loven for os, så at vi kan være retfærdige i ham. Ham, som fra sin højhed vil drage os alle til sig.

Netop derfor kunne vi frimodigt synge som vi gjorde i den foregående salme: ”Nu fryde sig hver kristen mand, og springe højt af glæde”.

Amen!

Sdr. Starup Kirke, sidste søndag efter helligtrekonger 2018. 


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside