Systematiseret selvkærlighed

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Sæt selvkærlighed på dagsordenen og prioritér dig selv først!”. Sådan lyder sloganet fra en dansk yogablog, som med denne sætning indkredser, hvad formålet er med den yogaaktivitet, som et stigende antal danskere dyrker. Gennem yoga skal man lære at prioritere sig selv først og lære at udøve selvkærlighed. Man skal have det godt med sig selv, og det kræver selvprioritering og selvkærlighed, udtrykker yogaens fortalere. Det er interessant at bemærke, at til forskel fra andre sportsgrene eller idrætsdiscipliner er yoga ikke noget, man går til, spiller eller leger. Det er noget man dyrker, og det man dyrker er sig selv.

Selvkærlighed som etisk fordring

Yogabloggens slogan om at prioritere sig selv først kan på overfladen ses som en uskyldig huskeseddel om at være opmærksom på sig selv. Men sloganet er mere end det, for det er udtrykt som en moralsk befaling. Befalingens indhold er et billede på den tid, vi lever i, hvor vores livsforståelse og moralske kodeks er blevet underlagt individualiseringens forskrifter. Så meget er individualiseringen slået igennem, at den nu udtrykkes åbent som en moralsk befaling. Det er blevet en legitim etisk fordring at befale selvkærlighed og selvprioritering.

I København på Østerbro var der i samme ånd som yogabloggens befaling stablet et arrangement på benene i september for de ivrige yogadyrkere med titlen GRIB DIG SELV – Selvkærlighed. Beskrivelsen af arrangementet lød på muligheden for udforskning af sig selv,og muligheden for at være selvkærlig, med det formål at ”skabe en dybere kontakt til dig selv og et større flow af kærlighed i dit liv”.

Kærlighed bliver til selvkærlighed, at gribe den anden bliver til at gribe sig selv.

Denne etiske befaling om selvprioritering i yogadyrkelsen er noget, der har ramt ned i vores tidsånd, og som mange gladeligt har taget imod. I statistikkerne over yogadyrkelse viser tallene siden 1993, at antallet af yogadyrkere er seksdoblet frem til i dag, og antallet af yogauddannelser for instruktører er mere end fordoblet fra 20 i 2011 til 48 i 2014. Det er en udvikling, som enhver idrætsgren hungrer efter, men det er interessant nok yoga, der har oplevet denne eksplosive vækst de sidste 25 år.

Moralsk forsvar for individualisme

Årsagen til udviklingen er ligetil; yogaen giver et moralsk forsvar for individualismen. Hvor etik gennem historien har omhandlet, hvad man bør gøre for andre, er individualismen en etisk retning, der stiller det fundamentale spørgsmål om, hvad man bør gøre for sig selv. En antimoralsk moral der under forsvar for kærligheden dyrker det moralløse. Hvor moralske fordringer udtrykker en korrektion til selvdyrkelsen, er selvdyrkelsen med individualismen blevet selve det moralske fundament, hvorudfra den etiske refleksion finder sted – en selvdyrkelse der er blevet systematiseret under moralske begreber.

Det afgørende nybrud ved denne systematisering er, at dens krav både leder til forringet livskvalitet og har fjernet næsten i sin udtryksform. Selvdyrkelsen forbliver en uendelig søgen efter sig selv uden opnåelse, fordi selvet er en forudsætning for at give kærlighed og ikke målet med kærligheden. Selvet kan ikke være sit eget mål og udgangspunkt på én og samme tid. Derfor er projektet om selvkærlighed på forhånd dømt til at mislykkes, og i faldet tages næsten med.

En sådan etisk udvikling har slået igennem ved at vende det moralske sprog på hovedet. Kærlighed bliver til selvkærlighed; at gribe den anden, bliver til at gribe sig selv. Behovet for modstand mod et sådant projekt er åbenlyst og kræver en insisteren på at genfinde det sprog, der gør sig gældende i etikken. Et sprog hvor Den Anden er uløseligt forbundet med en etisk holdning, og hvor kærlighed er uløseligt forbundet med en sammenhæng med andre end én selv. Vi har alle hang til selvdyrkelse og individualisme, men netop derfor skal etikken være et modspil til menneskets svaghed, og ikke være selve grundlaget for den etiske tænkning. Derfor er det afgørende, at vi begynder at se ned på yoga som et moralsk korrumperende foretagende.


Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) fra CBS og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi ved Øregård Gymnasium. Ved CBS skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme, og anser netop denne diskussion som værende af afgørende betydning for den konservative tænkning. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.