Historien om Danmark: Grundlov, andels- og arbejderbevægelse

Af Jens Lei Wendel-Hansen

Det vil nødvendigvis i denne serie med så relativt få afsnit, som den har, være en konstant potentiel kritik, at vigtige ting er blevet udeladt – og ja, vigtige ting er, som det også er blevet nævnt i anmeldelser af tidligere afsnit, blevet skåret væk. Og for først som sidst at få udløst spændingen, så synes denne anmelder – det vil uden tvivl komme som et chok for mange – at der ikke er gjort nok ud af forfatningshistorien. Stænderforsamlingerne, den gennemsete grundlov og en egentlig bare nogenlunde dækkende fremstilling af forfatningskampen mangler. De tanker, der er brudt i udviklingen af det danske demokrati, får vi ikke megen sans for, og det er ærgerligt, for få begreber har i tidens mange danskheds-debatter været så gentaget som en dansk værdi som netop demokratiet.

Det er et generelt tydeligt element i serien, at der fra redaktionens side har været en markant tendens til at sætte sig på narrativen, og at de deltagende eksperter i høj grad placeres i denne. Derfor tjener de steder omvendt også serien til ære, hvor man tydeligvis har kastet vrag på den hidtidige dominerende og ofte meget let fortalte fortælling for i stedet at inddrage en måske mere kompleks, men på kilderne bedre begrundet tolkning: Det gælder f.eks. den lidt mere nuancerede fremstilling af Frederik VII Folkekær, hvor det fremhæves, at Frederik VII faktisk i 1848 gjorde sig overvejelser om at sætte hæren ind i tilfælde af egentlig revolution, og den i lyset af Ole Bornedals ”1864” befriende fremhævning af årsagen til krigen som en uløselig forfatningsmæssig knude pålagt monarkiet af stormagterne, hvor den nationale tanke om ”Danmark til Ejderen” vel nok spillede en rolle, men ikke var afgørende for krigens udbrud.

Det bør også fremhæves til seriens ros, at man havde stukket en finger så meget i jorden, at man ikke lod krigen i 1864 fylde mere. Fremstillingen bliver kort og koncis, og det er nok formidlingsmæssigt meget godt, da vi har hørt rigeligt om den de seneste år.

Indlevelsen spiller fortsat ved iscenesættelserne en ganske stor rolle, og er et træk, der netop viser noget essentielt fra historiefaget, skønt billederne fra de meget håndgribelige historiske undersøgelser, som har været omdrejningspunkter i tidligere afsnit, har måttet lade livet. Vi ser Bakkehusets diskussioner for os, vi ser attentatet mod Estrup, og vi opfordres til at forestille os skrigeriet i et feltlazaret.

En væsentlig kritik af dette afsnit var dog som tidligere også antydet, at man ikke synes at have interesseret sig for den sidste tredjedel af 1800-tallet som andet end et slags forspil til 1900-tallet. Det ender i en fuldstændig skævvridning af fremstillingen: Man fokuserer kun i begrænset grad på de i samtiden afgørende spørgsmål og bevægelser.

Det allermest markante i denne forbindelse er arbejderbevægelsens enorme tilstedeværelse i afsnittet. Det vil være politisering at nægte, at Slaget på Fælleden eller Septemberforliget var bemærkelsesværdige begivenheder i perioden, som fortjener at blive nævnt. Men for Danmarks overordnede politiske udvikling i perioden ”spillede [Socialdemokratiet] ingen væsentlig landspolitisk rolle før under Første Verdenskrig”, for nu at citere den i serien også deltagende lektor Jes Fabricius Møller i den bogudgivelse, der følger serien (s. 263). Omvendt fylder Højre – det indtil 1901 regeringsbærende parti, som først så sent som i 1906 blev overhalet i antal stemmer af Socialdemokratiet – snart sagt ingenting. Den primære kilde til en ideologianalyse af Højre synes at være C.G. Andræs udtalelse om, at man, hvis man placerer venstrefolk på ministertaburetterne, risikerer, at de bliver så tilsølede, at ingen andre gider sidde på dem – altså ganske enkelt nedladenhed over for bondens position. Dog får Peter Henningsen fra Frilandsmuseet trods alt høfligt knyttet til Estrups person, at det jo ikke var, fordi han var et ondt menneske, men at det bare var sådan, han tænkte.

Højre var imidlertid også en folkebevægelse, der satte et markant mærke på samtiden. Det er ubestrideligt, at flere højrefolk i tidens løb har udtalt det som en umulighed, at der kom en bonde i regeringen. Men Højre var andet og mere end en modstand mod bønder. Højre formåede at samle en stor skare folk om sig på baggrund af dets forsvarspolitik, men også pga. dets forfatningspolitik – at en forfatning skulle fordele magten, ikke samle den hos en instans. Det var ikke en reaktion mod Grundloven, men fint i overensstemmelse med den. Højre formåede også som Venstre at mobilisere store folketog – f.eks. i forbindelse med attentatet mod Estrup – og Garderhøjfortet i Gentofte står fortsat som et monument over, at Højres forsvarspolitik havde så meget støtte, at dens støtter underlagde sig selv frivillig selvbeskatning for at spare sammen til byggeriet.

Men at Højre bliver overset, betyder ikke, at Venstre ikke også bliver det. De samles i afsnittet under den overskrift, at regeringen skal udspringe fra Folketingets flertal, og ellers foregår kampen på landet, hvor andelsbevægelsen er en manifestation af trangen til at fratage godsejeren monopolet på at lave smør.

Denne skævvridning indikerer, at man strengt taget ikke har tænkt meget over at fremstille essensen, standpunkterne og begivenhederne i den kamp, som er det tætteste, landet har været på en egentlig borgerkrig siden Grevens Fejde. Dette gøres alene i overskrifter. Det, man derimod har haft som fokus, er i meget høj grad den bevægelses opkomst, hvis betydning for 1900-tallets samlede politiske udvikling kun få vil bestride, men i en fremstilling af den sidste tredjedel af 1800-tallet fortæller den os i sig selv beskedent, hvis formålet – og det synes det at være – er at fortælle danskernes historie.

Det er til seriens fordel, at perioden indeholder en række begivenheder, som er nationale, og som derfor automatisk bliver ”vores” historie, men den sidste del af fortællingen deler endnu engang befolkningen op i progressive og reaktionære. Whig-fortællingen fortsætter, og vi lærer, at vore forfædre var de ædle bærere af nutidens idealer, mens de reaktionære var nogle andres.


Jens Wendel-Hansen er ph.d. og tidligere adjunkt i moderne historie ved Grønlands Universitet. Han har skrevet afhandling om de danske godsejeres ideologiske standpunkter 1835-1919. Siden har han specialiseret sig i forfatningshistoriske forhold i den vestlige verden i almindelighed, i Danmark i særdeleshed. Han har skrevet en længere række artikler i såvel fagfællebedømte som populærvidenskabelige tidsskrifter. Jens Wendel-Hansen er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique.