Om økonomi og uddannelse

Af Brian Degn Mårtensson

For tiden diskuteres det heftigt, hvor mange penge, der skal afsættes til skoler og uddannelser. Ikke sjældent høres det argument, at enhver reduktion af bevillinger vil gå ud over kvaliteten for elever og studerende, og både elevorganisationer, fagforeninger og nogle venstrefløjspartier har aktuelt øjnene stift rettet på vejrudsigterne for næste års budgetter.

Det er en sørgelig situation. Naturligvis har det en betydning, hvor mange penge, der afsættes til skole og uddannelse, men der er altså noget andet, der er vigtigere, nemlig: Hvad vil vi med disse aktiviteter? Eller rettere: Hvad skal de penge, der bevilges, reelt bruges på?

Lad os som et tankeeksperiment forestille os en situation, hvor et vesteuropæisk land rammes af intellektuel dovenskab, og kollektivt forsømmer at tænke sig om. I dette land vedtages der over en årrække en række uddannelsespolitiske reformer, hvor alt lige fra dagtilbud til universiteter transformeres fra at være frisættende aktiviteter til at være tilpasning til en ren finansministeriel logik. Altså forlader man her hele den vesteuropæiske pædagogisk-filosofiske tradition for åndsfrihed og demokrati, og reducerer alting til målstyret læring, der skal frembringes så effektivt og identificerbart som muligt. Man kalder skiftet for en ”læringsrevolution”, og krydrer det hele med en ordentlig omgang new public management – og naturligvis et gigantisk ledelses- og konsulentlag, der skal kontrollere samtlige revolutionære processer. Resultatet vil i sagens natur være en kollektiv fordummelse, da fagene i sig selv bliver uden betydning – kun diverse tekniske indikatorer betyder her noget!

Dertil kan vi forestille os, at der i scenariet også bruges enorme summer på at udarbejde og implementere en endeløs række af manualer og målbeskrivelser, der efterfølgende skal monitoreres løbende. Skal vi køre dystopien helt ud, kan vi lege, at man også lavede en karakterreform, der automatisk førte til karakterinflation, kombineret med en økonomisk taxameterbevilling, der bevirkede, at flest muligt skulle bestå – uanset hvad. Således vil man kunne lukke endnu flere ind på diverse studier, og disse vil som hovedregel også komme igennem. I en teknokratisk logik kunne man kalde dette for et kæmpe uddannelsesløft, og alle regneark ville da også give en ret heri. Samlet vil man med disse manøvrer have opnået en kvantitativ tilpasning af statens borgere uden historisk sidestykke, og endelig have gennemteknificeret et hjørne af vores kultur, hvorfra så megen ubehagelig kritik er kommet gennem historien. Fra nu af ville man ideelt set kunne forebygge, at folk fik ”samfundsskadelige” ideer a la Luther, Newton, Kopernikus, Kant, Marx, Freud, Darwin, Einstein osv. Man gik nemlig fra undervisning som en fri undersøgelse af verden til indlæring af netop det, finansministeriets logik forudsagde, at fremtidens arbejdsmarked krævede. Et lukket kredsløb af ren, ubesmittet læring!

Forestil Dem nu, at de faggrupper, der egentlig skulle opretholde og videregive vores åndsfrihed, civilisation og kultur – altså fx undervisere på skoler, gymnasier, professionsuddannelser og universiteter – i denne situation brugte al deres energi på at kæmpe for flere midler til den indførte kollektive fordummelse og ensretning. Forestil Dem, at de heri blev støttet af de, der som elever og studerende blev udsat for den herskende konkurrencestatslogik? Ville det ikke være skørt?

Jeg siger ikke, at uddannelsespolitikken i Danmark 1:1 er som beskrevet i ovenstående, men måske kunne det være smart at tænke lidt dybere over, om økonomi aktuelt er det mest presserende problem på skole- og uddannelsesområdet? Jeg mener det ikke. Tværtimod er den første opgave, at få en ordentlig diskussion af, hvad vi i grunden skal bruge pengene på? Skal vi gå frisættelsesvejen eller tilpasningsvejen? Skal vi have faglighed med verdens beskaffenhed for øje, eller statslig ensretning med en finansministeriel spådom om fremtidens arbejdsmarked for øje?

Det svære er, at økonomi naturligvis betyder noget. Vil man have nogle gode skoler og uddannelser, skal der være resurser til ordentlige bygninger, tilstrækkelige undervisernormeringer, materialer, udstyr og meget andet. Den slags er ikke gratis! Logisk er det dog, at alt sammen i princippet er underordnet, hvis det, man kalder skole og uddannelse slet ikke har til formål at frisætte nogen. Hvis man virkelig gerne vil kæmpe for gode muligheder for den opvoksende generation, må man starte med at kæmpe for deres ret til at få del i den åndsfrihed, civilisation og kultur, som vi, der nu er voksne, har nydt godt af. Når denne ret er klart og uomtvisteligt sikret, kan man så helt legitimt drøfte, om der aktuelt afsættes midler nok til formålet.

Hvis vi nu – som et nyt tankeeksperiment – forestillede os, at vi i Danmark på alle leder og kanter havde en virkelig solid lovgivning, der knyttede sig til et virkeligt solidt formål med vores skoler og uddannelser, ja så burde vi bestemt kaste blikket på de økonomiske sider af sagen. Det kan i denne situation afgjort være, at vi samlet set bør afsætte flere midler til området, men først burde følgende blive drøftet:

  • Har vi som samfund egentlig brug for de mange reklamer for offentlige skoler og uddannelsesinstitutioner, der produceres i disse år?
  • Hvordan bidrager de mange kommunikationsmedarbejdere i sektoren til at løfte fagligheden?
  • Kan det passe, at vi i sektoren er kommet til at ansætte en overvægt af uduelige undervisere, der har brug for en ekstrem stram og omkostningstung styring i form af mellemledere, koordinatorer, konsulenter, manualer og kontrolfunktioner?
  • Hvordan har vi gavn af de mange it-systemer, vi har indført?
  • Skal vi blive ved med at bruge så mange resurser på at nedlægge veldrevne og hæderkronede institutioner med det formål at bygge nye, identitetsløse ”læringshuse” i glas og stål?
  • Kunne det være, at det på uddannelsesområdet – som det er tilfældet med lignende jobfunktioner i det private – er sådan, at et oprigtigt følt engagement for opgaven ofte driftsmæssigt er billigere end stram centraliseret styring af opgaveløsningen?
  • Er der bedst, at underviserne leverer forberedt og gennemtænkt undervisning, eller skal de for enhver pris bare levere mest muligt fremmøde?

Og så til slut: Hvis vi har styr på spørgsmål som ovenstående, står de samlede, afsatte midler så mål med ambitionen?

 


Brian Degn Mårtensson er pædagogisk filosof og ansat på Aarhus Universitet, hvor han især beskæftiger sig med N.F.S. Grundtvigs politiske og pædagogiske filosofi. Dertil beskæftiger Brian sig også jævnligt med både teologiske og alment historiske emner. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, undervisning, videnskabsteori og filosofi. Blandt de seneste bøger er Videnskab og pædagogik, Tilblivelse og tilsynekomst og Konkurrencestatens pædagogik.