Batman vs. Superman: Lys i mørket?

Batman v Superman er en af mange udskældt film, men hvorfor egentlig? Ifølge Kasper Haunstrup Madsen skildrer filmen på rammende og nådesløs vis vores samtid, og Batman repræsenterer en desperat reaktion herpå. Det er dystert – men et lys skinner i mørket.

Af Kasper Haunstrup Madsen

Nu er det over et år siden, at Batman v Superman: Dawn of Justice kørte i de danske biografer. Filmen fik en noget blandet modtagelse. Filmkritikkere kritiserede især Zack Snyders manglende evner til et skabe et nogenlunde sammenhængende plot og overdrevne hang til bombastiske ”slow motion”-scener. Jeg er på ingen måder skolet i medievidenskaben og kan genkende meget af kritikken, men må alligevel krybe til kors og erkende, at jeg elskede filmen.

Nådesløs samtidsskildring

Efter min mening brillerer filmen nemlig i dens nådesløse samtidsskildring. The Dark Knight skildrede en retsstats magtesløshed overfor Jokerens terrorisme. På formidabel vis reflekterede den over en verden efter 11. september, hvor overvågning og terrorlovgivning stod på dagsordenen. Christian Bales Batman endte med at fange terroristen, men med et magtapparat, der lå udenfor hans normale repertoire. En handling, der, i den efterfølgende film, fik John Blake til at anklage Gordon og Batman for at have forrådt alt, hvad de stod for.

 

Batman v Superman: Dawn of Justice afspejler, hvordan samfundet har udviklet sig siden Bale bar den sorte kappe. Det er en vestlig verden plaget af terror og magtesløshed. Filmens indledende scene viser, hvordan Bruce Waynes forældre nedskydes på den berygtede ”Crime Alley”.

Der er ikke længere lange filosofiske søforklaringer på, hvorfor han må krydse lovens grænser. Han er blevet den rene reaktion mod nattens mørke – mod terroren. I denne kamp er han blevet terroren selv.

I den efterfølgende scene følger vi en voksen Wayne, der kører gennem centrum af Metropolis, der mest af alt minder om en krigszone. Kaos, støv og skrig vækker ubehagelige minder om den skæbnesvangre dag i september 2001, og scenografien er i top mens Bruce Wayne løber gennem støvskyen, mod konflikten og ind i mørket, mens alle andre flygter.

Ingen filosofiske søforklaringer

Filmen portrætterer en Wayne/Batman, der er hærget af krig. Han betragter ikke længere sig selv som nattens kappeklædte vogter. Han er kriger, han slår ihjel og han er kriminel. Der er ikke længere lange filosofiske søforklaringer på, hvorfor han må krydse lovens grænser. Han er blevet den rene reaktion mod nattens mørke – mod terroren. I denne kamp er han blevet terroren selv. Filmen illustrerer dette formidabelt ved at lade ham brændemærke sine ofre, samt det førnævnte faktum, at han dræber.

Mere subtilt vises denne udvikling i hans kampstil. Hvor Christian Bales Batman mestrede den æstetiske Keysi-kampstil, portrætterer Ben Affleck et vildt, steroidepumpet dyr i en MMA-ring (gense eventuelt kampscenen i varehuset, der i øvrigt er den bedste scene med Batman på det store lærred). Ben Afflecks Batman (eller ”Batfleck”, som de unge ynder at kalde ham) repræsenterer et samfund, der har mistet troen på sig selv og har erstattet kampgejsten med en krigshærget, nærmest selvdestruktiv reaktion mod mørket.

Der er ingen tvivl om, at Batfleck er filmens største styrke, men hans modpart, bondedrengen fra Kansas iført de røde underbukser, bidrager faktisk også udemærket til fortællingen. Man of Steel handlede om, at Superman skulle finde sig tilpas i rollen som håbet, en slags vestlig idealisme eller tro på sig selv og egen kultur. Denne vestlige idealisme sættes stærkt på prøve i Batman v Superman, hvor Superman indledningsvis ”frames” for ugerninger, han ikke har gjort, i Mellemøsten. Dernæst må han også stå skoleret for håndteringen terrorangrebet i Metropolis. Denne ”Day of Truth”, hvor den vestlige idealisme trækkes op på Capitol Hill forpurres – naturligvis – også af et terrorangreb, der blot forværrer hele situationen.

Reaktion vs. idealisme

Filmen kulminerer på smukkeste vis da Batman som den hårdkogte reaktion tørner sammen med den rene idealisme repræsenteret ved Superman. Batman nægter at lytte til fornuft og ender (sikkert til de fleste fans glæde) med at besejre og næsten dræbe Superman. Hvorvidt man bryder sig om hele Martha-twistet, skal jeg ikke bruge tid på her. Dog vil jeg som inkarneret tegneseriefan konstatere, at jeg ikke forstår kritikken af scenen. At Batfleck kan spejle sig i Supermans frygt og ønske om at beskytte svage forekommer mig at være meget loyalt overfor begge karakterer.

På trods af den massive kritik repræsenterer Jesse Eisenbergs Lex Luthor også en vigtig rolle i fortællingen. Ligesom den krigshærgede Batman forsøger han også at imødegå den stigende trussel i samtiden. Men hvor Batfleck repræsenterede det gamle samfund, der er under pres, repræsenterer Luthor det nye. Hans reaktion er kendetegnet ved at være radikal og uden respekt for den arv, der trods krigstilstanden stadig eksisterer.

Lyset i mørket

På overfladen synes Batman v Superman: Dawn of Justice at være en utrolig mørk film med et nærmest deprimerende budskab: selv de mytologiske helte fra vor tids sagaer korrumperes af terror og magtesløshed. I en tid, hvor Marvel-universet udelukkende handler om fest, farver og ”post credit”-scener, synes det budskab at være vigtigt. Og helt deprimerende er filmen dog heller ikke. For under det mørke plot ligger en lys konklusion. Supermans karakter gennemgår en Jesus-lignende udvikling gennem filmen og ender da også med at ofre sig for menneskeheden ved at blive spiddet på Golgatahøjen af selveste Dommedag. Endnu engang er scenografien i top, når Batman og Wonder Woman efterfølgende bærer liget af Superman ned fra højen, som frelseren, mens ruinerne bag dem danner kristne kors.

Batman v Superman er en fantastisk film, der illustrerer, at selv når vores mytologiske helte er ved at blive til dæmoner, kan de genfinde troen på det de engang kæmpede for og rejse sig af asken.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-studerende på Institut for Historie ved Syddansk Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!