Jeg hader at få ret: Jean-Claude Junckers drøm om et EU efter Brexit

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Jeg hader at få ret: Jean-Claude Junckers drøm om et EU efter Brexit

Langt de fleste af os elsker at få ret. Ja, det er vel nærmest almenmenneskeligt at bryde sig vældig meget om følelsen af, at virkeligheden former sig, sådan som vi påstod, at den ville.

Det er bare ikke altid, at det er så rar en følelse. Nogle gange kan man hade at få ret – netop fordi virkeligheden former sig, sådan som vi påstod, at den ville. Sådan en følelse kan man godt sidde med her i kølvandet på, at formanden for Europa-Kommissionen afholdt sin årlige ”State of the Union”-tale for Europa-Parlamentet.

Det centrale budskab: Brexit-aftalen gik i én retning – nu går vi i den modsatte

Når man går årets tale efter i sømmene, er der faktisk temmelig meget at tage fat på. Det mest centrale er, at formanden for Europa-Kommissionen Jean-Claude Juncker præsenterede sine egne visioner for fremtidens EU. I forlængelse af de fem scenarier, som Kommissionen diskuterede i en hvidbog i foråret (og som har været omdrejningspunktet for en Critique-podcast i anledning af Rom-traktatens 60-års jubilæum i marts år) udlagde kommissionsformanden sine tanker som et ”sjette scenario” for EU; og han lagde ikke skjul på hensigterne og målet for dette scenario:

For me, Europe is more than just a single market. More than money, more than the euro. It was always about values. (…). These (…) principles must be the foundations on which we build a more united, stronger and more democratic Union.

Det er således klart, at i Junckers optik er og bør EU være langt mere end et udvidet handelssamarbejde eller et samarbejde om de i sandhed grænseoverskridende problemer. Nej, EU har en materiel, ideologisk kerne, og det er og bør være den bærende drivkraft for EU’s udvikling fremover.

Man vil hurtig se, at der i dette scenario er endog ganske langt til den linje, som briterne lagde i deres forhandlinger om en aftale forud for Brexit-afstemningen. Her var fokus snarere på, at det indre marked og det indre marked alene skulle anses som EU’s kerneforretning; eurogruppen måtte i den nu forkastede aftale f.eks. acceptere, at alle, centrale beslutninger skulle tages af EU’s samlede ministerråd og ikke en ”uofficiel” gruppe af lande. Junckers vision er – mere eller mindre – det stik modsatte.

Meget mere EU på vej

Ja, idéer skorter det ikke på fra Europa-Kommissionens formand. En færdig forsvarsunion i 2025. Bulgarien, Rumænien (og så hurtigt som muligt også Kroatien) med i Schengen-samarbejdet. Fortsatte udvidelse med nye medlemslande, særligt på Balkan.

Mange af idéerne udleder han direkte af de værdier, han præsenterer som unionens: Frihed, lighed og ”rule of law”. Af disse kommer f.eks. kommissionsformandens ønske om øget social solidaritet mellem landene, der bl.a. inkluderer en erkendelse af, at de sociale systemer i medlemslandene ”will still remain diverse and separate for a long time. But at the very least, we should work for a European Social Standards Union in which we have a common understanding of what is socially fair.” Det er med andre ord Europa-Kommissionens politik, at der skal indføres sociale minimumsstandarder i hele unionen.

Af endnu større relevans er det dog at se på kommissionsformandens tanker om euroen og eurogruppen. For hvis ovenstående om EU som en social union fremstår som vidtgående forslag, er forslagene, der fødes ud af en diskussion om euroens fremtid, åbenlyst radikale. Her tales der nemlig ikke blot om forslag til konkret regulering (som potentielt kan udvandes eller endda afvises undervejs i processen), men derimod direkte om at ændre på EU’s institutionelle opbygning og dermed magtfordelingen i EU som en helhed.

Jean-Claude Juncker ser således for sig, at euroen gøres til omdrejningspunktet for en langt, langt tættere integration. Eurogruppen skal institutionaliseres, og formanden – en EU-økonomi- og finansminister – skal gøres til næstformand i Europa-Kommissionen. Euroen er motoren, omdrejningspunktet, centeret om hvilken hele EU bør rotere.

If we want the euro to unite rather than divide our continent, then it should be more than the currency of a select group of countries. The euro is meant to be the single currency of the European Union as a whole. All but two of our Member States are required and entitled to join the euro once they fulfil all conditions.

Og Europa-Kommissionens formand skal samtidig være formand for det Europæiske Råd; Europa-Kommissionen vil med andre gerne sidde for bordenden, når medlemslandenes stats- og regeringschefer skal udstikke de overordnede linjer. Eller sagt med andre ord: Embedsmanden vil have lov til at lede politikernes møder.

Ydermere inkluderer talen forslag om, at landenes bevægelse fra ikke-euroland mod euroland styrkes og øges i hastighed. Dette skal ske ved, at skabe en mekanisme, der – om nødvendigt økonomisk – skal støtte bevægelsen fra ikke-euromedlemskab mod euromedlemskab.

Man ønsker med andre ord at skabe et A- og et B-hold – samtidig styrke A-holdets indflydelse på og påvirkning af B-holdet.

Vi kommer til at savne briterne…

Briterne hev en aftale i land, der pegede i en ganske anden retning. Og som jeg dengang skrev:

Stemmer briterne omvendt nej den 23. juni, står vi med et markant forandret EU, og man må forvente at alle de træk, der i dag kritiseres, alene vil blive styrket: større politisk vægt til eurogruppen, større krav om ensartet integration, mere fokus og øget hastighed på integration på områder uden for det indre marked, mindre fokus på frihandel m.m. Desuden vil Danmark – som det eneste tilbageblevne land med et reelt, juridisk euroforbehold – stå utrolig svækket.

Nu er ånden ude af flasken. Denne situation er ikke længere blot et teoretisk konstrukt eller en ideologisk våd drøm. Det er en vision for reelle reformer, leveret af EU’s førsteminister. Og det er nøjagtigt de visioner, som man kunne forvente.

Hvor jeg dog hader at få ret.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.