Europahæren er på vej

Louis Kevin Nordal Hansen

 Det sker fra tid til anden at debatten om hvorvidt EU har behov for sit eget forsvar genoptages. Konceptet om et fælles europæisk forsvar er lige så meget et mareridt for skeptikerne, som det er en våd drøm for føderalisterne. For hver en føderalist som mener, at et fælles europæisk forsvar er præcis hvad EU mangler for at øge sin indflydelse i verden, er der dem i London, Washington og andre steder, som mener, at konceptet er en unødvendig rival til det allerede eksisterende NATO-samarbejde.

 Problemet for føderalisterne er imidlertid at man på EU-plan ikke kan blive enige om projektets strukturelle udformning, samt hvilke kapaciteter de nationale forsvarsenheder skal opgive som resultatet af et fælles forsvarsværn. Det er fortsat tilfældet selvom Storbritannien, idéen fremmeste modstander, er på vej ud af EU. Det europæiske forsvarssamarbejde har derfor hidtil været meget begrænset. Man har foretaget nogle træningsmissioner i Somalia, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Et af EU’s fremmeste forsvarssamarbejder, Den Nordiske Kampenhed (NBG), tæller knap 2.400 mand, og enhedens strategiske kapacitet er fortsat yderst begrænset. De fleste af EU’s multinationale enheder eksisterer i virkeligheden kun på papiret og er aldrig blevet mobiliseret eller anvendt i krigslignende situationer. I år tog Tyskland drastiske skridt mod at oprette enheder som afspejler fremtidens fælles europæiske forsvar. I stedet for at oprette et decideret fælles forsvar fra bunden, er man i stedet begyndt at integrere mindre nationale enheder under den tyske fane. Det har man blandt andet kunne læse om i forskellige tidsskrifter, som følger europæisk forsvarspolitik nøje, herunder i Foreign Policy og The Trumpet.

Under tysk kommando

Det er tydeligt, at tyskerne er villige til at gennemtvinge en omfattende integration af mindre landes forsvar under sit eget – uagtet om andre magter på det europæiske kontinent er indforståede hermed. Projektet blev for første gang fremlagt i ’The Framework Nations Concept’ og omhandler oprettelsen af et netværk af mindre europæiske hærenheder under Bundeswehr. Hele Rumæniens forsvar vil naturligvis ikke blive underlagt de tyske generalers befaling, Tjekkiet vil ej heller reduceres til en afdeling under det tyske Bundeswehr, men i de kommende år vil nogle af landenes mest professionelle brigader blive underlagt tysk kommando.

De følger i fodsporene på to hollandske brigader, som allerede er blevet underlagt tyske enheder. Her er der tale om at Holland har overgivet to ud af sine tre brigader, hvilket efterlader landet med et amputeret forsvar og uden evne til at deltage i tunge militære operationer uden tyskernes tilladelse. Holland har med andre ord krydset floden Rubicon ved at overgive landets mest vitale hærenheder. Vil det stoppe her? Årsagen til Hollands overgivelse skyldes den manglende vilje til at finansiere eget forsvar. Selv før forsvarsaftalerne mellem Holland og Tyskland var underskrevne, trænede hollandske panserenheder med tyske fordi kampvognene var blevet sparet væk. De fleste europæiske lande gennemfører i øjeblikket besparelser på de offentlige budgetter, og fra en politisk synsvinkel er det langt nemmere at trimme forsvarsbudgetterne end at spare på velfærden – specielt i en tid, hvor de fleste etablerede politiske partier fortrænges af populistiske strømninger. Samtidigt med at økonomien strammer til i de fleste EU-lande, grundet eurozonens fejlagtige konstruktion, presser Tyskland en række lande til at opgive deres forsvarspolitiske suverænitet.

Der er flere årsager til tyskernes iværksættelse af disse planer. Helt grundlæggende handler det om at udfylde sine egne forsvarsmaterielle mangler for derved at opnå større udenrigspolitisk pondus. Det er med andre ord den hurtigste og mest effektive måde at opruste ens eget forsvar og samtidigt kvæle de uenigheder, der eksisterer om hvor det europæiske samarbejde skal bevæge sig hen i fremtiden.  For at kompensere er man derfor begyndt at ”låne” mindre medlemslandes hærenheder. Det er samtidig en bevægelse i retning af en større grad af europæisk forsvarspolitisk afhængighed. Det betyder at tyskerne vil have endnu større mulighed for at definere EU’s forsvars- og udenrigspolitiske position i fremtiden. Hverken Storbritannien eller Frankrig vil forhindre tyskerne i dette storstilede projekt. Storbritannien er som bekendt på kollisionskurs med selve idéen om yderligere europæisk integration. Frankrig, en forsvarspolitisk stormagt, har historisk været meget tilbageholdende i forbindelse med at indgå i multinationale samarbejder. Det nylige præsidentvalg i Frankrig har tilmed givet tyskerne flere beføjelser ved det bord, hvor de forhandler med de enkelte medlemslande. Den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron udtalte, at EU bør søge mod ”strategisk autonomi” og ”erkende at Washington ikke længere ønsker at interessere sig for Europas sikkerhed i det lange løb”.

Integration er en langsommelig proces, men initiativet vil, som i så mange andre sammenhænge, vokse i omfang og bredde. Man bør derfor forvente, at andre mindre medlemslande så at sige hopper med på vognen med forhåbninger om erfaringsudvikling samt fornyet adgang til tyskproduceret forsvarsmateriel. Tyskerne har en ukendt liste af lande, som de ønsker at integrere ved næste lejlighed, og det er oplagt, at de skandinaviske lande befinder sig i toppen af denne liste, da meget af landenes forsvarsmateriel er fremstillet i Tyskland, hvorfor det relativt smertefrit kan inkorporeres.

Den Store Plan

Den tyske plan er genial og har tilsyneladende virket efter hensigten. Integrationen af de rumænske og tjekkiske brigader er foregået nærmest ubemærket og har derfor heller ikke givet anledning til debat. Viser Tyskland sig i stand til at samarbejde med en række af de mellemstore medlemslande i EU vil andre nationer med al sandsynlighed tage del i samarbejdet. Resultatet vil være begyndelse på et fælles europæisk forsvar – eller en meget tæt koordineret gruppe af hærenheder ledt af Tyskland. Projektet er dog på flere måder uhensigtsmæssigt. Det vil fungere som en distraktion fra det, som faktisk er afgørende europæisk sikkerhed: Udbygningen af NATO-samarbejdet. Det er ikke i nogens fjerneste forestillinger, at en europæisk (eller tysk) hær inden for nogen overskuelig fremtid kan fungere som en sikkerhedspolitisk pendant til NATO. Oprettelsen af et fælles europæisk forsvarsværn vil ikke bare fratage de enkelte landes evne til at håndhæve deres egen suverænitet, men det kan yderligere lede til intern splittelse i NATO mellem europæere og nordamerikanere. Der er ikke nogen tvivl om, at europæerne er nødt til at yde mere, når det kommer til det militære bidrag, men det er således tvivlsomt, at dette gøres bedst under den tyske fane. I virkeligheden har de forsvarspolitiske samarbejder mellem eksempelvis Holland og Tyskland blot givet hollænderne anledning til omfattende reduktioner på forsvarsområdet.

Spørgsmålet er ligeledes, hvordan tysk indlemmelse af andre landes hærenheder vil påvirke landets forhold til de øvrige europæiske magter, herunder Polen, Storbritannien og ikke mindst Rusland. Polen nærer af historiske årsager en dyb mistillid til Tyskland, og ser derfor nødigt Tyskland som enerådig bannerfører for et fælles europæisk forsvar. Polakkerne frygter, at tyskerne blot anser polsk territorium som ”et 400 kilometer langt terræn beregnet til at stoppe en russisk fremrykning” og endnu værre: Om tyskerne overhovedet vil komme polakkerne til undsætning. Undersøgelser foretaget af PEW Research Center viser tilmed, at størstedelen af den tyske befolkning (62 %) ikke ønsker at leve op til forsvarspagten, skulle Rusland vælge at invadere en NATO-allieret. Det bekræfter Putins udtalelser herom: ”Men det her er vores land. Hvad kæmper I for her? Det ved I ikke, gør I? Men det gør vi, og vi er beredte”. Kan vi stole på tyskerne som vores potentielt tætteste anfører?

Storbritannien vil som konsekvens af et tysk-ledet europæisk forsvar drive længere ud i Atlanten og læne sig yderligere op ad deres atlantiske samarbejdspartnere. Det er således meget der tyder på, at et fælles europæiske forsvar blot vil resultere i yderligere splittelse frem for faktisk at samle Europa – hvilket i øvrigt er en generel kritik af det nuværende europæiske samarbejde. På sidelinjen observerer Rusland denne udvikling i detaljen. Yderligere russisk indblanding i den postsovjetiske interessesfære som konsekvens heraf er ikke bare et muligt scenarie, men et meget sandsynligt et af slagsen. Russerne var meget opmærksomme på, hvordan specielt tyskerne var med til at influere det seneste regimeskifte i Ukraine og ser i den sammenhæng et militært overlegent Tyskland som et led i at omringe og passivisere Rusland.

Der er ingen tvivl om, at de europæiske nationer kan lære meget af hinanden, men de enkelte nationer vil miste kontrol og evne til at håndhæve suverænitet. Det er farligt i en tid, hvor jubeleuropæerne bliver mere og mere afskåret fra befolkningernes egentlige ønsker og krav, og hvor Bryssels integrationsmotor kører for fuld fart på trods af en stigende protest herimod. Med forsvarspolitisk integration vil landene miste indflydelse over deres egne udenrigspolitiske (og indenrigspolitiske) dispositioner, og det vil styrke tyskerne rundt om forhandlingsbordene i Bryssel på bekostning af de øvrige – nu forsvarsløse – medlemslande. Det er eksempelvis svært at forestille sig, at Ungarn havde haft den fornødne kapacitet til at håndhæve sin ydre grænse, hvis landets forsvarsenheder havde været underlagt tysk kommando. Et sådant militært samarbejde vil betyde, at Tyskland både vil blive den dominerende økonomiske og militære magt på det europæiske kontinent. Rejser Tyskland sig som en forsvarspolitisk stormagt, uafhængigt af USA, vil det være en af de største hidtidige geopolitiske udviklinger i det 21. århundrede, som vil være intet mindre end revolutionerende for magtbalancen i verden.


Louis Kevin Nordal Hansen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har skrevet speciale om demokratisk overlevelse. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet og som underviser ved Institut for Statskundskab. Louis stiller på aarsskriftet-critique.dk skarpt på de aktuelle problemstillinger i forbindelse med identitetspolitik, demokrati og udenrigspolitik

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!