Tilbage til kongerækken

Af Nikolaj Bøgh

I det danske skolesystem har enhver form for paratviden været lagt for had gennem de seneste 2-3 årtier. For paratviden er død udenadslære, og man kan jo bare slå fakta op, hvis man skal bruge dem til noget, ikke sandt? Mantraet har været, at det handler om at lære kreativitet og samarbejde, som jo er det, vi danskere er gode til, og som hele verden angiveligt beundrer os for. Men har man ikke en vis paratviden, så kan man ikke slå ret meget op, for man ved ikke, hvor man skal lede, og at nå ned til de dybere lag i ethvert fag forudsætter, at man har en vis basal grundviden om det. Fatter man først for alvor interesse for et fag, som man modtager medrivende og kvalificeret undervisning i, så kommer den basale grundviden næsten af sig selv, for så sidder det fast, og så bliver man sulten efter at vide mere. ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”, skriver Grundtvig, og det engelske udtryk for indlæring af paratviden, ”learn it by heart”, fanger i virkeligheden langt bedre, hvad det handler om – at man har hjertet med i faget, og netop derfor kan huske dets grundlæggende fakta. Ikke fordi man er blevet tvunget til det af en streng og upædagogisk skolemester, men fordi man brænder for faget. At besidde paratviden om et fag er derfor en glimrende indikator på, om undervisningen har fænget, og man har fattet kærlighed til faget.

Derfor gør det os både dummere og fattigere at opretholde en hårdnakket modstand mod paratviden, og muligheden for at anvende kreativitet og samarbejdsevner er det også så som så med, hvis man i virkeligheden ingenting ved. I DR’s meget omtalte programserie ”9.z mod Kina”, hvor en dansk skoleklasse dystede mod en kinesisk, der vandt kineserne ikke så overraskende i alle de konkrete færdigheder – dog lige bortset fra engelsk. Men de vandt sandelig også – til danskernes store overraskelse – i disciplinerne kreativitet og samarbejde. For skal man være kreativ og samarbejde, så forudsætter det et fagligt fundament, ellers bliver det hele for løst i fugerne, og i virkeligheden ofte praktisk uanvendeligt.

Intet sted har modstanden mod paratviden i skolesystemet været stærkere end i forhold til at lære kongerækken, som tidligere var en selvfølgelig del af historieundervisningen. Kongerækken er kommet til at fremstå som selve eksemplet på åndløs udenadslære og ”udansk” anti-kreativitet. Og det er faktisk en stor skam. For kongerækken er et virkelig godt skelet at hænge sin historieforståelse op på, og er der noget, som er gået tabt i den løbende nedprioritering af historieundervisningen i både folkeskolen og gymnasiet gennem de sidste mange år, så er det netop den kronologiske forståelse. Man har måske haft et tema om 1864, noget om Nordamerikas indianere og lidt om 2. verdenskrig. Men hvordan hænger de ting egentlig sammen, og hvordan placerer de sig tidsmæssigt i forhold til vores tid? Det henstår noget i det dunkle. Kan man sin kongerække, og ved man en lille smule om, hvad kongerne hver især stod for, og hvordan de regerede, så ved man rigtig meget om historiens fremadskriden og sammenhæng, og om Danmarks udvikling i de sidste 1.000 år. Kongerækken er den røde tråd, der binder det hele sammen, og som har været en konstant gennem diverse styreformer, krige, økonomisk og teknologisk udvikling op gennem århundrederne. Kongemagten som med- og modspiller har været afgørende for den måde, vores demokratiske udvikling har foregået på, men naturligvis også for f.eks. indførelsen af enevælden, som betød en kolossal strukturering og nyordning af det danske samfund på mange planer. Kongens person, styrke og holdninger har spillet en central rolle i rigtig mange afgørende begivenheder i Danmarkshistorien, og kongerækken skaber en struktur, som får det hele sat ind i en sammenhæng. Har man en nogenlunde fornemmelse af kongerne fra Frederik II til Frederik IV, så ved man noget om, hvornår svenskekrigene lå i vores historie, og hvor lang tid de egentlig varede. Kan man genkalde sig billedet af den strenge Christian III med renæssancekalotten, så ved man måske også sådan ca., hvornår i historien Reformationen fandt sted. De slesvigske krige, var det før eller efter vores bedsteforældres tid? Hvis man ved, hvor i kongerækken vi finder Frederik VII og Christian IX, så har man jo svaret. Der er også masser af stilhistorie og fornemmelse for udviklingen i samfundet på mange planer, som tydeligt lader sig aflæse i kongernes forskellige udseende, påklædning, hårpragt m.m. Konger med rustning? Så er vi nok alligevel et par hundrede år tilbage i tiden, mens dem i uniform nok ikke ligger helt så langt fra os.

Der er utrolig meget klassisk viden og dannelse, som vi har kastet på møddingen gennem de seneste årtier, men måske skulle man begynde at genopfinde noget af den. Kongerækken er et eksempel på en viden, der er gået tabt for de fleste, men som egentlig var meget nyttig at have i bagagen for generationerne før os. Den er en central del af vores historie og et forsvar mod den frit svævende åndelige hjemløshed, som plager mange mennesker midt i globaliseringens store tomhed. Og som al historie er den et redskab til at få sat sig selv i perspektiv, forstå, hvad man er kommet af, og at man ikke selv er historiens endemål og ypperste frembringelse, men et lille led i en uendelig kæde af begivenheder, der har gjort os til dem og det, vi er.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.