Der pågår ifølge månedens kronikør, Lone Nørgaard, en veritabel krig imod drengebørn, ikke mindst i de vestlige uddannelsessystemer. Ondets rod er feminismen, viser hun med den amerikanske filosof Christina H. Sommers, fordi feminismen har mistænkeliggjort drenges maskulinitet og dermed deres adfærd og behov.
Af Lone Nørgaard
Vi lever i interessante tider med (den påståede?) klimakrise, (den påståede?) corona-krise og Vestens igangværende forfald. Og så er der alt det, der helst ikke må tales om: Betydningen af kulturforskelle i børnesocialiseringen, IQ-forskelle (læs f.eks. her) og biologiske forskelle på de to køn. For ja, der er to køn, og ikke hverken 78 eller 113.
De to køns biologiske forskelligheder med fokus på drengene er ærindet i denne artikel. For det er blevet stadig mere utåleligt, at en ganske lille gruppe homoseksuelle, transseksuelle og alt-mulig-andet-seksuelle skal have lov til at tegne butikken i debatten om køn og kønsidentitet. Alt for ofte i uhellig alliance med ideologien feminisme, der har blikket stift rettet på dels (den påståede manglende) ligestilling, dels forestillingen om, at alle mænd er potentielle krænkere, alle kvinder potentielle ofre.
Tesen: Mænd holder kvinder nede
Ét sted at begynde for at få bedre styr på de biologiske forskelle er hos Christina Hoff Sommers (f. 1950). Hun er amerikansk forfatter, tidligere universitets-filosofilærer og kendt for sin kritik af den moderne feminisme. Hun var tidligt ude med sine analyser: I 1994 udkom Who Stole Feminism? How Women Have Betrayed Women.
Hendes tese er: Et stort antal begavede og indflydelsesrige feminister deler den opfattelse, at amerikanske kvinder fortsat lever i et patriarkat, hvor mænd kollektivt holder kvinder nede. Disse feminister samles for at udveksle historier og tale om deres vrede mod et mandsdomineret samfund. De ser undertrykkelse og ydmygelse overalt og føler sig konstant krænkede. Dagligt er offentligheden vidne til det feministiske raseri over, hvor dårligt kvinder bliver behandlet på arbejdspladsen, i retssystemet, på dates, i ægteskabet og i skolen.
Kritik af deres synspunkter bryder feministerne sig ikke om, og der er ingen fora, hvor de ”gamle” femininister – der kæmpede for ligestilling i form af stemmeret og lige adgang for mænd og kvinder til uddannelser og (politiske) embeder – kan krydse klinger med de nye gender-feminister.
Gælder også i dag
Her 25 år senere falder Sommers’ kritik fortsat på gødet jord. Godt nok bekender få kvinder uden for universiteterne sig til feministernes irrationelle fjendtlighed over for mænd, men disse få fylder alt for meget i landskabet. Det gælder USA, og det gælder såmænd også Danmark.
Gender-feminismen har ifølge Sommers voldt ubodelig skade, ikke mindst på universiteterne. Her har feminister fået lov til at udøve indflydelse langt ud over, hvad deres antal og forskning berettiger til. Al(le) modstand(ere) er blevet tromlet nidkært ned. Feministers oprindeligt mere eller mindre – mest mindre! – berettigede angreb på den traditionelle, mandsdominerede kultur er blevet optrappet til et angreb på de rationelle standarder og metoder, der tidligere var akademias adelsmærke.
Grimme spor i uddannelsessystemet
Feminisme-ideologiens køns(mis)forståelse har sat grimme spor i uddannelsessystemet og handicappet drenge. For mens feministerne har ført systematiske kampagner for, at pigerne er skrøbelige ofre med særlige behov, er drengene i virkeligheden det udsatte køn.
Krigen mod drenge og deres maskulinitet er emne for hendes bog The War Against Boys, der udkom i 2000, og som forelå i en opdateret udgave i 2015. Her følger en række af Sommers’ pointer, der stort set kan overføres til hjemlige himmelstrøg.
For at adressere problemet med, at drenge klarer sig dårligere i skolesystemet, må vi, hævder Sommers, først og fremmest erkende den enkle sandhed: Drenge og piger er forskellige.
Som hovedtendens mangler drenge pigers sociale modenhed, hvilket mange drenge betaler en høj pris for. Hvad er løsningerne: Mere drenge-venlige pensa? Flere mandlige lærere? Mere kønsadskilt undervisning? Specialklasser? Flere frikvarterer, hvor drenge kan komme af med deres kræfter? Alle lovende svar, viser praksis – men feminist-lobbyen går massivt imod.
Sund maskulinitet
Feminismen ser desuden alle drenge som potentielle voldsforbrydere, der skal have pillet aggressionen ud af kroppen, hævder Sommers. Almindelig, helt normal hankøns-udfoldelse bliver ikke tolereret. Men historien lærer os, at maskulinitet holdt i ave af moral er magtfuld, konstruktiv og en gave til kvinder. Der er en helt afgørende forskel på sund og vildfaren maskulinitet (hvilket bl.a. Jordan B. Peterson har vist).
Ifølge Sommers svigter det moderne klasseværelse endvidere drengene ved at være så ustruktureret, eftergivende og fjendtligt over for den konkurrenceånd, der ellers giver drenge incitament til at lære og udmærke sig. Vejen frem er i stedet: 1) Mere lærer-styret undervisning, 2) struktur, 3) stil høje forventninger, 4) kontrol af, at hjemmearbejdet er udført, 5) øjeblikkelige sanktioner, hvis arbejdet ikke er gjort, 6) større vægt lagt på ’tavst’ arbejde, 7) hyppige prøver og 8) kønsadskilt undervisning.
Hjernevask?
De, som modsætter sig direkte moralsk opdragelse, kalder den ofte for hjernevask eller indoktrinering. Det er ren begrebsforvirring. At hjernevaske børn underminerer deres autonomi og rationelle selvbeherskelse og indskrænker deres frihed. At (ud)danne og undervise dem til at blive kompetente, indrestyrede og moralsk ansvarlige i deres handlinger forøger deres frihed og føjer til deres menneskelighed og forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. At civilisere en dreng er altså at tillade ham at få det mest mulige ud af sig selv.
Vi har med andre ord glemt en simpel sandhed, fastslår Sommers: Normale mænds energi, konkurrencelyst og kropslige vovemod er ansvarlig for det meste af, hvad der er ret og rigtigt i denne verden. Få vil benægte, at drenges aggressive tendenser skal svækkes og kanaliseres, men at være en dreng er ikke en social sygdom.
Sidst, men ikke mindst, påpeger Sommers, at når vi taler om kønsforskelle, refererer vi til statistiske gruppeforskelle, ikke til enkeltindivider, der sagtens kan gå på tværs af statistiske gennemsnit. Og når drenge kommer på skæv kurs, handler det typisk om en fraværende far.
Respekter drenges maskulinitet!
Christina Hoff Sommers’ ovenstående opskrift på, hvordan uddannelsessystemet kan imødekomme drenges behov, burde være pligtlæsning for alle lærere. For ikke at tale om pædagogiske forskere og diverse undervisningsministre.
Respekter drenges maskulinitet!
Lone Nørgaard er forfatter og cand.mag. i dansk, engelsk og filosofi.