Krarup og fordommenes herredømme

Af Rasmus Pedersen

En mand kommer for skade – er lige ved at snuble over ordet, da han tager det i munden – at sige ‘bøssedreng’ i en TV-debat. “- Var jeg lige ved at sige”, modificeres udtrykket lige bagefter, og så 10 sekunder senere: “Det er også forkert. Det er også forkert, men du ved, jeg ville have fundet et lidt pænere udtryk […] jeg ville have sagt lille artig skoledreng.”

Og resten kender de fleste, der har haft det uheld at besøge en avishjemmeside eller værre endnu, sin Facebookprofil, er man den uheldige ejer af en sådan. For nu at slå det fast: Undertegnede mener ikke, det var en heldig måde at udtrykke sig på – ligesom Krarup jo i øvrigt ikke selv gjorde. Men hvad er det egentlig udtryk for, når en hel nation falder over hinanden for at forarges?

For det første, at Facebook er tidens dominerende medie, og måden, hvorpå mennesker i dag interagerer via Facebook sætter rammen for hvordan alle andre medier fungerer, ikke omvendt. En professionel hær – såkaldte meningsdannere – lever bogstaveligt talt af at frempiske folkedybets forargelse på Facebook. Det giver klik og ‘likes’. Jo flere interaktioner, des mere succesfuld ‘meningsdanner’. Altså: De traditionelle medier bruger Facebook primært som kanal til at skabe vrede og forargelse. Det er en del af deres forretningsmodel.

Og Facebook er et ideelt medie til dette; jo kortere opslag er, des bedre fungerer de. Der er ingen mulighed for at tærske langhalm på Krarups bemærkning (så ville man opdage, at der ikke er så meget at skrive om), og det er heller ikke nødvendigt; de korte interaktioner er målet, ikke en substantiel debat. Der er heller ingen plads til modifikationer; i de fleste sammenhænge fremstilles sagen sådan, at Krarup har kaldt Macron ‘bøssedreng’, mens alt, hvad der kan tjene til at modificere forbrydelsen (som Krarups egne bemærkninger efterfølgende) fjernes. Folk vil forarges, og masser af mennesker lever professionelt af at lade dem forarges. En treenighed af de lavere dele af menneskets psykologi, klik-desperate mediehuse og et amerikansk teknologi-monopol har fuldstændigt omformet den offentlige debat.

For det andet: I dag måles politikere eller debattører ikke på, hvilke politiske tiltag, de støtter, men på hvilke hemmeligheder, de måtte gemme i deres inderste. Ingen er i tvivl om, at Søren Krarup mener homoseksuelle par skal have juridiske rettigheder på lige fod med andre. Han er så vidt vides imod kirkelige vielser af homoseksuelle, men det har han jo været hele tiden, så det kan ikke være årsagen til forargelsen. Nej, årsagen til forargelsen er simpelthen den, at der her er en person, som måske har nogle andre fordomme end mig selv, fordomme i betydningen ‘rygmarvsreaktioner’ eller umiddelbart verdensbillede.

Det minder lidt om de dele af venstrefløjen, der så det som stærkt problematisk at Anders Fogh Rasmussen i en periode forvaltede en af verdens største velfærdsstater, fordi han engang skrev en liberal bog. At han ikke hverken førte eller var fortaler for en særligt liberal politik var sekundært i forhold til det, at der nu måske sad en ægte liberal i statsministeriet. Og det minder for den sags skyld om Mccarthyisme, hvor man heller ikke er strafbar for sin politiske holdning, men for sit sindelag.

Nogle af de såkaldte ‘meningsdannere’ slog ligefrem til lyd for at man simpelthen omgående skulle have fjernet Krarup fra studiet. Den underliggende logik: Sindelag smitter. Som en slags luftbåren virus kan man ikke være forsigtig nok med ikke at være i nærheden af den slags holdninger.

At flytte debatten ind på den enkeltes fordomme er et afgørende problem for den offentlige debat, fordi det er velkendt at mennesket ræsonnerer dårligere i nogle situationer end andre – fx situationer hvor vi er under tidspres. Så giver vi måske udtryk for vores fordomme. Men vores fordomme er ikke den dybeste sandhed om os; de er et udtryk for det miljø og den tid, vi er vokset op i. Den dybere sandhed om os er, hvordan vi ved refleksion mener samfundet bør indrettes. Der ligger ingen privilegeret sandhed i det mest umiddelbare, det mest ureflekterede – og da slet ikke i tåbeligt at fastholde at dette være en persons opfattelse, på trods af hvad han selv siger.

Det tjener ikke den politiske debat at blive ført på fordommenes boldbane. Tænkende mennesker kan heldigvis forbeholde sig retten til at støtte de politiske tiltag, de er enige med, og undlade at støtte resten. Og lade den enkeltes fordomme være en sag for den enkelte.


Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. hvor han har skrevet speciale inden for analytisk filosofi, og har blandt andet udgivet artikler om modernismens litteratur og litteraturkritik. Til daglig arbejder han som konsulent med strategirådgivning. Rasmus Pedersen er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen, redaktør ved Årsskriftet Critique samt ansvarshavede redaktør for tidsskriftet Replique