Vellykket vikingetid – men hvad blev der af jernalderen?

Af Adam Wagner

Det tredje afsnit af ’Historien om Danmark’ var i lødighed på højde med det første og gav en god, sammenhængende og velfortalt fremstilling af den danske vikingetid. Tableauerne – altså de levende »anskuelsestavler« – virker efter hensigten og levendegør historien, som derved bliver nærværende. Fjernsynets fordel udnyttes således fint som led i fortællingen om den danske historie. Lars Mikkelsen er en behagelig rejsefælle, der ikke gør sig selv til midtpunkt, men fortæller det videre, som han har hørt, og som han – oprigtigt, virker det til – selv er blevet grebet af.

Naturligvis var der mange ting, der ikke blev fortalt, men det kan ikke være anderledes, når Danmarks historie mellem 750 og 1050 skal fortælles på mindre end en time. Det er på den baggrund udsendelsen skal vurderes, og således må man affinde sig med de fleste af de mangler, der var. Det lykkedes alt i alt at give et overblik over den danske vikingetid, så både børn og voksne kunne have glæde af det, og så de, der ikke i forvejen havde styr på dette tidsafsnit (og de er nok desværre mange i vore dage, hvor den sammenhængende Danmarkshistorie har været forsømt i skolen), nu kender de store træk og de vigtigste konger, hvis de har set med.

Men noget af det, der manglede, var nu alligevel vigtigt – og en stor del af manglen kunne have været undgået, hvis ikke jernalderen var blevet så uforskammet stedmoderligt behandlet! Jernalderen burde ganske enkelt have haft et afsnit for sig selv, eller også burde man have droppet al det effektjageri med Skrydstrup-pigen i andet afsnit og givet bedre plads til jernalderen i stedet. Fx er det jo helt tosset, at vort folk, danerne, først nævnes i dette tredje afsnit, når det nu var i 500-tallet, at det første gang nævntes i kilderne. Og det er ikke bare danerne, der således både for brat og for sent kommer ind i historien, men også selve grundlaget for vikingetogene, nemlig den udvandrings-, erobrings- og krigerkultur, som allerede kendetegner jernalderen. Her kan vi blot nævne nogle af de udvandrings- og erobringstogter, der allerede i jernalderen udgik fra vores område (det, der senere blev til Danmark), nemlig anglernes og jydernes landnam i England. De, hvis efterkommere derovre, danerne her i tredje afsnit tørnede sammen med.

Afsnittets måske største mangel hænger også til dels sammen med den mærkeligt udvandede behandling af jernalderen, for det, der mangler, er den nordiske sammenhæng, som Danmark og danerne var en del af. Havde der været et ordentligt jernalderafsnit, kunne man der have berettet om, hvordan en særlig nordisk kultur voksede frem, hvordan et nordisk sprog skilte sig ud fra det fælles-germanske, hvordan de nordiske folk havde et tros-, sprog-, skrift- og kulturfællesskab. For tænk engang: Selv her i afsnittet om vikingetiden blev der ikke nævnt et ord om, at folkene i Norden talte et og samme sprog, at de alle var kendetegnede ved at skriftsætte dette sprog med runer, at de havde en fælles gude- og sagnverden, at den materielle kultur dannede en enhed – ikke mindst kendetegnet ved en fælles søfarts- og skibsbygningskultur. Skulle man tro serien, fik folk i Danmark først handelssamkvem med nordmændene, da sejlet blev opfundet, hvilket jo er noget vås. Ja, hvis man ikke var en meget opmærksom seer, kunne man godt sidde tilbage med den forestilling, at det kun var fra Danmark, at der blev foretaget vikingetog, og at det var danske vikinger, der havde rejst til alle de steder, som vistes på et kort henimod slutningen af udsendelsen, men det var fx ikke daner, der rejste til Vinland. Kun i een eneste sidebemærkning nævnes der »andre skandinaviske vikinger«. Det er en alvorlig brist – og mærkelig, når det ellers forekommer som om, seriens tilrettelæggere har været meget optaget af alt, hvad der har med udlandet at gøre (indvandringer, globalisering, kulturpåvirkning mv.). Men den nordiske sammenhæng, som Danmark indgik i, glimrer ved sit fravær.

En mindre ting, der må bemærkes, men som forekommer temmelig uheldig, er den, at det siges, at Danmark får sit navn, da Harald Blåtand rejser den store Jelling-sten. Det passer jo ikke. Danmarks navn er ældre, hvilket man kan forvisse sig om blot ved at se på den runesten, der står lige ved siden af Haralds: For også på Gorms lille Jelling-sten omtales Danmark, idet hans kone, Thyra, kaldes »Danmarks bod«. Og i udenlandske kilder fíndes navnet Danmark allerede i slutningen af 800-tallet, således i Wulfstans angelsaxiske rejsebeskrivelse (Denamearc) og i den frankiske Regino af Prüms krønike (Denimarca; under året 884). Begge steder fremstår Danmark som et land; navnet kan allerede da beskrives som et geopolitisk begreb. Harald Blåtand skabte ikke Danmark, selvom han nok vandt sig det.

Der er andre ting, man kunne trættes om (hvorfor forkaster man fx så ensidigt beretningen om Poppos jernbyrd, når det nu engang er de samtidige kilder, der beretter om den, mens det først er de senere, der kommer med andre forklaringer?), men de må regnes til småtingsafdelingen. Samlet set var afsnit tre af ’Historien om Danmark’ vellykket, især altså når man medtænker, at hele vikingetiden skulle nås på mindre end en time. Men: Den nordiske sammenhæng burde have dannet ramme, og seriens dårlige behandling af jernalderen satte sig spor.

Adam Wagner er mag.art. i historie og forfatter til bogen Danskhed i MiddelalderenHan skriver desuden flittigt om historiske emner på sin blog Fra dunkle væld.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!