Film: Torn Curtain

Af Rasmus Pedersen

Der var ellers mange muligheder for godt fjernsyn nytårsdag; både DR’s seneste dramasatsning, hvor vi følger den kulturelle elites kvaler i Arvingerne og TV2’s såkaldte familieunderholdningsprogram “Fuld plade” (beskrivelse: “Mikkel, Kasper og Søren laver i aften masser af vilde eksperimenter, hvor de maser, klemmer og pakker al juleriet ned, mens de trækker tal til din bingoplade. Svømmer Jeanette Ottesen kigger også forbi og giver et nap med, samtidig med hun tager en tur i den hjemmebyggede racerbil, der denne gang skal drives af en 72 meter lang elastik”).

Undertegnede fravalgte det dog til fordel for Hitchcocks koldkrigsdrama Torn Curtain (Bag jerntæppet, lyder den for en gangs skyld nogenlunde præcise danske oversættelse). Torn Curtain udkom i 1966 og var altså omtrent samtidig med de første Bond-film. En anerkendt fysiker ved navn Armstrong (spillet nærmest apatisk af Paul Newman) sniger sig afsted mod Østtyskland for tilsyneladende at begå forræderi, fordi hans forskningsprojekt ikke har modtaget støtte. Han forsøger at holde dette skjult for sin forlovede (der også er hans sekretær), men hun opdager det og følger med. Det viser sig, at han egentlig kun er hoppet over for at mødes med en anerkendt østtysk professor, få den afgørende løsning på et missilforsvarsprojekt og derefter flygte igen.

Da hans forlovede, Sarah, nu har været så uforsigtig at følge med til Østtyskland – blandt andet fordi Armstrong af mestendels uforklarlige årsager ikke forklarer hende sin mission før det er alt for sent – står Armstrong i suppedasen og skal nu flygte ud af Østtyskland samtidig med, at han får løst gåden. Det bliver en vild jagt gennem Leipzig og Berlin, hvor politi og militær hele tiden er i hælene på de flygtende. Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at de to i sidste ende klarer den og når til Sverige.

Filmen har altså to hoveddele, en del hvor Armstrong er på vej mod Østtyskland, og hans motiver er uklare. Denne del er ganske glimrende og kendetegnet ved den klassiske hitchcockske suspense. Armstrong løber en masse mystiske ærinder, får kryptiske beskeder som han ikke videregiver til sin forlovede osv. osv. Vel ikke voldsomt originalt, men effektivt. Anden del omhandler flugten fra Østtyskland, og her begynder filmen at falde fra hinanden. Den lider af en række alvorlige problemer; den er blandt andet for lang. Vi har jo allerede fået filmens væsentligste suspense-element afsløret, nemlig Armstrongs motiv for at tage til Østtyskland, og filmen bliver nu en ren gang røver-og-soldater gennem Østtyskland hvor seeren hele tiden er fuldt orienteret om karakterernes tanker og motiver. Det kunne være spændende som actionfilm, men bliver ødelagt af, at historien simpelthen bliver for utroværdig; for eksempel bliver Armstrong nødt til at myrde sin personlige assistent, Gromek. Det opdages naturligvis hurtigt, at han er væk, og en eftersøgning sættes i gang. Imens den eftersøgning foregår og det hurtigt bliver klart, at Armstrong er en af to personer på Gromeks sidste opholdssted, render Armstrong frit rundt til selskaber og taler med den højtstående østtyske professor. På Armstrong og Sarahs vej ud af Berlin opdages de blandt andet af civile, der med politiet lige i hælene råber dem an i menneskemængden. I næste klip er de to roligt på vej væk på en trafikeret gade (de er på dette tidspunkt stærkt eftersøgt i alle medier). Om aftenen tager de i operaen, hvor en ballerina fra scenen identificerer Armstrong og tilkalder politiet, der nu langsomt omringer alle tilskuerne, og situationen ser håbløs ud for Armstrong. Han redder skindet ved at råbe “Brand!”, hvorefter der øjeblikkeligt udbryder komplet kaos, og politiet bliver løbet over ende. Det kan godt være, spionfilm ikke er underlagt noget strengt krav om realisme, men grænsen er her langt overskredet – selvom scenen i operaen faktisk i sig selv er effektfuld og spændingsfyldt.

Et helt igennem barokt element i filmen er den polske kvinde, der genkender de to på gaden og herefter afpresser dem til at være “sponsor” for hende, så hun kan komme til USA. Armstrong og Sarah er midt under deres flugt i Berlin, men sidder nu roligt og drikker kaffe; Paul Newman ser nærmest ud som om han er på valium, og ligner ikke det fjerneste en mand, der har sit og sin elskedes liv på spil. Meningen må være, at det skal give et element af suspense at de to nu sidder fanget i en ligegyldig samtale med den polske kvinde, men det falder fuldstændigt til jorden; dels på grund af Paul Newmans præstation, dels fordi jagten tilsyneladende er gået i stå og passagen ingen relation har til det øvrige plot.

Filmen har ganske fortjent fået noget blandede anmeldelser. Som et lyspunkt fremhæver mange anmeldere mordscenen, hvor Armstrong og en bondekvinde myrder assistenten Gromek. Mordet er pinefuldt langsomt, og scenen skal vise, at det faktisk er væsentlig sværere at slå et menneske ihjel, end de fleste andre film lader det være. Gromek kvæles, dolkes, slås med en skovl, kvæles mere og trækkes til sidst ind i en gasovn (en i sammenhængen både umisforståelig og mærkværdig symbolik), hvor han dør. Hitchcock har en særlig evne til at fremstille vold på en ubehagelig måde, så vi virkelig føler den kropslige smerte ved volden; både her og i Psycho. Scenen nærmer sig også en tematik, der med fordel kunne have været spillet mere frem i filmen, nemlig Armstrong som en skurk; det er jo i ganske koldt blod, han myrder Gromek, fordi han selv har rodet sig ud i en ganske uforsigtig kontakt med nogle lokale. Det tema udfoldes aldrig for alvor. Mordscenen forbliver dog i sig selv vellykket, og sammenholdt med filmens første del gør det filmen værd at se for den, der har set de fleste andre af Hitchcocks film – men ikke et sted at starte. 6/10.