Den innovative skole?

Af Stefan Agger

Innovation er et begreb med en vis indbygget selvmodsigelse. Det er i hvert fald som om samtaler om innovation i højere grad fører til udpræget brug af floskler, frem for at lede til nytænkning. Alligevel har jeg vovet mig ind i diskussionen om innovation, for at se på de udbredte misforståelser der synes at herske i den debat.

Lad mig dog først slå fast at innovation i den forståelse, hvor det betyder at opfinde nye og bedre løsninger og ideer der kan sættes i spil i den eksisterende virkelighed, i sin grundsubstans er et positivt begreb. Det er først når innovation bringes ind i en politisk sammenhæng at det oftest går galt, og i særdeleshed når innovation kastes ind i det uddannelsespolitiske felt, opstår der meget store misforståelser.

Innovation vs. kundskaber?

Den første misforståelse er ideen om at faglige kundskaber og innovation et stykke hen ad vejen er hinandens modsætninger. Misforståelsen er mest kraftfuldt fremsat af professor i socialantropologi Rane Willerslev, der både har kritiseret PISA-testen for ikke at måle på elevernes kreativitet, og mere bizart, har angrebet det danske skolesystem for at skabe dygtige mennesker – de såkaldte 12-talspiger, som det hedder med et nedladende begreb.

Professor Nicolai Foss angriber dog heldigvis Willerslevs misforståelser i Børsen, hvor Foss skriver:

synspunktet [overser], at innovation og iværksætteri ofte kræver en dyb viden om basisteknologi. [..]De innovative virksomheder er ofte dem, der er bedst til at absorbere ny udefrakommende viden. Men det kræver en solid bund af eksisterende viden, ofte af ganske formel natur.”

Også en rapport fra Københavns Universitet fra 2015, hvor man undersøgte innovationskompetencer i gymnasiet kan bruges til at skyde på den misforståelse Willerslev giver udtryk for. Heri hedder det nemlig blandt konklusionerne:

“Der er en meget stærk korrelation mellem vurderingerne for delene for innovationskompetence samt mellem bedømmelserne af de enkelte dele af innovationskompetence og de fagfaglige bedømmelser. Alt andet lige vil en elev, der scorer højt i et parameter også score højt i alle de andre parametre.”

Sagt på mere jævnt dansk: er du god til det innovative og løsningsorienterede arbejde, er du sandsynligvis også dygtig til fagene.

Innovation ind med ske

Den anden af tidens store misforståelser om innovation er, at innovation er noget skolesystemet skal stå for at lære os. Det er en af de tanker der kom sammen med den generelle panikstemning over konkurrencestatens udfordringer og det evigt presserede spørgsmål, hvordan Danmark bevarer sin velstand i verden af i morgen.

At ideen om skolesystemets ansvar for danskernes innovative evner trives stærkt i det danske uddannelsespolitiske system, sås meget klart i forbindelse med den seneste reform af gymnasieskolen. I det politisk ubehandlede udspil fra ministeriet havde innovation en absolut hovedrolle: Innovation stod sammen med digitale, globale og karrieremæssige kompetencer som selve udspillets dannelsesbegreb, og ydermere var det planen at innovation ”skal indgå i kernestoffet i alle gymnasiale fag”. Innovation som begreb skal altså sidestilles med alle gymnasiets fags øvrige kernestof.

Heldigvis angreb både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance det smalle og innovationsbaserede dannelsesbegreb, således at den endelige forligstekst blev langt mere kundskabsorienteret, men så vidt vides er det stadig planen i de kommende fagbekendtgørelser at samtlige af gymnasiets fag i fremtiden skal anse innovative kompetencer som en del af dets kernestof.

Det kreative menneske

At ovenstående tænkning er en misforståelse ligger i naturlig forlængelse af Lars Tvede to fine værker om den vestlige civilisations nøgle til velstand og fremgang: ”Det kreative samfund” og ”Gåsen med de gyldne æg”. Heri dokumenterer Tvede meget omfattende hvordan Vesten, helt uden Undervisningsministeriets hjælp, gennem mange hundrede år har været præget af en helt enorm kreativitet og innovationskraft.

Lars Tvede viser med en lang række eksempler, statistikker og tænkere, at innovation og kreativitet er noget der først og fremmest har at gøre med de strukturer som vores samfund er bygget op omkring. Mennesket er helt naturligt kreativt og iderigt så længe vi lever i samfund der opfordrer til og belønner frivillige transaktioner, nysgerrighed, nytænkning, accept af fejl og mange lignende træk. På den anden side har høje skatter, stigende bureaukrati og tvangsrelationer som den mellem individer og staten, den helt modsatte effekt på kreativitet og innovation.

Budskabet til det uddannelsespolitiske system i forlængelse af Lars Tvedes bøger er for mig at se ganske klart, om end Tvede ikke selv formulerer det:
Innovation er noget der kommer af at dygtige mennesker lever i samfund med en høj grad af frihed fra tvang. Dygtige mennesker; det er der hvor I kommer ind.


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.