Charles Dickens: “Et juleeventyr”

Af Christian Egander Skov

Det er en årlig tradition for mig at gense den fremragende genfortælling af Charles Dickens’ Et juleeventyr, som Muppets Show – Kermit og dem – lavede for en del år tilbage. OK, det er måske ikke den bedste, men fornøjelig er den, og så har det en del at gøre med nostalgi og den gode musik.

Fortællingen, som vi alle kender enten fra Dickens egen bog eller de utallige genfortællinger, er udover et forunderligt eventyr af en af litteraturens helt store fortællere også en krads kritik af de elendige forhold for de fattige i 1800-tallets England.

Historien drejer sig – som bekendt – om den griske, skruppelløse pengeudlåner og bolighaj Ebenezer Scrooge, der har gjort sit hjerte koldt for verden omkring ham og alene lever for at tjene penge, hvis han da overhovedet kan siges at leve for det. Scrooges tilværelse er, hans velstand til trods, miserabel og fattig. Der er ingen glæde i han gerrighed, ingen passion i hans ondskab. Han er ikke et menneske, end ikke et halvt menneske – som Waugh måske ville have sagt – men har reduceret sig selv til en funktion: Den der låner penge ud, den der kradser penge ind, en personifikation af profitmaksimering.

Men i Et juleeventyr konfronteres Scrooge pludselig med sin egen tilværelse og dens konsekvenser for andre og ikke mindst hans egen sjæl. For julenat bespøges han med sin afdøde partner Jacob Marleys genfærd, der advarer ham om den evige fortabelse, som er den givne konsekvens af hans griskhed.

Men fordi Gud er god og i hvert fald bedre end Scrooge får Scrooge mulighed for at vende om, og samme nat møder han julens tre ånder. Ånderne for den forgangne, den nuværende og den kommende jul tager ham med på en rejse, der tvinger ham til at se sig selv i øjnene som det han er: Et forkrøblet og hæsligt menneske. Men mere end det: De besinder ham på ansvaret over for hans medmennesker, de svage i samfundet og resterne af hans familie. Ånderne forkynder forpligtelse som menneskelivets grundvilkår. Og Scrooge vender om og bliver et godt menneske, i hvem julen lever året rundt. Og godt for det.

Det er krads moralisme, og kan vi så bruge det til noget i dag, hvor vi synes netop at drukne i kras moralisme, og hvor god vilje belønnes med alt for forudsigelige konsekvenser, som når modtagere af julehjælp sælger deres børns gavebevis for at købe… ja, jeg ved ikke hvad?

Charles Dickens er naturligvis vellidt af mange. Men for konservative er hans pointer, mener jeg, særligt vigtige i dag. Dickens er ingenlunde en slags proto-socialist eller velfærdsstatsforkæmper. Hans sociale indignation er beslægtet med den, vi møder hos biskop Martensen, som Jon A.P. Gissel har reaktualiseret for et par år tilbage -eller måske mere præcist med den indignation, som den konservative premierminister og forfatter Benjamin Disraeli beskrev i sit litterære forfatterskab, og som kom til udtryk i hans One Nation konservatisme.

Herfra kender vi ordet, som Disraeli anfører i romanen Sybil, or the two nations, der udkom 1844 samme år som Engels skrift om den britiske arbejderklasses forfærdelige vilkår. Disraeli beskrev her, hvordan landet var blevet delt i to nationer:

“Two nations; between whom there is no intercourse and no sympathy; who are as ignorant of each other’s habits, thoughts, and feelings, as if they were dwellers in different zones, or inhabitants of different planets; who are formed by a different breeding, are fed by a different food, are ordered by different manners, and are not governed by the same laws: the rich and the poor.”

Disraeli blev ikke revolutionær af denne erkendelse men konservativ. For erkendelsen af urimeligheden i arbejderklassens situation udsprang netop af hans konservatisme eller mere præcist af hans kristentro.

Og hos Dickens er resultatet af Scrooges møde med fattigdommen da heller ikke, at han kaster sig ud i en politisk kamp for velfærdsstaten, det er ikke her i hans omvendelse består. Nej, Et juleeventyr er en kristelig, opbyggelig fortælling, hvor Scrooge konfronteres med fortabelsen, der følger i hælene på hans dybt syndige liv.

Fortabelsen er evig og en dom, der venter ham. Men den er også til stede nu. For Scrooge er jo allerede fortabt i sin aktuelle ensomme tilværelse. Det er sådan, men Scrooge erkender det ikke. Netop heri består hans fortabelse, og kun ved indgriben af Gud, der her virker gennem genfærd og ånder bliver han tvunget til at se sig selv i øjnene. Det ord han møder, holder et spejl op foran ham, og i sit spejlbillede ser han fortabelsen. Da tvinges han til at træffe et eksistentielt valg. Vend om eller gå til grunde!

Ansvaret er hans eget. Det er tilstede og hviler på ham som et åg, uanset om han så forsøger at kaste det af sig eller accepterer, at det hviler på ham. Hvad end han forstår sin situation eller ej, smedes lænkerne til hans fangeskab i Helvedes ild. Det er vilkåret.

Heri finder vi Dickens konservative pointe.

Scrooges fortabelse er netop hans forsøg på at leve et liv hinsides ansvar. At hans ansvarsløshed er iklædt en stram borgerlig maske er kun en ligegyldig tilfældighed, han kunne ligeså godt have været hedonist og seriel ægteskabsbryder. Først da han tager ansvaret på sig bliver han sandt menneske, og ansvaret er altid også ansvaret over for medmennesket. Det moralen i Dickes eventyrlige fortælling.

Synd og fortabelse og kristelig etik er dér, hvor den sociale indignation henter sin kraft og mening. Uden kristendom intet ansvar, uden ansvar ingen indignation og uden indignation ingen handling.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.