Den nye kirkeministers angreb på folkekirken

Af Mikael Brorson

Danmark er et kristent land, og den evangelisk-­lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare.” Således skriver Danmarks nye, såkaldte VLAK-regering i deres regeringsgrundlag, men den besked er øjensynligt gået kirkeministerens kontor forbi. Den nyudnævnte kirkeminister Mette Bock (LA) har nemlig meldt ud, at hun vil ændre finansieringen af folkekirken, således at staten nu ikke skal betale for aflønningen af præster, men udelukkende for kirkegårdsdrift og varetagelse af kulturarv. Samtidig skal civilregistreringen ikke længere være en opgave for folkekirken, men derimod en kommunal opgave.

Om det sidste kan man nok mene hvad man vil. På den ene side varetager folkekirken opgaven både effektivt og billigt, endda med al sandsynlighed billigere end kommunerne kan gøre det. Men omvendt har civilregistrering aldrig været en kirkes kerneopgave, så sandt som kirkens opgave kun er en, nemlig at forkynde evangeliet rent og purt. I den forstand er civilregistreringen ikke af afgørende betydning.

Men signalet er ikke til at tage fejl af: Kirken skal ikke længere – som den ellers har gjort det i slægtled efter slægtled i nu godt tusinde år – danne rammen om det danske folks liv, fra vugge til grav. Mette Bock påbegynder med sine forslag et opgør med kristendommens særstilling i Danmark. Den danske stat kan godt betale for kulturarv og kirkegårdsdrift, fordi det nu engang er af verdslig interesse, men den skal ikke længere være forpligtet på, at evangeliet forkyndes i det danske land, fordi dette udelukkende er af kristelig interesse, og en sådan vil man ikke understøtte.

I strid med Grundloven?

I det hele taget er det værd at stille spørgsmålet, hvor godt det harmonerer med ordene i Grundlovens §4, når Bock ikke vil lade staten finansiere præsternes lønninger: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, står der skrevet, men ved udelukkende at finansiere kirkegård og kulturarv finansierer man jo netop ikke den evangelisk-lutherske kirke som sådan. I stedet giver mon blot tilskud til rent praktiske forhold, men kirken som kirke, som sted for forkyndelsen af Guds ord, understøtter man ikke med en krone.

Jeg er ellers ganske sikker på, at Mette Bocks intentioner er gode. I hvert fald har hun jo ganske ret, når hun til Kristeligt Dagblad siger, at liv og vækst i folkekirken ikke er noget, som man kan skabe fra Christiansborg (at hun så tror, at det er mennesker der skaber liv og vækst i kirken, er en ganske anden snak), ligesom det er meget prisværdigt, at Bock klart melder ud, at hun ikke vil blande sig i kirkens indre anliggender. Og i det hele taget må det slås fast med syvtommersøm, at man hverken skal beholde statslige tilskud, civilregistrering eller noget tredje hos folkekirken, hvis man har kristen vækkelse eller kirkelig fremgang for øje. Kirkens opretholdelse er og bliver en sag for Vorherre.

Kirken sætter staten på plads

Derimod er det afgørende, at vi fastholder det tætte bånd mellem kirke og stat, fordi det kun er den evangelisk-lutherske kirke, der kan henvise staten og den politiske sfære til dens rette plads. Kun med kirkens forkyndelse af menneskers – også folketingsmedlemmers og ministres – forgængelighed, kan den verdslige magt relativeres, således at magthaverne forstår, at deres magt ikke er absolut, thi det er kun Guds.

Når den evangelisk-lutherske kirke er tæt forbundet med staten sættes magthaverne altså på plads. De skal ikke sætte sig i Guds sted og skabe sig en ny og bedre verden – et paradis på jord – men besinde sig, og varetage deres eneste opgave som politikere: med hård hånd at opretholde lov og orden. Og i den forstand er det udelukkende den kristne forkyndelse der kan sikre, at magthaverne ikke i idealistiske udsvævelser agerer guder, og dermed gør politik til et religiøst anliggende.

Dermed er, paradoksalt nok, kun en kristen stat en sekulær stat. Forhåbentlig vil Mette Bock skrive sig det bag øret, før hun fortsætter sin kamp imod kristendommens særstilling i Danmark.