Der var et yndigt land

Migrationen fra Mellemøsten og Afrika sker på baggrund af en uholdbar befolkningsudvikling, som kun landene selv kan påvirke. Dette har Europas politiske ledere imidlertid ikke indset, og derfor lader de indvandringen fortsætte, med de massive kulturelle og økonomiske udfordringer der følger.

af Ole Hasselbalch og Mogens Camre

Langsomt, meget langsomt, er folkevandringens omfang og virkninger ved at gå op for de europæiske befolkninger. Men erkendelsen er desværre ikke nået til alle politikere endnu. I ganske særlig grad har EU’s ledere vist sig ude af stand til at erkende nødvendigheden af at ændre en politik, hvis forudsætninger ikke længere er til stede.

 

EU toppens drøm om det store, magtfulde Europa tillader åbenbart ikke, at man erkender den virkelighed, at EU kun rummer 500 millioner mennesker, at dets medlemslandes særegne kvaliteter er skabt af en enestående kultur, og at masseindvandringen truer denne kulturs eksistens.

Befolkningsudvikling ude af kontrol

Bag den igangværende folkevandring mod EU ligger krige og undertrykkelse. Men begge dele har i kernen fælles oprindelse i en befolkningsudvikling, som er ude af kontrol. De arabiske og afrikanske lande vokser dette århundrede igennem gennemsnitligt hvert tiende år med en halv milliard – lige så mange mennesker som hele EU. Eksempelvis havde Syrien – hvorfra i øvrigt kun 20 % af de såkaldte ”syriske” flygtninge kommer (Daily Mail 18/9 2015, jf. Eurostat) – i 1950 3,5 millioner indbyggere, i 2010 20,5 millioner, og der forventes at blive 32,5 million i år 2100. Det ville svare til, at der nu var mellem 26 og 30 millioner indbyggere i Danmark – fem gange så mange som i øjeblikket.

De ramte landes kultur har hidtil forhindret såvel den nødvendige økonomiske udvikling som en begrænsning af deres vanvittige fødselstal. Europa har ingen mulighed for via bistandshjælp i de nordafrikanske og mellemøstlige lokalområder at hindre dem i at glide ud i et totalt kaos. For det ligger uden for vor magt at gennemtvinge de reformer dér, som er nødvendige for at undgå befolkningskatastrofen.  Den dérværende kultur og religion afviser oven i købet med stor kraft den vestlige kultur og samfundsmodel. Reformer kan kun gennemføres, når og hvis den arabiske og afrikanske verden selv vil, og det forudsætter kulturrevolutioner, som ikke er i sigte.

Det er derfor indlysende, at de mennesker i de nævnte områder, som har muligheden, søger at emigrere fra Mellemøsten og Afrika. Derfor har vi i 2015 set en strøm på langt over halvanden million mennesker, fortrinsvis unge mænd, som burde være blevet hjemme for at rette op på forholdene, indvandre til de nordvestlige EU-velfærdsstater. Alle prognoser viser også, at befolkningstrykket i disse emigranters hjemlande og dermed menneskestrømmen derfra vil øges og, at de allerede indvandrede hos os tillige vil kræve familiesammenføringer, som indebærer en mangedobling.

Naivitet

EU’s ledere har hidtil besvaret denne udfordring ved at kræve ret til at fordele indvandrerne i medlemsstaterne, altså at påtvinge disse de tilvandrede. Selve tanken herom er et overgreb mod europæerne, som jo aldrig har givet EU myndighed til at råde over, hvem der har ret til at bo hvor, og fordelingen bliver da også afvist de fleste steder. Ydermere er tanken irrationel i forhold til problemets karakter, eftersom den befolkningskatastrofe, som bringer migranterne herop, ikke lader sig afværge ved at acceptere de åbne forbundne kars princip i forhold til deres hjemlande. Tværtimod vil den blot få katastrofen til at brede sig til Europa.

I Sverige og Tyskland har vi i de seneste måneder set et bevis på, hvad konsekvenserne er af at negligere denne virkelighed. Det kan derfor også konstateres, at den i historisk sammenhæng enorme ulykke, som nu vælter ind over Europa, og som kun lader sig standse gennem så drastiske foranstaltninger, at de er næsten umulige blot at tænke på, bygger på en grundlæggende naivitet mht., hvordan verden er indrettet. Denne naivitet har fordrejet kompasset hos de europæiske politiske beslutningstagere. Men man skal ikke være blind for, at den er både skabt og gødet af de humanitære organisationer, samt at den er formidlet til de politiske partier og offentligheden af en presse, som har set bort – og i stor stil stadig ser bort – fra realiteterne. Selve umuligheden i den ”humanitære” flygtningepolitik, som mainstream-medier, de humanitære organisationer og en god del politikere søger at pådutte os, indgår som regel slet ikke som det helt nødvendige udgangspunkt for enhver fornuftsbetonet stillingtagen til emnet.

Demografiske forandringer

Ingen stater, heller ikke de højt udviklede vestlige, kan skabe afbalancerede tilstande med en så eksplosiv befolkningsudvikling som den, vi ser syd for Europa. Med det, der sker nu, og over for hvilket ingen tilstrækkelige foranstaltninger træffes, vil det danske velfærdssamfund uundgåeligt gå tabt, og kaos og konflikter vil om føje år have ødelagt vor verdensdel.

Den danske befolkning med det, som Danmarks Statistik (DS) kalder ”dansk oprindelse”, er fra 4. kvartal 2010 til 4. kvartal 2015 vokset med 5.514 personer. ”Dansk oprindelse” vil sige, at personen har mindst 1 forælder, som er dansk statsborger og er født i Danmark. En betydelig andel af de nyfødte har således ikke det, man i almindelig forstand forstår ved dansk oprindelse. I samme 5 års periode er antallet af alle indvandrere vokset med 106.842 og antallet af alle efterkommere med 29.155.

Pr. 1. januar 2015 udgør ikke-vestlige indvandrere 58 pct. af alle indvandrere, og for efterkommerne er andelen med ikke vestlig baggrund 85 pct. I tal betyder det, at der 1. januar 2015 var 290.333 ikke-vestlige indvandrere og 132.927 efterkommere – de fleste fra muslimske områder. Der er således ikke tvivl om, at Danmark ligesom det meste af EU i øvrigt i disse år oplever en voldsom ændring af befolkningens sammensætning.

Alle tal for de ikke-vestlige indvandreres arbejdsløshed, uddannelsesbaggrund, almene adfærd og kriminalitet viser entydigt, at mennesker fra den islamiske og afrikanske kultur er en alvorlig belastning. Enhver forestilling om, at EU ved indvandringen kan få tilført billig arbejdskraft og således kompensere for en lav europæisk fødselshyppighed, er ønsketænkning. Omkostningerne ved indvandringen truer tværtimod EU-landenes økonomi alvorligt og har en direkte negativ indflydelse på de sociale vilkår, som betinger europæernes fødselstal. (Se f.eks. analysen i Weekendavisen 9/10 2015).

Indvandringen og dens omkostninger

For Danmarks vedkommende har regeringen senest opjusteret tallene for indvandringen i 2015. Regeringen, som kom til magten på løfter om færre indvandrere – der kom 9.564 ikke-vestlige i 2014 – regner nu med 21.000 asylansøgere i 2015, men tallet er usikkert. Alene i november søgte ca. 5.000 asyl, efter gældende praksis vil 86 pct. af dem få det, og en stor del af resten vil ikke være til at få ud igen. For 2016 har regeringen sat skønnet op til 25.000 asylsøgere, men også det tal er usikkert. Det har imidlertid medført, at de offentlige udgifter, som var beregnet til at stige med 0,5 pct. i 2016, nu ventes at stige med 0,8 pct. I virkeligheden må der imidlertid rejses alvorlig tvivl om tallenes holdbarhed, fordi indvandringsbølgen er bestemt af forhold, som vi indtil videre har opgivet at have regulær indflydelse på. Men hvis blot de nævnte 86 pct. får asyl, står via altså med 46.000 mennesker alene for årene 2015-16. Og som bekendt er de efter en tid sikret et retskrav på familiesammenføring, som efter Justitsministeriets – beskedne – tal vil betyde en forøgelse med faktor 2,4, altså til i alt 110.000 mennesker.

De udgifter hertil, regeringen budgetterer med, er med sikkerhed alt for små. Vi har endnu ikke fået tal for det faktiske nettotab, indvandrerne påfører landet. Den tidligere regering standsede som bekendt en igangværende undersøgelse, og det ser ikke ud til, at den nye regering har travlt med at finde tallene frem, da de uden tvivl vil gøre vælgerne endnu mere skeptiske mht., hvad der foregår. Ud fra de norske analyser er der imidlertid basis for at skønne, at det faktiske tab pr. indvandrer fra de muslimske områder ligger på 5 mill.kr. i gennemsnit over livsforløbet. Sætter vi livsforløbet til et gennemsnit på 40 år, fordi indvandrerne fordeler sig på alle aldersklasser, når vi et tal på 125.000 kr. pr. indvandrer og efterkommer om året. Det betyder med over 400.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere et tab på 50 milliarder kr. om året og med yderligere 100.000 nye asylanter og deres familiesammenførte hvert år, giver det et yderligere tab på 10 milliarder kr. hvert år.

Indvandringen er ikke en egnsudviklingsopgave i udkants-Danmark, som kan planlægges, beregnes, budgetteres og gennemføres. Den styres nemlig efter en lovgivning fra 1983 og 65 år gamle konventioner, som i den forkerte tolkning, de humanitære organisationer har formået at gøre til en nærmest bibelfast sandhed, prisgiver os. Dette har alvorlige økonomiske konsekvenser for det danske samfund.

Hvad med væksten?

Afgørende for et lands velstandsudvikling er udviklingen i landets bruttonationalprodukt (BNP), altså dets samlede produktion. Denne vækst er bestemt af en lang række forhold. Væksten i Danmark er for lav – vi ligger på en 6. plads fra bunden inden for de 34 OECD-lande(!). Hvorfor gør vi det ikke bedre?

Ved indgangen til 2015 var indbyggertallet i Danmark 5.659.715 personer, hvoraf godt 11 pct. var indvandrere og deres efterkommere i første led. Beskæftigelsen inkl. personer på orlov beregnedes til 2.786.000 eller 49 pct. af den samlede befolkning. Af disse beskæftigede sidder hele 821.300 i offentlige stillinger. Samtidig har vi EU’s højeste antal mennesker på overførselsindkomst, dvs. folk som i den aktive alder ikke arbejder, men i stedet er på dagpenge, kontanthjælp eller en eller anden form for pension. (alderspension undtaget). I 2015 var der tale om hele 734.000 (helårs)personer, hvortil kommer 342.000 på SU.

En højere vækst kræver for det første en veluddannet og flittig arbejdsstyrke og for det andet et konkurrencedygtigt produktionsapparat.

Det er en populær opfattelse, at der ikke er arbejde til ret mange af de 734.000, som er på overførselsindkomst. Det er forkert – den andel af befolkningen, som på grund af svaghed af den ene eller anden art ikke kunne arbejde, var i 1960’erne kun på knap 200.000 mennesker. Og helbredstilstanden i Danmark er steget siden.

Problemet er ikke mindst, at mange af de inaktive er ikke-vestlige indvandrere, som ikke er til at få i job. Hertil kommer, at selv om 500.000 af de nævnte 734.000 mennesker på overførselsindkomst udmærket kunne udføre et arbejde, så bliver meget arbejde, der godt kunne have været lavet hos os, udført i udlandet i stedet af mennesker, som forlanger meget mindre for det. Eller det bliver lavet her i landet af folk fra primært østeuropæiske lande, som simpelt hen er dygtigere, flittigere og/eller billigere end vore egne, som er på overførselsindkomst.

Det hævdes igen og igen, at de inaktive blot skal have en bedre uddannelse. For at få statistikken over antal færdiguddannede til at passe med valgløfterne, er uddannelsesniveauet imidlertid blevet sænket Derved er der skabt den fejlagtige opfattelse, at det ikke kræver nogen særlig egenindsats at gennemføre en kvalificerende uddannelse. Universiteterne modtager f.eks. i dag mange studenter på et ringere niveau end 9. klasses elever var på for 25 år siden.

Den danske regering og det danske folketing har som overordnet opgave at forsvare den danske befolknings interesser. Det er i strid med disse interesser at åbne landet massivt for økonomisk belastende mennesker fra en kultur, som oven i købet er uforenelig med den europæiske, og som de gennemgående ikke vil opgive.

En hel del unge mennesker – og formentlig deres forældre – har i kølvandet på denne ulykkelige udvikling opbygget urealistiske forestillinger om, hvad deres egne erhvervsmuligheder er. De strander derfor i et system, der ikke formår at påvirke dem til at tage de jobs, de faktisk er i stand til at bestride.

Hertil kommer nu med ubønhørlig kraft den omstændighed, at ikke-vestlige uddannelsessøgende ligger langt under danske elever. I DS-publikationen Indvandrere i Danmark 2015 kan f.eks. læses, at danske piger i årene 2010-2014 i gennemsnit fik 7,1 ved folkeskolens afgangsprøve og danske drenge 6,5. Ikke-vestlige efterkommerpiger fik til sammenligning 5,6 og ikke-vestlige efterkommerdrenge 5,1 (side 77-78).

I denne reducerede kapacitet ligger antagelig en af årsagerne til, at over halvdelen af indvandrere fra ikke-vestlige lande ikke arbejder – deres beskæftigelsesfrekvens er på 48 procent, mod 74 procent for danskerne. (forskningsinstitutionen Dream for tænketanken Cepos, Børsen 10.12.2015). Det er som bekendt også yderst sjældent at se indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika som iværksættere af valutaindtjenende virksomheder. I det omfang, de overhovedet skaffes i arbejde, vil det derfor ske på bekostning af traditionel dansk arbejdskraft, som så må gå på arbejdsløshedsdagpenge i stedet, hvorved intet er vundet

Velfærdsstatens fremtid

Den danske velfærdsstat er verdens mest udbyggede. Den sikrer således de mest omfattende økonomiske kompensationer til mennesker, som i deres aktive år ikke bidrager til produktionen, og den sikrer kostbare, gratis ydelser på alle væsentlige offentlige serviceområder lige fra uddannelsessystemet og til sundhedsvæsenet. Alt dette er massivt skattefinansieret. Herved sker der en langt mere omfattende omfordeling fra ydende til nydende medlemmer af samfundet end i praktisk taget alle andre lande. Men skattebyrden falder i sidste ende tilbage på det danske egentlige produktionsliv, hvis produkter derved bliver tilsvarende dyrere. Det giver problemer for konkurrenceevnen, idet de danske produktionsomkostninger bliver større end de tilsvarende produktionsomkostninger i de lande, vi konkurrerer med. Af den grund kan skatteskruen i dag næppe strammes yderligere.

Velfærdsstaten er derfor på bristepunktet i forhold til samfundets bæreevne.

Et meget alvorligt problem i denne sammenhæng er, at de ikke-vestlige indvandrere som gennemsnit – jf. det ovenfor nævnte – ikke er i stand til at deltage som bidragsydere til samfundet på et niveau, som muliggør velfærdens opretholdelse. Der er derfor endnu mindre mulighed for både at bevare velfærdsstaten og at finansiere den ”humanitære” flygtningepolitik, som mange – ikke mindst i medierne – advokerer for. De ekstra penge til gennemførelsen af denne politik kan således kun hentes enten ved at låne dem og overlade regningen til vore børn eller ved at reducere ydelserne til vore gamle, syge, uddannelsessøgende, arbejdsløse og andre udsatte, sådan som man nu er i gang med – kort sagt ved at afmontere velfærdstaten.

Det er i denne situation ganske uholdbart, at faktorer – indvandringen fra ikke-vestlige lande – som vi ved den nugældende lovgivning har sat os uden for indflydelse på, bestemmer, hvor mange ekstra penge der skal bruges på en ”humanitær” flygtningepolitik.

Derfor må regeringen frigøre sig for ansvaret for andre landes borgere, og den må, uanset EU’s pres, forsvare landets grænser med de nødvendige midler.

Den danske regering og det danske folketing har som overordnet opgave at forsvare den danske befolknings interesser. Det er i strid med disse interesser at åbne landet massivt for økonomisk belastende mennesker fra en kultur, som oven i købet er uforenelig med den europæiske, og som de gennemgående ikke vil opgive. Vi må tværtimod sammen med de europæiske lande, som deler vores opfattelse bremse indvandringen fra den islamiske og den afrikanske civilisation fuldstændigt, og vi må sætte ind på at repatriere alle, som ikke viser evne eller vilje til at tilpasse sig vore forhold.

Ole Hasselbalch er professor jur.dr. og Mogens Camre er cand.polit. og forhenværende medlem af Folketinget og Europaparlamentet for DF.