Vi vil fred her til lands

Valgmenighedspræst Johan Christian Nord skriver i anledning af Skt. Hans om tidens tale gennem højtiden, forbindelsen mellem fædrelandskærlighed og værnevilje, samt lidt om, hvad vi kan lære af de gamle guder.

Af Johan Christian Nord

Den danske Sankt Hans-fejring har rod i en ældgammel skik. Her i Norden har man – så længe nogen kan huske – tændt en glædes-ild ved sommersolhvervet. Ved aftentid på højsommerens længste dag har mennesker samlet sig om ild og sang for at drive mørket på flugt og for at minde hinanden om det, der var vigtigt i deres liv.

Og sådan gør vi det også i dag, hvor vi fejrer Sankt Hans. Vi mødes om ilden og sangen for at minde os selv om alt det, der bør være vigtigt i vores fælles liv.

Denne samling om det fælles liv, finder vi et klart digterisk udtryk for i den sang, der i dag fornemmes som selve grundklangen i den danske midsommer, nemlig Holger Drachmanns Midsommervise. Allerede den første linje i Midsommervisen giver klart udtryk for det, der må være fælles i et dansk liv: Vi elsker vort land. Vi er glade for Danmark. Vi er glade for, at der findes et lille sted i den store verden, som vi har lov til at kalde vores, og hvor vi kan være os selv.

I Midsommervisens tredje og afsluttende vers uddybes denne beskrivelse af glæden ved Danmark – og det understreges, at glædens tro følgesvend altid må være viljen til at værne om det lille sted, hvor glæden bor:

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende
beredte os kende

Den, der elsker sit lille sted, vil trække sit våben, når han ser fjenderne nærme sig. Det er dét, Sankt Hans-festen handler om. For Sankt Hans er lysets og glædens sommerfest, men netop derfor også en fest i trods – en fest, der trodser mørket og fjenden og kalder på viljen til at værne om alt det gode, vi har. Det er derfor, vi tænder vores glædesblus overalt i det lille, grønne land. Vi tænder vores bål for at jage ufredens ånd bort – for at væbne hjerterne til fordrivelsen af byens hekse og sognets trolde, så freden kan bestå. For freden findes kun dér, hvor, mennesker er villige til at forsvare den og kæmpe for den.

Om aser og jætter

Vore gamle, nordiske forfædre havde et fint billede på denne sammenknytning mellem kampen og freden. De forestillede sig et ægteskab – nemlig gudeægteskabet mellem Odin og Frigga. I Odin så de den udfarende kraft og vilje – glæden ved at fare frem og vove alt i kampen for livet. I Frigga så de hjemmets og hjertets stille glæde og håb om en varig fred. Uden Odins kampvilje ville hjemmet gå til grunde, og uden Friggas håb ville kampen være retningsløs og dermed også meningsløs. For både viljen til kamp og længslen efter fred er nødvendige for at opretholde menneskelivet, men de må aldrig skilles ad. De må altid gå hånd i hånd, som et rigtigt ægtepar gør det.

Hele Nordens mytologi er præget af denne grundforståelse af forholdet mellem kampen som menneskets vilkår og freden som dets håb. For i myternes billedsprog viser menneskelivet sig som en stående kamp mellem lyset og mørket – mellem livet og døden. En kamp, der trækker sit spor gennem hele menneskehedens historie, og som ikke vil ophøre, før Ragnarok til sidst rydder jordens overflade, og den sidste aftenstjerne slukkes.

Dette nordiske grundsyn på livets kampvilkår finder vi et billedrigt udtryk for i én af mytologiens små grundfortællinger, nemlig i beretningen om dengang Aserne forsøgte at få opført en uindtagelig fæstning omkring Asgård.

Historien lyder – nogenlunde – sådan her: En gang blev aserne opsøgt af en driftig jætte. Han kom til dem med et tilbud, de havde meget svært ved at afslå. Jætten var en kyndig håndværker – en murermester med særlige evner inden for opførelsen af forsvarsværker, og han tilbød dem nu at bygge enuindtagelig fæstning omkring deres hjem. En mur, som ingen fjende nogensinde ville kunne gennembryde.

Aserne blev både overvældede og opmuntrede over jætte-murermesterens tilbud. De var vant til at leve hele deres liv i kamp – Odin var vant til altid at måtte kæmpe for Friggas fred. Men her stod nu en genial håndværker og tilbød dem at rejse en mur, der ville kunne holde alle jætter, alle hekse og alt troldpak borte fra Asgård – en mur, der ville kunne sikre freden til evig tid. Sådan en mur ville man vældig gerne have. Man forestillede sig, at det ville frisætte en masse af den tid og kraft, der ellers blev brugt på krig og kamp, så den i stedet kunne bruges på noget mere fornuftigt.

Men naturligvis var der en pris for muren. Håndværker-jættens tjeneste ikke gratis. Det er jætters tjenester aldrig. For sit arbejde forlangte han en betaling, der langt oversteg, hvad aserne havde regnet med. Han forlangte nemlig både solen og månen og selveste frugtbarhedsgudinden Freja som sin personlige ejendom. Med andre ord: For at give dem den evige sikkerhed krævede jætten, at de skulle opgive selve himlens lyskilder og selve jordens livskilde.

Den pris var alt, alt for høj at betale. Det var alle aserne enige om – for hvilken mening kunne der være i at opgive selve det lys og selve det liv, som muren netop skulle værne om? Men så tog den listige Loke ordet; så trådte asernes egen jætte frem med et – såkaldt – godt forslag. Han foreslog, at man bare skulle lade som om, man gik ind på jættens betingelser, men så, når muren stod færdig, snyde ham for hans betaling. Loke vidste nøjagtig, hvordan det skulle gøres, og han skulle nok kunne få det gennemført – sagde han.

Det forslag gik aserne ind på – for de ville jo så gerne have deres mur, og de regnede med Lokes listighed. Hans plan var at udfordre bygmesteren til ene mand at få arbejdet færditg inden sommerens sidste dag. Det ville han umuligt kunne nå, men så dygtig, som han var, ville han kunne nå en god del, og det hul, der blev tilbage ville de så selv kunne fylde ud.

Loke bragte tilbuddet til bygmesteren, som sagde god for aftalen – dog med en enkelt lille ændring. Jætten bad om lov til at bruge sin gamle hingst som trækdyr til at slæbe sten til arbejdet. Det gav man ham lov til, for tanken var jo, at han skulle nå noget inden sommerens udgang, og en enkelt hest kunne vel ikke være det, der fik muren færdig til tiden. Alle aserne var overbeviste om, at bygmesteren ikke ville nå det, og at de ville ende med at få muren uden at betale prisen.

Så der blev givet håndslag på aftalen, og murerarbejdet gik i gang. Da aserne så, hvordan arbejdet skred frem, blev de overraskede – og også lidt ængstelige. For muremesteren arbejdede hurtigere end de nogensinde havde set en håndværker gøre det, og den gamle hingst slæbte sten til byggepladsen med en hurtighed, som ingen af deres egne hingste kunne hamle op med.

Sådan gik tiden og arbejdet deres overraskende gang; sommerens lys blev svagere, og snart nærmede den sidste dag sig. Aserne begyndte nu for alvor at blive bange for, hvordan det hele skulle ende. Alt tegnede nu til, at bygmesteren faktisk ville klare opgaven, og hvis det skulle ske, ville de alle sidde i saksen. De ville miste lyset og livet – for en aftale er jo en aftale.

Men heldigvis havde den listige Loke endnu en god idé. Han vidste, hvordan de kunne stoppe bygmesteren – og han skulle nok få det gjort. På sommerens allersidste dag brugte han sine troldomskræfter og forvandlede sig til en prægtig og velduftende hoppe. I hoppens skikkelse nærmede han sig bygmesterens hingst, og ved at gnide sig op ad den og vrinske kælent, lykkedes det at lokke den bort fra arbejdet og ind i skoven.

Da bygmesteren nu så sit trofaste trækdyr vimse omtåget ind i skoven i halen på den prægtige – og nu snart også drægtige – hoppe, vidste han, at alt var tabt. Han ville ikke få murværket færdigt til tiden, og han ville ikke få sin betaling. Han blev rasende. For noget sagde ham, at der var list med i spillet. Så han tog sin hammer og gav sig til at ødelægge murværket.

Da Tordenguden Thor så det, blev han lige så rasende, og der vågnede en stærk længsel i ham efter langt om længe at behandle bygmesteren som den jættefjende, han jo i virkeligheden var. Thor greb nu sin hammer og slyngede den mod jættens pande. Han kastede af al sin kraft, og han ramte lige netop dér, hvor han skulle. Men intet hjalp det. I samme øjeblik som hammeren kløvede jættens pande, sank den sidste del af muren i grus – for jætten havde været endnu hurtigere til at rive ned, end han var til at bygge op. Foran Thor og alle de andre guder lå nu både bygmesterens hovedskal og bygmesterens murværk. Begge dele var knust – og det samme var asernes drøm om en uindtagelig fæstning omkring deres hjem.

Sådan slutter historien om de nordiske guder forsøg på at tilluske sig sikkerheden og freden. De endte dér, hvor de begyndte – midt i kampen og midt i usikkerheden. Sådan måtte det gå. For lyset og livet kan kun ejes på kampens vilkår. De findes kun dér, hvor mennesker er villige til at kæmpe for dem og værne om dem.

Sådan tænkte de gamle nordboere. De gjorde sig ingen indbildninger. De kæmpede for freden, og de håbede på freden, men de vidste, at man aldrig kan tage den for givet. Hvad man kan, og hvad man skal, er at kaste sig ind kampen, glæde sig over livet og lyset – og altid huske, at en jordisk fred aldrig er en evig fred.

Om kristendommen og os

På et tidspunkt i historiens lange løb skete der en afgørende ændring i de gamle nordboeres åndelige liv: De blev kristne. Ganske gradvist og ganske frivilligt forlod de deres mange guder og vendte sig i stedet mod den ene Gud. Men denne forskydning fra de mange billeder til den ene magt, betød ikke, at de ophørte med at fejre deres gamle midsommerfest. De kastede ikke sommersolhvervet på møddingen, da de hørte det glædelige budskab om Fredsfyrsten, der havde overvundet Døden.

Nej, de fastholdt midsommerens fest for lyset og livet, og de fastholdt deres indsigt i forholdet mellem kampen og freden. Men de gav festen nyt navn – det navn, som vi nu har for den: Sankt Hans. Den hellige Hans – altså det danske kaldenavn for Bibelens Johannes Døberen. Det gjorde de, fordi de så en sammenhæng mellem det, de allerede kendte, og det nye, de havde mødt i den kristne tro.

De så, at det gamle havde forberedt og peget på det nye, ligesom Johannes Døberen beredte vejen og pegede på den Gudesøn, der skulle komme efter ham – og ligesom den sande kamps mening altid er at forberede fredens vej og pege på dens mulighed midt i voldens verden.

Den tanke finder vi klart udtrykt i de sidste to linjer af Midsommervisen, der netop handler om fredens vilkår i verden – og er lige så sande i dag, som da de første gang lød på Sankt Hans-fejrende læber:

Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

 Sådan er det. Freden vindes – og findes – kun dér, hvor hjerterne er varme. Dér, hvor ilden brænder tvivlen og ligegyldighederne bort og udbreder sit lys over alt det, vi har sammen – og alt det, vi skal sammen. Vi skal værne om vores lille land. Vi skal passe godt på det sted, som vi har fået af vores forældre, for vi skal selv række det videre til vores børn.

Det er enkelt. Men vi har alligevel brug for at huske hinanden på det og fortælle hinanden historier om det. For man glemmer alt for ofte det enkle. Derfor tænder vi vores Sankt Hans-bål. For at huske på det enkle – for at minde os selv om, at lyset og livet kun sejrer, når hjertet er varmt og viljen fast.

Gid Sankt Hans-ilden må blusse op, og gid den danske sang igen må få sin sommerklang. Glædelig midsommer, glædelig Sankt Hans-aften!