Er Harald Nielsen “nykonservatismens” idol?

Politiken har i dag bragt en stor, flot og i sin substans fremragende anmeldelse af vores forlags genudgivelse af Nina Bjørneboes klassiske værk om den konservativ litterat Harald Nielsen, “Manden, der overlevede sin skæbne”. Desværre indeholder anmeldelsen en alvorlig misforståelse, som vi er nødt til at gå i rette med.

I den store helsides anmeldelse – forfattet af ingen ringere end den kulturradikale litterat Hans Hertel, som er en af landets mest vidende og velskrivende kapaciteter inden for det 20. århundredes litteraturhistorie – får bogen megen ros og fire hjerter.

Anmeldelsen indeholder også en meget kritisk bedømmelse af Harald Nielsen, som bygger på Hans Hertels egne kildestudier på Det kgl. Bibliotek. Ud over at vurdere bogen, føjer den altså nyt til den viden, vi i forvejen har om Harald Nielsen, og sætter særligt hans – i forvejen meget kompromitterede – sene forfatterskab i et dårligt lys. Det er alt sammen godt og præcist den form for debat, vi var interesserede i, da vi udgav bogen.

Desværre er der et problematisk punkt i anmeldelsen, som skæmmer helheden, idet den synes at rette en anklage i retning af vores forlag Munch & Lorenzen.

Nykonservativt idol?

Således hedder det med fede typer i overskriften “EN RACIST SOM NYKONSERVATIV HELT?” Og på kultursektionen spørges der “ET NYKONSERVATIV IDOL?”

Det er naturligvis fornuftigt at rejse spørgsmålet, men det er problematisk, at Hertel uden videre synes at antage, at svaret er, at Harald Nielsen så faktisk er en nykonservativ helt, dvs. en helt for os? Ligesom det er problematisk, at han mere end antyder, at det skulle være vores ærinde med udgivelsen at sikre Harald Nielsen – inkl. den sene Harald Nielsens antisemitisme – en heltestatus for nutidens nationalkonservative.

Hertel skriver f.eks. indledningsvist:

“Aarhusfolkene kalder ham pietetsfuldt ‘ Den moderne nationalkonservatismes gamle fader’, men de sidder med en ueksploderet håndbombe, for hvis man graver i arkiverne, ser man, at manden var en problematisk figur med tråde til antisemitiske, højreradikale og nazistiske miljøer i Danmark og Sverige.”

Og ydermere spørger han mod artiklens slutning:

“Hvordan kan en nok så begavet mand med det generalieblad – hadsk antisemit, ideologisk kollaboratør og værnemager, selvdestruktiv ’nyttig idiot’ – gøres til helt for en ’moderne nationalkonservatisme’?”

Til det sidste er der kun ét at sige: Vi kan ikke besvare spørgsmålet. Og det kan vi ikke af den simple grund, at formålet med vores genudgivelse af bogen har aldrig været at give nationalkonservatismen en helt.

Hvorfor genudgive?

Vi har udgivet en velskrevet bog om en af dansk åndslivs mest betydningsfulde og kontroversielle skikkelser i første tredjedel af det 20. århundrede, der samtidig var en hovedskikkelse i dansk konservatisme på det tidspunkt.

Som forlag beskæftiger vi os med kultur- og idédebat og har en særlig interesse for konservatisme. Alene derfor var det oplagt for os at genudgive den nu 35 år gamle bog, der i sin tid var blevet mødt med begejstrede anmeldelser, men ikke længere er til at opdrive.

Vi kan på det skarpeste afvise, at der skulle ligge noget pietetsfuldt i omtalen af Harald Nielsen som den moderne “nationalkonservatismes gamle fader”. For dette er ikke en vurdering af kvaliteten eller mangel på samme i Harald Nielsens forfatterskab – ligesom det heller ikke er et forsøg på at negligere Harald Nielsens antisemitisme, hvis Hertel eller andre skulle være i tvivl.

Det er slet og ret en konstaterinng af, at der er en åndshistorisk linje fra Harald Nielsen til den moderne nationalkonservatisme, og at det – i lyset af det ubetvivlelige forhold, at nationalkonservatismen (hvad end man så mener om det) er en ikke ubetydelig position i dagens politiske og kulturelle debat – derfor måske er særlig relevant at genudgive bogen nu – Endelig er det et forsøg på, meget kort, at forklare journalister, der ikke ved, hvem Nielsen var, samt potentielle læsere, der aldrig har hørt hans navn, hvorfor man dog skulle købe en bog om den døde litterat.

Tro det eller ej. I sidste ende skal vi sælge bøger.

Det er, som det hed i den anmeldelse af bogen, vi udgav i Replique, som om at bogen er mere aktuel idag, end da den udkom første gang i 1981.

Den store interesse i aviser som Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og nu også Politiken synes at bekræfte den formodning.

Det er også oplagt, at Politiken, ligesom vi selv har gjort det, interesserer sig særligt for bogen på baggrund af nationalkonservatismens fremvækst og problematiserer bogen ud fra den position, som Politiken naturligt indtager i dagens kulturkamp. Men det er mindre oplagt at antyde, at vi vil puste liv i Harald Nielsens antisemitisme endsige puste ham op til at være helt eller idol.

Men i sidste ende er det nok en misforståelse.

Vi vil en levende debat om kultur- og åndsliv og vække interessen for en kvalificeret debat om dansk konservatisme. Vi håber og tror, at bogen og Hertels anmeldelse, nu hvor de værste misforståelser er rettet, kan virke i retning af at realisere dette mål.

Christian Skov, ansvarlig forlagsredaktør for “Manden, der overlevede sin skæbne 2. udg.”