Brandes: Litterat eller stridsmand?

“Bogen indeholder en række glimrende artikler, der giver et gennemgående nuanceret og kritisk, men samtidig også sagligt blik på Brandes’ indflydelse. Samlet viser den, at hvis et opgør med romantikken havde sin berettigelse var det som andre litterære opgør: En overgang mellem former i takt med at samfund forandres, men ikke som et afgørende skel mellem ’før’ og ’efter’. At det blev det sidste og ikke det første skyldes Brandes, som Jakob Knudsen skriver.”

af Rasmus Pedersen

Hvilken indflydelse fik Georg Brandes’ moderne gennembrud og hvordan forholdte samtiden og den nære eftertids forfattere og litterater sig til dette? Det er nogle af de spørgsmål, der besvares i antologien Efter Georg. Da der er tale om en antologi med 12 forskellige artikler, bliver overordnede kommentarer altid lidt generaliserende; med det forbehold in mente kan man sige, at spørgsmålene primært besvares ved en biografisk og “kulturhistorisk”, som hedder i forordet, tilgang. Dermed gives læseren også en grundig indsigt i de historiske personer, der spiller afgørende roller i dansk åndsliv 1870-1945 (kun yderst undtagelsesvist behandles tiden efter 1945 i bogen).

Spændingerne hos Brandes

Artiklerne i sig selv er generelt vellykkede, nogle endda i meget høj grad. Tre skal særligt fremhæves: Anders Thyrring Andersens litteraturhistoriografiske artikel om Brandes’ litteraturhistoriske metode viser, at Brandes ser litteraturhistorie primært som en fortløbende kamp mellem to modsatrettede kræfter, aktion og reaktion. De kan bære forskellige ydre dragter, men den grundlæggende idé er altid den samme: Noget progressivt mødes af noget tilbageskuende. Som i en slags eventyr møder det progressive denne forhindring, der skal forstås og overvindes, og så bliver den indoptaget i det progressive. Det interessante ved at beskrive den brandesianske skabelon er dels at blive opmærksom på, hvor indlejret denne fortælling er i nyere litteraturhistorieskrivning (artiklen er en af undtagelser, der beskæftiger sig med tiden efter 1945), dels at understrege, hvor let det bliver at lade alle litteraturhistoriske uenigheder blive værdiladede til fordel for det progressive. Det moderne gennembrud var ikke blot en udveksling mellem to ligeværdige syn på æstetik, det romantiske og det realistiske; det var en duel mellem det moderne-progressive og det reaktionært-regressive. Det er en central del af forståelsen af Brandes, at han så gennemgribende sammenknytter æstetik og politik, og at denne sammenknytning også gælder den skabelon, der ligger til grund for hans historieskrivning.

Christian E. Skovs artikel “Nytidens herolder? Den konservative antibrandesianisme frem til 1930” omhandler den brandesianske indflydelse på konservativ tænkning, og viser det omfang, hvori dansk åndsliv i perioden til 1930 blev defineret af brandesianisme, i den forstand at også konservatismen i denne periode må forstås som en reaktion på brandesianismen. Skov påpeger det interessante, at konservatismen efter Brandes ikke kunne vende tilbage til den tidligere konservatisme, men i stedet blev en mere radikal, selvbevidst konservatisme; man kan vel sige (her taler undertegnede for egen regning) at mens indholdet af Brandes’ opgør blev forkastet, blev noget af formen overtaget af de konservative – konservatisme var ikke længere den standardposition, andre måtte defineres i forhold til, men snarere et element i en hård, men principielt ligeværdig, strid.

I artiklen ”Lucifer – Om Georg Brandes, Sophus Claussen og symbolismen” beskriver Bo Hakon Jørgensen forholdet mellem Georg Brandes og Sophus Claussen. Artiklen sætter et indbygget dilemma i brandesianismen på spidsen, nemlig det, at der er forskel på en moderne litteratur og en realistisk litteratur. Sophus Claussen er jo netop ikke realistisk, og i hvert fald i høj grad ikke rationalistisk. Hans digtning er symbolistisk, dunkel og drømmende. Jørgensen viser meget overbevisende, hvordan Brandes er ude af stand til at forstå denne digtning, og i sidste ende må tolke den som en slags naturdigtning i overensstemmelse med naturalismen. Der gøres med andre ord vold på Claussens digtning, der netop ikke er hverken romantisk eller realistisk, og derfor ikke passer ind i den skabelon, Brandes skriver efter:

“Claussen vidste noget om ’overbevisningens’ dæmoniske udgangspunkt, som var uhåndterligt litteraturpolitisk for Georg Brandes. Selv Lucifer var for Brandes uden dæmoni, bare ren sandhed og lysbringer! Og var det ganske rigtigt?”

En litterat uden litteratur

En anden styrke ved Jørgensens artikel er, at den faktisk seriøst og indgående beskæftiger sig med litteratur – artiklen indeholder simpelthen læsning af tekster (en række af Claussens digte), der forklarer hvorfor der netop aldrig kunne være noget særligt godt forhold mellem Claussen og Brandes. Desværre har antologien det væsentlige problem, at for få af artiklerne beskæftiger sig seriøst med litteratur – og Brandes var jo altså først og fremmest litterat. Han var selvfølgelig også alt det andet – en kulturpolitisk stridsmand, en forfængelig og selvhøjtidelig del af det københavnske borgerskab osv. Alt det var han jo netop fordi han havde et særligt litteratursyn – og i sidste ende er det dette litteratursyn, der ligger til grund for Brandes’ virke, indflydelse og relationer.

En del af artiklerne beskæftiger sig stort set overhovedet ikke med litteratur. En del andre beskæftiger sig med litteratur på abstrakt plan, hvor man taler om forfatteres livssyn osv., uden at komme yderligere ind på indhold, og især ikke form, i enkelte værker. Som eksempel på dette kan nævnes følgende citat om Martin Andersen Nexøs syn på det moderne gennembrud:

“Så meget og så fængslende at han næppe opdagede, at det, der var begyndt så levende og stridbart, allerede nu var ved at visne bort og forpuppe sig i gold formalisme.”

Det uddybes aldrig, hvordan det moderne gennembrud er ved at gå til i gold formalisme; som læser efterlades man derfor med flere spørgsmål end svar, blandt andet fordi formalisme snarere forbindes med typer af digtning, der definerer sig i modsætning til realisme (systemdigtning og andre former for (post)modernistisk digtning, for eksempel). Ser man på forholdet mellem romantik, realisme og modernisme må man vel snarest sige at realisme er den mindst formalistiske retning af de tre. Der gives ikke noget tekststykke til at understøtte påstanden. Andre artikler igen fortæller om fx Brandes’ syn på forskellige værker, stadig på et meget overordnet niveau.

Tøjstil frem for formsprog

For en god ordens skyld skal det understreges, at det ikke i sig selv er noget problem for den enkelte artikel; men når der samlet set i en antologi om den vigtigste danske litterat er så lidt fokus på litteratur, skaber det nogle problemer. De to artikler, der omhandler Brandes’ forhold til de to forfattere er hhv. i meget høj grad og udelukkende biografiske. Vi får fx refereret hvilket tøj, Martin Andersen Nexø havde på til en jubilæumsfest for Dagbladet Politiken, mens vi i artiklen om Pontoppidan og Brandes hører om, hvem der indleder og genoptager brevkorrespondancer. Jeg vil ikke hævde, at det er komplet uinteressant, men det er alligevel et mærkeligt fokus hvis man er interesseret i Pontoppidans forhold til det moderne gennembrud. Hvorfor omtaler man ikke Pontoppidans tvetydige forhold til realismen, der bl.a. kommer til udtryk ved den ofte ironiske fortællerstemme i Lykke-Per, og som snarere minder om det, man kommer til at se i de store modernistiske romaner, fx Thomas Manns Trolddomsbjerget?

Det ville selvfølgelig være en helt anden type artikel; men det er alligevel et eksempel på, hvordan artiklen – og mange artikler i bogen generelt – altid eftersøger biografiske forklaringsmodeller frem for litterære. Ved at gøre det opstår to problemer: For det første betyder det at Brandes – og egentlig også de forfattere, der på forskellig måde forholder sig til Brandes – fremstilles som mere utilregnelige og umotiverede end de egentlig var. Uenighederne mellem dem skyldes jo altså først og fremmest dybe, litterære uenigheder, og når de ikke fremstilles, kommer det let til at virke som umotiverede og mere personligt-smålige uenigheder end de var.

Realismen i eftertiden

For det andet betyder det, at netop virkningshistorien bliver mere uforståelig. Egentlig er ingen jo interesserede i personlige konflikter mellem de involverede. Vi er primært interesserede i de kulturpolitiske skillelinjer, der blev trukket, og hvordan de ser ud i dag; for eksempel udlægges Brandes’ forståelse af realisme og naturalisme aldrig. Det tages altid for givet, og vel som udgangspunkt med den gode grund, at alle, der har gået i gymnasiet mener at forstå hvad realisme og naturalisme er. Det at Brandes’ litteratursyn aldrig systematisk udlægges og kritiseres, betyder dog også, at der kun ofres meget lidt spalteplads på at udforske nogle af de spændinger, der er mellem Brandes’ politiske kamp og Brandes’ litterære kamp. For selvom realisme var identisk med moderne litteratur omkring 1870 forblev det ikke sådan særligt længe.

Kort efter blev moderne litterature snarere – som Jørgensens artikel er inde på – identisk med modernistisk litteratur, der definerede sig stort set i modsætning til realismen. Modernisterne i Europa var snarere optagede af at vende tilbage til det mytiske og religiøse (omend generelt ikke-kristne) i litteraturen, og oplevede realismen som falsk og overfladisk, vel en slags medskyldig i det naivt-optimistiske verdensbillede der havde præget tiden ind til 1. verdenskrig. Herefter blev kunsten – både den reaktionært-modernistiske og progressive – ekspressionistisk og (mere) psykologisk. På hvis side står Brandes så – den realistiske eller moderne?

Poler

At der her er en spænding bliver kun klarere, hvis vi ser på nyere dansk litteratur. De centrale danske digtere efter 1945 har – undtagelser er vel Rifbjerg og socialrealisme – i høj grad snarere søgt mod myten, det religiøse eller i hvert fald snarere det eksistentielle end det realistiske. Det gælder i mindst samme grad den litteraturpolitiske venstrefløj. Realismen er stendød, selv blandt de, der støtter op om brandesianismens politiske program, altså kulturradikale. Det kan skyldes flere ting – én er måske, at politisk modstand mod det etablerede og revolution i dag knyttes an til drømmen og utopien, mens det på Brandes’ tid var nok at udstille det eksisterende i al sin virkelighed. Uanset hvad er det svært at finde den nødvendige forbindelse mellem Brandes’ poliske og litterære projekt; hvorfor realisme og naturalisme? Det forbliver en uopklaret spænding i brandesianismen, der understreges af Brandes’ vanskeligheder ved den modernisme, der ikke blev realistisk.

Det afgørende skel?

Egentlig er det en smule usympatisk at anmelde en antologi med fokus på, hvad den ikke indeholder. Men er man interesseret i Brandes’ virkningshistorie, må man også være interesseret i Brandes’ virke som litterat og hans litteratursyn – det kunne man ønske flere artikler var. Det piller dog ikke ved en række glimrende artikler, der giver et gennemgående nuanceret og kritisk, men samtidig også sagligt blik på Brandes’ indflydelse. Samlet viser bogen, at hvis et opgør med romantikken havde sin berettigelse var det som andre litterære opgør: En overgang mellem former i takt med at samfund forandres, men ikke som et afgørende skel mellem ’før’ og ’efter’. At det blev det sidste og ikke det første skyldes Brandes, som Jakob Knudsen skriver.

Kristoffer Garne og Johan Christian Nord (red.): Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med brandesianismen. Forlaget Munch & Lorenzen, 2015.

http://munch-lorenzen.dk/2015/09/efter-georg-virkningshistoriske-livtag-med-brandesianismen/

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og redaktør ved nærværende tidsskrift.

PRINTERVENLIG UDGAVE

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!