Med sin seneste bog Gud, Livet og Menneskene, åbner Jon A.P. Gissel en dør til en af eftertiden glemt verden. Læseren tages med på opdagelse i ni konservative forfatterskaber fra tiden omkring ”det moderne gennembrud”, som udgjorde et alternativ til datidens moderetninger. Og som måske også kan være med til det i dag. Bogen anmeldes her af historiker Adam Wagner.
Af Adam Wagner
”Målet er at åbne døren til en rig og glemt verden”, skriver dr.phil. Jon A.P. Gissel i indledningen til bogen Gud, Livet og Menneskene, der, som undertitlen lover, behandler Ni danske, konservative forfatterskaber. Disse ord vakte genkendelse hos mig, for de mindede mig om den oplevelse, jeg havde, da jeg i sin tid læste Gissels doktorafhandling om historikeren Johannes Steenstrup (Den indtrængende Forstaaelse fra 2003). I sin behandling af Steenstrup inddrog Gissel nemlig flere af datidens forfattere (bl.a. Henrik Scharling og Ernst von der Recke), der, ligesom Steenstrup, blev fortrængt af ”det moderne gennembruds” mænd. Opløftet skrev jeg derpå således i min anmeldelse af doktorafhandlingen (Tidsskriftet Nomos nr. 3:2): ”Gissel åbner altså porten på klem til en rig verden, der har været gemt og glemt, men hvis anede tilstedeværelse giver én lyst til at slå porten på vid gab og gå på opdagelse.” Og nu åbnes døren altså med Gud, Livet og Menneskene, hvor Johannes Fibiger, Carl Ploug, Chr. K.F. Molbech, Thomas Lange, Rudolf Schmidt, K.G. Brøndsted, Ernst von der Recke, Thor Lange og Henrik Scharling en efter en fremføres for læseren, som ledes med på opdagelse i deres forfatterskaber. Tiden er omtrent det nittende århundredes sidste tredjedel, og emnet er nogle af de kulturkonservative forfattere, der stod i modsætning til den fremtrængende materialisme og naturalisme i litteratur, åndsliv og videnskab.
Positiv fremstilling
Der er altså ikke i første række tale om politisk eller kirkeligt konservative, skønt der naturligvis er nogle af de behandlede forfattere, der kunne betegnes som enten det ene eller det andet; Carl Ploug var fx også politisk konservativ, og Henrik Scharling kirkeligt konservativ. I modsætning til Gissels forrige bog, Konservatisme og kulturkamp, er der i Gud, Livet og Menneskene tale om, hvad man kunne kalde en positiv fremstilling, idet det ikke er kulturkampen og modstandernes kneb, der er til behandling, men derimod de kulturkonservative forfattere selv, deres tanker, tekster og etik.
Alternativ til datidens moderetninger
Bogen er således nærmest uomgængelig for alle, der måtte ønske at vide mere om disse forfatteres egne tanker og om tankerne i 1800-tallets slutning i almindelighed, idet de gængse fremstillinger har været for ensidige, hvilket Gissel giver enkelte eksempler på (og i øvrigt også gav eksempler på i Konservatisme og kulturkamp). Men der ligger mere i Gissels ønske om at fremdrage de ni forfatterskaber: De repræsenterer nemlig et ”værdifuldt alternativ” til datidens ”moderetninger” (s.2). Denne værdi, som også er fællesnævneren for de ellers meget forskellige forfattere, er den tradition, den tro og den etik, som de repræsenterede.
De stod alle i opposition til materialisme og naturalisme, de fleste fremdrog udtrykkeligt og positivt kristendommen i deres værker. De repræsenterede klassisk dannelse, og flere trak på den antikke arv, hvorved de også repræsenterede den fælleseuropæiske kultur. De besad et internationalt udsyn, samtidig med at de var forankrede i dansk kultur, var nationale og stod for den klassiske konservative treklang ”Gud, konge og fædreland”. De fleste af forfatterne lå i naturlig forlængelse af den tidlige romantik og forsvarede den, og selvom fx Thomas Langes forfatterskab ikke kan betegnes som typisk romantisk, er det afgørende fællestræk for de ni forfattere deres modsætning til de strømninger, der kan sammenfattes under naturalisme, ateisme og determinisme. De stod altså for en fastholden af en åndelig forståelse af mennesket og livet (og derfor også af den fri vilje) – og her har vi nok nøglen til bogens titel, for den bagvedliggende ånd udgik naturligvis fra Gud (også selvom fx Ernst von der Recke ikke var kristen i traditionel forstand). For mon ikke titlen henviser til kapitlet ’Viden’ i Konservatisme og kulturkamp, hvor Gissel bl.a. behandler en konservativ modstand mod en ren materialistisk forståelse af mennesket? Der falder følgende ord nemlig (på s. 271): ”Videnskabelig holdning indebærer en holdning til Gud, livet og menneskene: 1800-tallet begyndte med at søge ånden i naturen og endte med at finde naturen uden ånd.” (Min fremhævning.) Over for denne åndløshed stod en konservativ tilgang til videnskab, som ikke var rent materialistisk. Følgende formulering fra samme afsnit (s.280) kan stå som samlet udtryk for denne tilgang: ”Alternativet til darwinismen og de retninger, som udspringer af den, er en holdning, hvor der er højere mål end tilpasning og overlevelse, hvor samvittighed og ansvar findes, sandhed, mening, hensigt, hvor næstekærlighed og uegennyttighed findes og ikke kun skjult egoisme, hvor hæderlighed og retskaffenhed findes, hvor mennesket ikke alene er en del af naturen.” Denne holdning til ”Gud, livet og menneskene” passer også på de ni forfatterskaber, som Gissel behandler i sin nye bog – deraf titlen, tror jeg.
Indbyrdes forskelligheder
De ni forfattere var på trods af en fælles åndelige tilgang og en fælles placering i datidens kulturkamp indbyrdes meget forskellige, hvilket Gissel får fint frem ved netop at behandle dem en for en. Forfatterne forsøges ikke presset ind i en fælles skabelon, forsøges ikke sat i bås, men forsøges snarere forstået hver for sig. Men de lighedspunkter og fællestræk, der er, nævnes naturligvis undervejs, ligesom et forfatterskab ofte belyses ved et andet.
Blandt forskellene, der er, kan fx nævnes, at nogle opfattede sig som nationalliberale eller havde udgangspunkt i den bevægelse, mens andre udtrykte kritik af de nationalliberale. Både Carl Ploug, Chr. K.F. Molbech og K.G. Brøndsted må henføres til første gruppe, mens Henrik Scharling hører til den sidste. Scharling og Brøndsted fremførte også en vis kritik af guldalderen, mens andre snarere var børn af den – vel særligt Molbech. Rudolf Schmidt og Scharling så vidt forskelligt på forholdet mellem tro og videnskab.
Forfatterskaberne indeholder også forskelle, som ikke er modsætninger. Thomas Langes stil kunne næsten henregnes til »realismen«, samtidigt med at naturen, der nærmest optræder som besjælet, spiller en stor rolle i hans forfatterskab. Hans interesse for menneskene og deres sind er fremtrædende. Carl Ploug fremstår som den mandige digter, hvor Danmark, Skandinavien, historien og også politiske emner ofte er til stede. Molbech er en lyrisk digter, hvor kristendommen træder frem, og hvor pligt og tro giver et grundlag for glæden, mens selvisk stræben, pligtforsømmelse og manglende etik fremstår som ødelæggende. Rudolf Schmidts dramaer har gerne den enkeltes indre udvikling eller erkendelse som emne, det er det meningsgivende og det, der styrker; synd og frelse er derfor vigtige temaer. K.G. Brøndsted skrev fortællinger og romaner og er gerne ligefrem i sin kritik af modstanderne, men er ikke ensidig, kan også vende kritikken mod ”sine egne” eller af og til se noget af værdi hos modstanderen. Om ham er det siden sagt, at han med ”djærv Harme og godt Humør” satiriserede ”over politisk og litterær Radikalisme”. Ernst von der Recke er formens, metrikkens mester, en virtuos udi lyrikken; han arbejdede med de gamle folkeviser og er i sin egen lyrik og i sine skuespil optaget af sjælen, menneskets indre vækst og lægger vægt på kærlighed og troskab. Henrik Scharling er teologisk tænker med anlæg for både det dybtgående og det satiriske. Kristendommen var naturligvis udgangspunktet for hans overvejelser, og hans kritik af naturalismen går ikke på det overfladiske, men lige til problemets kerne. Han ser i naturalismen kilden til samfundets opløsning. Thor Lange kan karakteriseres kort med tillægsordene drømmende, dragende, mild og mytisk; sagn, historie og kristen mystik smelter her sammen. Johannes Fibiger er stærkt optaget af antikken og den klassiske arv. Alle var de kristne, selvom Recke som swedenborgianer var det på en temmelig utraditionel måde. Naturligvis yder ovenstående ikke Gissels indgående behandling af de ni forfatterskaber retfærdighed, men jeg håber i det mindste at have givet et indtryk af deres forskelligheder.
Anti-naturalisme
Hvad der naturligvis er et gennemgående emne, er de ni forfatteres forhold til den fremadstormende »realisme«, eller rettere den naturalisme og materialisme, som den var udtryk for. Kernen i deres uvilje er det fravær af mening, som ligger i den naturalistiske eller materialistiske verdensanskuelse, da den hverken regner med ånd, sjæl, synd eller frelse. En hensynsløs, selvisk, nydelsessyg og umoralsk tilgang til livet er derfor genstand for kritisk behandling (fx i Molbechs skuespil Opad! og Faraos Ring), ligesom modsætningen, et stadigt arbejde med sit eget sind og en ransagen af sin egen samvittighed eller ansvar og pligt i det hele taget, er vigtige temaer (som fx i Rudolf Schmidts skuespil Udløst). Forholdet var naturligvis ikke, at de ni forfattere ikke også kunne være realistiske i ordets bogstavelige betydning – de kunne også være det stilmæssigt (hvilket Thomas Langes forfatterskab er et eksempel på) – men at den retning, der kaldtes realistisk, fornægtede den del af virkeligheden, der ikke var fysisk. Henrik Scharling kaldte det for falsk realisme, som kun ville anerkende ”den blotte Udvorteshed, den raae Sandselighed, som kan tages og føles med Hænderne”, og Gissel citerer Scharling for følgende forudsigelse om følgerne af denne falske realisme: ”Alt Samfundsliv, al Videnskab, al Kunst bliver en Umulighed, hvor man vil udslukke den sidste Gnist af Idealitet og det Almene, ja tilsidst maatte enhver aandelig Meddelelse ophøre, eftersom der jo kun blev lutter Enkeltheder tilbage og Intet, der egnede sig til fælles Forstaaelse.” Dette ”forudsiger på næsten profetisk måde nutidens postmodernisme”, føjer Gissel til (s.273).
Og nu vi er ved det profetiske: K.G. Brøndsted har et godt øje til grundtvigianismens svaghed over for radikalismen og beskriver i novellen ’Udnævnelsen’ fra 1917 (i Mange Strenge) dansk kirkeliv i fremtiden: ”Kristus var nogle Steder den guddommelige Frelser, andre Steder kun et ædelt Menneske, andre steder ikke andet end en Mythe, i nogle Kirker omtaltes han slet ikke. Helligaanden var afskaffet de fleste Steder. Selve Gudsbegrebet var nogle Steder kun en Abstraktion, et Navn paa Menneskets eget Følelsesliv. Livet efter Døden var ude af Kurs, dog havde Belønning efter Døden mange Tilhængere, Straf efter Døden derimod ingen.”
Humor som alvorens rambuk
Humor og underfundighed præger flere af forfatterne, selvom alvoren er gennemgående eller måske snarere underliggende. Alvoren var til dels bestemt af den fremgang, som deres åndelige modstandere havde, og den modgang, som nogle af dem derfor selv mødte. Rudolf Schmidt nok især, men man bemærker også, at det allerede i 1913 ved de danske teatre opfattedes som aldeles passé at spille romantiske dramaer som fx Spoletos Blomst af Ernst von der Recke; et stykke, der ellers både dramatisk, indholdsmæssigt og sprogligt burde have kunnet hævde sig – men altså ikke mod tidsånden. Hvad det humoristiske angår, har Henrik Scharling en særlig plads; kendt er Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard (hvor den unge Nicolai fortæller), men det er fortællingen Jøvik, om en by af samme navn, der behandles af Gissel. På trods af at virkelighedens Jøvik er en bygd nær Tromsø, må denne fortællings Jøvik være et satirisk billede på Danmark. Alle står for skud: byens præster, den reformivrige overlærer og de, der vil bringe den nye moral fra Paris til byen osv. Selvfølgelig er der en mening med galskaben, og humoren er her både alvorens og eftertænksomhedens rambuk, men der er altså også noget at gå i gang med, hvis man vil begynde med noget i den lettere genre fra en af disse ni forfattere.
En flok guldalderepigoner?
Var disse forfattere epigoner, som en kritisk eftertid har hævdet? Skyldes deres fortrængning ganske enkelt, at de ikke var gode forfattere? De spørgsmål må naturligvis stilles, for muligheden foreligger jo, men som udgangspunkt kan der ikke gives fælles svar derpå, eftersom hver især må bedømmes for sig. Hvad angår Ernst von der Recke synes et bekræftende svar at være udelukket. Ikke bare var han en mester i metrik, han var tillige meget sikker i sit billedsprog, digtene formfuldendte og smukke. Men tidens smag havde ændret sig. Også Molbech må forstås således. Gissel nævner dennes oversættelse til dansk af Dantes Guddommelige Komedie, og hvad den angår, har jeg noteret mig den seneste oversætter Ole Meyers bedømmelse: ”Molbechs Dante er med rette blevet en klassiker på dansk. Han overholder nøje originalens fletværk af kvindelige rim (altså sluttende på tryksvag stavelse), et kunststykke som siden vistnok kun tyskeren Benno Geiger, i 1960, har præsteret på et germansk sprog.” (Ole Meyers forord i oversættelsen fra 2000.) Rudolf Schmidt blev af en samtidig betragter (i 1874) karakteriseret som ”den mærkværdige danske Fremtidsdigter” i anledning af, at han introducerede Walt Whitman på dansk; som Gissel påpeger, burde det få en til at revurdere eftertidens bedømmelse af Schmidt som ”Guldalderepigon”. Thomas Langes stil var nærmest realistisk, så hvad ham angår, må det snarere være hans kristne, etiske og meget lidt naturalistiske indhold, der har gjort ham ”forældet” i de modernes øjne. Selvom Brøndsted i sin stil måske er lidt stiv i det, og selvom hans budskaber for mig af og til virker lidt for tydelige på en måde, så det nok kan skade det kunstneriske indtryk, tager Brøndsted mange spændende temaer op fx i fortællingen Fædrenes Synd og novellesamlingen Smaa danske Snobber, som bestemt ikke er biedermeierlitteratur, men hvor både overfladisk kristendom, overfladisk konservatisme og opportunisme udstilles. Brøndsteds hovedværk Fra det Fjerne, der har historiske emner, og er også i eftertiden blevet positivt bedømt – og er da også et værk, man efter Gissels gennemgang får lyst til at læse. Alt i alt er det denne læsers indtryk, at den senere fortrængning mere skyldes enten forfatternes litterære stil eller deres indhold – ikke i første række deres kvalitet, og da slet ikke som helhed betragtet.
Skønhed
Der er i bogen et gennemgående tema, hvor jeg ikke helt kan følge Gissel. Det drejer sig om behandlingen af forfatternes forhold til skønhed, æstetik og kunst; herunder forholdet mellem æstetik og etik eller form og indhold. Det er et tema, som Gissel ikke udtrykkeligt tager op, men som alligevel er genkommende, og derfor afgørende, synes det (eksempelvis på s. 12, 13, 14, 72 og 81). Det er som om, Gissel antager, at der er en modsætning mellem æstetik på den ene side og etik eller tro på den anden, og derfor er ivrig for at understrege, at æstetikken ikke havde afgørende betydning for de behandlede forfattere. Først da læseren når frem til behandlingen af Brøndsted, aner man forklaringen, da denne stod i udtalt modsætningsforhold til ”l’art pour l’art”-bevægelsen, altså ”kunst for kunstens skyld”, der søgte den rene æsteticisme, hvor alt andet end æstetiske betragtninger skulle lades ude af kunsten (s.164f.). Se så forstår man modsætningen. Men er kunst nødvendigvis det samme som skønhed? At man er imod kunst for kunstens skyld, er vel ikke ensbetydende med, at man ikke tillægger æstetik en selvstændig værdi? Under alle omstændigheder er det lidt som om, Brøndsteds klare erkendelse af problemet med ”kunst for kunstens skyld” overføres på de andre forfattere, hvor det naturligvis ville have været mere givende at vide, hvad de selv tænkte om skønhedens rolle og betydning. For jeg kan ikke tro, at fx Molbech og Recke ikke har ment, at skønheden havde betydning. Emnet er spændende ikke mindst på baggrund af, at skønheden sidenhen næsten har forladt kunsten. Formløsheden er for mig at se blevet dominerende netop på baggrund af en påstand om, at budskabet er vigtigere end skønheden. Det kunne vitterlig være spændende at få noget at vide om, hvordan (alle) disse ni forfattere så på forholdet mellem skønhed, kunst og etik.
Gissel har tilegnet sig en del stof og viser et næsten formidabelt overblik over de behandlede forfatterskaber, og selvom han ikke er lige stærk i dem alle, forekommer overblikket over flere af dem at være næsten fuldkomment (her tænker jeg især på Thomas Lange, K.G. Brøndsted, Rudolf Schmidt og Ernst von der Recke; tillige Carl Ploug, i hvert fald hvad angår hans digtning). Dertil kommer, hvad der ikke er mindre imponerende, det kendskab, Gissel viser til den samtidige og senere behandling af forfatterne. Især samtidens stillingtagen har krævet gennemgang af flere dagblade mv. I øvrigt er der ingen tvivl om, at Gissel kender sin Bibel, og flere af de referencer, der forekommer i de af ham behandlede tekster (fx Rudolf Schmidts), ville andre mindre bibelstærke analytikere næppe have opdaget. Rent sprogligt er bogen, som de andre fra Gissels hånd, om ikke fejlfri, så næsten; man fornemmer, at Gissel arbejder omhyggeligt med sproget – hvad der er helt i de ni forfatteres ånd.
Døren er åbnet
Bogen må være af interesse for enhver, der vil beskæftige sig med en eller flere af de ni forfattere, men også for dem, der vil vide mere om tidens litteratur i det hele taget uden at læse om den med de litterære modstanderes briller. Først og fremmest henvender bogen sig dog nok til dem, der, som Gissel selv, søger et andet indhold end det, der sejrede dengang. Og uanset om faghistorikere kan lide det eller ej, så søger den enkelte som oftest historien netop for at finde en mening; i dette tilfælde en tabt mening. Tradition er ikke bare det at køre på rutinen, som Gissel ganske rigtigt siger, det er snarere det ”at trænge ind i traditionens ånd” (s.66). I behandlingen af Egen i Præstegaardshaven af Thomas Lange hæfter Gissel sig ved udtrykket ”han fik sig selv tilbage” – hvilket kan være nødvendigt, hvis man har mistet ”grebet om tilværelsen ved at miste kontakten med det inderste” i sit ”eget væsen.” Nu kan vi alle få noget tilbage. Måske kan vi få os selv tilbage? Vi kan i hvert fald kun blive rigere ved bekendtskabet med de glemte. Døren er åbnet – det er bare at træde ind.
Jon A.P. Gissel: Gud, Livet og Menneskene. Munch & Lorenzen, 2017.
Adam Wagner er mag.art. i historie og forfatter til bogen Danskhed i Middelalderen.