Hvad spyttemanden fortæller om immigrationskrisen

Hvorfor kan et billede af en mand, der tilsyneladende spytter på flygtninge tænde op under forargelsen i den danske offentlighed? Naturligvis fordi det først og fremmest er forargeligt og dybt forkert. Ikke alene er det forkert i det hele taget at spytte på mennesker – og man kan endog blive straffet for det – det er i de flestes – også denne skribents – øjne i særlig grad forkert at spytte på folk i en ulykkelig situation. Og at gruppen af immigranter eller flygtninge, der pludselig dukkede op i Rødby står i en ulykkelig situation, er der næppe tvivl om.

Forargelsen bunder i bund og grund i den sunde sans for moral og ordentlighed, som de fleste danskere har i behold: Man kan tænke om flygtninge, hvad man vil, og opfatte situationen forskelligt, men der er ting, man simpelthen ikke kan tillade sige at gøre. Alligevel er det værd at overveje, hvordan en enkelt spytklat, sikkert afgivet i et ulykkeligt anfald af spontanitet, kan få så meget opmærksomhed. Det er grimt, men næppe det værste, der er sket i Danmark i det forløbne døgn. Ud fra enhver tænkelig standard er f.eks. et voldeligt overfald langt værre. Og der har givetvis fundet voldelige overfald af sted i det forløbne døgn, men det har vi altså ikke hørt noget til.

Så hvorfor denne optagethed af vores egne muligheder for at blive forarget?

Sagen er den, at forargelsen over spyttemanden fra Lolland tjener et formål. Selvom han tilsyneladende er et enligt eksempel, postuleres han som symbol for og afsløring af danskernes indre svinehund. Hvem kunne tjene dette formål bedre end en midaldrende, halvtyk mand fra landets ”gule” periferi? Spyttemanden fra Lolland er hvad, den kreative klasse ser, og ønsker vi skal se, når vi skal danne os et billede af den åbenlyse skepsis, der knytter sig til immigrations- og flygtningekrisen. Han skal vække en slumrende skamfølelse, som det menneske, der gerne vil være anstændigt – og det vil vi jo egentlig alle – må kaste af sig ved at uddrive svinehunden og lægge låg på, hvad skepsis, vi måtte have.

Når kendisser og ukendisser deler billedet af spyttemanden, er budskabet ikke, at han skulle skamme sig, men at vi alle skulle skamme os. Dermed tjener spyttemanden til at fastholde debatten inden for rammerne af en moralistisk diskurs, der blænder af for det afgørende politiske spørgsmål om, hvad der er muligt for os at stille op, og hvad vi derfor må gøre af fornødent i denne konkrete situation.

Men måske spyttemanden kan udlægges på anden vis. Hvad får et menneske til at opføre sig sådan? Det spørgsmål må man rimeligvis kunne stille ud fra devisen om, at forstå baggrunden for en given handling ikke er det samme som at tolerere den endsige bifalde den. Spørgsmålet må stilles, fordi svaret siger noget afgørende om vores egen situation.

En spytklat mod en menneskemængde er tegn på ringeagt, men måske netop først og fremmest afmagt? Den afmagt, et menneske må føle, når det med egne øjne konstaterer, at den politik, som et stort flertal af Folketingets partier og det danske folk støtter, bryder sammen for dets øjne. At den viljesytring, som den danske flygtninge- og indvandrerpolitik er udtryk for, er uden konsekvens.

For det er jo ikke de omtrent 1100 flygtninge i sig selv, der vælter læsset. Det er bevidstheden om, at vi ikke har nogen måde at håndtere tilstedeværelsen af dem på.

Realiteten er jo, at havde systemet virket, ville flygtninge ikke have været her. De havde været stoppet og registreret allerede i Ungarn, i Italien eller i Grækenland. Realiteten er, at EU’s ydre grænser står pivåbne, at der ikke er politisk vilje til at sikre dem, og at det tilsyneladende ikke er muligt at tilbageholde og registre flygtninge og indlede asylprocesser i EU’s grænselande. Hvordan kan man i virkeligheden undgå at føle afmagt i en sådan situation? Hele den politiske debat i EU, hvor løsningen peger i retning af et kvotesystem, der effektivt vil gøre en ende på nationalstaternes håndhævelse af flygtningepolitikken, er jo et udtryk for selvsamme desperation og afmagt.

Spyttemanden er givetvis en idiot, eller har i hvert fald opført sig som en. Men spyttemanden er ikke problemet. Immigrationskrisen og de politiske systemers manglende evne og mulighed for at håndtere krisen er problemet. Spyttemanden er kun et symptom på en afmagt, der hvis den får lov til at yngle, sandsynligvis vil give sig udslag i langt mere radikale fænomener end en spytklat, sådan som vi allerede har set det i f.eks. Grækenland og senest med en række brandattentater i Tyskland.

Ja, hvis ikke udviklingen vendes er der stor fare for, at vi en dag vil se tilbage med nostalgi og vemod på den tid, hvor afmagten og utilfredsheden kun gav sig udslag i retningsbestemt mundvand.