Hvad gik galt?

Det Konservative Folkepartis virke de seneste omtrent 50 år er en perlerække af bevidste svigt. Det mener månedens kronikør, tidl. MF for partiet Frank Dahlgaard, der peger på at svigtet navnlig gælder udlændinge- og EU-politikken.

af Frank Dahlgaard

Når Det Konservative Folkeparti i dag er det mindste parti i Folketinget – med udsigt til at forblive i denne position – har man kun sig selv at takke. Gennem de sidste mange årtier har partiet nemlig på tre-fire afgørende områder svigtet sine vælgere og sit naturlige ståsted. Det naturlige ståsted for Det Konservative Folkeparti er at stå vagt om Danmark som et selvstændigt, fredeligt land med et velfungerende folkestyre. Den konservative chefideolog, Per Stig Møller, har flere gange i tidens løb sagt og skrevet, at det er konservativt at bevare det bevaringsværdige, herunder dansk kultur og levevis. Han har også sagt, at efter konservativ opfattelse skal staten være stærk nok til at forsvare de svage, men ikke så stærk, at den knuser de stærke. Alt sammen smukt og godt, synes jeg og mange andre borgerlige vælgere.

Svigtet

Men har de konservative så levet op til disse mål? Nej, nej og atter nej. Til trods for at Det Konservative Folkeparti har deltaget i regeringsmagten i 20 af de sidste 33 år er Danmark ikke mere et fredeligt eller selvstændigt land. Bevaringsværdig dansk kultur er smuldret bort, vores folkestyre er undergravet med direktiver og forordninger fra Bruxelles og den offentlige sektor har vokset sig så stor, at vi har verdensrekord i skatte- og afgiftstryk. Det har fået mange stærke erhvervsfolk til at vende Danmark ryggen. Alligevel formår staten og kommunerne ikke at yde en ordentlig hjælp til alle de, som virkelig er svage. Set med de fleste konservative vælgeres øjne har udviklingen været en total fiasko. Partiet har gang på gang skuffet sine vælgere, som derfor har søgt hen til andre politiske partier. De konservative politikeres svigt har været medvirkende til at danne grobund for en stribe nye politiske partier: Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Liberal Alliance.

Da det begyndte

De konservative svigt begyndte for alvor med VKR-regeringen 1968-71. Her var justitsministeren konservativ, og det var under ham, at billedpornografien blev lovliggjort i Danmark – som det første land i verden. Det var mildt sagt ikke, hvad konservative vælgere havde forventet. Det var stærkt medvirkende til stiftelsen af Kristeligt Folkeparti. Værre var efter min mening, at de konservative svigtede totalt i den økonomiske politik: Aldrig er den offentlige sektor – og skattetrykket – vokset så kraftigt, som under VKR-regeringen. Og det skete vel at mærke med en fremtrædende konservativ politiker som finansminister. Siden er den offentlige sektor bare vokset og vokset, men de konservative har aldrig arbejdet for at begrænse statens og kommunernes størrelse. De har aldrig gået længere end til at kræve nulvækst. Altså at den offentlige sektor ikke må vokse yderligere. Når det så alligevel skete, så krævede man aldrig at få den offentlige sektor ned på det tidligere niveau, som man før sagde, man ville forsvare. Aldrig. Konservative har bare sejlet med udviklingen og affundet sig med socialdemokratiseringen og verdens højeste skatter.

Når Det Konservative Folkeparti svigter på dette område, så bliver det naturligvis meget svært for de andre politiske partier at undgå at rykke til venstre – altså i retning mod Socialdemokratiet. De blev jo nærmest skubbet i dén retning af de konservative, som ikke krævede en beskæring af den offentlige sektor, og som ikke krævede lavere skatter og afgifter. Resultatet af VKR-regeringens og især K’s svigt blev fremvæksten af Fremskridtspartiet, der ved valget i 1973 kom ind i Folketinget som det næststørste parti. Og hvordan reagerede konservative ledere så på Fremskridtspartiets kæmpe valgsejr? Ved at tage afstand fra Fremskridtspartiets krav om store offentlige besparelser og nedsættelse af skatterne! Det var ”populistisk” og ”usagligt”, sagde man.

Gentagelsen

Det sagde de konservative ledere også, da Dansk Folkeparti i 1995 blev dannet med udgangspunkt i et andet af de store konservative svigt: Udlændingepolitikken. Mennesker fra den 3. verden med en helt anden kultur og et andet syn på kvinder strømmede til Danmark som flygtninge og indvandrere. Det betød en voldsom vækst i kriminaliteten og andre alvorlige problemer. Hér burde de konservative mere end noget andet parti være trådt i karaktér. Men nej, man medvirkede blot til at stemple Dansk Folkeparti som et racistisk parti, fordi de ville bremse tilstrømningen af fremmedkulturelle mennesker. Imens voksede parallelsamfund og indvandrer-ghettoer op omkring de store byer.

Til trods for at Det Konservative Folkeparti har deltaget i regeringsmagten i 20 af de sidste 33 år er Danmark ikke mere et fredeligt eller selvstændigt land. Bevaringsværdig dansk kultur er smuldret bort, vores folkestyre er undergravet med direktiver og forordninger fra Bruxelles og den offentlige sektor har vokset sig så stor, at vi har verdensrekord i skatte- og afgiftstryk.

Jeg sad selv i den konservative folketingsgruppe i disse år, men kunne ikke få partiet til at ændre holdning: Dansk Folkeparti var bare et væmmeligt nationalistisk og populistisk parti, som ikke var stuerent. ”De er ved at gøre Dannebrog til deres partiflag – det kan vi ikke bare lade ske”, sagde jeg på flere gruppemøder. Men det skete. Nu er man så med den konservative valgkampagne her i foråret 2015 vågnet op, men det er jo alt for sent. Og så er det ærlig talt en små-pinlig kampagne, hvor man synes man skal trække nazi-kortet. Det er udtryk for ren desperation, fordi skuffede vælgere i hobetal har forladt partiet, og fordi vælgertilslutningen stadig synker. Helt ærligt, så synes jeg ikke at dén kampagne er helt stueren.

Diktater fra Bruxelles

Det tredje store svigt fra konservativ side vedrører EU-politikken. Det kan aldrig blive god konservativ politik, at Danmark skal styres fra et andet lands hovedstad. ”Vi skal ikke sige ja og amen til alt, hvad der kommer fra Bruxelles”, sagde Hans Engell som partiformand midt i 1990’erne. Godt og rigtig sagt, men det viste sig kun at være ord: Hver eneste gang, når det kom til stykket, rettede den konservative ledelse bare ind og fortsatte med at sige ja og amen til alt fra EU: Således skulle vi bare stemme ja til Maastricht-traktaten i 1992 om ØMU’en (det blev heldigvis et nej). Vi skulle også bare stemme ja til Schengen-traktaten i 1998, som bl.a. fjernede grænsekontrollen og landegrænsen (det blev desværre et ja). Og vi skulle bare afskaffe den danske krone og en selvstændig dansk penge- og valutapolitik ved at stemme ja til euroen i 2000. Det blev heldigvis et nej fra 53 pct. af vælgerne.

Tænk at det Konservative Folkeparti uden diskussion går 100 procent helhjertet ind for at afskaffe et selvstændigt dansk pengevæsen! Det indebærer en mega-stor beskæring af dansk selvbestemmelse, og det ville omdanne den danske Nationalbank til en lille filial af ECB i Frankfurt. Men er man blevet klogere? Nej, ikke i EU-politikken i hvert fald. Her er det fortsat partiets politik at afskaffe kronen til fordel for euroen – til trods for en voksende mistillid til euroen i finansverdenen ude og hjemme. Den græske tragedie som følge af landets medlemskab af euroen gør tilsyneladende ikke det mindste indtryk. Heller ikke dét forhold, at kronen og dansk økonomi har klaret sig fortrinligt uden for euroen.

Ved Europaparlamentsvalget i 1999 opstillede Det Konservative Folkeparti udelukkende kandidater, der sagde ja og amen til alt fra Bruxelles. Som konservativ MF’er og EU-skeptiker (ikke EU-modstander, men bare skeptiker) forsøgte jeg selv i foråret 1999 at blive opstillet som kandidat. Men det blev afvist af Landsrådet – efter massive opfordringer hertil fra partiledelsen. Samtlige 20 konservative kandidater skulle gå helhjertet og ukritisk ind for alt fra EU. Hvad gjorde konservative EU-skeptikere i en sådan situation, hvor ingen opstillede kandidater fra deres eget parti er EU-skeptiske kandidater? De blev hjemme på sofaen – eller gik hen og stemte på én af Dansk Folkepartis kandidater. Jeg gjorde det sidste, og så blev jeg smidt ud af partiet.

Det var jeg sådant set glad for, for dermed fik jeg som løsgænger helt frie hænder, og den situation benyttede jeg til at opbygge en gruppe af euro-modstandere blandt fremtrædende nationaløkonomer. Da folkeafstemningen om euroen blev udskrevet i februar 2000, var vi klar til at fremføre saglige økonomiske argumenter imod euroen. Det lykkedes os også at skaffe millioner af kroner til finansiering til meget omfattende annoncekampagner i de danske aviser. Uden denne indsats var det måske blevet et ja til euroen.

Lov, orden og sammenhængskraft

I lange perioder har der været konservative ministre i regeringen siden 1982. Også på justitsministerposten. Men er politistyrken blevet forøget i takt med den voksende kriminalitet? Nej. Utryghed og lovløshed har bredt sig i takt med, at politiet i realiteten har givet op over for mange opgaver. Der er hverken mandskab eller penge nok. Det er da ellers en konservativ mærkesag at ændre på dette.

Det er også en konservativ mærkesag at Danmark skal have en stærkt og troværdigt forsvar. Har vi det? Nej. Militæret er bare blevet skåret ned år efter år, og nu har vi en aggressiv og uforudsigelig leder i Rusland. Det var også med konservative lederes velsignelse, at man de facto opgav den almindelige værnepligt, som vi havde indtil slutningen af 90’erne. Den nationale sammenhængskraft, der lå i den almindelige værnepligt, er væk. Det er dybt ulykkeligt, og konservative vælgere oplever også dette som et svigt.

Det gælder også indsatsen for at stå vagt om dansk kultur og traditioner. Kender børn og unge i dag til danske salmer og sange? Kan de synge med på melodier og tekster, når de sidder i kirken ved juletid eller ved konfirmationer, bryllupper eller begravelser: Svaret er nej. De er blevet kulturelle analfabeter. Kendskabet til Danmarks historie og geografi er gået samme vej, og det er sket uden at de konservative ledere har protesteret vildt og voldsomt. Man har bare tilpasset sig.

Som uddannelsesordfører i Det Konservative Folkeparti i årene 1994-98 markerede jeg mig voldsomt i offentligheden med modstand mod den slaphed og dumhed, der havde bredt sig i folkeskolen og også på gymnasierne. Resultatet blev et oprør mod mig som uddannelsesordfører. Jeg skulle væk fra den post! I den konservative folketingsgruppe med 28 medlemmer var der kun nogle få, som støttede mig. De fleste var enten passive eller direkte modstandere af min markante (konservative) linje i uddannelsespolitikken. Så efter 1998-valget, hvor jeg blev genvalgt, frabad jeg mig posten som uddannelsesordfører. Hvorfor skal man kæmpe alene – og mod sine egne – for noget, som burde være en konservativ mærkesag?

Endnu et forhold omkring Det Konservative Folkeparti, der kan bringe mit blod i kog, er dovenskaben. Ja, jeg siger det ligeud. I mine 7 år i folketinget var det kun en håndfuld ud af en folketingsgruppe på 28 mænd og kvinder, som virkelig leverede en flittig og engageret indsats. Resten passede blot deres ordførerskaber som pæne skoleelever laver deres lektier og fremlægger for klassen. Jeg oplevede dovenskaben i partiet som en del af partikulturen. Fra 1994-98 var vi 28 i den konservative folketingsgruppe, mens vores gennemslagskraft i medierne var mindre end Enhedslistens 6 medlemmer. Det var dybt frustrerende. Det er ikke mærkeligt, at de konservative taber vælgere. Det er mærkelige er, at det ikke er sket længe før.

Når Det Konservative Folkeparti ikke virkelig kæmper for konservativ politik, så bliver konservative vælgere skuffede. Og så forsvinder de efterhånden. Og så dukker der andre politiske partier op, som overtager opgaven. Det er dét, som er sket.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!