“Af sikkerhedshensyn kan vi ikke bringe alle relevante illustrationer”

Medierne bevæger sig ind på en farlig praksis, når de undlader at bringe Jyllands-Postens og Lars Vilks Muhammed-tegninger under henvisning til såkaldt redaktionelle begrundelser. Det mener månedens kronikør Kristian Tørning, der også peger på nogle dybereliggende faretendenser ved, at medierne spiller dobbeltspil omkring bevæggrundene til at undlade publiceringen.

af Kristian Tørning

I forbindelse med det seneste terrorangreb på jøder og ytringsfriheden har den danske presse generelt set fravalgt at vise Lars Vilks’ værker. Det er besynderligt, for Lars Vilks er netop kendt for, at nogle muslimer vil dræbe ham, på grund af nogle konkrete kunstværker han har lavet. Lars Vilks er primært kendt for sine omstridte trækonstruktioner (Nimis og Arx fra 1980) på Kullen, for at have tegnet Muhammed som rundkørselshund, og for at han af samme årsag tidligere er blevet overfaldet og endog forsøgt myrdet.

Redaktionel begrundelse

Den 7. januar 2015, for bare syv uger siden, angreb muslimske terrorister det franske satiremagasin Charlie Hebdo. I forbindelse med det angreb valgte hovedparten af medierne at lade være med at bringe Charlie Hebdo-tegningerne, ej heller de danske Muhammed-tegninger blev vist, selvom de danske tegninger oprindelig affødte Charlie Hebdos tegninger. I debatten, der fulgte Charlie Hebdo-angrebet, beskæftigede journalister og redaktører fra majoriteten af den danske presse sig flittigt med begrebet ”redaktionel begrundelse”. De talte hele tiden om begrebet i diskussionerne om, hvorvidt man skulle vise de tegninger, som ortodokse muslimer selv brugte som begrundelse for angrebet.

Traditionelt set er ”redaktionel begrundelse” en betegnelse for de argumenter, der vejer for at indhold har fået den form, det har, før det blev sendt ud til medieforbrugeren. Den redaktionelle begrundelse har således form af en argumenterende legitimering af, at et medie har bragt en historie eller ladet være – en udredning af de forhold, der ligger til grund for en redaktionel beslutning.

Efter de mange islamiske angreb på ytringsfriheden har ”redaktionel begrundelse” undergået en transformation og fået ny dominerende sekundærbetydning, når det bruges i forbindelse med islam. Fra at være argumenterende er begrebet blevet bortforklarende. Helt paradoksalt har journalister og redaktører over en bred kam fravalgt for alvor at udfolde deres argumenter, for ikke at ville bringe Charlie Hebdos, Westergaards og Vilks’ tegninger.

Inkonsistent argumentation

Nogle har f.eks. hævdet, at man må vise hensyn til muslimernes religiøse følelser, selv om pressen normalt ikke viser hensyn til religiøse følelser. Andre har hævdet, at der ikke er noget “nyt” i tegningerne, mens der dog stadig bringes mange andre billeder af ting, som heller ikke er nye. Det er således uklart, hvilke redaktionelle principper, der lægges til grund for ikke at bringe Vilks’ tegninger. Det skyldes naturligvis, at der ikke er nogen ægte ”redaktionel begrundelse” for ikke at vise tegningerne.

Alle danske journalister, redaktører og medieorganisationer kan yde et meget væsentligt bidrag til frihed og demokrati ved at være helt ærlige og åbne om, at ortodokse muslimer har fået tilkæmpet sig særbehandling i vestlige medier, og at midlet har været vold og mord. Det er vigtigt, at vi taler om det på den måde.

Når der bliver udført dødelig terrorisme på dansk jord, så er det indlysende relevant at vise de tegninger, som muslimerne reagerer voldeligt på. Hvem kan argumentere sobert for, at det er klogt og godt, at danskerne ikke ved, hvordan tegningerne ser ud? Det er åbenlyst, at det blot er ganske almindelig nyhedsdækning at vise de tegninger. Og det vil det også være, hvis muslimerne en dag har held til at dræbe Lars Vilks. Tegningerne har ikke nogen udløbsdato, for så længe de afstedkommer terrorisme, så er de relevante for alle seere og læsere.

Demokratisk problem

Det er et demokratisk problem, at vi har så mange eksempler på, at danske journalister, redaktører og medieorganisationer tildeler ortodokse muslimer en særstatus i forhold til alle andre grupper i vestlige demokratier. Det er især problematisk, fordi det skyldes, at ortodokse muslimer anvender vold og dræber folk, der ytrer ting, som de ikke vil have bliver ytret. Volden virker, og derfor er der nu brug for ærlighed om, at det faktisk forholder sig sådan. Men i kølvandet på Charlie Hebdo-angrebet udtalte Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen som den eneste: “Desuden spiller hensynet til medarbejdernes sikkerhed ind i beslutningen [om ikke at bringe tegningerne].

Lad mig gøre det soleklart: Hensigten med dette er ikke at bebrejde journalisterne, at de ikke vil udsætte sig selv for ortodokse muslimers vold. Mit indlæg her skal ikke læses sådan, at jeg kritiserer de mennesker, der ikke tør. Når man vælger at uddanne sig som journalist eller bliver redaktør eller avisejer, så vælger man ikke pr. automatik, at man er villig til at dø for frihedsprincipper, som det overvejende må være en statslig opgave at forsvare.

Det er forståeligt, at danske journalister og redaktører ikke tør. Jeg tør heller ikke altid. Men lad os være enige om, at vi ikke lader som om, at det skyldes alt muligt andet end frygt for vold. Det er ikke fordi, at vi er bange for, at nogen vil tegne os eller skrive noget grimt om os – vel? Det er volden. Det er fordi, vi er bange for at blive slået ihjel. Det er derfor, at alle danskere i dag ikke kender til Vilks’ tegninger. Det er derfor, at de ikke var i alle aviser dagen efter terrorangrebet i København.

Ærlighed

Alle danske journalister, redaktører og medieorganisationer kan yde et meget væsentligt bidrag til frihed og demokrati ved at være helt ærlige og åbne om, at ortodokse muslimer har fået tilkæmpet sig særbehandling i vestlige medier, og at midlet har været vold og mord. Det er vigtigt, at vi taler om det på den måde.

Det er i sig selv et bidrag, hvis TV-Avisen, Politiken og alle andre danske medier ærligt og åbent indrømmer, at de ikke altid tør bringe væsentligt indhold, fordi journalisterne sikkerhed også er blevet et parameter, når indholdet skal prioriteres. Det er et væsentligt bidrag at være åben omkring, at journalisterne er bange for at blive slået ihjel. Det er modigt at indrømme, at man ikke tør. Sig det som det er: “Af sikkerhedshensyn kan vi ikke bringe alle relevante illustrationer”.