Udgivelseshistorie er ofte overset i nutidens humaniora, men er ikke desto mindre afgørende for forskningen. Det første værk på dansk om emnet er netop udkommet, og anmeldes her af Loránd-Levente Pálfi, som fremhæver værkets store grundighed og samtidigt beskriver nogle af de problemstillinger, der tilhører faget.

Editionsfilologi er ikke alene en regulærvidenskabelig udgivelse efter alle kunstens regler, men tilmed et mønstereksempel på den klassiske europæiske håndbog forstået som “bog, der i omrids indeholder det væsentligste af et fag, en videnskab”.

Jeg kunne godt have tænkt mig at få mere at vide dels om (fjendskabs?)forholdet mellem den postmoderne materialfilologi (New Philology) og den traditionelle tekstkritik, som først og fremmest bygger på den lachmannske stemmatik. At der også findes en mellemposition, nemlig New Phylogeny, bliver blot oplyst i en henkastet bemærkning på s. 474 – nærmest som en cliffhanger ved bogens slutning. En sammenligning af disse tre skoler kombineret med en udredning af fordele og ulemper inden for den enkelte retning osv. kunne ikke blot sagtens have tålt, men havde, synes jeg, bestemt fortjent at få sit eget kapitel.