Til november er det 25 år siden, at Anders Fogh Rasmussen rykkede ind i Statsministeriet. Det er en passende anledning til at gøre status over en af de mest markante danske politikere i nyere tid – og over det politiske projekt, han selv har beskrevet i anden del af sin selvbiografi, At turde.

Bogen dækker den vigtigste del af Foghs politiske karriere: tiden som statsminister og som NATO-generalsekretær. Hvordan lykkes Fogh så med at gøre status over perioden?

Skal man anmelde en selvbiografi af en politiker, må man først vælge, hvad man anmelder: Er det politikerens virke og beslutningstagen, er det vedkommendes evne til kritisk selvrefleksion på afstand af begivenhederne, eller er det bogens litterære kvalitet? Hvad er, med andre ord, en god politikerselvbiografi?

Sprog og selvrefleksion

Lad os derfor få overstået en række mere kritiske bemærkninger først: Lad det her blot kort være sagt, at bedømmes bogen på sine litterære kvaliteter eller evne til kritisk selvrefleksion, bliver anmeldelsen meget kort. I så fald er det ikke en god bog.

Sproget er i det store hele som en tale til Venstres landsmøde, holdt i mange korte hovedsætninger med et præg af floskler og slagord. Det bliver trættende i bogformat, som sjældent anvendes til at udfolde argumenter i længere tankerækker. Den væsentlige undtagelse er refleksioner over Irak- og Afghanistankrigene.

Det kan meget vel være sandt, men i længden bliver det en trættende fortælling om den store mand, der kun begik fejl, når mindrebemidlede eller skrankepaver ikke fjernede sig for ham.

Hvad angår den kritiske selvrefleksion går det lidt bedre, men mens Fogh igennem bogen demonstrerer en omfattende og utvivlsomt reel viden om særligt udenrigspolitik globalt, er det påfaldende hvor få fodfejl Fogh har begået i perioden. Ja, han er nærmest entydigt støttet og hyldet af alle væsentlige politiske skikkelser i perioden, som fx den daværende amerikanske præsident Obama, der opfordrer ham til at forfølge NATO-generalsekretærposten meget aktivt.

Da Fogh så overtager posten som generalsekretær, gør han meget ud af, hvordan han transformerer stillingen fra en lidt indholdstom, administrativ tjans til en væsentlig politisk rolle, der sætter den samlede retning for NATO. Det kan meget vel være sandt, men i længden bliver det en trættende fortælling om den store mand, der kun begik fejl, når mindrebemidlede eller skrankepaver ikke fjernede sig for ham.

Irakkrigen og den politiske substans

Men hvad så med den politiske substans i Foghs projekt? Starter vi med udenrigspolitikken – der bliver omdrejningspunktet for Fogh, særligt efter statsministertiden – rummer bogen her sit mest velargumenterede og dybdegående afsnit i et forsvar for engagementet i Afghanistan og Irak. Hvad angår Irak-krigen specifikt er det i det hele taget ærgerligt, at så meget af diskussionen om krigen har handlet om dens lovlighed, og det gælder også Foghs egen behandling.

Diskussionen om Irak-krigen endte derfor alt for ofte med at handle om det manglende FN-mandat og den manglende opbakning fra FN’s medlemslande, hvilket Mogens Lykketoft fortsat turnerer rundt med som det største problem ved Fogh-regeringens deltagelse i Irak-krigen. Vi burde hellere vurdere Irak-krigen ud fra om den var retfærdig; om det at fjerne Saddam Hussein og forsøge at skabe et levedygtigt demokrati var et godt og realistisk mål.

Fogh præsenterer de velkendte argumenter for, at Danmarks deltagelse i invasionen var fornuftig. Alligevel er man som læser – og vel som borger, også under beslutningen – efterladt med et indtryk af at argumenterne for den aktivistiske udenrigspolitik er mange, men ligesom ikke helt skudsikre.

‘Det var vigtigt, at vi stod sammen med vores vigtigste allierede’ – ja, men vel næppe grund nok i sig selv, i hvert fald hvad angår Irak-krigen; ‘jeg ville arbejde for udbredelsen af frihed og demokrati’ – ja, men på hvilken måde og hvorfor lige med krige i Mellemøsten? ‘Saddam Hussein var en brutal diktator, og kvinderne i Irak har det bedre i dag’ – ja, men hvad med alle de andre kvindeundertrykkende diktaturstater?

Med en omskrivning af Žižek kan vi sige, at det er nemmere at forestille sig verdens afslutning end afslutningen på den socialdemokratiske velfærdsstat.

Og så glemmer vi her det med masseødelæggelsesvåbnene. Det er som om alle de gode individuelle argumenter aldrig helt har summeret op til en skudsikker fornemmelse af, at Irak-krigen var retfærdig. Krigen skabte ikke det stabile, velfungerende demokrati, som dens fortalere håbede på – og om det irakiske folk samlet set har det bedre end de ville have haft det uden invasionen er vist muligt, men usikkert.

Tættere på USA

Hvis vi et øjeblik ikke forholder os til krigenes retfærdighed, men snævert til danske interesser, er det en rød tråd i Foghs virke, at den danske krigsdeltagelse skulle knytte os tættere til USA. I bogen føles det ikke kun som en geopolitisk, men også personlig ambition. Fogh føler sig temperamentsmæssigt knyttet til USA, og kommer personligt godt ud af det med den daværende præsident Bush.

I dag ser vi på forholdet mellem Danmark og USA med en betydelig mængde bagklogskab. Men selv med den bagklogskab er den kynisk-realistiske kalkule vel, at den aktivistiske udenrigspolitik har gavnet os; mon ikke der trods alt sidder en del folk på tunge poster i det amerikanske militær, der husker den danske krigsindsats og har en vis loyalitetsfølelse.

Hvor blev liberalismen af?

Når det kommer til indenrigspolitikken, er Fogh helt ublu omkring formålet med sit politiske virke – det er magt for magtens egen skyld, og statsministerposten er ambitionen. En prisværdig ærlighed, men det er ikke en ærlighed, der munder ud i nogle kritiske selvrefleksioner. For hvad blev der af alle den unge Foghs ambitioner?

Det eneste vi får at vide er, at Claus Hjort har analyseret situationen, og er nået frem til, at hvis Venstre skal vinde statsministerposten, skal de gøre det ved en helt entydig tilslutning til alle dele af den socialdemokratiske velfærdsstat. Hvor sandt det end måtte være, er der ikke antydningen af en konflikt eller spænding mellem den idealistiske liberalist og magtpolitikeren. Den sidste har tilsyneladende vundet det fulde overtag fra den ene dag til den anden.

Det lille systemskifte

Det står i skærende kontrast til Foghs udenrigspolitiske selvbillede som den geopolitiske strateg, der nærmest trygles om at kandidere til NATO-generalsekretær af selveste Obama, imens han flytter europæiske regeringsledere som marionetdukker. Men han ændrer intet i den socialdemokratiske velfærdsstats grundmodel.

Med en omskrivning af Žižek kan vi sige, at det er nemmere at forestille sig verdens afslutning end afslutningen på den socialdemokratiske velfærdsstat. Mod den udlægning kan man indvende det store udlændingepolitiske skifte, det lille systemskifte. Men var Fogh arkitekt bag noget, eller havde han med Claus Hjort og Pia Kjærsgaard i øret igen læst folkestemningen rigtigt, og forstået at vejen til Statsministeriet var belagt med Dansk Folkepartis mandater?

I tilbageblik er Foghs store bidrag her vel snarest, at der aldrig var et forsøg blandt de borgerlige partier på at udgrænse Dansk Folkeparti, hvilket betød at deres synspunkter også blev indoptaget blandt magtpartierne, og over tid kom til at betyde, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik er blevet bredt indoptaget på begge sider af midten. Og – mere symbolsk, men afgørende alligevel – det nogenlunde sikre forsvar for ytringsfriheden under Muhammedkrisen.

Men at have handlet fornuftigt under Muhammedkrisen er en pauver høst for 8 år i Statsministeriet. I 2010 vurderede 22 økonomer, at Fogh havde den værste økonomiske politik siden Anker Jørgensen, her repræsenteret ved Nina Smith:

»I det forgangne årti har vi gang på gang hørt fra regeringen, at vi ingen problemer havde, og at vi havde råd til det hele. Kommissionernes forslag om at lave reformer grinede man bare ad – selv om politikerne udmærket og hele vejen igennem vidste, at reformerne ville blive helt nødvendige. Vi har spildt 10 års økonomisk politik på den måde.«

At turde, hedder selvbiografien, og det er helt i tråd med det billede, Fogh præsenterer af sig selv i biografien. Han turde, han handlede. Men hvad turde han, hvad gjorde han? Og skulle han have turdet en smule mere i Danmark, og en smule mindre udenfor?