Af fjender blev han betragtet som den sorteste reaktion, af venner som en modig foregangsmand. Er tiden inde til et mere nøgternt, sagligt syn på Krarups virke? Det forsøger Mikael Jalving i en ny bog, der her gives en engageret anmeldelse.
Om Tidehverv findes der en sigende talemåde, som lyder sådan her: enten skriver man i Tidehverv, eller også skriver man om Tidehverv. Jeg kan ikke huske, hvor ordene kommer fra, men jeg ved godt, hvad de betyder. De betyder, at man må afgøre sig, for man kan ikke både give den som personligt anfægtet enkeltmenneske med et anliggende og som såkaldt saglig iagttager. Man kan ikke både være kaldet som stridsmand og som tjenstvillig ekspert.
Jeg tror, der er megen sandhed i disse ord, og derfor har det følgende ikke det mindste skær af ’neutralitet’ over sig. For her skal det nemlig dreje sig om Tidehverv – et tidsskrift jeg igennem det sidste halvandets års tid selv har bidraget til med en håndfuld artikler – og om den mand, der udadtil har været bladets mest fremtrædende skikkelse i anden halvdel af det tyvende århundrede og op til vores tid. Det skal dreje sig om Søren Krarup og om den biografi om ham, som Mikael Jalving har været så fornuftig at skrive.
Jeg vil begynde ved manden selv og så gå til biografien derefter.
Udvidelse af kampzonen
Det, jeg beundrer højest hos Søren Krarup, er hans kraft og hans mod. Han tilhører den ganske lille skare af stridsmænd i vort folks historie, der har taget på sig at fægte med åben pande i mødet med dem, der ikke blot havde magten, men også var mere end villige til at bruge den imod afvigende gemytter.
Han valgte tidligt at tage konsekvensen af Tidehvervs oprindelige kirkekamp og gå ind i et særdeles omfattende almenkulturelt opgør. Hans bevæggrund var enkel: han indså, at den vamle fromhed og det magtfuldkomne formynderi, der i skikkelse af moralistisk og fuldkommenhedsivrig kristendom havde været hovedfjenden for Tidehvervs fædre, nu var på færde et andet sted, nemlig i tidens herskende religion, i humanismen. Han tog arven fra Tidehverv på sig, og valgte at forvalte den i en flerfrontskrig. Det var om nogen ham, der udvidede den tidehvervske kampzone.
Fra første færd har man forsøgt at lukke munden på ham, og man kan vist roligt sige, at han har haft en suveræn første- plads som landets mest forhadte intellektuelle op igennem anden halvdel af det tyvende århundrede. Han bedrev nemlig religionskritik, og den slags synes religiøse mennesker ikke om – uanset om de så kalder sig kristne eller humanister. Han tog troen fra de rettroende humanister, og det gjorde, hvad der stod i deres fattige magt for at værge sig. De gjorde virkelig alt, hvad de kunne. Men det lykkedes aldrig for de pæne mennesker at lukke ned for sorte Søren fra Seem. Han bed sig fast, og han bed til.
I dag
I dag er tiden en anden. Vist har Krarup ikke sejret, men hans virke er blevet et folkeligt kampsignal, et kald til afgørelse, som har fundet vej til ikke så få ører – og efterhånden også en del struber. Søren Krarup har simpelthen vist sig at være afgørende.
For mig selv har han haft en gennemgribende betydning. Det var hans bøger, jeg først blev ført til, da en egentligt kritisk sans begyndte at vågne, og det blev derfor hans tænkning, der for alvor sparkede døren ind og viste mig, at man kan tænke ganske anderledes, end jeg ellers havde lært. Det var den anselige bunke af hans bøger, jeg læste på et lille år, der bragte mig ind i kampzonen.
I den grundtvigske forening Studenterkredsen er vi nogle, der fra tid til anden omtaler Søren Krarup under den ungdommelige kortform store K. Det gør vi ikke, fordi vi driver afgudsdyrkelse med et menneske – hvilket Krarup bestemt ville have sig frabedt – eller fordi vore ståsteder i ét og alt flugter med hans. Nej, vi gør det, fordi vi véd, at Krarup er stor. For der er, uanset hvilke uenigheder man måtte have, et før og et efter Krarup i ny- ere dansk åndsliv og politik.
Den tid er nemlig forbi, hvor etablissementet kunne kujonere anderledestænkende ved at henvise til anstændigheden og humaniteten. Vi er efterhånden mange, der springer op og falder ned på disse hurra-ord og derfor ikke kryber i busken, når man kalder os kældermennesker. Vi er mange, der ikke længere er bange – og det har en hel del med Søren Krarup at gøre.
Naturligvis har han ikke været alene; der har altid været behjertede folk med deres meningers mod, men han har været én af stædigste – og skånselsløst bidske – og han har derfor en stor del af æren for, at vi nu står et andet sted, end vi gjorde for bare ti år siden.
Det er folk af hans kaliber, der har ryddet grunden for den kamp, der står i dag. Vi, der nu er unge og vedkender os folkelig arv og gæld, står under helt andre vilkår end de par generationer, der er gået forud for os. For første gang i nyere tid ser vi faktisk ikke ud til at tabe.
En samlet fremstilling
Derfor er det så glædeligt og rigtigt, at Mikael Jalving nu har gjort det første – men givetvis ikke det sidste – forsøg på en samlet fremstilling af Søren Krarups forfatterskab og virke.
Jalvings forehavende med bogen er enkelt: Han vil formidle det væsentlige i Krarups anliggende gennem tiden, og han vil gøre dette på en måde, hvor det ikke kun er den indviede og velvilligt stillede, der vil kunne have gavn og glæde af læsningen. For bogen er nemlig hverken tænkt eller – synes jeg – endt som et partsindlæg. På bagsideflappen hedder det således, at:
Mikael Jalvings bog om Søren Krarup kan læses af fjender, venner og alle, der interesserer sig for efterkrigstidens kulturelle og politiske udvikling i Danmark
Det tror jeg er rigtigt, og det lader til, at den opfattelse også gør sig gældende andre steder. Det mest slående eksempel er jo nok Rune Lykkebergs anmeldelse i det ikke just krarupske københavnerdagblad Politiken, hvor kulturredaktør Lykkeberg både viste sit format ved sagligt at frem- stille Krarups anliggende og ved at pege på det gavnlige i, at der nu foreligger en biografi om ham – det er i sandhed nye tider!
Jalving har altså foretaget et valg med bogen. Han har nemlig, for nu at bruge udtrykket fra min indledning, valgt at skrive om Tidehverv, og dermed har han valgt at gå efter en anden skare end de indviedes og velvilliges. Det kan der være meget fornuft i, men det betyder naturligvis, at bogen ikke rummer stort nyt, for den, der kender Krarups forfatterskab. Bogen er en indføring skrevet for udenforstående og nytilkomne, ligesom den også er skrevet af en, der indtil for ganske nylig hørte til blandt de udenforstående.
Jalvings spadestik
I begyndelsen af bogen omtaler Jalving selv, hvordan han før sin »research til bogen kun havde læst enkelte af Krarups bøger« og derfor havde en minimal forståelse for Krarups teologi, ligesom han aldrig havde sat sine ben på Tidehvervs sommermøde eller abonneret på bladet. Han var med andre ord selv en udenforstående.
Som denne nytilkomne iagttager undrer Jalving sig i begyndelsen af bogen over, hvorfor ingen andre før ham er kommet på den idé at levere en gennemgående skildring af Krarups virke og tænkning:
Gentagne gange måtte jeg spørge, hvorfor større ånder og kendere af Søren Krarups liv og gerning ikke har været der for længst? Med den position, Søren Krarup har haft, indbyder hans essayistiske forfatterskab til læsning, refleksion og modsigelse. Men det synes ikke at have hjulpet nogens motivation på gled.
Efter denne tilkendegivelse opremser Jalving de få bidrag, han alligevel har fun- det derude – Birgit Hageneiers interviewbog fra 1988, festskriftet ved 70- årsdagen i 2007, Rune Engelbrecht Larsens kapitel i Det nye højre i Danmark fra 2001, de relevante kapitler i Torben Brammings Tidehvervs historie fra 1993 og Mette Kathrine Grosbølls Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg. Men altså ingen samlet fremstilling, og det undrer Jalving sig over.
Jeg tror godt, jeg kan afhjælpe Jalving hans undring, for i virkeligheden er det ikke videre mærkeligt, at der først nu foreligger en biografi. Svaret er dette enkle, at det jo først er netop nu, Krarup går ind i sin alderdom. Det er først nu, denne bog skulle skrives, for det er først nu, der er et langt liv og virke at se tilbage på. Og derfor er der naturligvis ingen af de »større ånder«, der har bedrevet en biografi før tid; for disse ånder har vidst, at der ikke var nogen grund til at bunke biografier op omkring en mand, som endnu var midt i sin sprængkraftige virketid – og vigtigere endnu: de har selv været midt i kampen, og derfor har de ikke skrevet om Tidehverv, men i Tidehverv – eller imod Tidehverv. Så enkelt er det.
Men nu har Jalving altså valgt at skrive om Søren Krarup, og det er helt fint. For der er en tid for alt, og netop nu er tiden kommet til at opsummere Krarups virke og lægge grunden for den fremtidige beskæftigelse med ham. Det har Jalving gjort med sin bog – og det har han grundlæggende gjort godt.
Jovist, der er enkelte svipsere, hvor det mærkes, at han ikke selv kommer fra den kirkelige slagmark. Lad mig blot nævne et eksempel: Undervejs i skildringen af det, der sidenhen blev kendt som antinomisme-striden, beskriver Jalving, hvordan Krarup og andre unge med til- knytning til både Studenterkredsen og Tidehverv i 60’erne blev irettesatte af N. O. Jensen for at have gjort for meget ud af Loven i deres studenterteologiske iver efter at beskæftige sig med samfundsspørgsmål.
Men sagen er, at det netop forholdt sig omvendt; Jensens anklagepunkt mod de unge Studenterkreds-teologer var netop, at de havde gjort for lidt ud af det lutherske begreb om Loven og særligt dens første brug. Det er en kedelig misforståelse, ligesom det også er ærgerligt, at Jalving ikke får forklaret, hvad for en fisk Studenterkredsen var – at han ikke får nævnt, at det drejer sig om den teologisk set uden sidestykke vigtigste studenterforening i det tyvende århundredes Danmark – og forhåbentlig også i det enogtyvende.
Lad mig anbefale ham, og alle andre, at læse kredsdrengene Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardts fortrinlige antologi og kildesamling Kontinuitet og radikalisme omhandlende Studenterkredsen og teologien i det tyvende århundredes Danmark, der udkom sidste år på Forlaget Vartov, og også blev anmeldt i herværende magasin.
Det drejer sig netop om Søren Krarup og vores tid. For Søren Krarups tid står ikke i nederlagets tegn, men derimod i den stadige strids. Han er én af dem, der er blevet ved, og som nu i sin alderdom kan skimte frugterne af sin og andres utrættelighed.
Og så tilbage til hovedsagen: man tilgiver let Jalving den slags fejl, for han har virkelig ydet et fint stykke arbejde med bogen. Det er faktisk lykkedes ham at trænge ind i et kompliceret materiale og videreformidle det i en alment tilgængelig form og med stor inddragelse af vurderinger fra både fjender og venner.
Fremtiden
I fremtiden vil der utvivlsomt komme mere personligt forankrede arbejder om Krarup, hvor en flittig og saglig beskæftigelse med forfatterskabet kan gå hånd i hånd med klare tilkendegivelser af den skrivendes enighed og uenighed med dette stridbare undtagelsesmenneske. Der vil både komme ivrige efterfølgere og kampberedte imødegåelser. Og det er godt sådan.
Jalvings bog er kun begyndelsen, og som sådan er den en god bog. Jeg kan derfor med glæde anbefale den interesserede at begynde med Søren Krarup og hans tid – før læsningen af Krarups egne værker.
Helt til sidst i bogen gør Jalving sig nogle tanker om det, vi ikke kan vide noget om, men som er selve hovedsagen, nemlig den fremtidige betydning af Krarups virke. Bogens afsluttende linjer lyder sådan her:
Hvis Søren Krarup havde ret i sin kultur- og samfundskritik, må man tilføje, at han havde ret på de forkerte tidspunkter – og følgelig kom på tværs af de toneangivende og herskende meninger. Et modefænomen var han aldrig. Men i alle de nævnte spørgsmål [Krarups hovedfronter, som Jalving netop har opsummeret] er tingene endnu ikke skrevet i granit. Hvad der i retrospekt ligner gennemgående nederlag for hans synspunkter, kan således, før end vi aner det, blive anerkendt som tragisk forudseende eller sågar signaler til handling. I så fald skal denne bogs undertitel ændres fra Søren Krarup og hans tid til Søren Krarup og vores tid. Da skal den skrives i præsens. For nuværende må vi nøjes med imperfektum.
For mig var det pudsigt at læse disse linjer, for allerede inden jeg gik i gang med bogen, havde jeg besluttet mig for titlen på denne anmeldelse: Store K og vores tid. Det havde jeg, fordi jeg ikke er lige så tvivlende, som Mikael Jalving er – eller i hvert fald som formidlingsskribenten Mikael Jalving. Jeg er overbevist om, at vi lever i en folkelig vækkelses morgengry; jeg tror faktisk på noget så sindssygt som et forestående generalopgør med de kredse, der alt for længe har været de herskende. Jeg tror, at alt er ved at blive anderledes.
Og derfor drejer det sig netop om Søren Krarup og vores tid. For Søren Krarups tid står ikke i nederlagets tegn, men derimod i den stadige strids. Han er én af dem, der er blevet ved, og som nu i sin alderdom kan skimte frugterne af sin og andres utrættelighed. Ja, netop i dag, hvor jeg afslutter dette essay – som det vist er endt med at blive – har jeg på Jyllandspostens blog læst Jalvings egne opbyggelige betragtninger over den nye uforfærdede konservatisme, hvor han under overskriften Den konservative årstid glæder sig over den nye tid, vi befinder os i:
Hvor det engang vakte hån, spot og latterliggørelse på universitetet og i kulturlivet at sige, man var konservativ, er der i dag større tålsomhed over for denne afvigelse fra den socialdemokratiske, liberale, venstresnoede mainstream. Det er én ting. Noget andet er, at dagens konservative også er blevet mere ligeglade med følgerne og frimodigt udfolder sig i pagt med tidens medier og platforme.
Det har Mikael Jalving fuldstændig ret i. Vi er – som jeg også skrev ovenfor – vit- terlig mange, der ikke længere er bange, og som kæfter flittigt op – både ansigt til ansigt og på skrift. Og der bliver kun flere af os. For historien er ikke forbi; vores tid er ikke en forfaldstid, men en grødetid. Og Søren Krarup har været én af dens fremmeste herolder.
Derfor skal der her til sidst lyde et personligt tak fra én af de unge: Tak, pastor emeritus Søren Krarup, for din stædige ensidighed; du er uden tvivl den modigste og betydeligste mand, jeg personlig har kendt.
Mikael Jalving: Søren Krarup og hans tid. People’s Press, 2014.