Her fortsættes en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.
Fairport Convention udgav sine fem bedste plader på halvt så mange år i det forunderlige lynnedslag af kulturel foretagsomhed, der indtraf sidst i 1960’erne. Medlemmerne kom og gik, kapaciteter som Richard Thompson, Dave Mattacks og den uforlignelige sangerinde Sandy Denny var dog kraftcentrene i gruppen.
What We Did on Our Holidays er vist den bedste, på trods af Mattacks ikke var med endnu, men man kan selv lytte efter. Pladen forener overlegen musikalitet med alsidig inspiration. Der er tempo og rytme i No Man’s Land og intenst nærvær i den smukke fortolkning af folkevisen She Moves Through the Fair.
Det er værd at nævne, at Fairport Convention – i dens forskellige gestaltninger – utvivlsomt har været selvbevidste, men lyttet på afstand var der forunderlig lidt forstillelse i det. Det gjaldt og var god musik, rodfæstet i en udpræget britisk tradition, uden så mange dikkedarer. Fairport Convention spildte ikke tid på Instagram.
What We Did on Our Holidays – Fairport Convention. Island, 1968
Den umådeligt flittige Joan Baez har udgivet en del plader. Hun har også optrådt sammen med mange andre, det herostratisk berømte forhold til Bob Dylan er kendt.
Hvor er hun mest sig selv? Vistnok på pladen Diamonds & Rust, som er Baez i klar aftapning. Hun har selv antydet det.
Den krystalklare stemme og den stærke kvinde, forenet i det strålende titelnummer. Resten af pladen er så alsidig som Baez’ karriere, egne aftryk og fortolkninger af andres arbejde, og den afrundes med en sjældent fin fortolkning af Danny Boy.
Der er en del andet godt i Baez’ katalog af plader, og insisterer man på at afsøge forholdet til Bob Dylan, skal man lytte til pladen Any Day Now. Baez sætter spilleme Dylan selv til vægs, når Sad Eyed Lady of the Lowlands skal fortolkes.
Diamonds & Rust – Joan Baez. A&M, 1975
Phil Collins indtager vist en særlig plads i populærkulturen. Dels som let anløben figur, men den indplacering holder vist ikke længere. Den var engang – udtrykt af snobbede kulturpinger. Dels som kultfigur, foreviget i både romanen og navnlig filmatiseringen af American Psycho.
I sidstnævnte sammenhæng er det Collins’ rytmiske side, der er i fokus. Dertil spændingsfeltet mellem Collins’ tekniske kunnen, hans fremragende evner ved et trommesæt, og så den udprægede anvendelse af elektronik til musikfremførelse.
You can practically hear every nuance of every instrument messer Patrick Bateman, og man véd sådanne udtalelse er så dobbeltbundede som manden selv.
Derfor kan det nok være en god idé at lytte til den plade, Bateman ikke taler om, den engang meget populære …But Seriously, i øvrigt udgivet synkront med et andet, omfattende brud i kulturhistorien end det, denne klumme indledes med.
Collins er en virkelig dygtig musiker og musikalsk iscenesætter, for pladen er kvalitetspræget hele vejen igennem. Også vedrørende personellet: guitaristen Daryl Stuermer og bassisten Leland Sklar yder begge toppræstationer.
Et mesterstykke ud i populær, rytmisk musik som I Wish It Would Rain Down sammenfatter det hele, og eftertrykket ses ved, at Collins kunne trække på selveste Eric Clapton ved indspilningen. Enkelte af pladens numre er kendte, men det flot opsatte Colours er næppe, og her kan man stifte bekendtskab med Collins’ fremragende evne til at folde sig ud over de længerevarende skæringer.
…But Seriously – Phil Collins. Virgin, 1989
