Plader flere burde lytte til III

16. december 2019
3 minutters læsetid
Her fortsættes en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.

Van Morrison er altid gået sine egne veje. Han blev træt af at være ensom i gruppen Them, dem med blandt andet den stærke fortolkning af Bob Dylans It’s All Over Now, Baby Blue, i midten af tresserne og søgte så sine egne veje.

Anslaget blev pladen Astral Weeks, den geniale eners triumf – en indtagende forening af tænksom poesi og et unikt klangbillede, begge båret af Van Morrisons unikke stemme. Noget fortærsket kaldes pladen ofte for meditativ, men det er misvisende, for den handler i høj grad om det stedbundne, Van Morrison er født og opvokset i Belfast med hvad deraf følger, og om håndgribelige sansninger og erindringer.

Pladen lefler ikke og er krævende, men belønner organisk lytteren med en raffineret totaloplevelse, hvor enkeltnumre ideelt set blot er dele af et hele. Der kan dog nævnes to numre, der udmærker sig som eksponenter for henholdsvis det stedbundne og det tanke- eller erindringsbårne, nemlig det effektfulde Cyprus Avenue og det fuldendte Ballerina, der i øvrigt rummer stærke eksempler på Van Morrisons intense stemme. En poetisk labyrint som Well, I may be wrong // but something deep in my heart tells me I’m right and I don’t think so, fra føromtalte Ballerina, forlader ikke én lige med det samme.

Astral Weeks – Van Morrison, Warner Brothers, 1968.

Paul Simon er et af det 20. århundredes to-tre største musikalske universalgenier. Spirrevippen kan det hele – og bevise det med dusinvis af plader med utallige velskrevne sange.

Jeg tror, men ved det ikke, at Simons personlige og musikalske fostbroderskab med Art Garfunkel er langt bedre kendt end Simons solokatalog. Visse kan måske, endog ubevidst, tro, at den afvejning de to udgjorde, bernadottebarnet Simon og den mere indadvendte Garfunkel, er ubrydeligt harmonisk. Har man dem hver for sig, ophører afvejningen. Det er dog ikke tilfældet.

Simon har indspillet mange gode soloplader, og There Goes Rhymin’ Simon er i skarp konkurrence den bedste. Simon kan skrive udtryksfulde sange. Det gør han fremragende her. Simon kan improvisere og variere – det gør han vidunderligt her, uden det bliver rapsodisk eller esoterisk. Få mestrer som han takter fra hele den rige amerikanske musikalske tradition, lyt f.eks. til New Yorker-drengen Simon fortolke dixieland i det fortrinlige nummer Take Me to the Mardi Gras. Det følelsesfulde kommer fornemt til udtryk i den eftertænksomme samtidstolkning i nummeret American Tune og i den charmerende vuggevise St. Judy’s Comet.

Lad dog ikke denne plade blive det sidste bekendtskab med Simons solokarriere.

There Goes Rhymin’ Simon – Paul Simon, Columbia Records, 1973.

Tysk populærmusik? Ja, spilleme, fætternationen – som en venlig og vittig mand har kaldt det moderne Tyskland – har naturligvis også højt fortjente rytmiske musikere.

Herbert Grönemeyer, som nogle måske har bemærket i Wolfgang Petersens film Das Boot, er vel en slags tysk nationalskjald. Han slog igennem som ruhrsk kammesjuktype med den sprælske plade 4630 Bochum i 1984, men havde mere at byde på med pladen Ö fra 1988. Kort fortalt – og let forenklet – handler pladen om alt det, der betyder noget: samliv, følelser, en verden i bevægelse og et lands offentlige liv.

Nummeret Komet er en smuk bevidsthedsstrøm om det sanselige, bedingungslosem Urvertrauen er en af Grönemeyers manges stilsikre sprogperler, og brod har han og pladen også. Bedst i den muntre Fragwürdig, en begavet nidvise om Gallup-tyranni, mindre godt i den provokerende Mit Gott, hvor Helmut Kohl og CDU får én på hattepulden. Kulturel fusentast-APO, det velbehagelige indre eksil, men verselinjen einer ging leider baden er dog en infamt veludført polemisk reference til den skandaleombruste CDU-politiker Uwe Barschel, der blev fundet død, formentlig myrdet, i badekaret på et hotel i Genève i efteråret 1987.

Alt sammenfattet er pladen dog et mesterværk, uden løse ender og et godt sted at begynde, hvis man er ubekendt med – og måske fordomsfuldt indstillet til – mulighederne ved og den poetiske spændvidde i nyere rytmisk, tysksproget musik.

Ö – Herbert Grönemeyer, EMI. 1988

Julens musik deler vandene. Visse får svip bare ved tanken. Andre sætter pris på melodiradioens få udvalgte. Julemusik er dog lige så varieret som så meget andet.

Den noble amerikanske countrymusiker Jim Reeves, der desværre døde alt for tidligt ved et ulykkestilfælde, indspillede midt i tresserne en dejlig juleplade, båret af hans fløjlsbehagelige stemme. Pladen er som julen selv, lige dele munter og alvorlig, og indkapsler også den sådan, at den både er nostalgisk og tidløs.

Twelve Songs of Christmas er velproduceret og et tankevækkende vidnesbyrd om, hvor gennemført man kunne indspille plader for efterhånden en pensionsalder siden. Reeves’ fløjlsbehagelige stemme klinger – af og til-koret kender sin plads og bliver aldrig smægtende. Reeves’ genretilhørsforhold giver dertil pladen karakter, men forvrænger den ikke. Netop julesange skal synges ordentligt.

Som antydet er der mange hensyn at tage i udvalget af sange, men Reeves mestrer ikke overraskende en udpræget amerikansk julesang som Silver Bells mageløst. Indspilningen af O Come, All Ye Faithful udmærker sig også – lytteren må konstatere ved selvlyt, dels om vedkommendes hørelse fungerer, dels og i forlængelse heraf om vedkommende har fuldgode højtalere, ved at holde øre med en fint og effektfuldt klemtende klokke i baggrunden. Der er masser af finesser ved denne, uopslidelige klassiker.

Læserne, der nåede med hertil, ønskes en god jul.

Twelve Songs of Christmas – Jim Reeves, RCA Victor, 1963.

Læs resten af serien

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside