Plader flere burde lytte til V

Her fortsættes en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.

af Anders Orris

Når man taler om tressernes kulturelle revolution, hænder det af og til at man sætter en milepæl mellem 1967 og 1968. 1967 var skæv, farverig og munter, 1968 – og tiden derefter – blev til Ho Chi Minh-råben, politiske kommissærer og gadekampe.

I den henseende er det meget sigende at gruppen Love’s plade Forever Changes udkom i 1967, lige i vadestedet til afsporingen. Pladen er tidstypisk, men dog imponerende tidløs i sin udprægede musikalitet – og velgørende præget af gruppens interesse for de tekniske forudsætninger for i det hele taget at indspille musik. I en tid hvor mange plager dem selv og deres omgivelser med mono-, såkaldte streaminghøjtalere, koblede til ubrugelige apparater, der ikke kan levere et ordentligt stereosignal, er det tankevækkende, at seriøse lyttere i 1967 kun fik fuldt udbytte af en plade som Forever Changes med et ordentligt stereoanlæg.

Nok om det. Pladen er svær at sætte i bås, nok deraf det tidløse, andre kalder pladen både introspektiv og psykedelisk, og det er i sidste instans en strid om ord og lyttede oplevelser. Nærværende lytter anser pladen som et skoleeksempel på en plade, flere burde lytte til, fordi dens alsidighed og afsæt i musikalsk-teknisk nysgerrighed simpelthen er berigende at lytte til. Det veloplagte, udpræget tresseragtige kan findes i et nummer som Live and Let Live, hvorimod det introspektive er fornemt repræsenteret ved et nummer som Andmoreagain. Men pladen er absolut bedst tjent med at blive lyttet til i sin helhed.

Forever Changes  – Love. Elektra, 1967.

Den amerikanske filmindustri fik en gevaldig renæssance omkring halvfjerdserne med den såkaldte New Hollywood-bølge. Teknisk dygtige filmfolk tilføjede nye aspekter til mediet – og foretog et opgør med dem, der var både en og to, men også en halv generation ældre end dem selv, her i praksis med de egentlige 68’ere. Nysgerrigheden fik forrang for det programmatiske.

Denne kunstneriske renæssance gjorde sig også gældende på den rytmiske musiks område. Steely Dan, hvis toneangivende medlemmer, Donald Fagen og Walter Becker, var for unge til at være rigtige 68’ere, måtte derfor vedkende sig sit præg af tidsånden, men også gøre op med den. Gruppen udgav en god plade hvert år fra 1972 til 1977, hvilket vidner om en bundsolid kreativ åre, og pladen Pretzel Logic er nok den bedste, fordi den rummer den specielle forening af harmoni og elektronik, i praksis nysgerrighed efter nye instrumenters muligheder, der er gruppens varemærke.

Åbningsnummeret Rikki Don’t Lose That Number anslår tonen, og kan man lide det, kan man også lide hele pladen. Den er fyldt med kreativitet og mod – for eksempel til at fortolke Duke Ellington midt i det hele, komplet med tidens nyskabende instrumenter. Bliver man optaget af Steely Dan, kan man også prøve kræfter med Donald Fagens solokatalog, gerne den berømte plade The Nightfly fra 1982. Kan Fagen undvære Becker eller ej? Nærværende lytter holder sin mening for sig selv.

Pretzel Logic – Steely Dan. ABC, 1974.

Er Jennifer Warnes kendt for noget i dag, så er det formentlig musikledsagelsen til to af firsernes tøsefilm, Dirty Dancing og An Officer and a Gentleman. Det klarede hun i øvrigt på fornem vis med sin krystalklare stemme, der har defineret hendes karriere. Kønspolariteten var og er udgangspunktet for Warnes’ bidrag til de to film, men det ved enhver kun er et civiliserende element.

Warnes kan dog så meget andet, og her er anliggendet hendes fornemme plade Famous Blue Raincoat, hvor hun fortolker Leonard Cohens sange. Cohen og Warnes var gamle venner, apropos kønspolariteten, men hvor Cohens styrke var det poetiske, mestrede Warnes i høj grad stemmens variation som virkemiddel. Resultatet blev benævnte plade, som Cohen i øvrigt holdt sig borte fra, bortset fra et afgørende element, måske to.

Det er i hvert fald pladens højdepunkt, den gribende fortolkning af nummeret Joan of Arc, som rummer alt det bedste ved Warnes & Cohen: føromtalte krystalklare stemme, Cohens poesi og dybe røst og langt mere musikalitet end den oprindelige indspilning af nummeret, der er lovlig præget af enten lejrbålstemning eller gademusikanteri, måske begge dele.

Pladen emmer af musikalsk overskud og kunnen, lyt for eksempel efter Stevie Ray Vaughans eminente guitarspil, og et andet højdepunkt er den smukke fortolkning af Bird on a Wire. Cohen selv må også have lyttet godt efter, for hans fortrinlige comebackalbum I’m Your Man fra 1988 er solidt inspireret af Famous Blue Raincoat’s stil.

Famous Blue Raincoat – Jennifer Warnes. Cypress, 1987.