Folkestyret har det okay. Det synes at være konklusionen i den kronik, som Michael Bang Petersen, Bo Smith og Jørgen Grønnegård Nielsen havde i Politiken den 30. september.
Selvom folkestyret i et eller andet omfang kan anskues som værende i en okay forfatning – vi er ikke, som kronikørerne skriver, endt i et »argentinsk Milei-kaos« – overser de tre kronikører nogle ret væsentlige nuancer i deres fremstilling.
Og det er nuancer, der kan skubbe lidt til deres konklusion.
For det første har kronikørerne et – synes jeg – noget optimistisk syn på det, de kalder »aftaleparlamentarismen«.
Det er et mangefacetteret begreb, der både kan omfatte flere ting. Centralt står dog, at det er regeringen, der selv smeder den politiske aftale sammen – og selv definerer rammerne under hvilke dette smedearbejde skal foregå.
Det betyder, at regeringen som institution er blevet stærkere, og den udvikling er værd at bide mærke i. For nok har regeringerne frigjort sig fra snævre kredse af vetospillere – men i lige så høj grad frigjort sig fra Folketinget.
Jo, Folketinget kan vælte en regering eller fjerne en minister, men der skal meget til. Rigtig meget faktisk.
I aftaleparlamentarismens tid tages politiske beslutninger i forligskredse. Jo, de er ikke låst politisk af »jerntrekanter« og vetospillere, men til gengæld er det ikke noget, der sker i Folketinget eller i offentlighedens blændende lys.
Den politiske proces er blevet noget, der helt og holdent defineres af den til enhver tid siddende regering.
Samtidig kan det stilfærdigt konstateres, at regelmængden i samfundet generelt steget ganske voldsomt gennem de seneste 40 år, og at den nuværende version af »aftaleparlamentarismen« i en ikke ubetydelig grad har medført en lukkethed i beslutningsprocessen.
Og det er et problem for både gennemsigtigheden og kvaliteten af beslutningerne og i sidste ende for den demokratiske legitimitet af disse beslutninger.
Den politiske proces er blevet noget, der helt og holdent defineres af den til enhver tid siddende regering.
Kronikørerne fremhæver, at aftaleparlamentarismen omvendt både styrker de demokratisk valgte politikere og giver »langsigtet politisk stabilitet«.
Det er dog ikke helt klart, hvad der menes hermed, og hvordan der i Danmark er mere politisk stabilitet i flere andre og sammenlignelige lande, der har organiseret sig anderledes.
I kronikken beskrives det også, at det danske demokrati i udviklingen af aftaleparlamentarismen har bestået »en svær test«, fordi man har kunnet ændre på strukturerne, når det har vist sig nødvendigt.
Udviklingen er således »ændringer, som er tænkt, implementeret og accepteret af centralt placerede politikere på tværs af Folketinget.«
Her må man bare sige, at det da virkelig ikke er særlig overraskende, at politiske magthavere accepterer mere magt på egne præmisser. Det er kun såre menneskeligt, og det er vel demokratiets fremmeste opgave at modvirke dette og sikre gennemsigtige rammer for beslutningerne.
At politikerne har accepteret udviklingen, er i min verden ingenlunde et argument for, at folkestyret har bestået nogen som helst test. Måske forholder det sig faktisk stik modsat.
Det bringer mig til min anden anke: At kronikørerne slet ikke forholder sig til de sager og områder, hvor demokratiets grænser for alvor testes. De rigtigt betændte sager, hvor en regering går for vidt, agerer ulovligt mm. Hvor den politiske magten begynder selv at definere selve præmisserne og grænserne for sin udøvelse.
Er det blevet nemmere eller sværere for en regering at håndtere den slags? Mit argument vil være, at det er blevet nemmere, men jeg lader mig gerne modsige. Diskussionen er ikke nem, men den er vigtig.
Uanset hvad skal det den diskussion med i ligningen, når man skal drage en konklusion om demokratiets tilstand. Og det er ikke tilfældet i den ligning, som kronikørerne opstiller.
Manglende politikforskrækkelse skal ikke anfægte borgernes ret til at kræve, at politiske beslutninger er både gennemsigtige og troværdigt gennemarbejdede.
Hvordan håndterer vi de tilfælde, hvor der skubbes til hegnspælene? Det spørgsmål mangler ganske enkelt at blive stillet.
Kronikørerne afslutter med en advarsel, om at politikforskrækkelse ikke skal anfægte politikernes ret til at sætte retningen for samfundet.
Det er jo trods alt det, vi har dem til. Jeg vil tillade mig at vende den advarsel på hovedet: Manglende politikforskrækkelse skal ikke anfægte borgernes ret til at kræve, at politiske beslutninger er både gennemsigtige og troværdigt gennemarbejdede.
For det er så langt fra tilfældet i den moderne aftaleparlamentarisme – og det er forudsætningen for ethvert demokrati.
Så jo, det danske demokrati har det bedre end i mange andre lande. Men det er ikke ensbetydende med, at vi kan læne os tilbage. Der er store udfordringer i den måde, folkestyret udvikler sig på, og det skal vi tage alvorligt.
