29. september 2025 døde digteren Jørgen Leth. Vi bringer her en artikel af fhv. redaktør ved Replique, ph.d. Mikael Brorson, om digterens sidste værk Zombie.

Lige siden Jørgen Leth i juni udkom med den i omfang lille, i tanke digre, digtsamling Zombie, som jeg læste ude i solen på terrassen en eftermiddag, og som jeg læste ude i solen på terrassen igen den efterfølgende eftermiddag, har jeg tænkt, at jeg burde skrive en anmeldelse.

Men tiden har ikke været til det. Nu er Jørgen Leth død, og derfor må det være tid.

»Jørgen Leth er blevet gammel«. Sådan havde jeg tænkt, at jeg ville indlede min anmeldelse. Men han var hurtig, den gamle, for hurtig, endskønt han jo blev 88 år gammel, og kom mig i forkøbet.

Men Jørgen Leth var altså blevet gammel, da Zombie udkom i sommer, og selvfølgelig netop i sommer. Zombien opererer nok i mørket, men den hører nærmere bestemt skyggen til, mørket i lyset, døden i livet. Zombien er en levende død. Og selvfølgelig skulle Jørgen Leth digte om zombien, når nu døden var rykket så tæt på, rykket ind på livet af ham.

Mytologi eller eksistentiel virkelighed?

Så hvad er egentlig zombien i Jørgen Leths Zombie? Jo, den lever(!) i spændingsfeltet mellem haitiansk folkesagn og for Jørgen Leth levende(!) eksistentiel virkelighed. Digtsamlingen åbnes med de ildevarslende ord: »Jeg ser det lukker ned omkring mig/ Det her sted er ikke længere sikkert.« Er det Haiti, som ikke længere er sikkert – eller er det livet? Digtet fortsætter med en hverdagsbeskrivelse – en mand hen over fliserne, bagende sol, palmeblade, en scooter og en computerskærm, brudstykker af hverdagen –, og slår så til sidst digterens søgen an:

Jeg mærker tidens hjerte slå
Er der et sammenhængende?
Et sammenhængende
Et sammenhængende
Sprog?

Dét, Jørgen Leth med digtsamlingen stammende leder efter, imens han hører tidens hjerte slå og døden nærme sig, er et sammenhængende sprog. Et sprog, der kan få den brudte og sønderrevne tilværelse til at hænge sammen. »En flig af livet«, sådan hedder åbningsdigtet i denne søgen efter et sammenhængende sprog i den sønderbrudte tilværelse. Selvfølgelig.

På den ene side er zombien altså en del af den haitianske folketro. Jørgen Leth fortæller eksempelvis om den første zombie, han mødte, Tikoun, som havde blå tunge og blev taget ind af de lokale syvendedagsadventister i Artibonite.

Og i digtet »En fornuftig fremgangsmåde« beskriver Jørgen Leth næsten nøgternt en haitianske familie, der havde bestilt en zombieslagter til, sammen med sin lærling, at skære deres afdøde datter i småstykker, »for at forhindre/ GENOPSTANDELSEN.« Mor og far kikkede på, fortæller Jørgen Leth også, og nu kunne de trygt begrave deres datter: »Uden frygt/ for at hun skulle få/ et liv efter døden// En perfekt slutning«. Det er ikke bare de levende døde, men også de dødes efterliv, som Jørgen Leth kredser om i Zombie.

Så zombien er ikke en billedlig størrelse eller en metafor. De er en levende del af den haitianske virkelighed. Og den er levende eksistentiel virkelighed. Derfor går det heller ikke an ad naturalistisk vej simpelthen at benægte zombiens eksistens:

Er det nu sandt?
Kan det være sandt?
Ja, det er det sgu
Uhyggeligt men sandt
Jeg kan ikke lide dem

Selvom de nok er mere stille
end de er i filmene
Men de er der jo
De findes og de er døde
De er døde som lever.

Se mørket i øjnene

Uhyggeligt men sandt. De findes – og som sådan vidner de om et mørke midt i livet, døden, som vi vandrer side om side med. Vores skygge.

Opgaven i Zombie er at se zombierne i øjnene, at se mørket, at se døden i øjnene – og at finde et sammenhængende sprog, hvor der kan komme orden i elementerne: »jeg vil mærke, fornemme/ jeg vil beskrive/ prøve at få på plads/ det er ganske enkelt/ det det handler om.« Kursiveringen er Jørgen Leths egen.

Så digteren beder tilværelsen om et møde med mørket – »Bare et kort møde«, som ét af samlingens stærkere digte hedder: »Så kan vi tage fat/ Lade som om alt er godt/ Men det er det jo ikke/ Bare et kort møde/ Med The Serpent og the Rainbow«.

Men at foranstalte et sådant møde er lettere sagt end gjort, og Jørgen Leth strides både med sig selv og med sproget i forsøget på at få mødet i stand. For det første med sig selv. Han har ikke lyst til at se dette blændende mørke i øjnene. Han strider selv imod. Derfor slutter »Bare et kort møde« som følger:

Har åbnet døren
Og lukket den igen
Vil ikke gerne møde det onde
Se det i øjnene ikke gerne
gå ud i regnen nu og mørket

Nej, Jørgen Leth – og du og jeg – er bange for mørket, bange for zombierne, bange for de levende døde. For det er os, der er de levende døde. Det er vores død, som nærmer sig: »10 timer, 11, 12 timer/ Hver nat er jeg vågen/ Tiden æder mig op/ Jeg møder monstre/ I morgenmørket/ … / Har ikke lyst/ Til at møde mig selv/ … / Er jeg der?/ Er jeg der ikke?«

Omvendt lykkes det aldrig rigtig at holde mørket for døren. Det trænger sig på, også selvom man ivrigt forsøger at afvise det: »Ja jeg siger nej til digtet/ Ordene knuser sig på plads/ Zombien står ude i skyggen/ Det er dens plads.«

I skyggen står altså zombien, for et zombie-møde er et møde med tilværelsens disharmoni og mørke – Jørgen Leth vil præsentere os for mørkets magt, som han et sted udtrykker det. »Der er ingen harmoni/ I junglen«, konstaterer han let resignerende andetsteds, men føjer til (som vi kender ham): »Men der er/ en del knepperi/ det hele vokser.«

Men digtet, »Det hele vokser«, slutter alligevel med en åbenhed, digterens mulighed: »jeg er klar/ pludselig og med styrke/ ydmyghed/ nedbryde fornuft/ genopfinde sprog.«

Væk med verberne!

Det er nemlig opgaven. Det er ikke kun sig selv, Jørgen Leth kæmper med og mod. Det er også sproget – for denne hans søgen efter et sammenhængende sprog er ikke let. Også sproget må han strides med.

Det sker ofte under mantraet »verberne væk!«. Selvfølgelig, får man lyst til igen at skrive, for verberne er netop livet og bevægelsen i substantivernes statiske univers. Skal man byde mørket og døden inden for i sproget, må verberne altså væk: »Verberne væk/ Væk nu/ Ikke andet tilbage/ End tanken om rummet/ Stuen, huset uden for byen/ De levende døde«, lyder det i »Ingen verber nu«.

Men så bydes zombierne altså også indenfor og op til dans, tydeligst i »Zombie, kom nu«:

Søde zombie
Kom bare indenfor!
Tag plads, sæt dig!
En bloddråbe i mundvigen.
Det gør ikke noget. …
Nu skal verberne tages ud.
Fejes af bordet med hånd.
Vi er på plads.

De er på plads, og så er det op til Jørgen Leth, til digteren, også at få ordene på plads så mørket kan stilles til skue: »find nu sammen, ord!/ Brug min krop/ som klatrestativ«, som den ivrige opfordring lyder. »Ned i bogstaver« og ud i mørket, det er rejsen, som Jørgen Leth tager os med på i Zombie.

At skrige verden ret farvel

I Jakob Kvists samtalebog med Jørgen Leth, Sidste udkald for rejsende, sidder Kvist, Jørgen Leth og fotografen Henrik Saxgren i Mallorcas hovedstad Palma på en regnvåd lørdag og taler om Gud, om død og om hvilke salmer, der skal synges til Jørgen Leths begravelse. Det kan der velsagtens være grund til at genbesøge nu.

Det er først og fremmest æsteten og digteren Jørgen Leth, som taler med om salmerne. Da Kvist foreslår »Lovsynger Herren«, roser Jørgen Leth i store vendinger N.F.S. Grundtvigs imponerende »billeddannende evner« og den store indholdsrighed: »Det er fandme godt.«

»Mit hjerte altid vanker« vinder ikke stor tilslutning, Thomas Kingo heller ikke, min navnebrors »Her vil ties, her vil bies« lidt mere, Jakob Knudsens »Se, nu stiger solen« selvfølgelig, Saxgrens forslag om »Det er i dag et vejr – et solskinsvejr« slet ikke.

I sidste ende går prisen dog til Grundtvigs »At sige verden ret farvel«. Og det er da bemærkelsesværdigt, når nu digtet »Søde, du må selv tage kniven« slutter med ordene: »Ingen midler duer/ Bedst at stå af nu/ Bedst at skrige farvel.«

At skrige verden ret farvel, det gør Jørgen Leth med sin digtsamling Zombie. Det er rigtignok et skrig, en insisteren på mørket, på skyggeverdenen – i den forstand er det en for Jørgen Leth ukarakteristisk digtsamling. Men der er også håb derude i skyggen, og Jørgen Leth kan på sin vis give slip i slutdigtet »Må gerne blive væk«.

Der er håb i den brune bog på reolen, som ikke er kød, men ånd – og som på næstsidste side har et billede af Dorothies nøgne ryg indstukket. Og måske også håb i noget andet: »Fryse på sengekanten/ Er Gud derude så er det nu/ Helst han skal komme og sige noget/ Tager gerne imod en hånd.«

Det har Gud som bekendt allerede gjort – både til dem, der gerne tager imod en hånd, og dem, som helst er fri. Som Grundtvig udtrykker det i »At sige verden ret farvel«: »Indslumre skal jeg da med lyst,/ som barnet ved sin moders bryst/ i dine frelserarme.«

Ære være Jørgen Leths minde.