Vores anmelder har set nærmere på en bog om den norske forfatter Karl Ove Knausgårds interessante forfatterskab.

Teologen Hans Nørkjær Franch, sognepræst ved Aarhus Domkirke, har skrevet en bog om Karl Ove Knausgårds forfatterskab, Knausgårds blik – Mellem længsel og nærvær, der retter fokus på det lidt upåagtede i receptionen, nemlig metafysiske og religiøse lag.

Som Knausgårds læsere ikke kan undgå at bemærke, er der ganske vist masser af religiøse referencer i det store værk, men Nørkjær Franch går skridtet videre og læser sig frem til et kristent, opbyggeligt budskab i forfatterskabet. Hovedvægten er lagt på Min Kamp 1-6 og Morgenstjerne-bøgerne, men han inddrager også de to tidlige romaner, årstidsbøgerne samt et par af essayene.

Nedslagene veksler på en ubesværet måde, og ved hjælp af samlebegrebet »blik« knytter han velkendte temaer omkring eksistensen til det teologiske. Han ser hos Knausgård en gennemgående spænding mellem levet liv og kunstnerkald, mellem det relationelle og isolation. Knausgård kalder sig selv for ateist, men værket siger mere end dets forfatter, også i den autofiktive del. Det er uhyre spændende og perspektivrig læsning, også for en ikke-teolog som undertegnede. Nørkjær Franchs erklærede mål om at skrive for en bred kreds er lykkedes.

Livsangst

Gennem seks kapitler kommer vi vidt omkring i et forfatterskab der kendetegnes ved at ét perspektiv afløser et andet, som så igen bliver afløst af endnu et perspektiv. Nørkjær Franch ser en spænding mellem det banale, hverdagslige og det højtflyvende, reflekterende. Samtidig er Min kamps Knausgård hudløst ærlig omkring det skisma at han ikke finder meningsfylde i livet med kone og børn, selvom han elsker dem højt.

Han længes altid efter at afsondre sig og hellige sig skrivningen, det egentlige.  Men også i kunstnerens isolerede position mangler der noget… Knausgård er en hjemløs nihilist, samtidig med at han hele tiden forsøger at åbne virkeligheden, at se den med nye øjne. I den åbning kan også det metafysiske optræde.

Det hele starter med en uhørt streng og lunefuld fader og en følsom dreng, der bliver påført skyld og skam i overmål. Livsangst bliver resultatet. Faderens død som dybt alkoholiseret er igangsættende for udarbejdelsen af Min kamp. Knausgård vil forstå både sig selv og det fædrene ophav, og for alt i verden undgå at blive som ham.

Nørkjær Franch udlægger faderen i starten af Min Kamp som en symbolsk Vorherre der vogter over Paradisets have, barndomshjemmet. Drengen Karl Ove er overbevist kristen i nærmest pietistisk forstand, modsat faderen, der er hårdnakket ateist. Men da Karl Ove kommer i puberteten, bliver han »smidt ud af Paradis«, idet han mister barnetroen og begynder at lave ulykker for bevidst at være ond. Synden bliver dragende, ligesom den forbudne frugt i Syndefaldsmyten.

Ophøjelsen og det jordiske

Selvom den voksne Knausgård som nævnt er nihilist og materialist, drages han mod det spirituelle. Nørkjær Franch taler om »…at moderniteten lider af en slags virkelighedsforsnævring« (s. 32), og Knausgård mener at det moderne verdenssyn lukker sig om sig selv, der er ikke noget »udenfor«.

Han forsøger da at sammentænke det materielle med det religiøse og hellige i åbningen af virkeligheden og undersøgelsen af menneskelivet. Blikket udgør en bestemt tydning af verden. Den stræben bliver endnu mere påtrængende i Morgenstjerne-bøgerne der kredser om død og evighed, uden at forfatteren når frem til en religiøs position. Der optræder engle, sendebude mellem Gud og mennesker, hvilket symboliserer dilemmaet: Skal man ophøje sig selv for at nærme sig Gud, eller skal man snarere søge Gud i det jordiske liv?

I det lange essay midt i Min kamp, bind 6, »Navnet og tallet«, undersøger Knausgård det menneskelige med udgangspunkt i Adolf Hitler og nazismen. Hitler var i sit liv og sin ideologi udenfor det mellemmenneskelige og sociale, han opererede kun med et »jeg«, et »vi« og et »dem«.

Det er nemmere at vise tillid end mistillid, nemmere at tale ud end at fortie, selve de sproglige begrebspar peger på det spontane. Livet er os givet, og det etiske ligger i det der sker mellem mennesker i en naturlig, gensidig forpligtethed.

»Duet« var fraværende, hvilket banede vejen for dæmoniseringen af jøderne og det industrielle massemord, hvor jøderne blev berøvet deres individualitet og menneskelige værdighed. De blev reduceret til et nummer, forskelsløse og anonyme. Derfor ligger den ultimative ondskab inden for det menneskelige, men ikke inden for det mellemmenneskelige hvor jeget møder et du. Ondskaben forudsætter en afstand til virkeligheden, en asocial position. Hvis man isolerer sig, risikerer man at begå det onde.

Banalitetens genialitet

Samtidig insisterer Knausgård på noget fællesmenneskeligt, der gælder for alle, som bærer navnet »menneske«. Flere steder i Nørkjær Franchs bog refereres der til Løgstrup og hans teori om den etiske fordring, om henvendelsen og mødet med det andet menneske der gør os forpligtede, ofte bag om ryggen på os via de suveræne livsytringer. Man ser medmennesket.

Det er nemmere at vise tillid end mistillid, nemmere at tale ud end at fortie, selve de sproglige begrebspar peger på det spontane. Livet er os givet, og det etiske ligger i det der sker mellem mennesker i en naturlig, gensidig forpligtethed. Det store »udenfor« i moderniteten er døden, der nok kan beskrives naturvidenskabeligt, men som forbliver et mysterium lige meget hvor udviklede, civiliserede og privilegerede vi er blevet. For Knausgård bliver religion og i særdeleshed kristendom et sprog for den ellers ubegribelige død.

I Nørkjær Franchs optagethed af blikket på virkeligheden kommer han ind på begrebet »det sublime«, den pludselige oplevelse af noget der trodser en mere banal, »jordnær« beskrivelse. Det sublime har med det guddommelige at gøre. Man ser noget velkendt på ny, i et »gen-syn«, det være sig et pindsvin i haven eller Edvard Munchs fremstilling af en kålmark. Han kalder det »banalitetens genialitet«. Også begrebet nåde bliver behandlet.

I essayet »Nåde« fortæller Knausgård om hvordan han for alvor forstår begrebet nåde, da han er til sin fars begravelse:

»Det var da han ikke blev set som dette menneske med disse særlige egenskaber og tilbøjeligheder, som havde den og den særlige handling bag sig, men blev set på som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden.«

Knausgård ser endelig sin døde far som et medmenneske, og en forsoning bliver mulig. Han »fæstner blikket« og lader dermed faderen tage del i det mellemmenneskelige, idet han atter bliver »kastet ind« i relationen med denne fader der ellers var så streng og fjern.

Selvoptagethedens svigt

Jeg har selv læst Min kamp som – blandt meget andet – Knausgårds forsøg på at forstå og forklare faderens strenghed, forældrenes skilsmisse og den selvdestruktive alkoholisme. Faderen var selv et skadet barn og formåede ikke at vise kærlighed og omsorg for sine nærmeste. At forstå er ikke nødvendigvis at tilgive, men det ligger lige for, især når der refereres til Knausgårds på sæt og vis »nådige« blik på den døde far.

I nåden dømmes der ikke. Til slut i bogen tales der i forbindelse med Morgenstjerne-bøgerne om taknemmelighed overfor livet. Om afmagt og tro, fortvivlelse og håb. Gud har givet menneskene livet, både som en gave og en opgave. Det er den andens blik der minder os om denne dobbelthed. At vende sig bort i selvoptagethed – og dermed svigte sine medmennesker – er en synd.

Hans Nørkjær Franch: Knausgårds blik – Mellem længsel og nærvær. Forlaget Klim, 2025.