Kan man forbedre samfundet uden også at forbedre menesket? For forfatter og psykologiprofessor B. F. Skinner var svaret klart. Og det kom til udtryk i den utopiske roman fra 1948, Walden Two, som Jacob Aarslev har kastet et kritisk blik på.
Da den amerikanske adfærdspsykolog B. F. Skinner påbegyndte sin utopiske idéroman Walden Two i forsommeren 1945, så det lyst ud for den vestlige civilisation. Naziregimet var overvundet og de allieredes japanske modstandere var for alvor trængt i defensiven.
Samtidig lå blotlæggelsen af atombombernes rædselsfulde kræfter stadig uger ude i fremtiden. For mange kunne Sovjetunionen ligne en slags allieret. Og årtiers hastige teknologisk udvikling i medicin, industri og landbrug kunne holde hungersnød og katastrofer fra dørene i de udviklede lande.
Men det var hverken verdenskrigen eller de vældige udviklinger, der satte skriveriet i gang. Som Skinner skrev i et forord ved genudgivelsen i 1976, skulle bevæggrundene i stedet findes i det helt nære:
»The dissatisfactions which led me to write Walden Two were personal. I had seen my wife and her friends struggling to save themselves from domesticity, wincing as they printed ‘housewife’ in those blanks asking for occupation.«
Skinner selv havde også store udfordringer. Han havde fået ny universitetsstilling i en anden delstat og skulle finde familien en bolig, og skolegang til deres datter, deres ellers lige var færdig med første klasse. Den nye og højere stilling gav mindre tid til egen forskning, og endelig var der vennerne og fritidsinteresserne:
»I would be leaving a group of talented young string players who had put up with my inadequacies at the piano and I was not sure I could replace them.«
Spørgsmålet var derfor, om ikke man kunne afhjælpe sådanne problemer.
»Was there not by any chance something a science of behavior could do?«
Velkomst
Det valg af udgangspunkt betød imidlertid ikke, at ambitionerne var små. På tegnebrættet var som minimum et samfund og en social og psykologisk ingeniørkunst, der sikrede fuld ligestilling mellem kønnene, den bedst mulige uddannelse til alle børn, komfortable boligforhold og en frugtbar balance mellem arbejde, fritid og kreativitet for alle. Alt sammen uden tvang og efter evner og tilbøjeligheder for hver enkelt.
Romanen giver os det første indblik gennem den ene af Skinners alter egoer, professor Burris (B’et i B. F. Skinner stod for Burrhus). Han opsøges på universitet af en tidligere studerende, Rogers, som huskede professorens smittende interesse for lige præcis utopiske samfund. Rogers tager kort efter Burris og en lille gruppe af sine yngre venner med til et semiautonomt kollektivsamfund, han har læst om. Walden Two.
Ægte social ingeniørkunst kræver konstant og tålmodig efterprøvning.
Burris bærer sin fortællerrolle på samme måde som han deltager i rejsen og rundvisningen: med oprigtig interesse og en midaldrende mands overbærenhed, skepsis og lejlighedsvise resignation. Nogen rigtig Dante er det ikke, og det var næppe heller Skinners hensigt. Men ved ankomsten til det, der for flere af de besøgende skal vise sig at være nærmest et jordisk paradis, træffer de alligevel deres vejviser, Frazier.
Frazier er ligesom Burris også en professoral skikkelse. Han byder gæsterne velkommen med en selvsikkerhed og distraktion, der giver karismatiske udslag, men nålen peger lige så ofte på akademisk arrogance.
Walden Two
Det, Frazier viser de besøgende, er et harmonisk nybyggerkollektiv på lige knap 1000 indbyggere. Igennem en årrække har man, under kyndig adfærdspsykologisk vejledning fra Frazier og få andre såkaldte planlæggere, skabt en selvforsyningsøkonomi og en arbejdsfordeling, der viser, at problemer som (for eksempel) dem, der plagede familien Skinner i 1945, kan undgås med en anderledes og mere begavet indretning af samfundet.
Man har naturligvis valgt at kalde stedet Walden Two efter inspiration fra Henry David Thoreaus berømte værk Walden, hvor han beskrev sit liv som selvforsynende og selvrealiserende eneboer i en hytte ved Walden Pond i Massachusetts. Men, som Frazier forklarer, virkelig selvrealisering og selvberoenhed kan kun blive til i et veltilrettelagt fællesskab. Walden Two betyder derfor både et andet forsøg og at det ikke er nok at være én, eller sig selv.
Trods nøjsomheden og den spartanske indretning kan gæsterne og beboerne nyde godt af komfortable værelser, nærende måltider og god og moderne kunst på væggene. Der er også mulighed for at gå til koncerter, så de musikalske medlemmer i samfundet kan udøve deres evner. Tøjet, man bærer, er vel knap så fashionabelt som i det omgivende samfund, men det er af god kvalitet og det er ikke trist og uniformeret.
De kun fire timer lange arbejdsdage, som vennerne også deltager i under deres til stadighed længere ophold, går med fødevarefremstilling, landbrug, vedligehold af bygningerne og lignende. Mænd og kvinder naturligvis på lige fod. Nogle af vennerne falder hurtigt til og vælger at blive boende permanent.
Troldmanden fra Oz
Men der er også en tråd af modstand i fortællingen. Den følger til dels Burris’ sendrægtighed og modvilje mod at forpligte sig. Men især bæres den af den filosofiuddannede Castle, som ikke lader sig overbevise og rejser en række principielle spørgsmål om magtudøvelsen i samfundet, uddannelsen af børnene og den gennemgribende kollektivisering på kernefamiliens bekostning.
Frazier er imidlertid en sand videnskabens mand, der kun irriteres over den slags generaliteter og abstraktioner. Eksperimentets resultater burde tale for sig selv, og i alle fald er Walden Two endnu kun et foregangseksempel, som den omgivende verden har svært ved at tage til sig. Ægte social ingeniørkunst kræver konstant og tålmodig efterprøvning.
Castle i romanen fra 1948 kunne ikke have kendt til Arthur C. Clarkes formulering fra 1960’erne, at det kan være umuligt se forskel på tilstrækkeligt sofistikeret videnskab og magi. Men i alle fald håber han til det sidste at kunne afsløre Frazier som en falskner, der skjuler sit despotiske herredømme bag strålende egalitære løfter og metaforiske hvide kitler.
Det bliver imidlertid kun professoren Burris, der til sidst i konfrontation med forfatterens andet alter ego får et kig bag forhænget og det skinnende grønne lys. Frazier og Burris mødes på en lille klippeformation kaldet »The Throne«, hvorfra der er god udsigt over Walden Two. Frazier er der antageligvis kun for at få overblik over arealerne, men Burris er ikke blind for, at der ligger mere bag.
Deres direkte og indirekte sammenstød er fortællingens centrale nerve.
Er Frazier ikke lidt for vel tilpas med sit skaberværk? Frazier svarer ved at stille sig i korspositur og erklære, at hans eksperimenter i det mindste er vellykkede, modsat Vorherres. Straf og profetisk indgriben er langt mindre nødvendigt, når det er planlagt ordentligt fra starten.
Det er også det, der har bremset kommunisterne og alle de tidligere kollektivistiske utopier, forklarer han. Man har måttet ty til magtanvendelse og magtstræb, fordi det sociale og psykologiske grundlag ikke var på plads. Den frie vilje spøger stadig. Videnskabsmændene har ikke kunnet fuldføre deres arbejde. Derfor er man blevet revet med i den almindelige verdenshistorie af krige og politik.
Hvad Burris svarer og gør til sidst, kan læseren måske selv gætte. Ellers er svaret også her i det følgende.
Og Skinner så at det var godt
Hvis man drejer og anskuer de to forfatter-alter egoer som magneter svingende mellem frastødelse og tiltrækning, er der faktisk tale om en spændende karaktertegning fra Skinners side. Én næsten helstøbt karakter spaltet i to. Deres direkte og indirekte sammenstød er fortællingens centrale nerve.
Problemet er bare, at der ikke er andre. Eller andet. Resten af romanen, resten af handlingerne, resten af personerne eksisterer kun for så vidt at det bidrager til at vise læseren og den lille håndfuld af Adamer og den enkelte Eva i venneflokken rundt i Eden. Videre botanisk vejledning ikke nødvendig. Ideerne drukner romanen.
B. F. Skinner lod sig imidlertid ikke bremse af den blandede kritik, Walden Two har mødt siden udgivelsen. I 1984 skrev han en lille essay-fortælling, hvor George Orwell under dække af sit borgerlige navn Eric Blair besøger Burris og Frazier i Walden Two og nærmest øjeblikkeligt udtrykker sin fascination og beundring for resultaterne.
Den berømte slutsentens fra Thoreaus Walden, »The Sun is but a morning star«, var Skinners eget titelforslag til bogen, inden valget (ved redaktionel mellemkomst) faldt på det simplere og mindre poetiske Walden Two. Men måske man også kunne have hæftet sig ved nogle af forgængerens indledende bemærkninger. For eksempel: »Unfortunately I am limited to this theme by the narrowness of my experience.«
I Henry Thoreaus knap hundred år ældre og mere velskrevne introspektioner fra Walden Pond er der i det mindste glimt af et reelt menneske og poetiske udsyn til et rigtigt Amerika i forvandling. Den anbefales hermed.
B. F. Skinner:Walden Two. 1948, 1976. Hackett Publishing Company, Inc. Genoptryk 2005.
B. F. Skinner: »News From Nowhere, 1984« i The Behavior Analyst, årg. 1985. Harvard University
