Medierne har deres fejl og dagsordner, og det samme kan være tilfældet med de videnskabelige institutioner. Men vi er værre stillet uden. Jesper Vogelius slår et salg for den faglige ekspertise.

Det er slemt i USA, hvor institutioner og eksperter er under konstant angreb – nogle gange med rette, men ofte på grund af en grundlæggende misforståelse af deres rolle.

Vi ser det f.eks. i det amerikanske retsvæsen, hvor dommere og valgtilforordnede udsættes for dødstrusler, hvis deres afgørelser ikke passer til en given politisk fløj. Et konkret eksempel er de trusler, dommerne i sager relateret til Trump har modtaget, hvilket har ført til øget sikkerhed for retsvæsenets ansatte.

Vi ser det i den videnskabelige verden, hvor klimaforskere som Michael Mann er blevet sagsøgt og chikaneret for deres arbejde med at dokumentere global opvarmning. Men vi har også noget af det i Danmark – hvor DR for nylig, med rette, blev kraftigt kritiseret for at misinformere den danske befolkning om dennes økonomiske gevinst af mineraludvinding i Grønland.

Samtidig har vi set en voksende skepsis over for både medier og videnskab, f.eks. i forbindelse med covid-19-pandemien, hvor sundhedsmyndighedernes anbefalinger blev afvist af politiske aktører og alternative medier.

Vi har brug for eksperter

Hvis vi vil have et velfungerende samfund, må vi erkende, at ekspertise og institutioner ikke er fjender, men nødvendige komponenter i en stabil og progressiv verden. Det betyder ikke, at vi skal acceptere dem ukritisk, men det betyder, at vi skal arbejde for at forbedre dem, snarere end at erstatte dem med uinformeret spekulation og populistisk retorik.

Vi har brug for institutioner. Vi har brug for eksperter. Vi har brug for folk, der rent faktisk ved, hvad de taler om. Det burde være en banal påstand, men i en tid hvor hvem som helst kan udtale sig skråsikkert om hvad som helst, er det blevet en kamp at forsvare den mest grundlæggende idé: at viden, erfaring og faglighed betyder noget.

Problemet er ikke bare, at folk er uenige om ting – det er, at folk tror, at enhver holdning er lige meget værd. Det er den ikke. Der er en grund til, at vi går til lægen, når vi er syge, og ikke til en tilfældig YouTube-kommentator. Der er en grund til, at vi lader ingeniører bygge broer, og ikke en eller anden fyr fra Facebook, der har set en dokumentar om, hvordan “de skjuler sandheden om beton”.

Alligevel er vi nået til et punkt, hvor det at stole på ekspertise bliver set som naivt, hvor det at kræve viden bliver opfattet som elitært.

Kaos af amatørisme

Det er ikke kun et problem for den enkelte. Det er et problem for samfundet. Institutioner – akademia, videnskab, medier, domstole – eksisterer af en grund. De er ikke perfekte, og de skal altid kunne kritiseres, men hvis vi ikke har dem, hvad har vi så? Vi kan ikke erstatte en fælles forståelse af sandhed med en fri konkurrence mellem folk, der råber højest på sociale medier.

Hvis vi smadrer tilliden til ekspertise, til institutioner, til at nogle mennesker faktisk ved mere om visse ting end andre, så efterlader vi os selv i et kaos af amatørisme og misinformation.

Der er en ironi i, at dem, der råber højest om, at institutionerne ikke kan stoles på, ofte selv har fået deres viden gennem netop de systemer, de kritiserer. Mange af dem, der afviser institutioner som utroværdige eller korrupte, har opnået deres egen viden gennem de samme institutioner.

Eksempelvis kan en person, der har mistro over for akademia, alligevel citere forskningsresultater (som dog oftest er fejlfortolkede eller taget ud af kontekst) for at understøtte deres egne påstande. Eller en konspirationsteoretiker kan hævde, at videnskaben lyver, samtidig med at de bruger videnskabelige termer og argumenter, de har lært gennem uddannelsessystemet.

Kort sagt: Deres forståelse af verden er formet af de systemer, de kritiserer, men de ønsker kun at acceptere den viden, der passer ind i deres forudfattede holdninger.

Mavefornemmelser

Den moderne konspirationsteoretiker har ikke opdaget sandheden gennem egne studier af rådata – han har set en YouTube-video lavet af en anden konspirationsteoretiker. Han har ikke læst peer-reviewed forskning, men et blogpost, der hævder at afsløre “den egentlige sandhed”.

Han har ikke selv udført eksperimenter, han har ikke publiceret noget, han har ikke testet sine hypoteser mod virkeligheden – han har bare en mavefornemmelse, og den betyder åbenbart mere end årtiers forskning.

Det betyder ikke, at institutioner ikke kan fejle. Det gør de. Store fejl. Men forskellen mellem et videnskabeligt fællesskab og en samling selvudnævnte eksperter på internettet er, at videnskaben har mekanismer til at rette sig selv. Fejl bliver afsløret, metoder bliver forbedret, resultater bliver gentaget og efterprøvet.

Konspirationstænkning har ingen sådan mekanisme. Den er immun over for modbeviser – faktisk bliver modbeviser ofte brugt som bevis for, at konspirationen er endnu større, end man først troede.

Mangler kritisk tænkning

Vi har set det overalt: folk, der afviser videnskabelige konklusioner om klimaforandringer, fordi de “tror mere på deres sunde fornuft”. Folk, der nægter at tage vacciner, fordi de hellere vil lytte til en Facebook-gruppe end til tusindvis af forskere. Folk, der mener, at “mainstream-medierne lyver om alt”, men samtidig sluger råt, hvad tilfældige bloggere, sociale medie-brugere og alternative nyhedssider påstår uden kildekritik.

Det er ikke at være kritisk tænkende. Det er ikke at være en fri person. Det er bare at være skeptisk over for de forkerte ting.

Hvad er løsningen? Vi er nødt til at genopbygge tilliden til institutioner, men det kræver, at de også gør sig fortjent til den tillid. Vi har brug for gennemsigtighed i forskning, så befolkningen kan se, hvordan viden bliver skabt. Vi har brug for medier, der prioriterer dybdegående journalistik frem for sensationsoverskrifter.

Vi har brug for politikere, der respekterer ekspertise frem for at føre politik baseret på populisme og meningsmålinger. Vi har brug for et uddannelsessystem, der ikke blot lærer folk fakta, men også hvordan man kritisk vurderer information.

Ægte eksperter

Vi har brug for ægte eksperter – folk, der ikke er politisk farvede, men drevet af en søgen efter sandhed. Dem som vi i forvejen har mange af hertillands, men som må komme på banen for at styrke vores uddannelsesinstitutioner. Vi har brug for en kultur, hvor vi forstår, at det er okay at sige “jeg ved det ikke”, og hvor vi igen lærer at lytte til dem, der faktisk gør.

Hvad skal du bruge min holdning til, hvis jeg ikke aner hvad jeg taler om? Spørg dig selv, hvorfor vi stemmer på politikere til at varetage vores interesser, og hvorfor vi ikke har 4,2 millioner medlemmer af det danske Folketing. Vi vælger hver især, hvad vi vil bruge vores tid på, og så lader vi andre om resten, og vi vælger samtidig at stole på de andre.

Alternativet? En verden, hvor alle tror, de er eksperter i alt – og ingen i virkeligheden ved noget om noget som helst.