Hans Hauges nye dobbeltbiografi forfølger Martin Heidegger og Hannah Arendts unikke og umage forhold gennem filosofihistorien. Der er interessant læsning i de to intellektuelle kæmpers møde og affære. Litterat Jonas Hoeck har set, hvad der kom ud af Kærlighedssommeren.

Der er nogle tænkere og forfattere, som det er svært at komme udenom. De fanger måske ikke i første omgang interessen, eller man er måske optaget af studiet af andre tænkere og forfattere, men disse nøglepersoner bliver ved med at blive nævnt og citeret i de bøger, man læser, eller af andre intellektuelle på sociale medier eller i samtaler.

Sådanne tænkere og forfattere må Martin Heidegger og Hannah Arendt siges at være, mere end nogen andre. Uanset hvad man gør, forfølger de en, og for ikke at blive dømt ude af de intellektuelle kredse og samtaler, bliver man på et tidspunkt tvunget til at orientere sig.

Et sted at starte kunne være i Hans Hauges nye bog Kærlighedssommeren – Hannah Arendt og Martin Heidegger 1924–1950, som er udkommet i år på Skriveforlaget.

der er alligevel noget spontant og umiddelbart over den snoede vej, man som læser bliver ført ad

Det er et omfattende biografisk eller duografisk værk (som der står på omslaget), der forbinder de to tænkeres berømte affære og forhold med deres livshistorier, store værker og filosofiske ideer. Og nogle steder lidt for mange andre detaljer og personer, som måske burde være redigeret ud for bedre fokus.

Det er en bog om kærlighed, hvad kærlighed kan være, og hvad de tos kærlighed indebar og betød for deres tænkning og eftermæle. Det er en bog om filosofi og universitetsliv, og så er det, på godt og ondt, en rigtig Hans Hauge-bog, der bærer præg af den pensionerede lektors holdninger og skrivestil.

Man skal holde tungen lige i munden

Hvis man tidligere har læst bøger eller tekster af Hans Hauge, ved man, at han har en særegen og normbrydende måde at skrive på. Hans skrivestil kan ikke sammenlignes med jazz, for jazz er forfinet, følsomt og feminint, mens Hauges stil er ufølsom, grov og maskulin. Men der er alligevel noget spontant og umiddelbart over den snoede vej, man som læser bliver ført ad.

Bogen har ikke nogen rigtig indledning, men starter lige på og hårdt med en beskrivelse af, hvordan Hannah Arendt og Martin Heidegger mødte hinanden og indledte et forhold i sommeren 1925. Eller måske er denne del i virkeligheden bogens indledning. Det står ikke helt klart.

Pludselig på side 46 finder man en gennemgang af receptionshistorikken og en analyse af, hvordan deres forhold tidligere er blevet beskrevet i både udenlandsk og dansk forskning. Det er normalt noget, som man ville få afklaret i en indledning eller i hvert fald i begyndelsen af bogen, inden man begyndte på selve gennemgangen og analysen af de tos forhold. Men måske er også denne del fortsat en del af indledningen. Som sagt, det står ikke helt klart.

man forstår også bedre det efterspil, som deres forhold fik i den akademiske og offentlige verden

Derudover hopper Hauge gennem bogen ud og ind af forskellige spor. Nogle gange følger man biografisk Heideggers eller Arendts individuelle eller fælles livshistorie fra barn til gammel. Andre gange får man en lang gennemgang af en række sidepersoners liv og tænkning, og helt tredje gange får man lange filosofihistoriske gennemgange af, hvor forskellige filosofiske retninger og ideer kommer fra, og hvordan de har udviklet sig.

Man kan naturligvis argumentere for, at rigtige fans af Heidegger og Arendt vil vide alt om alt og alle. Men en redigering, frasortering, strukturering og opstramning af materialet, der også er præget af lidt for mange gentagelser, lange oplistninger af navne og knudrede sætninger, ville nok have gjort læsningen mere flydende og bogen lettere tilgængelig.

Hauge holder sig tæt til det datasæt af breve, dagbøger og gengivelser af begivenheder, som han har studeret, men han kunne med fordel have åbnet fortællingen for læserne ved at skrive scenerne tydeligere frem af det sparsomme materiale. En god biografi er ikke bare en, der videregiver data en til en, men en, der bruger materialet til at skabe en fortælling om den person eller de personer, biografien omhandler. En fortælling med et budskab, som læserne kan tage med sig videre.

At bogen er lidt tung at læse, er dog ikke som sådan et stort problem. Det kræver blot, at læserne holder tungen lige i munden og giver slip på forventningen om, at man altid kan følge tekstens forløb og i stedet lader sig overraske. Heidegger er jo også kendt for at skrive, så man glemmer det halve og skal læse med sved på panden, så bogens stil passer jo på den måde meget godt til stoffet.

En rig og spændende gennemgang af de to tænkeres forhold

Hauge er ikke Rüdiger Safranski. Og det er også okay. Når man først kommer i gang og giver sig hen, er det faktisk en spændende bog, som vidner om, hvor stor en viden Hauge har om de to tænkere, deres interne forhold, respektive forfatterskaber og alt deromkring og imellem.

I bogen får man en god beskrivelse og deraf fornemmelse af, hvordan den unge Arendt endte med at falde for den noget ældre underviser Heidegger. Man får rige beskrivelser af deres fælles tid på universitetet i Marburg, fælles bekendte og respektive intellektuelle interesser, og man forstår også bedre det efterspil, som deres forhold fik i den akademiske og offentlige verden.

Bogens pointe synes at være, at det ikke var et fysisk eller seksuelt forhold. Det var mere et platonisk eller åndeligt forhold, hvor kærligheden handlede om den kærlighed, de delte til deres fælles passion for filosofi.

Denne diskussion er naturligvis kontroversiel

En anden interessant pointe fra Hauge er, at mødet prægede deres tænkning og skrivning så meget, at man i dag har svært ved at forstå den ene uden den anden. For Arendt var det her, hun blandt andet kom på sit begreb om Ereignis og begivenhed som møde mellem mennesker.

For Heidegger var det blandt andet her, han fik inspiration og hjælp til at skrive sit værk Sein und Zeit (Væren og Tid). Uden at kende til andet end mænds natur, fornemmer jeg dog, at i hvert fald Heidegger også var fysisk tiltrukket af Arendt, og jeg fornemmer, at Hauge lader denne mulighed stå åben.

Den evige diskussion om nazismen

En af bogens og Hauges andre store pointer er, at Heidegger ikke var nazist. Eller rettere sagt, at han ikke var så antisemitisk, nazistisk og ondskabsfuld, som eftertidens kritiske akademikere gerne vil gøre ham til.

Det er primært forholdet til den jødiske Arendt og alle de andre jødiske studerende, breve, hvor Heidegger selv sætter tvivl ved sin antisemitisme, og udtalelser fra kollegaer, som i Hauges læsning forhindrer Heideggers helhjertede nazisympati.

Og så er der det forhold, at nazisterne ikke betragtede Heidegger som en sand nazist, og at Heidegger også selv havde problemer med nazipartiet. Det kan godt være, at Heidegger var konservativ og dyrkede hedenske ritualer som sommersolhverv og gik klædt i meget lokal og traditionel klædedragt. Men ifølge Hauge støttede han ikke de allergrimmeste sider ved nazismen, herunder Holocaust.

Denne diskussion er naturligvis kontroversiel og heller ikke let at gå ind i, hvis man ikke er ekspert på området. Man kan dog sige, at Hauge helt sikkert har ret i, at forståelsen af Heideggers forhold til nazismen burde være mere nuanceret, og det er spændende at læse hans argumenter.

Men det er også svært ikke at se det lidt som en diskussion, der i virkeligheden ikke ændrer det store på, hvordan man på nutidens universiteter forholder sig til Heidegger. Spørgsmålet bliver jo det samme som med spørgsmålet om krigen i Mellemøsten: Hvad er forskellen på at støtte Hamas, men ikke den 7. oktober? Gør det reelt den store forskel, hvis Heidegger blot støttede nazisterne, men ikke Holocaust? Formentlig ikke.

Der findes ikke mange nazister, nazisympatisører eller tidligere medlemmer af partiet, som eftertiden har set på med formildede øjne. Og det er vel i virkeligheden fair nok. Eller hvad?

Bogen som helhed

Kort sagt er der altså tale om en mursten af et studie på knap 300 sider, som kræver sit af læserne. Men samtidig er der også tale om en bog, som formentlig kan være til gavn for mange, der gerne vil kende til de to store filosoffers forbindelse.

Det er eksempelvis ikke svært at forestille sig, at universitetsstuderende, som skriver afhandlinger om emnet, ville blive glade for at få al den viden mellem hænderne. Bogen rummer mange gode citater.

Alt i alt en spændende bog for dem, der har tid og interesse.

Hans Hauge: Kærlighedssommeren – Hannah Arendt og Martin Heidegger 1924-1950. Skriveforlaget, 2024.