Det er medierne i bred forstand – aviserne og de elektroniske medier, der hertillands domineres af skatteyderfinansiering, i hvert fald når det gælder de politisk-dagsordenssættende af slagsen (DR/TV2/Radio IIII) – som bestemmer, hvad der bliver betragtet som problemstillinger, der er relevante at drøfte i den offentlige debat.

I den forstand er den offentlige debat styret på den måde, at et bestemt udsnit af befolkningen kan bestemme, hvad der på offentlighedens vegne skal betragtes som relevante problemstillinger. Det er påfaldende, at skatte- og afgiftstrykket i så ringe omfang anses for at være et samfundsproblem, at medierne anser det for relevant at drøfte. Typisk er mediernes vinkling også den, at den offentlige sektor synes at savne resurser, hvilket af befolkningen ofte, men indirekte-snusfornuftigt oversættes til, at skatte- og afgiftstrykket er problematisk i den forstand, at det for lavt eller blot lige og lige rækker.

Dette til trods for, at Danmark har en af den frie verdens to-tre mest penge- og personaleforbrugende offentlige sektorer. Denne fejlslutning er et problem for sig: problemet er i den henseende snarere, at Danmark er en forsørgerstat mere end en velfærdsstat. Skattekroner, der burde bruges til efterspurgte serviceydelser, bruges til forsørgelse af ikke-arbejdende klienter og betydelige personaleresurser til områder, hvor der ikke kan konstateres nogen konkret og udpræget folkelig efterspørgsel.

*

Det forekommer meget sjældent, at den omkostningsforøgende virkning, som det høje danske skatte- og afgiftsniveau udgør, problematiseres ved sine negative effekter. Disse negative effekter kan tage sig ud på forskellig vis. Én af de indlysende er sammenhængen mellem lønpres og skatte- og afgiftsniveau. Når den arbejdende befolkning skal svare et meget stort skatte- og afgiftstryk, forøges lønkravene, hvilket leder til at arbejdskraft bliver en uforholdsmæssig omkostningstung vare. Det har i første række en effekt i forhold til de arbejdsopgaver, der let kan flyttes. Det er af den årsag, at et meget stort – skønsmæssigt flere hundrede tusinde – industriarbejdspladser er forsvundne fra Danmark de seneste årtier.

Tilbage bliver en række opgaver, der er svære at flytte, eksempelvis forskellige efterspurgte serviceydelser, som derfor får en pris eller et serviceniveau derefter. Enten overvæltes omkostningsniveauet, det vil sige en ydelse bliver dyr, alternativt foretages der tilpasninger af serviceniveauet. I Danmark varetages serveringsopgaver for eksempel sjældent af voksent, uddannet personale, idet det vil lede til omkostningsforøgelser, mange kunder ikke vil acceptere. I andre tilfælde erstattes serviceydelser og -opgaver med teknologiske løsninger, som ikke altid er lige populære, eksempelvis telefon- eller chatrobotter.

Dertil kender store dele af befolkningen nok til, at der skal ringes indtil flere gange til overbebyrdede håndværkere, der angiveligt ikke kan skaffe personale. Det er værd at nævne i den sammenhæng, at den offentlige sektors opgaver ofte heller ikke hverken kan udflyttes eller konkurrenceudsættes, hvilket i sig selv leder til at den offentlige sektor opsuger arbejdskraft, som derved ikke er tilgængelig for den private sektor. Der kan være tale om en selvforstærkende effekt.

Det hænder, at skatte- og afgiftstrykket drøftes som problematisk, men fokus er så ofte snævert på indkomstskattetrykket. Dette er der sket en vis tilpasning af over de seneste årtier, da det påvirkede dansk konkurrenceevne indlysende negativt, at relativt store indkomstgrupper betalte eksempelvis den nu genindførte mellemskat eller endog topskat.

Det er dog meget vanskeligt at få igangsat en offentlig debat om, hvorvidt afgifts- eller eventuelt specifikt momstrykket afstedkommer problemer. Hvad sidstnævnte angår er det eksempelvis tankevækkende, at man i Tyskland har en generel momssats, der er seks procentpoint lavere, og en reduceret momssats – særligt på fødevarer – der er atten procentpoint lavere end den danske. Tilsvarende har man et langt mere varieret momssystem i Sverige – fra 0 til 25 procent – hvor receptpligtig medicin og tandlægeydelser eksempelvis er momsfritagne, bøger og andre kulturtilbud momsbelægges med seks procent, og fødevarer og hotel- og restaurationsydelser momsbelægges med 12 procent.

Disse systemer er grundlæggende anderledes end det danske system, hvor der er en helt generel momssats på 25 procent. Der forekommer dog meget lidt, i praksis ingen offentlig debat i Danmark om dette forhold og dets afledte, negative effekter.

*

Det er tilsvarende tankevækkende, at afgifterne på befolkningens mobilitet – bilbeskatningen – slet ikke forekommer i den offentlige debat. Den exceptionelt høje danske registreringsafgift på biler drøftes sjældent, og oftest kun når det gælder den isolerede skattefritagelse – skattebegunstigelse – af elbiler. Registreringsafgiften er svagt reduceret, efter et vist arbejde af partiet Liberal Alliance, men de svage reduktioner er totalt udhulede af de proportionsløse forhøjelser af ejerafgiften, Folketinget kunne vedtage for nogle år siden, uden at det afstedkom nogen som helst offentlig debat om emnet.

Situationen er nu sådan, at det voldsomme registreringsafgiftstryk gør en for Danmark helt almindelig familiebil som en ti år gammel, dieseldreven Ford Mondeo til genstand for en årlig ejerafgift på små 7.000,- I praksis har Folketinget gjort en stribe biler – eksempelvis lidt ældre dieseldrevne Mercedes-biler og en udbredt folkebil i Sverige som en benzindreven Volvo S80 – kunstigt værdiforringede eller i praksis værdiløse, idet de omfattes af årlige ejerafgifter på 8. eller 12.000,- årligt. Sammenlignelige satser fra Tyskland eller Sverige udgør typisk en tredjedel eller halvdelen.

Her er et tal, alle kan forstå: En dieseldreven VW Passat-stationsvogn fra 2017 – en helt gængs familiebil til ganske almindelige mennesker – koster 4.640,- i årlig ejerafgift i Danmark, og der udestår fortsat markante, automatiske stigninger de kommende år. I Sverige er den tilsvarende, årlige ejerafgift af nøjagtigt samme bil 1520,-

Denne, exceptionelt hårde beskatning har mindst to håndgribelige konsekvenser. Den ene er, ganske indlysende, at når mobilitet beskattes, reduceres mobiliteten, eller det omkostningsforøgende (løn)pres forstærkes. Den anden er, at der sker en mærkbar indskrænkning af almindelige menneskers forbrugsfrihed og -muligheder. Et anekdotisk eksempel på dette er, at i en årrække var den mest solgte bil i Danmark en VW Up – en småtrist, funktionel bil i mikroklassen. I samme årrække var den mest solgte bil i Sverige den solide og særdeles komfortable Volvo V70-stationsvogn, der senere er afløst af andre, tilsvarende modeller. Sådanne Volvo’er er kun for de særdeles velbjærgede danskere.

Det mest forunderlige er dog fortsat, at det lykkes for de mennesker, der definerer hvad den offentlige debat i Danmark må handle om, at forhindre en seriøs debat om disse emner. En af forklaringerne er, at en række ellers etablerede kræfter, det kunne være de borgerlige politiske partier og borgerligt sindede interesseorganisationer, der kunne afdække konsekvenserne og dermed få emnet prioriteret, ikke gør nok. Det skyldes formentlig, at menneskene dér lever i en lukket, selvsupplerende samfundsklasse, der har penge nok, og som er for dårligt i kontakt med de ganske almindelige mennesker, der bærer byrderne af en generel momssats på 25 og den exceptionelt høje danske bilbeskatning.

Vort land er skævvredet.

Tilsendt Morgenavisen Jyllands-Posten som kronikforslag. Refuseret. Her ubearbejdet. Avisen fandt dog plads til kronikker som denne