Allerede før Trumps indsættelse har valget af ham betydet, at Europa er kommet i gang med at løse sikkerhedspolitiske udfordringer, vi har forsømt i 30 år.

Siden resultatet stod klart, har diverse ledere i Europa, herhjemme med SVM-regeringens “Door-step”, kraftigt indikeret, at der nu skal bruges flere penge på forsvaret. Samtidig ser vi ledere fra flere lande efterlyse en revurdering af begrænselsespolitikken for Ukraines brug af vestlige våbensystemer.

Indtil videre har Ukraine været begrænset af det Biden og Scholz-ledte forsigtighedsprincip. Hvis både England, Tyskland og Frankrig tør fritstille Ukraine i dets brug af våben, indenfor krigens love selvfølgelig, ville det, også uden USA, være et stort nybrud. For nu nægter Scholz stadig at sende det berygtede langdistancemissilsystem, Taurus, til Ukraine, men lur mig om ikke udsigten til Trump får ham på andre tanker.

Egentlig er det yderst paradoksalt, at den samme præsidentkandidat der skulle varsle dommedag, også er præsidenten, der rent faktisk får os til at gøre og overveje alt det, vi for længst burde være kommet frem til.

Det er langt fra kun Danmarks forsvar, der holdt op mod verdenssituationen er kæmpe en falliterklæring. Det gælder næsten alle vores allierede, undtagen selvfølgelig dem der grænser op til Rusland. Europa kan først for alvor i egen ret afskrække Rusland, den dag nok af os tager opgaven seriøst. Det kommer vi, om vi vil det eller ej, tættere på nu.

Langt mere ubemærket tror jeg, det i eftertiden vil være, at det var valget af Trump, der fik Europa til at sætte Ukraine fri og dermed også smide frygten for Rusland. Et fundamentalt nødvendigt paradigmeskifte i vores tilgang til fjenden fra øst.

Frygten for Ukraine

Bag min optimisme gemmer sig selvfølgelig en frygt for, at Trump har tænkt sig svigte Ukraine totalt, men jeg synes ikke, det billede vi indtil videre ser, tyder på det. Russisk statsfjernsyn har travlt med at vise nøgenbilleder af Melania Trump, og Kremls pressesekretær, Dmitry Peskov, er i gang med en religiøs afvisning af, at Trump og Putin skulle have talt. Det tyder altså langt fra på, at tingene er startet godt fra et russisk perspektiv.

Og hvad sker der, hvis Putin afviser den fredsplan, Trump kommer med? Noget der langt fra er et usandsynligt scenarie. Hvis Trump har tænkt sig at sætte handling bag ordene – noget Biden aldrig magtede -, ville han ikke tøve med at bruge USA’s magt på en hidtil uset måde.

I det scenarie tror jeg faktisk en Trump, der er vred på Putin, ville være en langt bedre ven for Ukraine, end Biden nogensinde formåede at være.

Jeg synes faktisk på mange måder, at vi selv er skyld i at være gået bag om dansen ved at reducere vores sikkerhedspolitiske samtale om valget i USA til en samtale, der udelukkende har handlet om, hvad kandidaterne har sagt om “det internationale samfund”, herunder også deres holdning til Ukraine.

Sikkerhedspolitik handler mest af alt om, hvad lederne for de store magter, vil, kan og tør gøre og om, hvad de tror, deres fjender vil, kan og tør gøre. Jeg har skitseret, hvorfor Trumps indtræden ikke nødvendigvis kan oversættes til Ukraines dommedag.

Trumps fremtid afgøres i Ukraine

Men der også her slaget slår. For hvis Trump går den vej, J.D. Vance og Musk-typerne i hans omgangskreds ønsker, så svigter man ikke kun mere end 40 millioner ukrainere, man svigter også sig selv. Ukraine er nemlig forudsætningen for, at resten af Trumps udenrigspolitik lykkes.

Svigter man derimod ikke Ukraine, stiller jeg mig gerne ud på planken, og siger, at valget af Trump er det bedste, der er sket i meget lang tid for alle, der ønsker en verden præget af frihed og sikkerhed fremfor diktatorisk undertrykkelse og terrorisme.

Simpelthen ene og alene af den grund, at Trump, modsat både Biden, Harris og Obama, jo tør bruge USA’s magt til at gennemtrumfe USA’s interesser. Og hvis man dog ellers har undsluppet sig at tro på alverdens antivestlige venstrefløjspropagandateorier, så ved man, at USA’s interesser stort set altid også er i vores, altså den frie verdens interesser.

Det stråler allerede ud af den administration, der er ved at blive udpeget, at resten af verden, og jo derfor også Rusland, ikke længere kan forvente et USA, der tropper op til sikkerhedspolitiske forhandlinger eller i FN-regi uden selvtillid og vilje til at stå op for egne værdier.

Ikke den liberale ordens kollaps

I virkeligheden falder vores misforståelse tilbage på, at vi er blevet ført bag lyset af typer som David Trads, der flere gange end han har proklameret sit exit fra Twitter og X, har forudset den liberale demokratiske verdens kollaps, hvis Trump skulle blive valgt. En form for liberal humanisme-fatalisme, vi danskere åbenbart er særligt tiltrukket af.

Vores verden er dog ikke kollapset endnu. Det gør den næppe de næste fire år.