For ti år siden udgav Center for Koldkrigsforskning bogen Ulve, får og vogtere, som grundigt beskriver Danmark i efterkrigstidens konfrontation mellem det frie Vesten og de kommunistiske diktaturstater. Månedens kronikør, Martin Kryhl Jensen, var ansat ved centret og ser tilbage – blandt andet på, hvordan modtagelsen var præget af en afsporing, blandt andet af debatten om venstrefløjens følgagtighed over for Vestens fjender.
Forestil dig, at Claus Hjort Frederiksen i 2010 i al hemmelighed var gået til PET, og der havde forklaret, at han mente, at Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden sympatiserede med Al-Qaeda og islamisk terrorisme. Det ville være breaking news!
Derfor regnede jeg også med, at det ville skabe stor opmærksomhed, da Center for Koldkrigsforskning (CFKF) med udgivelsen af ”Ulve, får og vogtere” i 2014 kunne afsløre, hvordan Poul Søgaard, forsvarsminister i Anker Jørgensens regeringer fra 1977-82, i 1983 gik til PET og forklarede, at Anker Jørgensen i virkeligheden var imod dansk medlemskab af NATO, og at det var årsagen til fodnotepolitikken.
Jeg blev dog skuffet. Ingen anmeldelser så meget som nævnte sagen.
Projektsabotage
Anmeldelserne af bogen var desværre forudsigelige. Dagbladene anmeldte i forhold til avisernes politiske placering. Sigende for hvor lavt niveauet var, sås hos Bo Lidegaard i Politiken, der skrev om ”voldtægt af kilder og historisk metode”, og samtidig – mod bedre vidende – gentog myten om, at Bent Jensen var blevet ansat af VK-regeringen og Dansk Folkeparti til at udføre en politisk opgave.
I virkeligheden var Bent Jensen blevet ansat af en faglig kompetent bestyrelse og i konkurrence med fire andre ansøgere. Lidegaard efterplaprede folk som Rasmus Prehn, Mogens Lykketoft, Morten Bødskov og Villy Søvndal, der fra CFKF’s oprettelse aktivt forsøgte at miskreditere og sabotere projektet ved at hævde, at der var tale om ”politisk forskning”.
Deres modvilje mod forskningsinitiativer iværksat af Folketinget var dog forbeholdt CFKF, og derfor protesterede de naturligvis ikke, da regeringen Helle Thorning-Schmidt I med finansloven for 2012 gav 2 mio. kroner direkte til Arbejdermuseet.
Politiseret forskning
Mest skuffende var fagfælleanmeldelserne dog. Bo Lidegaard i Politiken er allerede nævnt, Joachim Lund i Information var et andet eksempel – Lund forklarede i 2014 til tre specialestuderende, at han på forhånd havde konkluderet, at værket var dårligt.
I Udenrigs ulejligede Ib Faurby ikke læserne med, hvilke emner bogen rent faktisk behandlede, men skrev i stedet spalte op og ned om, hvad han synes, den burde have handlet om. Trods det, at de 1500 sider i meget høj grad byggede på hidtil uudnyttede kilder, hævede Faurby endda, at den ikke føjede ”afgørende nyt” til vores viden om den kolde krig.
Anmeldelsen af den norske historiker Helge Pharo i Historisk Tidsskrift var tilsvarende fagligt tyndbenet. Det mest interessante – og sigende for graden af personligt nid – var omstændighederne omkring anmeldelsen. Professor Poul Villaume fra Københavns Universitet rettede nemlig henvendelse til redaktionen på Historisk Tidsskrift, og bad om lov til at se anmeldelsen, inden den blev udgivet. Det fik han lov til, idet redaktionen understregede, at det var til hans ”personlige og fortrolige orientering”. Alligevel blev anmeldelsen kort efter fremlagt af Jørgen Dragsdahls advokat i Højesteret, som led i den retssag, som Dragsdahl havde anlagt mod Bent Jensen. Dét kan man kalde politisering af forskningen.
Forskningschikane
CFKF’s virke blev ustandseligt, af både medier og andre historikere, blandet sammen med retssagen, selv om de to ting i virkeligheden ikke havde noget med hinanden at gøre. Bent Jensen havde skrevet den artikel, som var årsag til retssagen, inden han var blevet ansat som leder af CFKF. Retssagen fyldte dog under alle omstændigheder meget og tog fokus fra arbejdet.
Samtidig oplevede vi fra flere institutioners side noget, der dårligt kunne opfattes som andet end forskningschikane. Henvendelser blev ikke besvaret, trods talrige rykkere og klager. Løfter om adgang blev trukket tilbage. Materialet vi havde set, forsvandt pludseligt, og kunne ikke genfindes. Ansøgninger om afklassificering trak ud i måneder, ja endda halve og hele år.
Vi mødte heldigvis også interesse og velvilje mange steder, og som ung, næsten nyuddannet historiker var det et fantastisk job, hvor man fik lov til at grave sig dybt ned i kildematerialet. Vi havde et fast ugentligt møde til at vende stort og småt, og ellers var det op os hver især at tilrettelægge arbejdet. Hvis vi var på kontoret om fredagen, mødtes vi gerne til en kop kakao midt på eftermiddagen. Foranlediget af nok en artikel fra en meget emsig journalist på Information, der trods ringe indsigt flittigt skrev kritisk om centeret og vores ”politiske forskning”, overvejede vi en sådan fredag eftermiddag, om vi skulle iværksætte en lille desinformationsoperation: Vi ville sprede et rygte om, at Jesper Langballe hver fredag troppede op på centeret for at godkende ugens arbejde, for at se, om vi kunne få Information-journalisten til at hoppe på limpinden og skrive historien. Planen blev dog på idéstadiet.
Historiografisk etikettering
Polariseringen og politiseringen stoppede ikke med anmeldelserne. I stedet for at se på kildematerialet og fremstillingen, havde mange travlt med at hæfte historiografiske etiketter på fagfæller, der mente noget andet end dem selv, for dermed at udgrænse dem, og slippe for at forholde sig til deres forskning. Professor Nikolaj Petersen opfandt f.eks. begrebet ”højrerevisionisme”, som han forsøgte at klistre på Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. Andre beskrev deres egne position som ”mainstream” og ”post-revisionistisk”, altså fair og objektiv. I virkeligheden er ingen forsker jo objektiv. De spørgsmål vi stiller, afgør hvilke svar kilderne giver, og hvilken historie vi skriver.
Et barokt eksempel på den manglende vilje til at ville indgå i faglig diskussion opstod efter, at PET-kommissionen havde udgivet sin beretning. Flere medarbejdere fra kommissionen gav tilsagn om at fremlægge konklusionerne fra deres arbejde på det efterfølgende historikermøde. Da de imidlertid erfarede, at kritikere af kommissionens beretning også ville få taletid, nægtede de ganske simpelt at stille op.
Interessen for den kolde krig er heldigvis stigende – og forskningen er også i vækst. Nye generationer af forskere, der ikke har personlige aktier i den kolde krig, har anlagt nye vinkler. Forhåbentlig kan det medvirke til, at den kolde krigs historie, herunder fodnoteperioden i 80’erne, i fremtiden kan blive beskrevet og bedømt på et rent fagligt grundlag.
