Skødehund og jagende ulv. Hunden som kæledyr og husdyr afslører sandheder om det bekvemme moderne menneske i vesten. Jonas Hoeck anmelder her Gyldendals nye danske oversættelse af Thomas Manns bog om hunden og dens alt for menneskelige herre.
Hvis man er bekendt med Thomas Manns forfatterskab, så ved man, at dyr og andre ikke-menneskelige væsener fylder forsvindende lidt i hans skriverier. Faktisk er det svært at komme i tanke om et eneste dyr, som man kunne argumentere for spiller en afgørende rolle i hans fortællinger.
Man kunne med god vilje nævne en tiger fra en drømmescene fra novellen Døden i Venedig (1912). Man kunne nævne, hvordan zoologi og biologi fylder en stor del af de filosofiske refleksioner i anden halvdel af romanen Felix Krull (1922). Eller man kunne nævne den neurotiske collie Perceval fra romanen Kongelig Højhed (1909).
Men tigeren er blot et symbol på den græske gud Dionysos’ kattedyr, og alt hvad Dionysos står for hos den tyske filosof Friedrich Nietzsche. De zoologiske og biologiske overvejelser leder blot til filosofiske konklusioner. Og collien Perceval spiller så lille en rolle, at den, ligesom møblementet i de aristokratiske scenerier, mest af alt fungerer som en del af den baggrund, som handlingen i romanen Kongelig Højhed udspiller sig på.
Med tæt på 150 siders beskrivelser af og fortællinger om den tyske hønsehund Bauschan kan Herr und Hund (1919) eller Herre og Hund, som dens titel lyder i den nye danske oversættelse, derfor også siges at være en bog, som står lidt ved siden af resten af Thomas Manns litterære arbejde, og som ved første øjekast ligner et pudsigt påfund, som måske slet ikke var tænkt at skulle udgives.
Som Mann skriver om hunden: ”Hans liv begynder, når jeg går ud”.
Kendere af Mann og dennes univers vil dog hurtigt erfare, at bogen er langt mere end blot et hyggeligt og banalt skriveri om en hund og dens mestres indbyrdes forhold, og at også dette værk skriver sig ind i den større fortælling om Thomas Mann, hans forfatterskab og tankeunivers.
Bogen er ikke bare en bog, som henvender sig til hundeelskere, men spejler også mange af de temaer og ideer, som man finder i resten af forfatterskabet, og fungerer derved også som endnu en brik i det puslespil, man som læser af Manns virke bliver nødt til at kende til for at få styr på det større billede.
Hundeelskeren
Man skal dog ikke kimse ad hundetemaet. Selvom Thomas Mann ikke skrev flere bøger om dyr eller gav de firbenede store roller i andre af sine værker, så var han i sit personlige liv en stor hundeelsker. Som han også selv beskriver i både Herre og Hund og i flere breve og dagbogsnotater, så havde han flere hunde gennem sit liv, som han holdt meget af og brugte meget tid sammen med.
Trods at det kan virke banalt, er Herre og Hunds fortælling om hunden Bauschan derfor også interessant, fordi vi her får et indblik i en del af Manns liv, som vi ikke ellers ville kende til. Vi har ofte hørt om hans komplicerede forhold til familien, men det er ikke mange steder, at man kan læse om Manns forhold til de firbenede i familien.
I bogen findes der intim information om dette forhold. Vi får blandt andet beskrevet, hvordan familien, efter at have måttet aflive (skyde, som der står) deres skotske schæferhund Percy, der havde fået en hudsygdom, bliver lokket til at købe Bauschan af en dame, som havde et pensionat i bjergene nær Tölz.
Vi hører også, hvordan Thomas Mann først på komisk vis forsøger at lade som om, at det er børnene, der mest ønsker hunden, selvom det viser sig tydeligt at være ham selv, der bliver forelsket i den.
I bogen hører vi også, hvordan Mann får skabt en rutine i sin hverdag, som inkluderer hunden. Alle forfattere og skrivende folk kan naturligvis ikke holde ud at sidde og arbejde hele dagen, men må holde pauser og gå lange ture for at få styr på hovedet.
Mann beskriver, hvordan Bauschan hver dag i alt slags vejr sidder og venter på, at dens herre skal komme ud af huset og tage den med på eventyr. Og findes hunden ikke ved døren, så er det eneste, Mann skal gøre at fløjte to toner, en grundtone og en dybere kvart, som i anden sats af Schuberts ufuldendte symfoni, så står Bauschan der. Som Mann skriver om hunden: ”Hans liv begynder, når jeg går ud”.
Hunden er ligefrem så ivrig efter dens herres selskab, at Mann tilmed ofte må skuffe det kære dyr. Kontoret får den ikke lov at komme ind i, da dens tilstedeværelse ellers ville ødelægge den store forfatters koncentration. Og skal Mann ind til byen, så må hunden trist sidde tilbage. For hunden er ikke af byens men af landets natur.
Kærlighedserklæringen træder særligt kraftigt frem i de passager, hvor Mann meget detaljeret beskriver de kvaliteter ved hunden, som han godt kan lide. Dens smukke fløjlsagtige mønster af sort, hvid og rustbrun, dens blide og kloge øjne og dens kraftige årede ben og solide og velformede poter, som det blandt andet lyder.
Herren i hunden og hunden i herren
Man siger, at hunde ligner deres herre og omvendt. Og dette mundheld må man sige, at Thomas Mann tager til yderste potens i Herre og Hund. Når Mann i bogen beskriver Bauschan, beskriver han nemlig ikke bare hundens egne fysiske kvaliteter, men også de menneskelige kvaliteter og borgerlige dyder, som han selv forsøger at leve efter og udstråle.
Bauschan har ifølge Mann et retskaffent udtryk i ansigtet, som vidner om et mandigt og moralsk væsen. Den er yderst loyal og har styr på etiketten, når den høfligt bøjer hovedet og hilser. Dertil beskrives den som stærk og som havende en stolt kriger- eller jægernatur.
Det ville være forkert at kalde det en direkte antropomorfisering, for Mann gør det klart, at hunden trods alt er et fremmed væsen, som han aldrig helt lærer at forstå. Men der er klart tale om en spejling, hvor Mann ser sig selv i hunden og dens adfærd.
Mann bliver pludselig interessant i en økokritisk og miljøorienteret sammenhæng.
Der, hvor Mann og Bauschan for alvor glider sammen i bogen, er når Mann beskriver de mangler eller fejl, som hunden også indeholder og udtrykker.
Det er en kendt sag, at Mann selv følte sig som lidt af et gadekryds. Hans moder var fra Sydamerika og faderen fra det kolde Lübeck. Og det er også kendt, at Mann altid følte, at han var fanget mellem flere forskellige positioner, både politisk, filosofisk og seksuelt.
Alt dette spejles i Bauschan, som beskrives som en uren hund, der trods sin evne til at indtage aristokratiske og statueagtige positurer, har mange fysiske fejl, og som i sit væsen har noget grundlæggende bondsk over sig.
Bauschan er også kun en kriger eller jæger af udseende. Når det gælder, er den i virkeligheden en tøsedreng, som bliver skræmt og forvirret over det mindste. Noget, som naturligvis får Mann til at finde stor sympati for det lille kræ, da han grundlæggende selv er en tøsedreng.
Mann som naturkender
Undertitlen på bogen lyder En idyl, og Herre og Hund er klart en af de bøger (hvis ikke dén bog), hvor Mann giver de mest detaljerede og rige naturbeskrivelser.
Landskabet omkring huset beskrives og deles op i forskellige zoner, som hver især beskrives som havende deres egen artsrigdom, geologiske særkende og atmosfærer. I nogle passager tangerer det ren naturromantik.
Læs eksempelvis dette stykke, hvor Mann fokuserer på træerne:
Træerne i vores revir er af helt forskellig alder og omfang; blandt dem er der kæmpemæssige urfædre af pile- og poppelslægten, navnlig langs med floden, men også længere inde i bevoksningen; så er der andre, vel allerede udvoksede, der kan være omtrent ti eller femten år gamle, og endelig en legion af små, tynde stammer, naturens selvsåede vilde planteskoler, unge asketræer, birke og elle, der dog på ingen måde fremkalder et indtryk af magerhed, fordi de, som allerede nævnt, alle er tæt omviklet af slyngplanter, der i det store og hele snarere frembyder et næsten tropisk frodigt syn.
Det er en interessant side af Mann, som man normalt kun finder brudstykker af i hans romaner og noveller. Særligt de meget detaljerede beskrivelser af de forskellige plantearter og jordtyper afslører en interesse for naturen, dens liv og materialer, som Mann ellers ikke er kendt for.
Mann bliver pludselig interessant i en økokritisk og miljøorienteret sammenhæng.
Den brudte idyl
Bogen kan dog overordnet ikke siges at være romantisk eller præget af drømmeri eller naivitet.
Herre og Hund blev skrevet i slutningen af første verdenskrig, efter at Mann havde udgivet sit stridsskrift “Et upolitisk menneskes betragtninger” (1918), og inden han gav sig i kast med det lange romanprojekt Der Zauberberg (1924). Herre og Hund var sammen med et andet kort værk, Gesang vom Kindchen (1919), som er et digt, der handler om hans søn Michaels fødsel, tænkt som to bøger, der skulle vise idyl henholdsvis inde og ude. Som et skriverefugium fra den omkransende brutale krig og verden.
Men i Herre og Hund kan Mann ikke holde verden ude. Der nævnes soldater, som går i udkanten af det område, Mann bor i, og selve området er præget af, at krigens fokus har ladet nye byggeprojekter gå i stå og gå i forfald.
Denne realisme siver også ned igennem naturbeskrivelserne, som ofte er mere nøgterne og funderet i teknisk og naturvidenskabelig viden, end de er oppustede og emotionelle. Og flere steder brydes der med ideen om den oprindelige natur. Mann beskriver eksempelvis meget udførligt, hvordan landskabet ikke er naturligt men konstrueret af moderne ingeniørkunst og landskabsplanlægning.
Se eksempelvis her, hvordan han lægger vægt på, at skoven slet ikke er en skov men snarere en stor anlagt have med relativ lille biodiversitet:
Det er ikke en skov og ikke en park, det er en fortryllet have, hverken mere eller mindre. Jeg vil forsvare dette ord, selvom det i grunden handler om en karrig, artsfattig og næsten forkrøblet natur, der kan beskrives udtømmende med et par enkle botaniske udtryk.
Samtidig er der i værket også en leg med allegorier, som er med til at give værket en humoristisk undertone, der blødgør og måske endda lidt latterliggør den romantiske forelskelse i den rå natur.
Som hans søn Michael bemærker, da han i 1965 skriver en analyse af sin fars bog, så kan man tale om, at naturbeskrivelserne nogle steder balancerer mellem idealisering og parodi.
Denne opløsning af det romantiske, som Mann ellers selv sætter i scene med undertitlen En idyl, skyldes, at Mann i værket lader sine tanker og følelser omkring forholdet mellem ånd og natur eller civilisation og natur influere hans beskrivelser.
Under første verdenskrig havde Mann udforsket den evige konflikt mellem ånd og natur og skellet mellem den rå natur, den kultiverede natur og civilisationen som ånd. Grundet krigens rædsler var Mann blevet bange for den rå natur, som han så udfolde sig i skyttegravene, og han begyndte derfor at foretrække den kultiverede natur og det civiliserede fremskridt, selvom han også er kritisk overfor disse og tydeligt drages mod sine gåture med hunden.
Manns brudte manddom
Denne dobbelthed mellem glæden ved naturen og frygten for det ubeherskede kommer også til at betone bogens afslutning på en ret interessant måde.
I det sidste kapitel, som har fået titlen “Jagten”, hører man om, hvordan Mann er taget ud på jagt med Bauschan, og hvordan Mann herigennem udlever sin manddom og drømmer om at eje et rigtigt gevær.
Det viser sig dog hurtigt, at Mann, ligesom hunden, langt fra er en kriger. Bauschan fanger godt nok en mus, men de meget voldsomme scener, som følger, får Mann til at væmmes over hundens handlinger og betvivle selve ideen om jagten.
Værst er det dog, da en rigtig jæger bryder ind i legen og skyder en and for øjnene af Bauschan og Mann. Scenen bliver beskrevet som noget, Mann næsten ikke kan holde ud at se på, og han er så rystet bagefter, at han hverken kan kalde hunden til sig eller finde ud af, hvad han skal stille op med sig selv.
Det beskrives ligefrem, at Bauschan foretrækker den anden herre (den rigtige jæger). Al autoritet er altså væk, og hele præmissen for selve forholdet mellem Mann og Bauschan og selve bogen Herre og Hund begynder at slå revner.
Bogen er således mere end blot et hundeeventyr. Den dykker også ned i Manns skrøbelige mandighed, samtidig med at den sætter Mann i positionen som den moderne borgerlige mand, der måske slet ikke ønsker den vilde naturs barbari, men i stedet foretrækker den tæmmede og komfortable domesticerede natur.
Hunden er trods alt en hund og ikke en ulv, og måske var blodsrusen op til den første verdenskrig mest en feberdrøm.
Set med nutidens øjne
Den nye oversættelse af Herre og Hund har ikke fået mange anmeldelser. Men som beskrevet rummer bogen meget for nutidens læser.
Den tidligere minister for ligestilling, Lykke Friis, har skrevet et forord til bogen, hvor hun nævner nogle af de politikere, som gennem tiden har gjort deres hunde bemærket. Studier af forfattere, som fokuserer på hunde, er ligeledes oppe i tiden, og akademisk har den amerikanske teoretiker Donna Haraway, som er en af de hotteste navne inden for de humanistiske studier, givet hendes egen hund en ret central plads i flere af hendes tekster og bøger, blandt andet i The Companion Species Manifesto – Dogs, People, and Significant Otherness(2003).
Man skal dog være opmærksom på, at Mann er ret gammeldags i sin tilgang til hundepasning. Han beskriver blandt andet, hvordan han tæsker hunden, og hvordan den må fryse om vinteren i sit hundehus.
Samtidig er bogen også værd at læse og sammenligne med den skrive- og tænkefase, som Mann var i lige efter første verdenskrig. Bogen er som beskrevet et stærkt udtryk for en bevægelse i Mann, væk fra det romantiske og radikale og i retning af en mere pragmatisk, afdæmpet og moderne borgerlighed.
Uanset hvad der interesserer mest i det 21. århundrede, er bogen værd at købe og læse.
Thomas Mann: Herre og hund. En idyl. Gyldendal, 2024.
